»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  21/10/2005

Livet er noir

Interview. Børnenes verden, med dens mange dramaer og store filosofiske spørgsmål, er den mest spændende. Det samme gælder for besættelser, manier og livets mørke sider. Italienske Simona Vinci forklarer hvorfor.

Af JESPER STORGAARD JENSEN


Rom – ”Det er ikke til at vide med børn”. Således hedder italienske Simona Vincis roman, der i 1999 udkom på dansk. Romanens titel kunne meget vel gælde for forfatteren selv: Det er ikke til at vide med Simona Vinci. Hendes attraktive ydre – det glatte, mørke hår, der med præcis symmetri indrammer et kønt, sensuelt ansigt, de mørke, levende øjne og den venlige stemme – udgør nemlig på ingen måde en fysiognomisk metafor for et æstetisk og velpoleret sprogbrug, der hylder livets store og smukke følelser.
Det smukke skind bedrager. For 35-årige Simona Vincis tilsyneladende tro følgesvend er en jungiansk skygge, som forfatteren har med sig på sine opdagelsesrejser ud i sindets mørke kringelkroge, og som især kaster sig ind over Vincis unge hovedpersoner, børnene.
Stilen er noir, og i det vanskelige grænseland mellem børne- og voksenliv lades intet tabu uberørt. Det var tilfældet i såvel ”Det er ikke til at vide med børn” som i den anmelderroste – både i Italien og Danmark – ”Inden der var mødre”, der den forgangne sommer udkom i Danmark.
Romanen fortæller historien om Pietro, en 13-årig dreng, der kæmper en besværlig mental kamp med at forstå overgangen fra en beskyttet børneverden til den vanskeligt forståelige voksenverden. Handlingen er henlagt til Veneto-området i årene 1943-44, uden anden verdenskrigs tyske besættelse af Italien.
Fra den ene dag til den anden sendes Pietro på en fængselsagtig katolsk drevet kostskole, langt fra hjemmets trygge rammer. Borgerkrigens rasen medfører dog skolens lukning, og Pietro sendes hjem. Intet er dog som tidligere. Hans bedste veninde, Irina, er sporløst forsvundet under tilsyneladende mystiske omstændigheder. Hans far er væk i lange perioder, hvor Pietros smukke mor, Tea, tilbringer tiden på sit værelse sammen med sin tyske elsker.
Gennem den ældre stuepige med de gule øjne, Nina, stifter Pietro kendskab med en italiensk modstandsgruppe. Det er ligeledes med Nina, at Pietro gør sine første seksuelle erfaringer.
Det er således gennem disse tre kvinder - veninden Irina, moderen Tea og stuepigen Nina - at Pietro bliver introduceret til en ny verden, de voksnes, som han opdager er alt andet end god. Særlig fundet af Irinas dagbog giver Pietro de afgørende brikker til det, der langsomt bliver til en ondskabsmosaik, som for altid fjerner ham fra den ubekymrede ungdom.
Trods Pietros unge alder forstår han instinktivt, at kun gennem elimineringen af den person, der repræsenterer ondskaben, vil han kunne komme videre i sit liv.

* * *

Simona Vinci dissekerer tiden og menneskenes dæmoni med en tæmmet lidenskab og i et medrivende, suggestivt sprog, der bør placere hende i mesterklassen. Således skrev Weekendavisens anmelder tidligere om Inden der var mødre. Her fortæller den unge forfatter om romanens tilblivelse, om hvorfor hun betragter sig mere som barn end som voksen, og om hvorfor det er vore skyggesider, der kan lære os mest om livet.
- Hvorledes opstod ideen til Inden der var mødre?
Jeg havde fået en gammel kuffert, der var fuld af breve og fotografier af min oldemor, Rita. På et foto står hun på Markuspladsen i Venedig - elegant klædt, bl.a. iført en hat med fjer i - og fodrer duer. I baggrunden står en dreng med et trist ansigtsudtryk. Det var hendes søn, dvs. min bedstefar. Derfra begyndte jeg at konstruere historien. Den bygger på visse virkelige hændelser og på andre, som jeg har forestillet mig.
- Det forlyder, at romanen har været en del år undervejs?
Ja, jeg har haft et ufærdigt udkast til romanen liggende i næsten ti år. Men jeg følte mig ikke klar til at skrive historien fuldt ud. I den mellemliggende tid har jeg skrevet andre ting. Da jeg for alvor gik i gang med at arbejde på historien, brugte jeg tre år.
- Hvad har du som ung forfatter gjort for at leve dig ind i krigsårenes fascistiske miljø og tidsånd?
Det vanskeligste har naturligvis været at fortælle om en tidsperiode, som jeg ikke har et personligt kendskab til. Men gennem arkivmateriale, bøger, fortællinger, fotografier, vidnesbyrder - bl.a. fra min aldrende mormor - har jeg fået indblik. Min gode ven Carlo Lucarelli (historiker og populær italiensk kriminalforfatter, red.) har også været til stor hjælp.
- Fascismen er tilsyneladende fortsat en interessant periode at henlægge handlinger til, selv for yngre forfattere som dig selv. Hvorfor det?
Fordi vi i dag fortsat er så særdeles præget af den periode. Mange hændelser, der fandt sted under fascismen, er endnu ikke kommet for dagens lys. Selv når man som forfatter skriver om hændelser, der fandt sted for 60 år siden, er det ofte vor samtid, man i virkeligheden beskriver. De erfaringer, vi som mennesker gjorde for 60 år siden, kan overføres direkte til i dag. Jeg føler helt klart, at der eksisterer stærke bånd, der forbinder dagens Italien med Italien under den periode, som jeg beskriver. Først her i de senere år, hvor flere af den tids hovedpersoner er forsvundet, er det blevet lettere at gøre regnskabet op med fascistperiodens betydning.
- Du har ved anden lejlighed udtalt, at du altid opdager noget under tilblivelsen af en roman. Hvad har du opdaget denne gang?
At det at skrive historiske romaner ikke er noget for mig! Den stilistiske øvelse det er at forestille sig helt specifikke detaljer, der vedrører vort syn, lugtesans, hørelse, dvs. et ukendt sanseunivers, har for mit vedkommende været en øvelse jeg aldrig nogensinde vil gentage. Det er alt for anstrengende og utaknemmeligt.
- Din interesse for børnenes verden er kendt. Hvor stammer den fra?
Hvad angår mig selv har jeg fundet det besværligt at blive voksen og skulle interessere sig for de ting, som voksne normalt interesserer sig for, selv i dag hvor jeg er 35. Jeg er nok lidt bagud i min udvikling, og jeg synes stadig, at det børn taler om og beskæftiger sig med er spændende. En generel filosoferen over livet er nok mere noget et elastisk barnesind giver sig i kast med. Endelig tror jeg også, at min interesse for børnenes verden er et værn mod de voksnes verden, med hvilken jeg hverken deler drømme eller ønsker.
- Men hvorfor er børnenes verden så spændende at beskrive?
Fordi barndommen er livets mest spændende periode. Det er den periode, hvor børn stiller alle de store spørgsmål, også de mere filosofiske af slagsen. Det er den periode, hvor børn opdager tingenes sammenhæng, det er bevægelsens og nysgerrighedens alder. Desværre er børnenes sammenstød med de voksnes altomfattende og moraliserende livssyn særdeles barskt. I dag er det virkelig et fåtal af børn, der har held til at forblive børn. De fleste af dem bliver hurtigt nogle små voksne, hvilket i mine øjne gør dem til nogle små uhyrer.
- Du har i flere af dine romaner fokus på børnenes overgang til voksenverdenen, bl.a. gennem seksualiteten. Er de mindreåriges seksualitet ikke et ”farligt” emne?
Det mener jeg ikke. For mig findes der ikke farlige emner.
- Heller ikke emner som fx. pornografi og voldtægt blandt mindreårige, incestlignende situationer og nekrofili?
Nej. Jeg fortæller de historier jeg føler, jeg bør fortælle. Jeg anstrenger mig ikke for at skabe polemik omkring det, jeg skriver, ligesom jeg heller ikke lægger bånd på mig selv. Jeg følger mine indre impulser. Jeg kikker ind i mig selv og i de personer jeg har mulighed for at betragte fra nært hold. Overfladen interesserer mig ikke, jeg vil dykke nedenunder og have fingrene i materien.
- Du har udtalt, at det er besættelserne, manierne, tingenes mørke sider, der interesserer dig. Alle de ting og følelser vi ikke vil være ved. Hvad kan de lære os om livet og menneskene omkring os?
De kan lære os, at dobbeltheden er vi menneskers skæbne, at det er umuligt at unddrage os den. Den “jungianske skygge” udgør den ene halvdel af os. Den er altid hos os, og vi skal ikke gør os falske forhåbninger om, at kunne udrydde den. Og skulle vi alligevel have held til at undertrykke denne skygge, der forvolder os så stor angst, vil vi samtidigt ødelægge noget, der er kreativt og frugtbart, som vi i stedet burde lære at anvende konstruktivt.
- Hovedpersonen Pietros mor, Tea, må i høj grad siges at have mørke sider. Hvad er der blevet af den legendariske italienske ikon-moder?
Jeg har valgt at fortælle en historie om en gruppe mennesker, historien om en moder og hendes søn, historien om en familie i en bestemt tidsperiode. De italienske mødre af i dag er naturligvis ikke alle selvopofrende, og det har de i det hele taget aldrig været. Ethvert individ har modsatrettede impulser i sig, og end ikke moderinstinktet kan sige sig fri for at være præget af denne ambivalens, selv om vi gerne vil tro det modsatte.
- Du er kendt som en forfatter, der praktiserer noir-stilen med stor succes. Hvorfor har du valgt denne stil, og hvilke forfattere har inspireret dig?
Noir betyder spænding, mystik, tvetydighed, dvs. tilstande der ikke kan og aldrig vil komme til at føre frem til en forsonlig, klar og velorganiseret løsning på en problemstilling. Jeg mener, at det er svært at finde en bedre stil til at berette om den tid vi lever i. Eller sagt med andre ord: Livet er noir. De forfattere, jeg holder mest af, praktiserer dog ikke en rendyrket noir-stil. Det, der betager mig mest ved forskellige skrivestile, er forfatterens personlige brug af en given stil, hans evne til at pille den fra hinanden og sætte den sammen igen. Hvis jeg skal pege på en decideret noir-forfatter, der har inspireret mig, må det blive James Ellroy. Hans bedste roman, den jeg holder allermest af, er My dark places (fra 1996, red.), der fortæller den virkelige historie om drabet på hans mor, da han stadig var barn.
Ellers kan jeg blandt yndlingsforfatterne nævne R.L. Stevenson, Ian McEwan, Marguerite Duras, Cormac McCarthy, Elsa Morante, Georges Simenon, Don DeLillo samt digtere som Emily Dickinson, Paul Celan og Derek Walcott.
- Din egen stil er meget karakteristisk, essentiel, konkret, ofte med mange korte sætninger som perler på en snor. Mange sanselige beskrivelser, dufte, følelser, stemninger, lyde. Og så spørgsmålene uden citationstegn. Hvordan er denne stil opstået?
Jeg tror, at det er på den måde, at jeg føler tingene. Det er sådan, jeg bedst formår at fortælle mine historier. Det er en rytme, der hænger sammen med den måde jeg tænker på, den måde jeg bevæger mig på, den måde jeg trækker vejret på. Det er ikke et kalkuleret valg.
- Det siges, at du lærte at læse som 4-årig. Var der ellers tegn i din barndom på, at du skulle blive forfatter?
Nej, ikke deciderede tegn. Men det er rigtigt, at jeg lærte at læse tidligt, og ikke så snart jeg havde lært at skrive, begyndte jeg at skrive historier. Det er alt, jeg nogensinde har villet: at skrive. Det har aldrig nogensinde faldet mig ind, at jeg kunne lave andet. Når jeg som barn blev spurgt, hvad jeg ville være som voksen, svarede jeg altid: forfatter. Jeg har haft en utrolig stædighed, vel en slags monomani.
- Og hvad betyder det så for dig at skrive?
At skrive er for mig som at befinde sig i et rum af total anarki, gjort af stilhed og af ting, der har en mærkelig lyd og som tømmer sindet for alt andet. At skrive er en form for meditation. Og jeg vil tilføje, ar for mig er det at læse og at skrive det samme. I begge tilfælde er der tale om ord, der trænger ind i vor hjerne og forsvinder igen. Det er sætningerne, historierne, som giver en mening til alt det, der sker omkring os.
- Er der selvbiografiske træk i dine romaner, fx. i beskrivelserne af børnenes dramaer?
Nej. Og jo. For alt er selvbiografisk og intet er det. Jeg har ikke haft traumatiske oplevelser i min barndom. Jeg har altid været et barn, der foretrak eget selskab for at observere de andre, snarere end at være den, der blev observeret. Og sådan er jeg stadig.




 
« Previous Page » top