»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Alt for Damerne,  11/8/2005

Mor og ekspert i mænd

Italiens succes-forfatter

Forfatteren Margaret Mazzantini har imponeret med sin evne til at sætte sig ind i et mandeunivers. Det gjorde hun i bogen ”Bliv hvor du er” – de seneste tre års største bogsucces i Italien – som også er blevet til en film. Mød forfatteren, der siger, at ”hun skriver med sit kød”. Men som sætter sine tre børn over alt andet – og er glad for, at det kun er hendes mand, der bliver kendt på gaden.

Af JESPER STORGAARD JENSEN. Foto: POLFOTO, ALL OVER M.FL.


Gennem kontakten til Margaret Mazzantinis sekretær fornemmer man hurtigt, at atmosfæren omkring en af Italiens pt. mest kendte og succesfulde forfattere er fuldstændig afslappet og helt uformel. En fornemmelse, der hurtigt bekræftes ved mødet med Mazzantini selv. ”Har du lyst til en kop kaffe”, spørger hun straks og signalerer dermed, at vi skal være du’s og ikke De’s, hvilket ellers er langt det mest almindelige i Italien, når man ikke kender hinanden.
Hun ligner sig selv fra pressens fotos. Lille af statur, helt sort hår, hvid skjorte og en hvid perlekæde. Stemmeføringen er hurtig, til tider meget hurtig, og gestikulationen er ægte italiensk med begge arme, der næsten konstant ryger frem og tilbage og op og ned og tegner uidentificerbare figurer i luften for at understøtte ordenes værdi. Og så er der øjnene. De kigger undersøgende på én, insisterende, næsten analyserende, som om hun var nysgerrig for straks at finde ud af, hvilken type person, der har taget plads overfor hende.
Skønt vort møde finder sted i Roms mondæne Parioli-kvarter, er der absolut intet mondænt over Mazzantinis ”skriveværksted”. Den lille lejlighed er nærmest halvmørk, på en væg hænger en håndfuld børnetegninger, og møblementet er bestemt ikke af nyere dato.
Fascinerende at tænke på, at en af det sidste årtis største bogsucceser i Italien – Mazzantinis roman ”Bliv hvor du er” – har taget form i dette rum. Siden romanen i sommeren 2002 vandt Italiens mest prestigefulde bogpris, den såkaldte Strega-pris, er det gået stærkt. En million solgte eksemplarer, udgivelser i hele 32 lande og en filmatisering af romanen – filmen havde premiere i Danmark i marts i år – er det blevet til i de forløbne tre år.

Mand uden følelsesliv
Romanens hovedperson er kirurgen Timoteo, der, som Mazzantini fortæller, ”har et hjerte omgivet af kulde. Skønt han er gift med en smuk kvinde, lever han i en slags følelsesmæssig isolation, næsten som under bedøvelse, han fingerer at tage del i livet, men i virkeligheden har han et stort følelsesmæssigt hul indeni”.
Da Timoteos teenagedatter, Angela, i en tilstand af koma efter en trafikulykke en dag bringes til det hospital, hvor Timoteo arbejder, begynder hans overfladiske sikkerhed langsomt at krakelere. Nærmest som i et forsøg på at bringe sin datter tilbage til livet, begynder Timoteo at fortælle hende sit livs historie, særligt om sit kærlighedsforhold til elskerinden Italia. En ung kvinde, der tilhører et lavere socialt lag, muligvis prostitueret, ikke specielt smuk, men med en stor værdighed. Italia, viser det sig, har været Timoteos eneste virkelige kontakt til livet som han ellers blot er tilskuer til.
Mazzantini fortæller, at ideen til bestseller-roman pudsigt nok opstod på et tog.
- Jeg så en kvinde, der med et fortvivlet ansigtsudtryk ledte efter en ledig siddeplads. Hun mindede mig om et bestemt type kvinde, jeg husker fra min barndom og opvækst i Roms periferi. En af disse kvinder, der altid har levet på livets skyggeside, i social og økonomisk armod. Jeg ville fortælle hendes historie, som samtidig bliver en historie om personer fra forskellige sociale lag. På den ene side den unge kvinde Italia, der vel nærmest kan beskrives som en social upræsentabel person. På den anden side lægen Timoteo, der har gjort karriere, har et smukt hjem og en smuk kone, men som indvendigt har et hul i sit følelsesliv. Det er nok bogens tema: Manden der har alt men som alligevel mangler noget, som altid kommer for sent til de vigtige begivenheder i livet og som altid for sent forstår, hvad det er, han vil. Som læge er Timoteo vant til at operere andre mennesker, vant til i bogstaveligste forstand at røre ved deres indre. Men når han gør det, har han gummihandsker på. Denne metafor kan overføres direkte til hans følelsesliv, siger Mazzantini med en tænksom mine.

Startede som skuespiller
Da både de begejstrede italienske anmeldere og den brede offentlighed for alvor fik øje på “Bliv hvor du er” i 2002, gik benovelsen bl.a. på, at Mazzantini så mesterligt havde formået at sætte sig ind i et mandeunivers, ja, nærmest at krybe ind under huden på romanens mandlige hovedperson. Hvordan havde hun gjort? - Tja, måske fordi jeg som barn var en rigtig ‘drenge-pige’, der elskede at lave ballade og klæde sig som en dreng. Bortset fra det skulle bogen være en udfordring. Jeg gad ikke skrive en let bog. Derfor valgte jeg en mand som hovedperson. Og i mit møde med mine læsere har jeg bemærket, at de mænd, der ... skal vi sige ... er i god kontakt med deres eget følelsesliv, ofte synes godt om bogen, hvorimod mænd med visse følelsesmæssige problemer har haft svært ved at acceptere, at en kvinde beskrev en mands intimitet på den måde, jeg har gjort.
Betragter man Mazzantinis opvækst, er der umiddelbart ikke noget i hendes barndom, der pegede på, at bøgerne senere skulle blive hendes store passion. Nok snarere tværtimod. Hendes far havde brugt 40 år af sit liv på at skrive en bog, der langsomt blev til i forsøget på at bearbejde et traume.
- Nej, som barn har jeg aldrig ønsket at skrive bøger. Og da slet ikke når jeg betragtede min far, for hvem det at skrive var lig med tårer og bekymringer. Derfor var det at skrive for mig noget decideret negativt, der ikke førte glæde med sig.
I stedet startede Mazzantini sin kunstneriske karriere som skuespiller. Hun nød især at arbejde analytisk med teksterne, og fik samtidig at vide, at hun også havde talent. Alligevel manglede der noget.
- Jeg fik på et tidspunkt en følelse af ufuldkommenhed, formentlig fordi man som skuespiller altid ‘står til rådighed’, enten for en forfatter eller en instruktør. Jeg følte simpelthen, at en del af mig ikke kom til udtryk. Desuden fandt jeg med tiden ud af, at jeg ikke var udpræget begejstret for at stille mig til skue på en scene aften efter aften. Jeg kan bedre lide at betragte. At være forfatter betyder for mig at være et stort øje, der udspionerer livet. Jeg elsker at observere livet. Men det var først relativt sent, at jeg oplevede det at skrive næsten som et kald, siger hun.

Rastløshed og talent
Har man læst Mazzantinis roman – der er hendes tredje – og har man hørt og set hende lidenskabeligt forklare, hvordan den er blevet til, er man ikke et sekund i tvivl om, at her er en lidenskabelig person, der vil noget med sine tekster.
- Jeg bryder mig ikke om forfattere, der har denne her konstruerede stil. Jeg skriver med mine nerver, med mit kød. Sådan er jeg sat sammen, og det kan naturligvis være anstrengende. Jeg skriver om livet og om menneskelige relationer. Der er mange ting, jeg ikke kender noget til. Men de menneskelige relationer, dem kender jeg. For mig er det at skrive som at dykke ned i livet, at bevæge sig mod det ukendte og have mod til at se helvede i øjnene. Jeg har givet noget af mit eget liv til bogens hovedpersoner, og de har levet med mig og i mig i flere år, og det tager på én. Det var formentlig derfor, at det tog mig lang tid at kommer over den her bog, siger Mazzantini og ser næsten helt udmattet ud.
Samtidig erkender Mazzantini, at hun skriver, fordi hun ikke kan lade være, og fordi hun bruger skrivningen som et værn mod den rastløshed, hun ofte føler.
- Ja, rastløsheden er nok en form for benzin. Men så er der jo også talentet. Det er som en slags forbandelse. For talent forpligter, og hvis du har det, er du forpligtet til at give noget tilbage til verden. De dage, jeg føler det at skrive som en pligt, skal jeg virkelig hive mig selv hen foran computeren. Derfor kan jeg af og til også opleve skriveprocessen som både smertelig og besværlig men selvfølgelig også som vildt dejlig, når det lykkes at få tingene til at hænge sammen.

Ingen sjælefrelser
I 2002 modtog “Bliv hvor du er” den prestigefulde Strega-præmie som den bedste italienske roman det år. En begivenhed der aldrig går ubemærket hen i Italien. Med præmien fulgte også berømmelsen samt hundredvis af mails fra læserne.
- Utroligt mange læsere begyndte lige pludselig at skrive til mig og berette om deres personlige og ofte dramatiske problemer. Det har rørt mig meget, at de måske efter at have læst bogen har troet, at jeg skulle have en eller anden evne som ‘sjælefrelser’, hvilket altså ikke er tilfældet.
Trods mere end 1 mio. solgte eksemplarer fortæller Mazzantini, at hun sagtens kan gå i fred på gaden. Hun kan fortsat praktisere kunsten at udspionere folk i Roms bybusser og lytte til fremmede menneskers konversationer på cafeerne uden at blive opdaget. Som hun siger med et grin:
- Folk kender min bog, men ikke mig. Af og til hænder det, at butiksansatte beder om en autograf, og det er også ok. Der er ikke ‘gået Julia Roberts i den’, og heldigvis for det, for det ville være totalt ulideligt for sådan en reserveret person som mig, der på ingen måde holder af det mondæne liv.

Børnene før alt andet
Bliver Margaret Mazzantini ikke genkendt på gaden, når hun færdes alene, så gør hun det til gengæld, når hun ses med sin mand, Sergio Castellitto, der er en af Italiens mest kendte skuespillere. Sammen har de børnene Pietro, Maria og Anna på hhv. 13, 7 og 4½ år, og Mazzantini lægger ikke skjul på, at forfatterambitioner sjældent rimer på børnefamilie.
- Nej, det er på ingen måde nemt at få begge dele til at hænge sammen. Min mand er med et filmhold i Kina i de næste tre måneder, så jeg tager mig af alt vedr. børnene, skolen, hjemmet, indkøb, madlavning. Desværre er jeg dårlig til at uddelegere arbejde til den unge pige, der hjælper os derhjemme. Så det er næsten altid mig, der lægger børnene i seng, læser godnathistorier osv. forklarer Mazzantini og sukker på skrømt. Hverken hendes suk eller ord skal imidlertid læses som beklagelse. Hun er helt bevidst om, hvilken rolle familien spiller.
- Børnene er helt sikkert min store styrke, og de kommer før alt andet. Det er dem, der får mig ned på jorden igen, når jeg kommer hjem med hovedet fuld af skriveideer, eller hvis jeg føler mig stresset. Det er også dem, der fastsætter mine dages rytme. Det betyder fx, at jeg har brugt fem år på at skrive ‘Bliv hvor du er’. Undervejs har jeg fået to piger, hvilket har betydet, at jeg af og til har måttet sætte romanen på stand by, fx i de perioder hvor jeg ammede. Havde jeg været en del af et intellektuelt par uden børn, så kunne man sådan set skrive hele dagen og blot holde en pause kl. 22.00 for at daske ned efter et par pizzaer, siger hun grinende og laver et finurligt “de-kan-sagtens-ansigtsudtryk”.

En mening med livet
Bortset fra bogens svimlende salgstal og dens udgivelse i stribevis af lande oplevede Mazzantini sidste efterår at se sine hovedpersoner på film. Det skete da hendes mand iscenesatte og selv spillede hovedrollen - side om side med en overbevisende Penelope Cruz - i filmen, der har sammen navn som romanen. Filmens afsluttende scene får musikalsk ledsagelse af en af Italiens mest populære rockmusikere, Vasco Rossi, der i det smukke og bittersøde nummer “Un senso” (En mening) forsøger, at “finde en mening med det liv, der ingen mening har”.
Mazzantini fortæller, at Vasco Rossi angiveligt skulle have skrevet sangen umiddelbart efter, at han havde læst “Bliv hvor du er”.
På det afsluttende spørgsmål til Mazzantini om, hvad meningen med livet er for hende, siger hun:
- Meningen med livet for mig er livet selv og alt det, der bevæger sig i livet. Meningen med livet skal især findes i alt det, vi dagligt giver andre mennesker, gennem kærlighed og generøsitet. For mig er det vigtigt at kunne give noget videre, ja, jeg vil gerne leve mit liv med følelsen af at have givet andre noget. Når alt kommer til alt, er vi jo blot et lille led i en kæmpestor kæde. I den kæde giver det mening at kunne efterlade sit eget lille aftryk.

NB! Artiklens arbejdstitel var ”Med hænderne nede i livet”








 
« Previous Page » top