»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  3/3/2006

På udflugt i det grønne

Interview. Mobiltelefonævlende og TV-gloende i et stadigt mere overfladisk samfund. Italienske Andrea De Carlo dissekerer tidens gennemsnitsitaliener.

Af JESPER STORGAARD JENSEN


URBINO – Efter at have læst Andrea De Carlos seneste roman ”Vindskift” var jeg temmelig overbevist om, at den milanesiske forfatter ikke var den lykkelige ejer af en mobiltelefon. En kontakt til hans italienske forlægger afkræftede imidlertid min formodning. De Carlo har faktisk en mobil, og svarer også når man ringer. Der er så til gengæld ingen kommunikationsneuroser. Ét opkald, en kort udveksling af oplysninger, og så er aftalen på plads.
Således står jeg på en råkold januardag i den mellemitalienske by Urbino og skuer op mod det prægtige hertugpalads’, Palazzo Ducale, to berømte torricini, små torne, da Andrea De Carlo på aftalte tid og sted dukker op, nærmest som ud af det blå, og med et uhøjtideligt ciao byder velkommen.
Den markante milanesiske accent understreger hurtigt, hvor De Carlo har sine geografiske rødder, og nogle få grå stænk i det mørkt krøllede hår afslører, at årstallet på dåbsattesten er 1952, skønt uindviede formentlig ville gætte på en alder i midten af fyrrerne.
Historien i Vindskift er henlagt til den mellemitalienske region Umbrien, hvor fire milanesiske venner med storbystress sammen er på udkik efter en attraktiv weekendbolig. De fire – arkitekten Enrico, hans kone, forlagsdirektøren Luisa, ejerne af en kæde af tøjbutikker, Arturo, samt TV-studieværten, Margherita –, der alle har opnået succes inden for deres respektive arbejdsområde, ledsages af den kække og oversmarte ejendomsmægler Alessio.
Med Alessio siddende ved rattet starter turen fra Milano en fredag eftermiddag, og humøret er højt. I Umbrien skal gruppen besigtige en klynge huse, som de agter at købe og istandsætte. Da de fem næsten har nået deres destination, farer de imidlertid vild i et ukendt skovområde. I deres desperate iver efter at finde den rette vej går det hverken værre eller bedre, end at de kører galt. Ingen komme noget til, men bilen havner i en grøft, hvor den sidder uhjælpeligt fast. Hvad værre er: deres mobiltelefoner har ingen dækning, mørket tager til, og det begynder at øsregne.
De fem, efterhånden drivvåde, begynder at vandre gennem skoven for at finde hjælp. Desperationen og hjælpeløsheden har efterhånden nået et klimaks, da de omsider skimter et hus i skoven, hvorfra der kommer lys.
Her bliver de budt indenfor af en lille gruppe mennesker, i alt seks personer, der viser sig at leve totalt afsondret fra den omgivende verden, uden hverken TV eller telefoner. Samtidig finder de fire milanesere til deres store og noget ubehagelige overraskelse ud af, at huset, hvor de nu befinder sig, netop er en del af den gruppe af bygninger, de havde udset sig.
Konflikten mellem de to grupper begynder at tage til, særligt efter at en række uheldige omstændigheder bevirker, at milaneserne ikke har mulighed for at forlade stedet. Den tvungne sameksistens får nu de fem uindbudte gæsters neuroser til at slå ud i lys lue. Ven- og ægteskaber sættes på spil, og personlige overbevisninger og valg lider alvorlige knæk i et absurd crescendo af interpersonelle spændinger og konflikter.
Skønt de fem milaneseres møde med en afsondret verden kun varer en weekend, kommer det alligevel til at sætte dybe spor i deres liv.

DA ”Vindskift” udkom i Italien i efteråret 2004, fik den både stor opmærksomhed og fine anmeldelser i italiensk presse. Det skyldes, at De Carlo endnu en gang havde formået at understrege sin specialitet: At skrive en medrivende fortælling, der i lige så høj grad udgør et antropologisk fotografi og socialt spejlbillede, der med venlig provokation viser italienerne, hvordan de er, eller rettere, hvordan de er blevet.
Forfatterskabets start går tilbage til 1981, hvor selveste Italo Calvino blev De Carlos redning. De Carlo havde fået en række afslag på manuskriptet til romanen ”Treno di panna”. I et sidste forsøg havde han sendt romanen til både Calvino, der var konsulent hos forlaget Einaudi, og til selve forlaget. Einaudi svarede med et pænt afslag, men Calvino var begejstret. Ja, faktisk så meget, at han tilbød at skrive forordet til det, der blev De Carlos debut. Karrieren var sparket i gang.
Gennem tiden er det blevet til i alt 13 romaner, hvoraf den mest kendte formentlig er ”Due di due” fra 1989, en generationsskildring af venskabet mellem de to meget forskellige barndomsvenner, Mario og Guido. ”Due di due” er ikke kun en bestseller i Italien, den er også blevet en longseller, dvs. en roman som nye generationer af italienske læsere bliver ved med at købe. Det kan således undre, at danske forlæggere (endnu) ikke har fået øjnene op for denne roman, der efterhånden må kunne betegnes som en klassiker i moderne italiensk litteratur.
Danske læsere har dog tidligere kunnet stifte bekendtskab med De Carlo, idet hans ”I nuet” kom på dansk i 2002.
Betragter man De Carlos CV, er der især et ord, der falder én ind: kreativitet. De Carlo begrænser sig nemlig ikke til forfattergerningen. Han har tidligere arbejdet som fotografiassistent for Oliviero Toscani (ham med de provokerende Benetton-reklamer), han har arbejdet med mesteren selv, Federico Fellini, på filmen ”E la nave va” samt med en anden italiensk filmkæmpe, instruktøren Michelangelo Antonioni. Han har selv tegnet eller taget billeder til samtlige omslag på sine romaner, og for nylig har han komponeret musikken til den italienske film ”Mænd, kvinder, børn og hunde”.

DE Carlo har taget overtøjet og den sorte strikhue af, der som en værn mod Urbinos vinterkulde, var trukket godt ned om ørerne. Vi har taget plads på et centralt pizzeria, der en time inden frokosttid er helt mennesketomt. Med en cappuccino og et glas friskpresset appelsinjuice foran sig begynder De Carlo at fortælle:

- Hvordan er ideen til historien i Vindskift opstået?
Som altid er der nogle grundlæggende emner, jeg ønsker at tage fat på. I det her tilfælde var det vores forhold til hinanden, især venskaber og parforhold. Jeg ønskede at sætte disse forhold under pres gennem situationer, hvor de udsættes for en række konfrontationer. Samtidig skulle historien også handle om forskellen mellem vor forestillingsverden og virkeligheden, dvs. det vi drømmer om, kontra det liv vi lever. Endelig vil jeg understrege et emne, som er af fundamental vigtighed for mig, nemlig naturen og miljøet. Det var disse tanker og ideer, der ligger til grund for handlingen, som jeg senere fandt på at tilrettelægge i en slags Agatha Christie-situation, dvs. en gruppe personer, der lukkes inde i en bestemt situation, og på hvem man næsten kan udføre et antropologisk adfærdsstudium.
- Romanens crescendo af konflikter, spændinger og gnidninger mellem de implicerede personer, forplanter sig langsomt men sikkert til læserens maveregion. Hvad har du gjort for at opnå denne effekt?
Jeg tror, at et hvilket som helst forhold, både venskabs- og kærlighedsforhold, er bærer af en vis grad af indre spænding, også selv om forholdet er velfungerende. Som forfatter betragter jeg det som en udfordring at bibeholde denne spænding og lade den vibrere mellem historiens personer. Spændingseffekten i ”Vindskift” har jeg forsøgt at bibeholde gennem beskrivelsen af en gruppe personer, der i deres daglige liv er meget selvsikre, men som pludselig befinder sig i et totalt fremmed miljø, og tilmed uden mulighed for at bruge et fundamentalt kommunikationsredskab, i det her tilfælde mobiltelefonen. Det får deres selvsikkerhed til at bryde sammen og deres indre spændinger – fx. arbejdsproblemer og nag i forhold til partneren eller de andre venner – til at bryde ud.
- Hvad angår romanens form og tilblivelse ved jeg, at du har brugt en anden fremgangsmåde i forhold til tidligere romaner. Hvad går den ud på?
Jeg har altid haft en meget instinktiv måde at skrive på. Tidligere har jeg nærmest følt mig frem i mørket uden helt at vide, hvor jeg var på vej hen. I tilfældet med ”Vindskift” havde jeg lavet en slags drejebog, inden jeg startede på den egentlige historie. Dette var nødvendigt, idet jeg denne gang havde valgt at arbejde med hele 11 personer, med fokus især på de fem strandede milanesere. Jeg har forsøgt på en umærkelig måde at fortælle historien gennem disse fem personers øjne på skift. Der måtte derfor nødvendigvis være en vis planlægning af histo-rien.
- En anden nyhed i forhold til dine tidligere bøger er det tilsyneladende fravær af en person, der er De Carlos alter ego. Hvorfor dette valg?
Brugen af et alter ego åbner op for en række muligheder, fx. muligheden for på en meget personlig måde at fortælle hvilke følelser hovedpersonen har i en given situation. På den måde bliver hovedpersonens oplevelser meget stærke og ægte. På den anden side kan denne fortælleform også være hæmmende, idet du er hægtet op på denne ene person, som du kontant følger. Dette ville jeg gerne frigøre mig fra. Jeg havde lyst til at lade personer, der er meget forskellige fra mig, hver fortælle deres oplevelser. Derfor har jeg også følt mig mere fri under romanens tilblivelse, og det har jeg nydt. Det har været spændende at "krybe ind i" historiens mindre sympatiske personer.
- Du nævnte mobiltelefon før. Den spiller en vigtig rolle i romanen. Og det skal den vel også gøre, hvis det er rigtigt, som anmelderne har skrevet, at du bl.a. har villet affotografere gennemsnitsitalienerens sociale neuroser?
Jeg rejser meget og ser, at mobiltelefonen som bekendt har vundet indpas i hele verden. Men formentlig ingen andre steder med en lignende forbitret afhængighed som i Italien. Jer ser mobiltelefonen som et symbol på den stadigt mere udbredte overfladiskhed i vort samfund. Vores koncentrationsevne bliver dårligere og dårligere, og mange mennesker formår efterhån-den ikke at koncentrere sig i længere tid ad gangen i en face-to-face situation.
- Jeg ved fra tidligere interviews, at du ikke har høje tanker om TV-mediet, så det er formentlig ikke tilfældigt, at du har ladet en af romanens mest ulidelige personer, Margherita Novelli, være studievært, tilmed på et reality show. Er italienerens TV-kikkeri (italienerne har EU-rekord med 3½ times daglig TV, red.) også en del af de sociale neuroser? Ja, i allerhøjeste grad. Særligt hvad angår disse reality-shows. Da denne type shows kom frem i Italien, troede man, at konceptet vil ånde ud i løbet af et par år. Men i Italien er det gået stik modsat. L'isola dei famosi (et reality-show hvor en gruppe kendte mennesker gennemgår forskellige udskilningsprøver på en øde ø, red.) havde noget nær seerrekord til det sidste afsnit, og Big Brother er i fuld gang med sjette udgave, tilmed med stor succes. Det mest utrolige er, at disse reality-shows ikke handler om noget som helst. Om intet overhovedet. Det er det sørgelige. At det er dette intet, der tilsyneladende fascinerer og gør det muligt at identificere sig med de deltagende personer.
- Flere italienske kritikere har fremført, at du i ”Vindskift” har villet fotografere et middelmådigt og overfladisk Italien, og du har selv sagt, at gennemsnitsitalieneren af i dag hverken er bedre eller dårligere end hovedpersonerne i ”Vindskift”. Er det virkelig så galt fat med dagens gennemsnitsitaliener? Udgør romanens personer virkelig et ”antropologisk gennemsnit”?
Ja, det tror jeg. Da ”Vindskift” udkom i Italien, skrev nogle anmeldere, at jeg ønskede at tage afstand til den overfladiske del af Italien. Og det er nok rigtigt. Det er en måde at melde ud på: den type mennesker har jeg ikke noget med at gøre. Når jeg har mødt mine læsere, er det pudsigt nok sket, at nogle har fortalt mig, at de med stor forlegenhed havde genkendt dele af sig selv i en af bogens hovedpersoner. Mange har kommenteret ejendomsmægleren Alessio, der på en måde er repræsentant for en middelmådig adfærd. Men han er bestemt ikke noget "uhyre". Jeg tror, at alle vi italieneren kender én som ham. Jeg ser mange af hans type blandt milaneserne. Sådan er vi efterhånden blevet.
- Kan den stigende overfladiskhed, du nævner, have noget at gøre med den stil de sidste knap fem års herskende politiske klasse i Italien har lagt for dagen (Berlusconi-regeringen har haft regeringsmagten siden juni 2001, red.)?
Ja, helt sikkert, således forstået, at en given politisk linie eller stil udtrykker det omgivende samfund og omvendt. Mange af Berlusconis vælgere kan helt sikkert identificerer sig med Berlusconi på et adfærdsmæssigt plan. Politisk er det vanskeligt at beskrive Berlusconi. Hans adfærd er derimod nem at kategorisere: en skruppelløs kyniker, der udnytter enhver given mulighed, og som i politik bruger de samme salgsteknikker, som man bruger i TV-reklamer. For mig er det mest bekymrende aspekt imidlertid, at berlusconismen efterhånden har bredt sig til oppositionens partier, hvor man ser en overfladisk og beregnende adfærd, som man ikke tid-ligere har set.
- Vindskift er din 13. roman siden debuten i 1981. Hvad betyder det for dig at skrive?
Jeg tror ikke, det er sundt, at lukker sig inde i en bestemt verden. Mange kunstnere, herunder forfattere, gør det. Jeg finder derimod, at der ligger en stor rigdom i at beskæftige sig med mange forskellig kunstneriske udtryksformer. Bortset fra bøgerne interesserer jeg mig for film, og min lidenskab for musik bliver større og større. At være sammen med mennesker fra forskellige skabende miljøer oplever jeg som meget berigende. Jeg husker, at jeg engang under en litteraturfestival i Berlin mødte Anthony Burgess. Han sad i hotellets hall og skrev noder på et nodeark. Han sagde til mig, ”min største lidenskab er formenlig at komponere musik, men nu har jeg valgt forfattergerningen, og så er det det”. Samme kreativitet gjaldt Fellini. Han var fremragende til at tegne. Han havde stort set altid tegnematerialer med sig, og på restauranterne sad han altid og tegnede på papirservietterne. Og så var han lidenskabeligt interesseret i musik. Han gik altid og småfløjtede.
- Apropos fortidens koryfæer så blev du opdaget af Calvino. Hvordan var dit forhold til ham, og har han betydet noget for fx. din skrivestil?
Hvad angår måden at bruge sproget på, har Calvin altid været et forbillede. Som bekendt teoretiserede han nødvendigheden af et let, ligefremt og transparent sprog, præcis som han gør rede for i "Amerikanske lektioner". Og jeg har sat pris på den stil, lige siden jeg som dreng læste "Klatrebaronen". Det var netop letheden i Calvins sprog, der slog mig, og som på ingen måde er nem at opnå. Han var i stand til at skrive om utroligt sammensatte ting, som fx i "De usynlige byer", men altid på en let måde. Mit personlige kendskab til ham har som bekendt været særdeles vigtigt, idet han antog min første roman. Og han var meget respektfuld. Efterfølgende forsøgte han aldrig at overbevise mig om at skrive anderledes, end jeg gjorde, sådan som man ofte ser med en mentor. Jeg mødtes vel med ham tre-fire gange i Rom. Han var meget reserveret, talte kun ganske lidt. Hans kone, der var argentiner, talte derimod som et vandfald.


 
« Previous Page » top