»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  31/3/2006

Fos første firs år

Fødselsdagsinterview. Gøgler, fabelfortæller, teatermand, politisk aktivist, scenografisk enfant terrible, forfatter, kunstelsker og Nobelpristager i litteratur. Dario Fo har netop fejret rund fødselsdag men har ingen planer om at geare ned. Tværtimod

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM – ”Livet ville ikke have kunnet være mig mere generøst. Jeg har været heldig med at kunne beskæftige mig med ting, jeg holdt meget af. Jeg har skrevet 70 komedier, på teaterscenen har jeg eksperimenteret med alle mulige udtryksformer, og jeg har lavet TV og film. Jeg er blevet gift med den kvinder jeg elsker, Franca, og vi er fortsat sammen. Vi har en søn og børnebørn, og minsandten om jeg ikke også snart skal være oldefar”.
   Citatet er Dario Fos og udgør et kort, affektivt regnskab over et nu 80-årigt langt liv, der startede klokken syv om morgenen d. 24. marts 1926 i den lille norditalienske stationsby San Giano. Hér hørtes et skingert hyl, der efter signende var så højt, at det overdøvede såvel morgentogets tuden som stationsforstander Felice Fos fløjte, og som samtidig var både et tegn på nyt liv og en advarsel til kommende generationer af politiske magthavere. Fo var født.
   Det blev begyndelsen på en barndom, hvor familien Fo hyppigt måtte rive teltpælene op. For hele familien var på slæb, når Darios far Felice blev forflyttet fra en stationsby til en anden for at tjene de italienske statsbaner. Nogle af navnene på disse steder var fx Luino, Pino Tronzano og Porto Valtravaglia, alle beliggende nær den store norditalienske sø Lago Maggiore.
   Det var i disse byer, at den lille Dario for første gang stiftede bekendtskab med omvandrende handelsmænd og lokale fiskere og glaspustere, der på byens piazzaer og om aftenen på de lokale beværtninger morede sig med at fortæller historier. Fantastiske, absurde, storslåede, groteske, komiske og paradoksale var de, disse fabler, der ikke kun blev fortalt, men snarere opført med drabelige fagter og dramatiske ansigtsudtryk. Dario Fo var dybt imponeret af disse historiefortællere og begyndte snart at optræde med sit eget repertoire. Og inspiration var der nok af. Darios far var en ivrig skuespiller ved det lokale dilettantteater, og hans morfar, Bristìn, var en af egnens mest erfarne fortællere. Han solgte samtidig grøntsager på det lokale marked, og den bedste måde at trække kunder til, var naturligvis ved at fortælle historier. Dario lyttede ofte med store ører.

Politiken som mærkesag
Fos nærmeste familie udstak imidlertid ikke kun den kunstneriske og kreative kurs, men i lige så høj grad den politiske. Far Felice var både socialist og en glødende antifascist, og familien var særdeles aktiv i kampen mod fascisterne. Således deltog Dario sammen med sin far i smuglingen af krigens forfulgte landsmænd og allierede soldater over grænsen mod Schweiz, og for Dario selv lykkedes det med vaskeægte italiensk snuhed at undgå at blive indrulleret under Salò-republikkens fascistiske faner.
   Familiens markante politiske aftryk har siden fulgt Dario Fo og nærmest været en ledetråd gennem et helt livs ageren, særligt på teaterscenernes skrå brædder men også inden for hans litterære virke. Fos politiske engagement gennem den lange karriere kommer fint til udtryk i den korte beskrivelse, der i 1997 motiverede tildelingen af Nobelprisen i litteratur: ”Fos kunstneriske virke nærmer sig de middelalderlige gøgleres, der hudflettede den politiske magt og markerede de svage og ydmyge klassers værdighed og rettigheder”.
   Hudfletningen af magthaverne har uden tvivl været et af Fos fornemmeste varemærker. De har alle måttet smage Fos verbale knippelsuppe. Lige fra De Kristelige Demokrater, der i Italien sad på magtens velpolstrede stole i en uafbrudt periode fra 1948 til 1992, over den katolske kirke og senest Silvio Berlusconi, hvis navn og person omtrent har samme virkning på Dario Fo som en postkasserød klud har på en fnysende tyr.
   Det politiske engagement har imidlertid ikke været gratis. Dario Fo og hans skuespillende hustru, Franca Rame, har modtaget dødstrusler fra mafiaen efter et satirisk stykke om en mafiamyrdet journalist. Parret Fo-Rame har været udelukket fra Italiens statslige TV i en periode på 15 år, og Fo blev i en årelang periode nægtet indrejsetilladelse til USA efter en opsætning, der kritiserede USA’s involvering i Vietnam.
   Fo og Rames glødende engagement på venstrefløjen er kendt. Det førte i 1973 til, at en højreekstremistisk gruppe bortførte og voldtog Franca Rame. To måneder efter sin løsladelse stod Rame atter på scenen og fremførte antifascistiske monologer, som hun selv og Fo havde skrevet.
   Fo har også oplevet fængsling, om end i en kort periode. Det skete i forbindelse med hans og Rames opsætning af et stykke, der var stærkt kritisk over for Chiles militærjunta. Politiet brød ind og forsøgte med vold at stoppe opsætningen. Fo satte sig fysisk imod og røg ind bag tremmerne.
   Senest gav Fos politiske engagement sig udslag i et kandidatur for kommunistpartiet Rifondazione til det nyligt afholdte primærvalg, der skulle udpege venstrefløjens borgmesterkandidat til forårets kommunalvalg i Milano. Fo måtte imidlertid tage til takke med 25% af stemmerne og blev dermed ikke valgt.

Kunstelskeren
Dario Fo er selv sagt mest kendt for sit virke på de skrå brædder. Han har imidlertid også en kunstnerisk åre, der går helt tilbage til drengeårene. I teenageårene høstede han triumfer med sit portrætmaleri. Det var samtidig årene, hvor han gik på Kunstakademiet i Brera. Talentet for tegning havde han fra naturens hånd, og det lod sig ikke holde nede. Således har hans søster Bianca fortalt, at ”Dario tegnede overalt. På murene, på trapperne og på tapetet på vores værelse”.
   Fo har således også forfattet en række bøger om kunst og kunstrelaterede emner, senest, i 2005, en bog om Caravaggio, hvor man også kan nyde Fos egne skitser.
   Apropos de Fo’ske skitser så har Pisa Universitet netop publiceret en bog om kunstnerparret Dario Fo og Franca Rame, hvor man bl.a. har samlet en række af Dario Fos tegninger og skitser, der er inspireret af Goya, Bosh, Carpaccio, Picasso, Miró m.fl.
   Privat har Fo været gift med Franca Rame i nu 52 år. Sammen har de sønnen Jacopo og to børnebørn, hvoraf den ældste på 17 år er gravid. Som Fo siger: ”I vores familie spilder vi ikke tiden”.
   I anledningen af den runde fødselsdag bringer Weekendavisen her et interview med Il Maestro, hvor han bl.a. kommer ind på teater, politik, kunst, satire og på hvorfor han mener, at danskerne er Nordens napolitanere:

- Hvad er det første, der falder Dem ind, når De tænker på tallet 80?

   Tja, hvad kan jeg sige? At jeg ikke har bemærket, at tiden er gået. Jeg har heldigvis et godt helbred, jeg er aktiv, virkelig aktiv, og så planlægger jeg indtil flere projekter. Lige nu er jeg i færd med at lægge sidste hånd på en forelæsning om den berømte italienske maler Andrea Mantegna (1431-1506, red.), som jeg skal fremføre i Mantova, Verona og Padova. For tilhørerne vil der være en del overraskelser, da jeg vil afsløre flere ukendt sider af Mantegna, fx hans forhold til datidens hertuger, til loven, til sine malerelever, til sine egne læremestre. Men jeg vil især lægge fokus på den politiske, sociale og kulturelle betydning Mantegna har haft for Italiens og Europas kunsthistorie.
- Kommende teaterprojekter?
   Jeg er lige nu ved at iscenesætte stykket Ubu Bas, der tager udgangspunkt i den franske absurdist Alfred Jarrys værk. Det kommer udelukkende til at handle om Berlusconi. Kong Ubu er Berlusconi. Dette stykke er snart færdigt. Lige nu er jeg ved at tegne skitser til stykket. Det bliver en monolog, og jeg håber, at det kan blive en støtte til venstrefløjen op til det kommende parlamentsvalg (d. 9. og 10. april, red). Der er atter andre projekter, det endnu er for tidligt at tale om.
 - I Deres erindringsbog, ”Flagermusenes landsby”, fortæller De bl.a. om Deres møde med de lokale historiefortællere og om Deres morfar, Bristìn, og hans fantastiske fortælleevne. Hvad var det hos disse fabelfortællere, der imponerede Dem så meget?
   Det var jo den eneste udtryksform, som vi knægte kendte til i vor barndom. Der var ingen radioudsendelser. TV eksisterede ikke. Når der kom teatre til byen, var vi altid på plads blandt tilhørerne. Det var små teatergrupper. De optrædende levede af skuespillet, skønt de ofte ikke var specielt fremragende. Så var der også marionetteatrene. Men de bedste af alle var disse fabulatori, fabelfortællere, der havde nogle utrolige evner og hvis historier i bund og grund tog udgangspunkt i en ældgammel, folkelig kultur, som de således gav os tilhørere et indblik i. Senere, da jeg begyndte at studere – først på Akademiet i Brera og senere på universitetet i Milano – gik det op for mig, at disse historiefortællere rent faktisk havde givet os tilhørere vaskeægte lektioner i teaterkunst.
- Og hvornår gik det så op for Dem, at De selv havde særlige evner som fabelfortæller?
   I toget! Hver morgen tog jeg toget fra Lago Maggiore til Milano, hvor jeg var indskrevet på Kunstakademiet i Brera. Jeg rejste med det tog, fra jeg var 14 til 16 år. Turen varede to timer, og vi sad i én lang kupe. Der var ingen mindre kupeer. I det tog kunne alt ske. Vi spillede op til pigerne. Nogle brugte tiden til at læse lektier, og så blev der fortalt historier. Jeg blev tit opfordret til at bidrage til historiefortællingen. Så stillede jeg mig op på en bænk midt i toget og begyndte at fortælle med fagter og det hele. På et tidspunkt blev jeg så afløst af folk med guitarer og mandoliner, der begyndte at spille. Ofte var der også nogle, der sang. Så tog jeg over igen med historierne, og når vi ankom til Milano, var jeg som regel fuldstændig udaset, og jeg havde fået hæs stemme. Men det var en utrolig vigtig periode for mig.
- De er vokset op i en meget politisk bevidst og antifascistisk familie. Hvordan har familiens politiske og moralske ”oplæring” præget Deres teatervirksomhed og Dem selv som person?
   Den har naturligvis været vigtig for mig. Efter fascismens undergang oplevede man en total forandring på vejen mod demokratiet. Men selv om den politiske og sociale kontekst samt visse regler og moralbegreber ændrede sig ved overgangen fra fascisme til demokrati, var der alligevel visse ting, der forblev status quo. Således opdagede jeg, at også i et demokrati er det nødvendigt at kæmpe for visse værdier, at kæmpe imod egoisme og fupnumre. Det gælder den dag i dag, hvor vi har en regering, som vi absolut må have smidt på porten og som består af snydepelse, der er uærlige både i det politiske liv og i forretningslivet.
- Både Deres person og Deres teater har til alle tider været en torn i øjet, ikke kun på Italiens politiske magthavere men også på kirken. De har været udsat for trusler og censur, De har været centrum for voldsom polemik, De har været i fængsel, og også Deres hustru har været udsat for ubehageligheder. Fortryder De fortidens stærke politiske markeringer?
   Nej, på ingen måde. Det var klart, at vi med vores holdninger og vores teater måtte forvente stærke reaktioner fra omgivelserne, for vi udgjorde virkelig et generende element. Og alle disse stærke reaktioner var jo netop et bevis på, at det, vi lavede, havde en mening, og at vores teater udgjorde et ømt punkt for den til enhver tid siddende politiske magt med al dens dobbeltmoral og voldelighed.
- Er Deres ”revolutionære lyst” blevet mindre med årene?
   Nej-nej. Snarere tværtimod. Jeg føler mig stadigt mere socialt og politisk engageret. Det var derfor, at jeg for nylig valgte at kandidere mig til at blive venstrefløjens officielle kandidat til borgmesterposten i Milano. Ikke så meget fordi jeg ønskede at blive borgmester, men fordi jeg ville give et input, et elektrisk stød til hele debatten om Milanos fremtid. Tidligere var Milano et arnested for ideer, nu er den en kloak.
- Gennem hele Deres karriere har De og deres kone hyppigt oplevet forskellige former for censur grundet jeres politiske engagement. Hvordan har det været?
   Censuren er banal. Det er det første middel magthaverne tyr til for at blokere det, du laver. Hvis censuren så ikke er nok, begynder de i bogstaveligste forstand at forfølge dig. Du kan risikere at blive smidt i fængsel, sådan som det skete for mig, eller du kan blive udsat for fysisk vold, sådan som det skete for Franca.
- De har altid været forgangsmand for den politiske satire. Hvordan synes De, at satiren har det i dagens Italien?
   Dårligt, rigtig dårligt. Flere TV-satirikere er simpelthen blevet hevet væk fra TV-skærmen. Også Franca og jeg har haft problemer. Man har forsøgt at censurere vores stykker, man har anlagt injuriesager mod os osv. Satiren har det ikke godt i Italien i denne periode. Lad os håbe, at vi med det kommende parlamentsvalg kan frigøre os for det nuværende regime, der giver sig ud for at være demokratisk.
- Lad os tale om Deres store interesse for kunst. Hvorfor valgte De i sin tid teatervejen og ikke kunstvejen?
   Jeg valgte jo ikke kun teatret. De to områder har altid eksisteret parallelt i mig. Jeg er aldrig holdt op med at male. Rent faktisk har jeg altid brugt kunsten i mit teaterarbejde, særlig i scenearbejdet og i arbejdet med kostumerne, ja faktisk på en lang række områder, hvor teatret og kunsten overlapper hinanden.
- På hvilken måde har De brugt kunsten i scenearbejdet?
   Jeg forestiller mig stykkets personer, og så tegner jeg dem, mens de fremsiger deres vigtigste replikker. Således kommer disse skitser nærmest til at fungere som en drejebog. Ofte er det nok for mig at kaste et hurtigt blik på en skitse for at huske på stykkets videre handling.
- Deres karriere har også bragt Dem til Danmark adskillige gange. Har De særlige minder?
   Jeg er begejstret for Danmark. Danskerne er et folk af disponible mennesker, der er fulde af virkelyst. I er Nordens napolitanere, levende, positivt indstillede, og så begejstres danskerne for alt det, der er fantasifuldt, surrealistisk og ud over det sædvanlige.
- Er det korrekt, at Deres første udenlandske optræden fandt sted i Danmark?
   Ja, det er rigtigt, det var i 1968. Siden har jeg jo været i Holstebro (på Odin Teatret, red.) adskillige gange, både for at optræde og for at undervise. En gang afholdt Odin Teatret en work shop, hvor jeg deltog sammen med nogle af de store mimemestre, Etienne Decroux og Jacques Lecoq. Det var fantastisk.
- Og så var der Sonning-prisen i 1980…
   Ja, det var den første vigtige pris, jeg modtog. Jeg husker middagen efter prisoverrækkelsen. Der deltog en række professorer fra Københavns Universitet, og så var der optrædende kunstnere. Det var en fantastisk aften, folk var virkelig morsomme, og det var ikke på grund af alkoholisk indtagelse, men grundet de tilstedeværendes intelligens. Sonning-prisen har været en vigtig begivenhed for mig.
- Så var der naturligvis Nobelprisen i litteratur i 1997. Passer det, at De fik nyheden overbragt på en ret utraditionel måde?
   Ja, jeg deltog i et direkte transmitteret TV-program, hvor jeg blev interviewet i en bil mellem Milano og Rom. Da vi befinder os omkring Firenze, bliver vi overhalet af en bil fra dagbladet la Repubblica. En af avisens journalister nærmest hænger ud ad vinduet med et skilt, hvor der står: ”Dario, du har vundet Nobelprisen”. Så gjorde vi holdt ved en café langs motorvejen. Her sad der folk og så udsendelsen, og så blev jeg fejret i den helt store stil.
- Hvilken betydning har Nobelprisen haft for Deres virke efterfølgende?
   Med Nobelprisen er den internationale interesse for mit arbejde helt sikkert blevet forøget. Mine tekster var allerede kendt i både Europa og USA, men fra 1997 har der været et stadigt stigende antal iscenesættelser i Japan, Kina, New Zealand, Mellemøsten og Afrika. 
- Har De særlige minder i forbindelse med prisuddelingen i Stockholm?
   Festen i forbindelse med prisuddelingen var selv sagt en stor oplevelse. Men det var nok endnu mere rørende at mærke almindelige menneskers begejstring. Ofte bliver folk kendt i kraft af en Nobelpristildeling. I mit tilfælde var det, om man så må sige, omvendt. Jeg var allerede kendt. Mange af mine komedier var blevet opført, og svenskerne kendte mig. Så jeg oplevede, at folk stoppede op og klappede ad mig, når jeg gik på gaden med min kone. Det var en meget underlig og samtidig smuk oplevelse. Derfor siger jeg også, at det ikke passer, at de nordlige folkeslag er mere distancerede i forhold til sydeuropæerne. Faktum er, at nordboerne har mere pli og blufærdighed. De er mere påpasselige med ikke at gå tæt på en persons intimitet med deres begejstring.
   - Et afsluttende spørgsmål om Deres erindringsbog ”Flagermusenes landsby”, der også er udkommet på dansk. Tør man håbe på, at der kommer en fortsættelse?  
I teorien kunne jeg godt begynde at skrive, idet jeg har flere ideer. Men lige nu har jeg ikke tid. Kun tiden vil vise, om det projekt bliver til noget.






 
« Previous Page » top