»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  28/7/2006

At leve på en løgn

Interview. Sandro Veronesi, en af Italiens pt. mest populære forfattere, fortæller om at rive sig løs, om at lade sig drive af en indre flamme og om hvordan Moravias monotoni har præget hans eget forfatterskab.


Af JESPER STORGAARD JENSEN


ROM – Hvis det er sandt, at tildelingen af litteraturpriser – særligt af de mere prestigefulde af slagsen – vitterligt kan gøre det ud for stemplet ”kvalitetslitteratur”, så får danske læsere nu mulighed for at (gen)stifte bekendtskab med noget af det bedste, italiensk litteratur har at byde på lige nu.
I juli måned blev den 47-arige Sandro Veronesi nemlig tildelt Italiens fornemmeste litteraturpris, Strega-prisen, for romanen Caos calmo (Kaos stilhed), der udkom i 2005. Skønt det ikke er denne prisvindende roman, der nu kommer på dansk, men derimod forgængeren Fortidens magt fra 2000, er der ingen grund til ærgrelse. For også Fortidens magt har litteraturpriser med i bagagen fra Italien. Det drejer sig om de eftertragtede Campiello- og Viareggio-priser, begge tildelt i udgivelsesåret.
Forinden har danske læsere kunnet læse Veronesis anmelderoste De strejfede fra 1992.
Fortidens magt fortælle historien om Gianni, en 40-årig børnebogsforfatter, der lever et roligt liv med kone og barn. En dag bliver han passet op af en snusket taxichauffør, der afslører at have et overraskende godt kendskab til dele af Giannis privatliv. Den mystiske taxichauffør bliver i tiden efter dette møde ved med at dukke op i Giannis liv for på et tidspunkt at fremføre en absurd påstand: At Giannis nyligt afdøde far i virkeligheden ikke var den general i den italienske hær og flittige katolske kirkegænger, han gav sig ud for at være, men derimod en russiske KGB-spion, og sågar med drab på samvittigheden.
Denne påstand – sandhed? – sætter nu Gianni i en tilstand af eksistentiel forvirring. Hvis han ikke kender sin fars sande identitet, kender han så sig selv? Hans hverdagsfundament slår yderligere revner, da han senere får smertelig vished for sin kones utroskab.
Med disse to afsløringer trækkes tilværelsens sikre tæpper nu pludselig væk under den skrivende hovedpersons fødder. Den eksistentielle krise er klar til at gøre sit indtog.
Grundet romanens røde tråd – spionhistorien – blev den ved sin udgivelse sammenkædet med opsigtsvækkende indenrigspolitiske begivenheder. Grunden hertil var, at det såkaldte Mitrokhin-dossier – om en række italienske venstrefløjspolitikeres formodede mangeårige spionagevirksomhed for KGB – blev offentliggjort i slutningen af 1999, altså få måneder inden Fortidens magt kom på gaden.
Dette faktum gav selvsagt romanen en god del politisk aktualitet ved udgivelsen, mens Veronesi-afficianados rent ud sagt tillagde den ”forudsigelseskvaliteter”.

”MIN bror kører rundt med min søn på en gammel Vespa her i kvarteret”, siger Sandro Veronesi og kikker sig med jævne mellemrum søgende over skuldrene. Han er netop stået af toget fra Firenze. Vi har sat hinanden stævne foran Arkitekturens Hus i Roms Esquilino-kvarter, hvor Veronesi senere skal holde et oplæg om Caos calmo. Nu gælder det imidlertid Fortidens magt.
”Ja, hvordan var det nu, det var”, siger han og laver en drejebevægelse i hovedhøjde med den ene hånd for at simulere en mentale tilbagespoling til 2000.

- Hvorfor en bog i 2000 der handler om en kommunistisk spion?

”Det lyder formentlig mærkeligt, men romanen udspringer faktisk af en drøm, jeg havde år forinden. I denne drøm fortæller en mærkelig person mig, at min far var en baskisk terrorist, undercover, og at han altid havde været det. Da jeg i drømmen kommer hjem for at spise frokost, fortæller jeg min bror og mine forældre om, hvad jeg har fået at vide. Herefter rejser mine forældre sig fra bordet, går ind og pakker deres kufferter og tager af sted, fordi de er blevet afslørede. Jeg havde denne drøm i teenageårene, og det er herfra, at jeg senere tog afsæt til romanen”.
- Og så medførte meget omdiskuterede indenrigspolitiske begivenheder, at romanen blev sammenkædet med Mitrokhin-dossieret. Har det irriteret dig?
”Nej, for det har været nemt for mig at bevise, at romanen på ingen måde har været inspireret af Mitrokhin-dossieret. Det blev offentliggjort i november 1999, hvorimod jeg startede på at skrive Fortidens magt i 1995. Romanen var allerede færdig, da dossieret blev kendt. Sådan lidt kategorisk kan man sige, at Mitrokhin-dossieret har været til gavn for romanen, idet det viser, at der vitterligt har levet eksistenser, der meget ligner den person, der beskrives i Fortidens magt”.
- I dine bøger beskæftiger du dig ofte med far/søn-forholdet. Hvad fascinerer dig ved dette forhold?
”Gennem skrivning af en roman har forfatteren mulighed for også at bore i hovedpersonernes ubevidste liv, der efter min mening i høj grad er præget af forholdet til vore forældre. Når alt kommer til alt, så er rigtig mange af den vestlige verdens borgerlige romaner familieromaner. Og roden til disse familieromaner er børns forhold til deres mødre og fædre, forhold som er i stand til alene at udvikle en utrolig energi, der kan bære handlingen i selv store, monumentale romaner. Tag fx Joyce’ Ulisse: bliver man ved med at ridse i lakken, kommer man til sidst ned til kernen, dvs. familien”.
- Vi har talt om Fortidens magt som historien om en kommunistisk spion, hvilket nok er meget forenklet. Bogen handler jo også om en person, der pludselig står overfor en eksistentiel krise og dermed også en smerte. Har romanen autobiografiske elementer?
”Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal have oplevet en given smerte for at kunne skrive om den. Smerten kan udspringe af mange forskellige begivenheder, men ofte opleves den jo på samme måde. Man er nødt til at forholde sig til smerten. I tilfældet med Fortidens magt er det som om, hovedpersonen ikke har tilstrækkelig med modstandskraft til at forholde sig til de afsløringer, der finder sted i hans liv. Som om han i stedet vælger sin egen magtesløshed i forhold til den politiske Historie (med stort H). Og det er nok min generations svaghed. Vi er skrøbelige, for vi har hverken oplevet krige eller at leve med historiens pres på vore skuldre”.
- Romanen fremstår på visse steder som skrevet på en oplevet smerte. Hvis den formodning er rigtig, bliver skrivningen så mere ærlig, mere ægte?
”Måske er det rigtigt, at man skriver bedre med en smerte i kroppen, men ikke, for mit vedkommende, med en smerte, der er på vej gennem et forløb. Jeg mener, at det er bedre ikke at skrive, når man er inde i en krise. Ja, faktisk er jeg overbevist om, at det kun er uerfarne forfattere, der fortsætter med at skrive, når de befinder sig i en periode med smerte. Professionelle forfattere holder en pause”.
- Romanens titel er hentet fra Pier Paolo Pasolinis forfatterskab. Er den betalingen af en slags taknemmelighedsgæld?
”Ja, helt bestemt. Den dag i dag fremstår Pasolinis forfatterskab for mig som en slags begyndelse på mit eget forfatterskab. Jeg opdagede Pasolini, da jeg var 15 og begyndte på det tidspunkt at få bevidsthed om verden omkring mig. Det absurde var, at jeg opdagede Pasolinis eksistens kort før hans død i 1975. Tilbage var alle hans tekster, romaner, artikler mv.”.
- Du har en uddannelse som arkitekt. Hvorfor blev du forfatter?
”Dette spring har meget med min personlige udvikling og frigørelse at gøre. Min far var arkitekt, og familien så en potentiel arkitekt i mig. Jeg ville egentlig helst skrive, så påbegyndelsen af arkitektstudiet var en slags kompromis mellem familiens ønske og mine egne drømme. Paradoksalt nok tror jeg, at arkitektstudiet har været et glimrende uddannelsesforløb, der på en måde har gødet jorden for forfattergerningen. Jeg havde venner i Rom, der var en del af hovedstadens forfattermiljø. Så efter studiet tog jeg til Rom. Jeg lagde så at sige 300 km. mellem mig selv og min kandidateksamen. Det var en slags løsrivelsesgestus, og havde jeg ikke foretaget den, kan jeg i dag med al tydelighed se, at resultatet ville have været dramatisk, for jeg ville være blevet en dårlig arkitekt”.
- Flere italienske anmeldere har noteret, at du med dine seneste to romaner har nået en modenhed i din måde at skrive på. Er du enig i det?
”Jeg tror, at enhver form for virkelig ”kunstnerisk fremrykning” foregår, som Lenin sagde, ved at tage to skridt frem og et tilbage. Lige nu, efter de seneste to romaner, er jeg kommet til et punkt, hvor jeg skal til at tage et bevidst skridt tilbage. For hvis jeg skriver en tredje roman over samme recept, risikerer jeg at træde ind i en form for negativ manierisme, og det ønsker jeg ikke. Det vigtigste for mig som forfatter er, aldrig at svigte min indre flamme. Den brændte for fuld styrke, da jeg besluttede mig for at prøve forfattergerningen, og det skal den blive ved med”.
- Blandt dine litterære inspirationskilder finder man Alberto Moravia. Hvad har han betydet for dit forfatterskab?
 ”Det, jeg især tog til mig, var hans ”monotone skrivevaner”. Moravia skrev kun om formiddagen. Altid fire timer. Han skrev aldrig hverken om eftermiddagen og eller om aftenen. Om eftermiddagen ”tog han imod”. Således havde hans dage noget næsten mekanisk over sig. Jeg havde fornemmelsen af, at det var gennem denne ensformighed, at Moravia formåede at forstå det menneskelige sind. Det skema har jeg taget til mig. Jeg skriver kun om formiddagen. Om eftermiddagen bruger jeg tid sammen med mine børn, og om aftenen… ja, ”om aftenen er jeg træt”, som Moravia sagde. Jeg er meget knyttet til dette repetitive koncept, både rent fysisk men også mentalt som en slags nøgle til bedre at forstå de emner jeg arbejder med”.




 
« Previous Page » top