»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  22/12/2006

Romer rum

Kulturhistorie. Fortiden var dannelsesrejsen. Fremtiden er udøvelsen kunst og kultur i en globaliseret verden. Mødestedet er Skandinavisk Forening i Rom.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM – ”Livet her fylder mig med en uendelig række af indtryk, som det ville være forgæves at forsøge at beskrive. I Rom fandt jeg ro til at fordybe mig i det store omkring mig, i daglig påvirkning fra en verden af skønhed. Et friere og alsidigere blik på verden og kunsten i sin helhed udvikler sig hernede, og jeg holder således for min pligt på det varmeste at anbefale yngre kunstnere, der har overvundet teknikken i sin kunst, et ophold der”.
Citatet tilhører den norske komponist Edvard Grieg og blev angiveligt fremført i 1871 i en utvetydig lovprisning af både Griegs ophold i Skandinavisk Forening i Rom, og af hvad Rom som by havde betydet for ham. Og Griegs ord var på ingen måde udtryk for letkøbt smiger. Det er almindelig kendt, at Roms skønhed, atmosfæren, stemningerne, menneskene, knejperne og de utallige daglige indtryk – samt ikke at forglemme samværet med andre kunstnere og videnskabsmænd af stort set enhver tænkelig art – alle havde en endog særdeles positiv afsmitning på de hober af bl.a. tyske, britiske og nordeuropæiske kunstnere, der op gennem 1700- og 1800-tallet begav sig ud på den legendariske Grand Tour, dannelsesrejse, til Italien.
En ”pligtetape” på denne rejse var som bekendt et længerevarende Rom-ophold i en håbefuld søgen efter kunstnerisk forløsning. Og Grieg fandt skam sin forløsning i Rom, da han i 1877 satte toner til landsmanden Henrik Ibsens ”Peer Gynt”, som sidstnævnte ti år tidligere havde indledt. Naturligvis i Rom.
Vender man blikket mod danske kunstnere, er det nok at huske på, hvad hvor egen mest berømte Rom-farer, H.C. Andersen – formentlig i et udbrud af taknemmelighed og begejstring – udtalte: ”I Rom fandt jeg skønheden”.
Listen over skandinaviske kunstnere, videnskabsmænd og artist-wannabees i al almindelighed, der tog turen ned gennem Europa for at tage ophold i il Bel Paese, er som bekendt alenlang. Havde disse nordeuropæiske tilrejsende hovederne fyldt med hver deres individuelle forhåbninger, projekter og drømme, så havde mange af dem, fra omkring midten af det 19. århundrede, til gengæld én ting til fælles, nemlig frekventeringen af Il Circolo Scandinavo per Artisti e Scienziati, dvs. Den Skandinaviske Forening for Kunstnere og Videnskabsmænd i Rom, der så dagens lys d. 7. oktober 1860.

METTE Perregaard går og vander blomster oppe på Skandinavisk Forenings tagterrasse. Hun er fotograf og ophavskvinde, sammen med forfatteren Thomas Boberg, til den smukke fotobog "Solbilleder – En fotografisk rejse fra Rom til Konstantinopel", hvori de to har begivet sig i H.C. Andersens fodspor mellem bemeldte byer.
”Det hører også med til arbejdet”, siger hun om blomstervandingen med hentydning til sit blot knap fire måneder gamle job som forstander i Skandinavisk Forening. Der er en smuk udsigt ud over det grønne område, hvor det 1400-tals-palazzo, der huser skandinavisterne, ligger. Fra tagterrassen er der frit udsyn til nabomatriklen i nordlig retning, hvor en af Roms mange historiske bygninger, Villa Farnesina, i dag huser Italiens måske mest prestigefulde kulturelle institution, Accademia dei Lincei.
Accademia dei Linceis oprindelse går så langt tilbage som til 1603, og dets berømte bibliotek kan konsulteres i Palazzo Corsini, som ligger lige over for Skandinavisk Forening. Skandinavisterne er med andre ord kommet i et fornemt og især traditionsrigt selskab, siden foreningen sidste sommer flyttede til de nye lokaler i Via della Lungara i Roms idylliske Traste-vere-kvarter. Skønt det ganske vist er vanskeligt at hamle op med Accademia dei Lincei hvad angår institutions traditionsrigdom, så har Skandinavisk Foreningen alligevel vished for at være en af Roms allerældste kulturelle foreninger af sin slags.
Visitkortet siger som allerede nævnt 1860, men foreningens rødder går faktisk helt tilbage til omkring 1825, da den danske digter Ludvig Bødtcher tog ophold i Rom. Blandt mange forskellige aktiviteter arrangerede han også oplæsningsaftner for tilrejsende landsmænd og nordboere, og for at tilfredsstille danske Rom-rejsendes ønsker om national litteratur på et lødigt niveau stillede Bødtcher sin private bogsamling til rådighed.
Samme rolle i den svenske lejr var endnu tidligere blevet varetaget af billedhuggeren Bengt Fogelberg, der akkurat som Bødtcher havde sat sig for at tilfredsstille litteraturkræsne landsmænd, der befandt sig fjernt fra moderlandet.
I 1833 oprettedes ”De danskes Bogsamling i Rom”, og blandt underskriverne finder man nogle af dansk kulturlivs helt store navne, fx. H.C. Andersen, Bertel Thorvaldsen, Henrik Hertz, Albert Küchler foruden naturligvis Bødtcher selv. Ved oprettelsen talte den danske bogsamling 798 bind, og biblioteket blev snart samlingssted for en lang række både danske og nordiske kulturpersonligheder, der tidligere havde været henvist til at søge landsmænds selskab på trattoria’er og andre spisesteder.
Det var ligeledes i de år, at både den svenske og den norske bogsamling blev grundlagt. De respektive landes bogsamling flød derefter sammen i betegnelsen ”Skandinavernes Bibliotek” – et stempel man atter kan se i foreningens ældste bøger – og efter nogle års politiske og bureaukratiske trakasserier lykkedes det omsider, med økonomiske støtte fra de tre landes ministerier, at oprette Skandinavisk Forening.

BLOMSTERVANDINGEN er blevet tilendebragt, og Mette Perregaard viser rundt i foreningens nye lokaler, der alle ligger på anden sal. De ca. 350 m2, som foreningen råder over, giver mulighed for at have fem fastboende kunstnere over en længere periode i det såkaldte artist-in-residence-program.
Det skorter bestemt ikke på håndgribelige beviser på tidligere tiders frekventering af danske kulturpersonligheder. I den lille hyggelige dagligstue pryder Thorvaldsens medaljoner fx den ene endevæg, og i den anden ende af stuen står det berømte skab, på hvis låger maleren Carl Bloch, angiveligt mod slutningen af det 19. århundrede, malede flere portrætter af fremstående nordiske digtere, simpelthen fordi ”skabene så triste ud”.
Med til det håndgribelige hører desuden en række værdifulde dokumenter og håndskrevne notater i foreningens arkiv, bl.a. originale manuskripter til digte og lejlighedssange skrevet af bl.a. Chr. Winther (1830), H.C. Andersen (1833) og Lorentz Dietrichson (1866).
Et er tradition og kulturhistoriske vingesus, noget andet er derimod de betingelser som nutidens kunstnere, forfattere m.fl. i dag arbejder under i en stadig mere globaliseret verden. Hvordan ser Mette Perregaard, der i "Solbilleder" selv har taget fotografisk favntag med tidligere tiders dannelsesrejse, på samme rejse anno 2006?
"I dag er dannelsesrejsen ikke blot en inspirationskilde. Ofte ser man, at rejsen indgår i den kunstneriske proces og ofte er vigtig for produktionen inden for en række kunstneriske områder. Formentlig derfor er artist-in-residence-programmerne blevet stadigt mere populære, fordi de giver kunstneren en ny tidsdimension til individuelle kunstneriske projekter. Distancen til hjemlandet over længere tid påvirker den kunstneriske proces. Derfor tror jeg, at mange oplever en intens arbejdsaktivitet under et ophold i residency, som minder lidt om den intensitet tidligere tiders dannelsesrejsende oplevede. Et andet aspekt af nutidens dannelsesrejse er, at kunstneren nu om dage tænker mere bredt internationalt, dvs. han har ikke nødvendigvis en fast base, men baser i flere byer. Som et eksempel herpå har Skandinavisk Forening haft flere kunstnere boende, hvor Rom blot har været en af deres baser, sammen med fx. New York og andre storbyer", forklarer Mette Perregaard.
Det er naturligvis ikke kun dannelsesrejsen, der totalt har ændret karakter. Også Rom som kulturel bastion har selv sagt skiftet kulturelt ham adskillige gange gennem tiden. Om Rom som moderne kulturby siger Perregaard:
"Med Europas nye identitet – nu hvor hverken øst eller vest, syd eller nord skiller vandene – sker der en stadig større afsøgning af muligheder. Stadig tiere sker det, at nye byer opstår som kraftcentre inden for særlige kulturdiscipliner. I denne nye europæiske identitet er det lykkeligt at have en bastion for nordisk kunst i Rom. I denne henseende ser jeg betydningen af Rom som ramme for Skandinavisk Forening mere som en hovedstad i et af Middelhavslandene end som den klassiske kulturs egentlige hovedstad. Udover den klassiske kultur har Rom et overordentligt stort generelt kulturtilbud, som tilkomne skandinavister har rig mulighed for at lade sig inspirere af. Her findes fx et levende litterært miljø. Der bliver arrangeret mange litteraturbegivenheder på de forskellige europæiske institutter. Lige nu og frem til april 2007 er Rom fx. World Book Capital sammen med Torino. På billedkunstens område er Rom meget mere betydningsfuld end for ti år siden. Nye gallerier skyder konstant op, også i vores kvarter, og antallet af samtidsmuseer er fortsat stigende".

SKANDINAVISK Forening havde sin storhedsperiode fra 1860 til omkring 1885, en periode hvor foreningen talte op imod 200 mandlige medlemmer. At det ikke skortede på nordisk ånd og sammenhold vidner den svenske kunstkritiker C.R. Nybloms ord om, da han i 1864 udtalte: ”Er skandinavismen derhjemme en drøm, så er den her i fuld vigør”.
At foreningen i den periode var præget af megen aktivitet, får man tydelige beviser på, når man læser nogle af arkivernes mange noter og protokoller om stort og småt, der angår den daglige drift.
Efter storhedsperioden begyndte det at gå ned ad bakke for Rom som Europas foretrukne kulturby, og mange skandinavister foretrak nu at søge mod Paris. Også det forhold, at alle de nordiske lande efter 2. verdenskrig oprettede kulturinstitutter i Rom med plads til nationale kunstnere i udvidede artist-in-residence-programmer, har betydet, at nordiske forskere og kunstnere siden da ofte først har haft fokus på de nationale kulturinstitutter, inden tanken blev rettet mod Skandinavisk Forening.
I 1936 flyttede foreningen ind i Via Condotti og fik dermed tilholdssted lige overfor legendariske Café Greco, hvor en lang række kunstnere, herunder H.C. Andersen, som bekendt havde deres daglige gang i den gamle cafes storhedstid. Her havde foreningen lokaler i de følgende cirka 50 år, indtil skandinavisterne via to stop i hhv. Via Garibaldi i Trastevere og nær Aventiner-højen nu atter er havnet i Trastevere.
Foreningens bibliotek indeholder i dag mere end 8.000 bind, hvorfor det således med rette må kunne beskrives som et sandt skatkammer hvad angår skandinavisk kultur- og kunstliv gennem nu mere end 170 år. Perregaard planlægger nu, at Skandinavisk Forenings bibliotek på sigt skal kobles elektronisk op på Roms såkaldte URBS-net, der er en digital sammenslutning af den italienske hovedstads mest prestigefulde kulturelle institutioner. Det vil ikke kun placere Skandinavisk Forening i et fornemt kulturelt selskab, men også give forskere og studerende adgang til foreningens betragtelige mængde af informationer om nordiske kunstnere i Rom.
Biblioteket huser derudover en større håndskriftssamling, der nu også findes på cd-rom. Foreningen oplever da også hyppige forespørgsler fra forskere – såvel nordiske som internationale – der søger oplysninger om skandinaviske kunstnere i Rom. Et eksempel herpå er en nylig forespørgsel fra en kurator fra The National Museum of Western Art i Tokyo, der er i fuld gang med at forberede en Hammershøj-udstilling, og som en varm sensommerdag troppede op på foreningens adresse. I fællesskab lykkedes det Perregaard og kurator at finde dokumenter i arkiverne der viser, at Hammershøj og hans hustru har opholdt sig i Rom fra d. 23. oktober 1902 frem til starten af 1903. Det var angiveligt i den periode, at Hammershøj malede sine sidste to billeder i Rom. Dette fund klarlagde yderligere Hammershøjs færden i Rom, og den japanske kurator kunne således rejse veltilfreds tilbage til Tokyo.

NÅR det i dag overhovedet er muligt at tale om "foreningens nye lokaler", skyldes det en tiltrængt økonomisk indsprøjtning, der tidligere på året blev besluttet i Nordisk Ministerråd. Denne beslutning mangler nu blot den endelige officielle blåstempling, der ventes at finde sted i december. Herudover har også tilskud fra ”Finske Kulturfondet”, fra forskellige kunstnerorganisationer samt fra egne opsparede midler været medvirkende til at sikre for-eningens videre eksistens, efter at den i flere år, netop som følge af dårlig økonomi, har fristet en tilværelse på et kunstnerisk og aktivitetsmæssigt vågeblus.
Mette Perregaard er selv sagt tilfreds og ser med fortrøstning på den nærmeste fremtid:
”Aldrig har de fysiske rammer for foreningen været bedre. Lige nu arbejder vi for at tidsperioden på fremtidige kunstneres ophold i foreningen skal øges til seks måneder. Samtidig arbejder vi fra ledelsens side på at skaffe stipendieordninger, således at alle de nordiske kunst-nere vil få mulighed for at modtage et stipendium til opholdet. Dette sker med henblik på at give folk midt i deres kunstneriske karriere mulighed for at søge til Skandinavisk Forening for at udvikle et individuelt projekt, uden at dette medfører økonomisk ruin”.
Til trods for en traditionsrig fortid og en frekventering af kulturelle nationalklenodier fra alle de skandinaviske lande, understreger Mette Perregaard, at ansøgende kunstnere bestemt ikke skal præsentere et historisk projekt for at komme i betragtning til et ophold i foreningen:
”Det er vigtigt at pointere, at der i Skandinavisk Forening ikke findes en ’kanon’, man pine død skal kende for at komme i betragtning. Tværtimod ønsker jeg at give rigelig plads til samtidskunst, også rent fysisk. Vores hus skal være ramme for artists talks, for oplæsningsarrangementer, for projektioner mv., nøjagtigt som det var tilfældet, da vi indviede vore nye lokaler i slutningen af september i år med deltagelse af førende kunstnere fra de nordiske lande, bl.a. vor egen Thomas Boberg og norske Erik Fosnes Hansen. Den dialog, som jeg ønsker skal foregå mellem nordisk kultur og italiensk kultur, skal med andre ord udvides til også at omfatte samspillet mellem fortid og samtid”.
For fremtidens skandinaviske Rom-farere kan man således håbe på, at den amerikanske forfatter Matthias Bruens ord fra hans egen italienske dannelsesrejse i 1817 fortsat vil holde stik. Bruens benyttede Italiens geografi dels som en metafor for livets gang, dels som en beskri-velse af hvad støvlelandet, og herunder også Rom, kunne tilbyde datidens dannelsesrejsende:
"Po-sletten og dalene omkring Arno-floden tilbyder ungdommens friskhed, Rom stimulerer kvaliteter som observation og overvejelse, der begge tilhører voksenlivet, Napoli tilbyder de gaver, der hører livets fremskredne alder til, mens Paestum (område syd for Napoli) kun kan bibringe pilgrimsfærden samme magre og perspektivløse udsigter, som tilhører livets afsluttende fase".

”Rom er et fortryllet bur”, Forlaget Rhodos, København 1982.




 
« Previous Page » top