»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  20/4/2007

Fænomenet Faletti

Interview. Komiker, skuespiller, sanger, sangskriver, men først og fremmest Italiens mest succesfulde forfatter i de senere år. Weekendavisen har drukket cappuccino med …

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM – Giorgio Faletti er tilsyneladende en ganske almindelig mand. Når han begiver sig fra øen Elba, hvor han bor, til den italienske hovedstad foregår det med de italienske statsbaner. Når han indlogerer sig i Rom, vælger han et anonymt trestjernet hotel, og når han i mailkorrespondancen med en dansk journalist skriver, at han vil ringe i forvejen, inden han kommer til Rom, ja, så holder han ord. En helt almindelig mand.
Det almindelige ophører imidlertid, når man tager et nærmere kik på personen Faletti. Først i en alder af 52 år, i 2002, kunne Faletti skrive forfatter på sit visitkort. Siden da er det til gengæld gået stærkt. Rigtig stærkt.
Debutromanen – murstensthrilleren Jeg dræber på godt 650 sider – som danske læsere nu får fornøjelsen af, er ganske enkelt en af de senere års allerstørste succeser i Italien. Salgstallet i Italien har oversteget de to millioner, og omkring lige så mange bøger er blevet solgt i de over 20 lande, hvor romanen hidtil er udkommet.
Efter debutsuccesen er Faletti fortsat i samme storartede stil og har efterfølgende skrevet yderligere to meget roste spaghetti thrillers. Det globale salgstal for alle tre romaner skulle angiveligt ligge på omkring 14 mio. eksemplarer.

GIORGIO Faletti er altså langt fra nogen helt almindelig mand. Og da slet ikke hvis man kaster et blik på hans CV. Op gennem 80’erne og i første halvdel af 90’erne var Faletti først og fremmest kendt som tv-komiker. I prime time-udsendelsen Drive In blev han for alvor kendt for sin komiske parodi på politibetjenten Vito Catozzo, der med en viftende tjenestepistol og udspilet mave satte gang i grinene med indstuderede oneliners.
Op gennem 90’erne nøjedes Faletti imidlertid ikke med at være morsom mand. Han havde også ambitioner inden for musikken. Faktisk indspillede han op gennem 80’erne og 90’erne fem albums, og skønt et af disse nåede et salgstal på 80.000 eksemplarer, betegner Faletti selv sin musikalske karriere som mindre heldig. Som han selv siger: ”Jeg har indspillet flere albums, end jeg har solgt”!
Man skal imidlertid aldrig sige aldrig, og da slet ikke når det gælder Faletti. For nylig gjorde han sig atter bemærket som musiker, da en af Italiens store sangerinder (bl.a. kendt som en fornem Brecht-fortolker), Milva, i begyndelsen af 2007 udsendte albummet ”In territorio nemico” (På fjendtligt territorium). Al musik og samtlige tekster var skrevet af Giorgio Faletti.
Falettis alsidighed stopper imidlertid ikke her. I 2006 blev han også kendt på det store hvide lærred. I succesfilmen ”Natten før eksamen” spiller han en ondsindet gymnasielærer, der i sidste ende viser sig at være ganske human.
Komik, litteratur, skuespil og musik … man spørger uvægerligt sig selv, om der er noget Faletti ikke kan? Spørger man derimod ham selv om, hvad der ligger hans hjerte nærmest, svarer han, med et tydeligt glimt i øjet: ”Jeg ville give alt, selv det at have skrevet Jeg dræber, for at have Jimi Hendrix’ musikalske talent”.

HENDRIX eller ikke Hendrix. Faletti har litterært talent. I Jeg dræber, der foregår i Montecarlo, møder læserne FBI-agent Frank Ottobre og den lokale politiinspektør Hulot. Sammen har de startet en desperat jagt på en lokal massemorder, der skærer ansigterne af sine ofre. Den ukendte dræber ringer flere gange til Jean Loup Verdier – en kendt og populær DJ på Radio Montecarlo – og annoncerer direkte ud i æteren, at han den samme aften vil dræbe en person, hvilket han herefter gør.
Således kastes terningerne til en patologisk rejse i en massemorders syge sind, en fortælling om krig og kærlighed, om menneskelige relationer, om forpinte kroppe, bristede illusioner, blodsudgydelser og skriften på væggen … jeg dræber.
De italienske anmeldere har været enige: her er noget ud over det sædvanlige, og en af Italiens mest kendte litteraturanmeldere, Antonio D’Orrico, lagde da heller ikke skjul på sin begejstring. Efter den italienske udgivelse af ”Jeg dræber” smækkede D’Orricos blad, ugemagasinet Sette, Faletti på forsiden med den brølende titel ”I tror det næppe, men i dag er denne mand Italiens største forfatter”.

FALETTI har aftenen inden vort interview været special guest i et at Italiens mest sete talkshows, Matrix. I 2½ time underholdt han seerne med sin karriere og sit liv. Det forklarer muligvis, hvorfor han formiddagen efter, da han dukker op i Hotel Sienas foyer, ser lidt halv-klatøjet ud.
”Ciao ungersvend, jeg bliver nødt til at have en cappuccino, inden vi starter”, siger Faletti med at lunt smil. I hotellets bar taler den kvindelige bartender begejstret om Falettis optræden aftenen forinden: ”Det gik jo godt i går aftes”, siger hun og kikker insisterende på Faletti. Han takker genert, lapper sin cappuccino i sig og foreslår så, at vi tager plads i et af de tilstødende lokaler, hvor en prangende vinrød Chesterfield-sofa står og ser tillokkende ud.
- Din debutroman er en moppedreng på over 650 sider. Ikke noget med short stories eller en kortroman. Hvor fik du det mod fra?
”Tak for ordet mod. Sandheden er, at romanen er blevet så lang pga. både manglende erfaring og bevidsthed. Ved romanens afslutning ringede jeg til den person på forlaget, der ombryder siderne. Jeg spurgte hende: ’Hvis jeg har x antal sider på computeren, hvor mange sider får jeg så i bogform’?, hvortil hun svarede: ’Det kommer an på antal anslag’, hvorefter jeg svarede: ’En million og 270 tusinde’. Efter det tal udbrød hun: ’For pokker da, hvad har De skrevet … Krig og fred?’. Først på det tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde skrevet en meget lang roman”.
- Er det rigtigt, at du har skrevet halvdelen af romanen på kun lidt over to måneder?
”Ja, det er rigtigt. Den skulle være færdig i en fart, for min forlægger havde fået den opfattelse, at bogen på et tidspunkt var ved at være færdig, hvilket på ingen måde var tilfældet. Det lyder måske mærkeligt, men bogen er skrevet på en ret kaotisk måde, startende med de tre første kapitler. Så skrev jeg på de sidste kapitler, og gik så videre med nogle kapitler i midten. Min skytsengel har formentlig tabt en del hår i den periode! Jeg har dog hele tiden haft den røde tråd i hovedet”.
- Du er blevet forfatter i en alder af 52 år. I hvor lang tid har du haft følelsen af at være forfatter?
”Hvis jeg må have lov at svare med manglende beskedenhed: jeg har altid haft følelsen af at være forfatter. Lige siden jeg var dreng, har jeg haft følelsen af at være i stand til at fortælle historier. Men som ung havde jeg ingen disciplin, og så kan jeg tilføje, at computeren ikke var opfundet. Mine første historier har jeg således måttet fortælle gennem komikken, gennem mine sketches. Senere skrev jeg nogle short stories, som jeg lod en forfatterven læse. Han sagde: ’Giorgio, det skal du fortsætte med, de er virkelig gode’. Senere igen henvendte jeg mig til et forlag med andre short stories. Men forlæggeren ville hellere have en roman. Og det fik han så. The rest is history”.
- Romanens handling er henlagt til Montecarlo. Hvorfor det?
“Svaret er ret banalt. Jeg er kommet en del i Montecarlo pga. en tidligere kæreste. Derudover mener jeg, at noir-romaner skrevet på italiensk hidtil har været for vanskelige at eksportere, fordi de var for centrerede omkring italienske miljøer. Med ’Jeg dræber’ søgte jeg et kendt, internationalt miljø. Montecarlo er kendt i hele verden, bl.a. via fyrstefamilien, Grace Kelly, Formel 1-løb osv. Som et kuriosum kan jeg desuden nævne, at jeg på et tidspunkt læste en bog om massemordere. Her fandt jeg ud af, at Monacos fyrstendømme aldrig havde været plaget af en massemorder, hvorefter jeg tænkte: ’Nu skal de få en af mig’!”.
- I bogens efterskrift takker du forskellige psykologiske eksperter, der har hjulpet dig. Hvordan er dit samarbejde med dem foregået?
”Mit arbejde med disse konsulenter har været fokuseret på at opnår den rette profil på historiens massemorder. Jeg forlagde visse betragtninger for psykologerne for at undgå at gå galt i skoven. I forvejen havde jeg sat mig grundigt ind i emnet massemordere. Hvad angår de forskellige hovedpersoner har jeg villet vise, at selv de gode – dem vi sædvanligvis kalder the good guys – er tvunget til at gå på kompromis med en række principper og følelser for at nå deres mål”.
- Musik har en vigtig rolle i romanen. Hvad betyder musik for dig?
”For mig er musikken magi, den er som en rejse, et sted jeg tager hen. Denne følelse har jeg stadig, skønt jeg ikke har gjort så meget ved musikken i de senere år. For mig ligger musikken litteraturen nær. I bogstaveligste forstand. For når jeg er færdig med at skrive, drejer jeg ofte stolen om til mit keyboard. Så sidder jeg og glimter lidt, og af og til opstår der en melodi. Jeg har altid sagt, at alle sange allerede er skrevet. Det gælder blot om at finde frem til dem. Jeg synes, at det er fantastisk at sælge mange bøger, at have mange læsere, og som skuespiller er det sikkert fantastisk at have mange fans. Men jeg er overbevist om, at det at prøve, som musiker, at gå ud til et fyldt stadium med en guitar i hånden, lave et enkelt riff og så se alle gå helt amok … det må være fantastisk”.
- Du har i mange år været kendt som komiker i Italien. Nu er du kendt som en succesfuld forfatter. Har det givet anledning til rynken på næsen fra dine forfatterkolleger?
”Jeg vil snarere sige, at jeg er blevet mødt med fordomme fra musikmiljøet, der i Italien er meget mere lukket end de litterære miljøer. Forfatterkollegerne har taget godt imod mig, formentlig fordi jeg som komiker tidligere har skrevet ting, der fik folk til at grine. Det bliver bedømt som en kvalitet. Husk på, at Dario Fo er Italiens seneste Nobelpristager. En klovn, det vil sige en sublim klovn”.
- Komiker, musiker, skuespiller og forfatter. Er der i det hele taget noget Giorgio Faletti ikke kan? Bliver vi snart præsenteret for nye skjulte talenter?
”Ha-ha … nej, jeg tror, at de områder, du nævner, er tilstrækkelige, særligt litteraturen, der er det område, jeg holder mest af lige nu. Litteraturen har ingen grænser. De grænser, der findes, sætter din egen fantasi. Sådan er det ikke, når du fx er drejebogsforfatter. Så skal du holde dig inden for et fastsat budget. At skrive musik – og vel at mærke at kunne leve af det – er desværre forbeholdt de få, i hvert fald i Italien. For de fleste er musik blot en hobby, som at spille billard. Jeg kunne måske begynde at gøre mig i genren figurativ kunsttegning, men da jeg end ikke er i stand til at tegne en cirkel om et glas, ville det nok ikke blive en succes”.
- I et tidligere interview har du udtalt, at du elsker at være nr. et. Det er du så blevet nu som forfatter. Hvad så nu, ligger kedsomheden på lur?
”Nej, ikke kedsomheden, men risikoen for en overdreven følelse af sikkerhed”.
- Er udfordringen blevet mindre?
”Nej, overhovedet ikke. Hvis en succesfuld komiker tænker: ’Lige meget hvad jeg siger nu, så vil folk grine’, så er det begyndelsen til enden. Det samme, tror jeg, gælder en forfatter. Hvis jeg tænker: ’Nu kan jeg skrive, hvad der passer mig, og folk vil være begejstrede’, så er jeg virkelig på den. Som jeg sagde før, faren ligger i at føle sig for sikker. Jeg vil tilføje, at det vigtigste er at have hjertet med i det, du laver”.
- Den kendte anmelder Antorio D’Orrico har kaldt dig ”Italiens største forfatter”. Hvad tænkte du, da du så den forside?
”Jo, jeg sank da lige en klump, for jeg er jo kun et menneske. Jeg er ligesom alle andre mennesker. Jeg har mine drømme, mine små håb om selvtilfredsstillelse. Samtidig tror jeg, at den titel var ment som en provokation”.
- På hvilken måde?
”Anmelderne kan jo godt lide at ruske lidt op i forfattermiljøet. Helt ærligt, så betragter jeg mig ikke som Italiens bedste forfatter. Jeg er måske en af de forfatter, der i den senere tid har været blandt de mest sælgende. Men det er som bekendt en anden historie”.

TIDEN løber, og vi har efterhånden siddet læderet i den vinrøde Chesterfield varmt. Faletti fortæller videre om Beatles- og Rolling Stones-koncerter, om den fantastiske følelse det er at vide, at ”Jeg dræber” nu snart vil ligge på de dansk natborde, om hans begejstring for nordiske krimier (fx svenske Henning Mankell og Peter Høeg’s ”Smilla”), om god økonomi som følge af succes og om den tynde linie mellem arbejde og hobby.
Som han siger: ”Rigdom i sig selv er naturligvis ikke et mål. Omvendt vil jeg heller ikke lægge skjul på, at en god økonomi gør livet noget lettere. Da jeg arbejdede som komiker, undrede jeg mig altid over, at nogen betalte mig for noget, jeg ville have gjort gratis. Lidt på samme måde har jeg det med det at skrive romaner”.

Giorgio Falettis ”Jeg dræber” udkommer på Bazar Forlag d. 30. april 2007.

Copyright foto af Faletti: Francesca Martino/Photomovie




 
« Previous Page » top