»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  23/11/2007

En nødvendig bog

Interview. Italienske Roberto Savianos bog Mafiaen i Napoli er blevet kaldt ”en forfærdelig virkelighedsskildring og et skoleeksempel på moderne italiensk neorealisme”. Selv betegner han den som

Af JESER STORGAARD JENSEN

ROM – ”En dyb vrede. Det var først og fremmest med udgangspunkt i den følelse, at bogen fødtes. Jeg var virkelig gal. Af og til så gal at jeg nærmest hamrede knoerne ned i computerens tastatur. Jeg ville berette, fortælle. Det skulle være slut med tavsheden. Alle skulle vide. Kende sandheden. Tingenes tilstand. Særligt én ting gjorde mig gal: at mange af de uskyldige mennesker, der befandt sig på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, og som derfor mistede livet i Camorraens nedslagtninger, i pressens statistikker ofte blev talt med som faldne krigere i Camorraens interne familiefejder. I virkeligheden var det helt almindelige mennesker, der mistede livet ved en fejltagelse”.
Som Roberto Saviano, 28 år, sidder mageligt tilbagelænet i en tremandssofa på forlaget Mondadoris kontor i Rom ligner han imidlertid ikke en vred ung mand. Fremtoningen er nærmest forsigtig, stemmeføringen er lav og smilet genert. Kender man Savianos personlige historie, ved man dog, at skinnet bedrager. Bag det milde ydre gennem sig en person, for hvem kompromisløshed og frygtesløshed har været vigtige kodeord gennem de senere år.
Jeg havde forventet, at Saviano ville være ledsaget, men det er han ikke. Hans tre bodyguards venter udenfor. Årsagen til deres tilstedeværelse i Savianos liv lyder: dødstrusler fra Camorraen, den napolitanske mafia.
Og det er netop om Camorraen, at vi skal tale. Eller rettere, om Savianos bog Gomorra (som på dansk har fået titlen: Mafiaen i Napoli), der på en opsigtsvækkende måde – for nu at bruge en eufemisme – fuldstændig hudfletter Camorraens organisation, bossernes mentalitet, interesseområder, aktionsradius, økonomiske magt, mafiaklanernes indbyrdes fejder og meget andet.
Gomorra ramte det italienske bogmarked som et sandt bombenedslag i efteråret 2006. Eller det vil sige: bomben eksploderede i virkeligheden først nogle måneder efter udgivelsen. Efter at de lokale mafiabosser havde fået sig tygget gennem de 331 sider – på hvilke de kunne læse om sig selv og deres kolleger med navns nævnelse –, efter at Rom-politikerne havde konstateret, at blot 250 km. syd for den lovgivende hovedstad havde Napolis mafiaklanere lystigt myrdet løs på hinanden i årevis, og efter at den menige italiener havde kunnet læse om en forbryderisk virkelighed og en utrolig økonomisk magtfaktor, der i Savianos bog nærmest fremstår som et uovervindeligt uhyre med tusind hoveder.
Herefter, i foråret 2007, sprang bomben for alvor, og siden har der ikke været stille omkring Saviano. Efter endt læsning fremsatte de lokale Camorra-bosser dødstrusler mod Saviano. Den italienske stat ”svarede igen” ved at tildele Saviano politibeskyttelse døgnet rundt, og mange sympatitilkendegivelser fra både forfatterkollegerne – med Umberto Eco i spidsen – og fra menigmand er siden regnet ned over den unge forfatter.
Gomorra er for længst blevet udråbt til årets bog i Italien i 2006, og blandt de litterære etiketter, der er blevet påklæbet bogen, hedder det bl.a., at den er ”en uundværlig traktat om den napolitanske mafia, et mesterligt journalistisk essay i romanform, en forfærdelig virkelighedsskildring og et skoleeksempel på moderne italiensk neorealisme”.
Trods de mange sympatitilkendegivelser samt en publikumssucces, der er til at tage at føle på – næsten en million solgte eksemplarer og salg af rettighederne til indtil videre 29 forskellig lande – har Saviano tidligere udtalt til italiensk presse: ”Efter Gomorra er mit liv blevet et helvede”.

SAVIANO er netop vendt tilbage til Rom, hvor han nu bor, efter overståede bogpræsentationer i Frankrig og Tyskland. Skønt han i det sidste års tid har givet stribevis af interviews, føler man straks, at han har stor lyst til at tale, til at fortælle om sin bog, og om de oplevelser og den aktuelle situation, der ligger til grund for bogens tilblivelse.
”Som jeg sagde tidligere, var det de mange uskyldige menneskers liv, der virkelig var gnisten. Derfor besluttede jeg mig for at skrive bogen. Det, der var vigtigt for mig, var ikke at berette om nogle få kriminelles gøren og laden. Jeg ville beskrive et kriminelt økonomisk system, der efterhånden er blevet et vindersystem overalt på kloden, særligt i Europa. Med en utrolig økonomisk magt bag sig”.
Efter læsning af Mafiaen i Napoli er det pludselig gået op for Rom-politikerne, at der blot 250 km. syd for den lovgivende hovedstad har fundet en mafiafejde sted i årevis, hvor mange mennesker har mistet livet. Hvorfor har der ikke været fokus på alt dette tidligere?
”Camorraen er den kriminelle organisation, der har flest drab på samvittigheden overhovedet. Flere end både den sicilianske mafia Cosa Nostra, flere end De Røde Brigader og den islamiske terrorisme. Flere end ETA og IRA. Alligevel er Camorraen stort set ukendt i brede kredse, ligesom man ikke kender dens interne struktur. Hvorfor? Fordi Camorraen har haft en vinderstrategi, der går ud på ikke at dræbe dommere og journalister. På det område har den sicilianske mafia derimod fejlet. Drabet af Giovanni Falcone (undersøgelsesdommer dræbt i 1992 ved dynamitattentat udenfor Palermo, red.) var en stor fejl, der gav Cosa Nostra megen negativ opmærksomhed”.
I andre interviews har du også talt om Hollywood-effekten. Kan du forklare det nærmere?
”Ja, det kan måske lyde mærkeligt, men Hollywoods store fokusering på den sicilianske mafia har helt sikkert rykket opmærksomheden væk fra Camorraen. Tænk blot på Al Capone, The Untouchables, Scarface, Godfather-filmene m.fl. De fokuserer udelukkende på den sicilianske mafia. Det ”morsomme” er, at mange af netop Camorraens mafiabosser relaterer sig til Hollywoods fremstilling af mafiamiljøerne på en næsten sygelig måde. Walter Schiavone, en boss fra Casal di Principe (Napoli-forstad, red.), har ladet opføre en villa som Tony Montanas fra filmen Scarface. En anden boss, Cosimo Di Lauro, klæder sig som Brandon Lee fra filmen The Crow. På den måde benytter de filmmediets universelle sprogbrug til at opbygge deres image i lokalbefolkningen. Det er meget snedigt.
Var der ingen i de miljøer, hvor du jævnligt kom, der havde mistanke til, at du var i færd med at samle oplysninger til en bog?
”Det tror jeg ikke, for når jeg dukkede op på de forskellige gerningssteder var jeg blot en af mange nysgerrige. På piazzaerne i Secondigliano (Napoli-forstad, red.) foregår stort set alt i dagens lys. Ofte sælger pusherne kokain og andre stoffer uden nogen form for maskering, helt åbent. Efter at man er blevet observeret flere gange i de lokale miljøer, bliver man hurtigt accepteret som én, der hører til. Desforuden er de lokale kriminelle simpelthen ligeglade. Der er ingen, der nogensinde er røget i spjældet efter at have talt med en journalist”.

SAVIANOS bog har selv sagt vakt opsigt grundet dens sprængfarlige indhold. Bogens alvorlige men også meget nøgterne beskrivelser af et kulturelt og socialt fordærv understreges af Savianos valgte stil og sprogbrug, der vel nærmest kan beskrives som en sammenblanding af romanformen og essaystilen, med betydelige reportageaspekter. Med andre ord: italiensk neore-alisme i begyndelsen af det tredje årtusinde. Om bogens stil siger Saviano selv:
”Jeg ville skrive noget litterært, ikke et essay. Altså en roman som dog skulle berette om virkelige hændelser. For- og efternavne, statistikker, tal, kilder. Det hele taget fra virkeligheden. I Italien er denne stil ikke særlig benyttet, men for mig var den fundamental. Jeg har helt sikkert ladet mig inspirere af Truman Capote, af de af hans romaner man betegner som ”non fiction”. Også Michael Herrs roman Dispatches (fra 1977, red.), der nok er den bedste bog, der er skrevet om Vietnam. Også andre forfattere før mig har brugt en litterær stil til at beskrive virkeligheden med. Camus har sagt: ”Både skønheden og helvede eksisterer. Jeg vil om muligt forblive tro over for begge”. Det var lidt det, jeg havde i tankerne, inden jeg startede. Stilen var nok mindre vigtig end indholdet. Det skulle ikke nødvendigvis være en smukt skrevet bog. Det skulle være en vigtig bog. En nødvendig bog. Men det vigtigste var nok, at læserne skulle have en følelse af, at historierne var deres. De skulle kunne ’føle’ historierne”.
Du har i andre interviews talt om, at journalister og forfattere kun er farlige for mafiaen, når de udbreder data, informationer og nyheder, der allerede er kendte. Kan du uddybe det?
”Var min bog blevet solgt i fire tusinde eksemplarer, tror jeg ikke, at Camorraen ville have reageret, for bogen ville ikke have skabt noget som helst problem for dem. Men nu er den altså blevet solgt i næsten en million eksemplarer. Det betyder, at forfatteren bliver et symbol for en udbredelse af informationer. Camorraens organisation bliver pludselig placeret i de europæiske politikeres lyskegler. Det bliver således umuligt at lukke øjnene for, at Europa – med lande som Frankrig, Tyskland og UK i spidsen – i dette øjeblik er fuld af kapital fra Syditaliens mange forskellige mafiaklaner. Mange af mine tal kommer fra Napolis retslige myndigheder. Men ofte kommer disse tal ikke videre. Når de derimod bliver del af en bog, der sælges i en million eksemplarer, ja, så er det klart at forfatteren bliver en fjende”.
Du nævner de tre store EU-lande, hvor Camorraen gør forretninger. Hvad med Danmark?
”I mine undersøgelser var jeg også stødt på Danmark, og så vidt jeg husker havde Camorraen haft held med at finde en afsætningskanal i Danmark til falske mærkevarer inden for tøjbranchen”.

FÆMONET mafia har til alle tider været omgærdet af en del mystik. Skønt både historikere, antropologer og psykologer har forsøgt at belyse fænomenet fra mange forskellige vinkler fremstår det den dag i dag ofte som luftigt og svært håndgribeligt. Anderledes konkret er den økonomiske side af sagen. De officielle statistikker viser, at Italiens tre største mafiaorganisationer – Cosa Nostra, Camorraen og den syditalienske ’Ndrangheta-mafia – tilsammen har en omsætning på 90 mia. euro. Sammen er disse tre organisationer dermed Italiens største ”virksomhed”.
Hvis du skulle beskrive Camorraen kort, hvad vil du så sige? Hvordan er den moderne Camorra?
”Forvandlingen af Italiens mafiaorganisationer har i det sidste årti haft en sådan fart, at eksperter og observatører har haft svært ved at følge med. Engang er jeg blevet spurgt: ”Hvis du skulle skrive et encyklopædisk kapitel om Camorraen, hvad ville du så skrive?”. Svaret er, at jeg faktisk er i tvivl. Det første, der falder mig ind, er, at Camorraen er en virksomhed. Mafiabosserne fødes ikke som kriminelle på gaden. Den rigtige boss er en entreprenør, en forretningsmand som så bruger sine ”kriminelle evner” til at styrke sine økonomiske forretninger. Italiens største mafiabosser kommer næsten alle fra borgerlige miljøer, de er sønner af jordbesiddere eller af byggefolk og –spekulanter. De har for længst spredt deres økonomiske interesser. De findes ikke kun i Syditalien men også i Mellem- og Norditalien, for ikke at tale om store dele af Europa. Milano er fx fuld af mafiakapital. I Napoli-området driver Camorra-familierne en lang, lang række bygge- og cementproduktionsvirksomheder. De bygger og investerer over hele Italien med moderne og sofistikerede investeringsstrategier”.
Mange beboere i Napoli-områderne benægter, at Camorraen overhovedet eksisterer. Hvad siger du til det?
(Saviano smiler bredt). ”Ja, hvad siger man? Fx at intet mindre end 91 kommunalråd i Campania-regionen og 61 i Calabria-regionen er blevet opløst som følge af Camorra-infiltrationer i de pågældende kommuners besluttende organer”.
Er bosserne og deres familier rettroende katolikker?
”Ja, det er de. Der er stor set ikke den mafiaboss, der ikke er troende. Deres måde at relatere sig til religionen på er imidlertid noget speciel. Hele deres rettroenhed drejer sig om familiens forsvar. Ofte bliver et drab også anset som værende en synd, der er nødvendig at begå, for at forsvare familien. Meget ofte anser disse mennesker sig ikke som mafiabosser. End ikke i deres inderste sind. De er forretningsmænd, og meget ofte har de sågar en stor personlig kultur. Giuseppe Misso, boss fra Napolis Sanità-kvarter, har skrevet romanen ”Marmorløverne”, der ikke er en bog uden kvaliteter. En anden boss, Raffaele Lubrano, har fået udgivet en digtsamling. Pasquale Zagaria, kaldte Bin Laden, er en særdeles dygtig forretningsmand. Augusto La Torre, boss fra Napolis Mondragone-kvarter, er psykoanalytiker osv. Blandt mafiaens farligste bosser finder man masser af intellektuelle”.
Du er for nylig vendt tilbage til din fødeby i forbindelse med en antimafiademonstration. Det viste sig at blive en speciel oplevelse som du efterfølgende har beskrevet i en artikel.
”Ja, jeg vendte tilbage til Casal di Principe (Camorra-hærget område nord for Napoli, red.) efter næsten et års fravær. Det var ganske rigtigt en antimafiademonstration og formanden for Deputeretkammeret, Fausto Bertinotti, deltog også”.
Hvad skete der?
”Hver gang jeg tog ordet på scenen, lagde alle byens unge mænd armene over kors, nærmest som på kommando, og som for at sige ”du skal ikke forvente dig klapsalver fra vores side”. Det var helt tydeligt. For disse unge mennesker eksisterer Camorraen ikke”.
Og så skete der noget mærkeligt?
”Jeg får øje på don Nicola, en aldrende herre der er far til byens mest kendte Camorra-boss, Francesco Schiavone, som jeg har beskrevet indgående i min bog. Han begynder at råbe op og true mig. Han råber: ”Hvad har du bedrevet i livet? Du har kastet skam over din hjemby. Du er en klovn, en sjover”. Han ville sågar op på scenen for at tale. Og alt dette foregik foran formanden for Deputeretkammeret, den italienske stats tredjemest betydningsfulde hverv. Don Nicola har sågar givet et interview, som kan høres på YouTube”.

DEN seneste tids italienske pressefotos, der ledsager artikler om og af Saviano, er tydeligvis taget med vidvinkelobjektiver. Øverst på billederne ses Saviano selv. Nederst i fotoet ses ofte en af hans tre bodyguards, hvis højre hånd knuger om tjenestepistolen.
Saviano er nu blevet fulgt af tre personlige bodyguards i næsten et år. De blev stillet til rådighed af den italienske stat, efter at Camorraen havde fremsat dødstrusler mod ham. De er hos ham 24 timer i døgnet, og på Roms internationale litteraturfestival Masenzio, der løber af stabelen hver juni, var de sågar med ham oppe på scenen, da han lukkede festivalen med sit indlæg.
I italiensk presse er du tidligere blevet citeret for at sige, at efter udgivelsen af Mafiaen i Napoli og de efterfølgende dødstrusler var dit liv blevet et helvede. Hvordan går det nu?
”Det går lidt bedre, selv om min situation er den samme. Jeg er konstant omgivet af tre bodyguards. Jeg er stort set aldrig alene, og det er virkelig belastende. I begyndelsen havde jeg meget svært ved at affinde mig med hele denne situation. Nu har jeg vænnet mig mere til tingenes tilstand”.
Dine bodyguards var de med dig på scenen ved Masenzio-festivalen, og du dedikerede dit indlæg til dem. Er det opstået et venskab mellem jer?
(Saviano lyser op i et smil). ”Ja, det vil jeg sige. Vi lever nærmest i en slags symbiose. Da der skulle findes personer til min fuldtidseskorte, havde mine tre nuværende bodyguards meldt sig frivilligt til opgaven, på et tidspunkt hvor ingen andre havde sagt ja tak. Det betyder meget for mig at vide det”.
Har det altid været de samme tre personer?
”Ja, altid de tre. Og jeg tror faktisk, at de har udviklet en slags faderlige følelser over for mig. På den ene side er det positivt, og på den anden side kan det også være et problem, da vi hele tiden skal have et professionelt forhold til hinanden”.
Har du fortrudt, at du har skrevet Mafiaen i Napoli?
”Jeg ville være skør, hvis jeg straks svarede nej til det spørgsmål. Inderst inde har jeg fortrudt mange gange. Udadtil har jeg aldrig fortrudt, for jeg mener stadig, at der er tale om en nødvendig bog. Det hele bliver også noget lettere, når jeg mærker læsernes varme. Når folk har set mig direkte ind i øjnene og sagt ”tak”. Så mit endelige svar må blive: den bog ville jeg skrive 100 gange til”.

Mafiaen i Napoli udkommer på Forlaget Borgen den 20. november 2007.




 
« Previous Page » top