»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  26/10/2007

Når sandheden skal frem

Journalistpris. “Kun de, der har noget at skjule, har grund til at ryste”. Samtale med den EU-prisvindende italienske ”undercoverjournalist” Fabrizio Gatti.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM – ”En aften kom en nigeriansk fyr, der var en slags håndlanger for chefen, hen til mig i barakken hvor vi boede og sagde, at den tilsynsførende gerne ville tale med mig. Situationen havde helt klart noget truende over sig, så jeg sagde til ham: ’Gå blot i forvejen, så kommer jeg’. Da han var gået, satte jeg mig op på en mountain bike og stak så af, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Der var helt klart lagt op til, at jeg skulle have haft en omgang tørre tæsk. Jeg tror ikke, at de efterfølgende forsøgte at finde mig. Men det ved jeg, at de med held har gjort i tidligere tilfælde. Og så har de, der forsøgte at stikke af fra tomatplantagen, fået en ordentlig omgang bank foran alle de andre tomatplukkere, til skræk og advarsel”.
Fabrizio Gatti, 41-årig italiensk journalist ved ugemagasinet L’espresso, fremstår på ingen måde som en, man umiddelbart har lyst til at tærske løs på. Han er både smilende og imødekommende og ser direkte på én, når han fortæller om sine mange oplevelser som journalist på undercoveropgaver.
I det nævnte tilfælde havde Gatti givet sig ud for at være rumænsk daglejer for at få et direkte kendskab til den omfattende udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft, der finder sted i stor stil på en række syditalienske tomatplantager. I en uge i sommeren 2006 arbejdede han på en tomatplantage nær byen Foggia. Han anslår, at der har været mellem 5.000 og 7.000 daglejere på plantagerne i området. Alle udlændinge, fra Bulgarien, Polen, Nigeria, Mali, Bukino Faso, Uganda, Senegal, Sudan m.fl. Gattis efterfølgende artikel med titlen ”Jeg var slave i Puglien”, der blev bragt i L’espresso i september 2006, fortæller om den umenneskelig behandling de udenlandske daglejere udsættes for på disse tomatplantager. Om grunden til og nødvendigheden af at infiltrere sig som tomatplukker for at kunne skrive artiklen fortæller Gatti:
”På L’espresso havde vi i længere tid hørt rygter om ekstrem udnyttelse af udenlandsk billig arbejdskraft i Syditalien, særligt inden for bygge- og landbrugssektoren. De eneste, der havde et kendskab til landbrugssektoren, var den italienske afdeling af Læger uden Grænser, fordi lægerne havde fået adgang til at yde lægelig behandling til syge indvandrere. Organisationen havde dog ikke fået adgang til selve tomatmarkerne, hvor daglejerne arbejder. Det var derfor nødvendigt at infiltrere sig på en eller anden måde”.
- Og hvad så du så, da du var kommet ind?
”En umenneskelig situation. Vi boede i gamle faldefærdige baraklignende bygninger, hvor der hverken var vand eller lys. Arbejdsdagen var typisk fra kl. 6 om morgenen til kl. 22 om aftenen. Lønnen, hvis man kan kalde den sådan, var på 15-20 euro om dagen. Plantageejerne havde ansat en række håndlangere som arbejdsledere, typisk italienere, arabere og folk fra Østeuropa, og de var ret voldelige. De tomatplukkere, der brokkede sig over forholdene, blev simpelthen gennembanket. Og de arbejdsledere, der udøvede volden, vidste jo udmærket, at en illegal indvandrer ikke tør anmelde volden, idet vedkommende blot bliver udvist af Italien. Man taler også om, at nogle af disse udenlandske tomatplukkere er blevet slået ihjel. Man har fundet spor af mennesker, der er blevet brændt. Det er hændelser, som det lokale politi har haft lidt for travlt med at arkivere som uopklarede sager”.
Oplevelsen som tomatplukker er nu kommet på behørig tidsmæssig afstand, hvorfor Gatti også er i stand til at smile, når han fortæller om den angst, der greb ham, da han stak af fra plantagen. Man skal dog ikke lade sig narre af Gattis smil, for oplevelsen var faktisk så stærk, at han umiddelbart efter tog sin fremtid i Italien op til alvorlig overvejelse.
”Efter det jeg så i Puglien, spurgte jeg for første gang mig selv, om det gav mening at blive i Italien. Det, jeg havde oplevet, havde ikke fundet sted i en afsides provins i et uland, men derimod i mit eget land i vore dage. Daglejere der lever under kummerlige forhold for at producere et produkt – tomaten – som er selve symbolet på det italienske køkken. Alle de største børsnoterede italienske fødevarekoncerner kommer og køber tomater fra plantagerne i Puglien, og tomaterne ender i supermarkeder over hele Italien. Der er med andre ord tale om en industriel fødekæde med store italienske virksomheder som aktører. Og de modtager sågar EU-støtte. Og hvad gør politiet for at stoppe den vold, der bliver anmeldt, og den kyniske udnyttelse af mennesker? De sender de illegale indvandrere hjem og lader plantageejerne gå fri. Det er horribelt”.

PÅ det personlige plan indbragte artiklen Fabrizio Gatti EU’s Journalistpris, der i april i år blev uddelt for tredje gang. I EU’s motivation går ordene ”mod menneskelig udnyttelse” og ”diskrimination” igen flere gange, hvorfor det formentlig ikke er et tilfælde, at juryens øjne faldt på netop Gatti.
I Italien har han længe været kendt som en af de ypperste eksponenter for en ofte spektakulær og dybdegående journalistik, der infiltrerer sig, graver i livets faktiske – og ofte ”snavsede” – forhold for at fotografere virkeligheden med egne øjne.
Et andet eksempel på Gattis undercoverjournalistik er en artikel om det såkaldte CPT-center (Center for Midlertidige Ophold, red.) på den syditalienske ø, Lampedusa, hvortil fortrinsvis illegale afrikanske flygtninge ankommer. L’espressos redaktion havde fået mistanke om, at centret, og dermed også Italien, krænkede de afrikanske flygtninges menneskerettigheder. Det var almindelig kendt, at hverken advokater, parlamentarikere eller journalister kunne få adgang til centret. En gruppe europarlamentarikere havde dog aflagt besøg i 2005, og var blevet præsenteret for en nærmest idyllisk – men ”konstrueret” – situation.
- Hvad besluttede L’espresso sig så for?
”Vi ville ind og undersøge, hvad der foregik. Den efterfølgende plan var, at jeg skulle kaste mig i vandet fra Lampedusas kyst og lade mig drive kun opholdt af et redningsbælte. Jeg havde kalkuleret med at skulle ligge i vandet i cirka en time, inden jeg blev fundet. Men der gik fire en halv time, inden jeg blev fisket op, og situationen var begyndt at blive kritisk, særligt fordi jeg er en elendig svømmer”, fortæller Gatti grinende.
Herefter førtes han til modtagecentret, hvor han gav sig ud for at være Bilal El Habib, engelsktalende flygtning fra Irak. Han kommer indenfor og stiftede ved selvsyn bekendtskab med de reelle forhold. Det, han oplevede i de følgende syv dage, kan kort beskrives som en hårdhændet behandling af flygtningene, grænsende til vold, ydmygelser, ringe forplejning samt uhumske hygiejniske forhold.
L’espresso slog efterfølgende Gattis oplevelser op som forsideartikel, og trods politikernes efterfølgende forsøg på damage control, kunne skandalen ikke holdes tilbage. De politiske dønninger efter Gattis timelange ophold i Middelhavets vandmasser ramte således den daværende indenrigsminister Pisanus skrivebord med noget der lignede tsunamistyrke. Debatten om det pågældende centers fremtid bølgede frem og tilbage i flere måneder, og Pisanu var i lang tid under hårdt politisk pres. Flere fremtrædende politikere fra venstrefløjen krævede centret øjeblikkeligt lukket, og skandalen undgik heller ikke Bruxelles’ opmærksomhed.


MAFIAVIRKSOMHED, dårlig administration inden for det italienske hospitalsvæsen, spild af EU-midler, vilkårene på asylcentre i både Nord- og Syditalien, efterforskning i Røde Brigade-miljøer, vandreture gennem Sahara-ørkenen sammen med afrikanske flygtninge m.m. I sin søgen efter sandheden har Gatti stiftet kendskab med en lang række belastede og ofte hel- og halvkriminelle miljøer.
Med den tilsyneladende stædige søgen efter sandheden, Gatti lægger for dagen i sine reportager, er et naturligt spørgsmål, om han oplever journalistikken som et kald eller en mission?
”Ingen af delene vil jeg sige. Tværtimod bliver jeg altid mistænksom, når jeg hører om en journalist med en mission, for vedkommende risikerer ikke at være objektiv i forhold til virkeligheden. Derimod er jeg helt sikkert drevet af en stor nysgerrighed og på sin vis også en søgen efter sandhed. Nogen siger, at de politiske magthavere ryster, når L’espresso hver fredag kommer på gaden. Journalistens mål er imidlertid ikke at få nogen til at ryste. Kun de, der har noget at gemme, har grund til at ryste. Kun der, hvor vi finder svigagtighed, forbryderisk adfærd og uberettiget ragen til sig, bør hovedpersonerne have grund til bekymring. Som journalister skal vi trække læserne i jakken og sige: ”Se lige en gang hvad der foregår her”.
Under henvisning til den sandhed, Gatti taler om, slutter jeg af med at stille ham det umulige spørgsmål:
- Hvad er sandheden om Italien anno 2007?
”Hvis vi ikke havde EU, og hvis Italien ikke var kommet med i gruppen af eurolande, så ville Italien være et færdigt land. I dag er cirka en tredjedel af alle italienere uden for lovens rækkevidde. Vort EU-medlemskab betyder, at vi trods alt holder hovedet oven vande. Sammenblandingen mellem den organiserede kriminalitet og den politiske verden – der er et af de aspekter som skaber størst forvirring hos den menige italiener – har nået et utroligt niveau af ustraffethed i Italien. For nylig er Marcello Dell’Utri, medstifteren af Silvio Berlusconis parti Forza Italia, blevet dømt ved en italienske domstol for at have stået i ledtog med den sicilianske mafia. Men ingen tv-avis omtalte nyheden. Det er som om, at borgerne er holdt op med at kræve, at politikerne skal være hæderlige. Den ustraffethed, som jeg nævnte før, betyder, at hvis Watergate havde fundet sted i Italien, ville Nixon helt sikkert fortsat sidde som præsident den dag i dag”, slutter Gatti, mens han smiler forlegent og næsten undskyldende trækker på skuld-rene.




 
« Previous Page » top