»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  5/10/2007

I pose og sæk

Bogsucces. Et dybdeborende essay, der afslører italienske politikeres fråds med offentlige midler og deres utrolige privilegier, er på vej til at blive årets bog i Støvlelandet.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

Sergio Rizzo og Gian Antonio Stella: La Casta – Così i politici italiani sono diventati intoccabili. 18 euro. Rizzoli.

ROM – De første tegn på borgernes utilfredshed kom i slutningen af maj i år. Meningsmålingerne over hvilke institutioner i Italien, der havde borgernes tillid, talte deres eget tydelige og ubarmhjertige sprog. Ordensmagten og præsidenten indtog de første pladser med en tillidsgrad på henholdsvis 70 og 64%. I bunden, med sølle 10%, lå de politiske partier.
Denne statistik burde have været en blinkende advarselslampe for Italiens folkevalgte. Desværre – for dem – var toget allerede kørt, for i begyndelsen af maj, tre uger før bemeldte meningsmåling, var det 280 sider lange essay ”Kasten – Hvorledes de italienske politikere er blevet urørlige” havnet på hylderne hos landets boghandlere.
Forfatterparret Sergio Rizzo og Gian Antonio Stella, der til dagligt er journalister ved dagbladet Corriere della Sera, har ikke haft de journalistiske fløjlshandsker på i deres hårrejsende afsløringer af de folkevalgtes ragen til sig af stort og småt. De bringer stribevis af eksempler på det politiske livs fråds og systematiske selvberigelse. Eksemplerne er i visse tilfælde så grove, at de læsende skatteydere formentlig har valgt at grine for ikke at komme til at græde. Her skal blot nævnes nogle få eklatante eksempler.
Forud for valgperioden 2001-2006 blev hver af de i alt 945 folkevalgte til det italienske parlament tildelt en bærbar computer, som de efter endt valgperiode kunne erhverve for det symbolske beløb af 1 euro. Det syntes Francesco Colucci, fra Berlusconis Forza Italia, formentlig var en god handel, for han løb af med 21 af slagsen.
Det formentlig største statussymbol, en italiensk politiker kan stræbe efter, er at få fast ledsagelse af livvagter. Det øger ikke kun status men naturligvis også den pågældende politikers forfængelighed. Under Silvio Berluconis regering i perioden 2001-2006 skulle hans team af bodyguards således have bestået af intet mindre end 81 personer. Det er dog ikke kun regeringschefer og ministre, der får tildelt livvagter. Også ganske almindelige politikere på regionalt og kommunalt niveau mod hvem der ikke eksisterer skyggen af trusler. Faktisk er der gået så megen inflation i brugen af livvagter blandt italienske politikere, at den italienske stats udgifter på den konto i 2001 beløb sig til hele 568 mio. euro.

Italienske politikere er notorisk Europas suverænt mest velbetalte, både når det gælder nationale lønninger, men også når der er tale om lønninger til Europaparlamentarikere. Ifølge Kasten ligger de nationale italienske politikerlønninger på ca. 115.000 euro på årsbasis. Hertil kommer en – lang – række af diæter, tilskud og særaftaler. Udover millionærlønningerne har de folkevalgte gratis adgang til brug af rutefly og færgetransport. De betaler ingen motorvejsafgift, har fri adgang til biografer og teatre, ligesom det italienske parlament stiller en afgiftsfri bankkonto i Banco di Napoli til rådighed for de folkevalgte.
Politikerne får naturligvis også løntilskud til deres personlige assistenter. I den forbindelse er det blevet afsløret, at af de i alt 627 personlige assistenter, der arbejder for politikerne i Deputeretkammeret, var kun de 54 registreret hos skattemyndighederne. Resten blev betalt sort.
Et af bogens mest hårrejsende eksempel på fråds til den store guldmedalje udgøres af beretningen om driftsudgifterne til præsidentpaladset Quirinale, hvor præsident Napolitano og hans hustru residerer. I 2001 havde Quirinale i alt 931 fastansatte samt i alt 928 ”eksternt tilknyttede”, altså i alt 1.859 personer på lønningslisten. Dette tal er i dag steget til over 2.000. Alene præsidentens kabinetschef har en stab på i alt 63 personer. ”Små” 29 gartnere sørger angiveligt for at græsstråene i præsidentens prægtige have vender i den rigtige retning, 45 chauffører sidder klar til udrykning, og to personer sørger for at Quirinales ure følger med tiden. Det forklarer, hvorfor Quirinales driftsomkostninger angiveligt skulle være fire gange så store som Buckingham Palace’ ditto.

Rizzo og Stellas essay skulle angiveligt været blevet solgt i over en halv million eksemplarer hen over sommeren, og i bogens kølvand har man hos italienerne kunnet registrere en skønsom blanding af ophidselse, opgivelse, forargelse og magtesløshed.
Det giver sig selv, at dette hårrejsende opus samtidig har gravet kløften mellem politikerne og befolkningen endnu dybere. Det, der tidligere på året blot fremstod som en tillidskrise, har i flere tilfælde udviklet sig til had og afsky.
Dagbladene rider lige nu med på borgernes politikerlede, og stort set hver uge bringer de største aviser og ugeblade nye og opsigtsvækkende historier om politikernes pinlige privilegier og storstillede fråds. Lige fra det katolske parti UDC’s forslag om tilskud til familiesammenføring for de ”ensomme Rom-politikere”, således at de ikke fristes af hovedstadens prostituerede (sådan som det skete i en nylig sag), til en anden aktuel historie om justitsminister Clemente Mastella, der i stor stil – dvs. med et fly betalt af den italienske stat – fløj fra Rom til Monza med flere familiemedlemmer for at overvære Formel 1-løb. Den flyveglade justitsminister nyder nu tilnavnet Dumbo.
Den nye term i den indenrigspolitiske terminologi er uden tvivl ”antipolitik”. En term, hvis brug i den grad er blevet konsolideret med udgivelsen af Kasten, og som bruges igen og igen, især efter at den populære komiker og samfundsrevser Beppe Grillo i begyndelsen af september afholdte en såkaldt ”Op i røven-demonstration”. Begivenhedens lidet stuerene navn var slet og ret rettet mod den politiske klasse og især den del af den – i alt 25 personer – der har modtaget en definitiv dom for en lovovertrædelse og som alligevel sidder i det italienske parlament. Initiativet fik overraskende stor opbakning med indsamling af i alt 300.000 underskrifter imod den politiske klasses arrogance.
Begge forfattere til Kasten har i tiden efter bogens udgivelse – og særligt efter dens store oplagssucces, der gør den selvskreven som årets udgivelse i Italien anno 2007 – været efterspurgte klummeskrivere i forsøget på at give en forklaring på, hvorfor italienernes had til deres egne folkevalgte er eksploderet netop nu. I en klumme har Rizzo således skrevet: ”Stella og jeg kunne sagtens have skrevet bogen for fem år siden, men da ville den ikke have haft samme effekt. Vi har været heldige at udgive på et tidspunkt, hvor borgernes mangel på tolerance over for politikernes fråds og privilliger har nået et utåleligt niveau”.
Tilbage står bogens bagsides grusomme og kyniske spørgsmål, som formentlig har fået tusinder af læsere til at synke en ekstra klump efter endt læsning:
”Hvilken fremtid har et land, hvor politikernes tørst efter taburetter har fået dem til at opfinde administrative hverv i bjergsamfund, der befinder sig på niveau med havet, hvor Quirinale koster fire gange så meget som Buckingham Palace, hvor en lasagna med kødfyld og scamorza-ost tilberedt af Senatets chefkok koster det halve af, hvad en tallerken simpel pasta med tomatsovs koster i gadefejernes kantine, og hvor det skattemæssigt kan betale sig at donere penge til et politisk parti i stedet for til en organisation der kurerer børnespedalskhed? Hvilken fremtid har et sådant land?”.


 
« Previous Page » top