»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Gastro,  11/10/2007

Vinøse vandingssteder

Vinen og italienerne har været forbundet siden oldtiden, men fænomenet vinbarer er fakisk af nyere dato. Jesper Storgaard Jensen har besøgt en række af Roms hyggeligste og mest autentiske af slagsen.


Fotos af JSJ

Selv om der har være dyrket og drukket vin i støvlelandet siden oldtiden, så er det et i den sammenhæng beskedent 30-års jubilæum, der romerske vinbarer i år kan fejre. Det begyndte i 1977, hvor nogle få pionerer begyndte at udskænke vin på en mere uformel måde end hidtil set. Denne revolution blev indledt med åbningen af den italienske hovedstads allerførste vinbarer, Cul de Sac og Enoteca Cavour 313, der som noget helt nyt begyndte at sælge vin glasvis, ledsaget af lette oste- og charcuterianretninger. Før den tid blev der skænket millionvis af glas vin ud dagligt på små lokale steder, bl.a. hos den lokale vinhandler, hvor man alligevel kom for at tanke dunkene til hjemmeforbruget op, men vinbarer, som vi kender dem i dag, var ukendte før 1977.
Indvielsen af disse vinbarer var samtidig en åbning over for et nyt, yngre og mere uhøjtideligt publikum. Vinens noget støvede, borgerlige og ofte let højtidelige image havde fået sig et velfortjent skud for boven, og udviklingen fra de klassiske italienske enoteche, vinudslag, imod de mere ungdommelige og uformelle vinbarer fortsatte ufortrødent gennem de kommende årtier, godt hjulpet på vej af Slow Food-bevægelsen, der opstod i 1986.
I Rom finder man omkring 70 vinbarer – lige fra det supersmarte og monumentale over det rustikke og charmerende til det helt interimistiske.

1. Enoteca Buccone
Via Ripetta 19
Tlf. +39-06-36 12 154
Åbningstider. Lukket søndag. Man.-tors. kl. 9.00-20.30. Fre.-lør. kl. 9.00-24.00.

Enoteca Buccone finder man ganske tæt på Piazza del Popolo. Lokalerne, der huser Buccone, fungerede i slutningen af det 19. århundrede som garage for kareter, hvilket forklarer lofternes betydelige højde. Fra osteria i efterkrigstiden udviklede Buccone sig i 1969 til vinudsalg, og stedet var angiveligt et af de første i Rom, hvor man kunne smage vinen inden, man købte den. I dag rummer forretning plus kælder ca. 1.000 forskellige flasker. I det lille rustikke, tilstødende lokale, hvor der vel kan sidder ca. 15 personer, serveres både supper, charcuterivarer, oste, lune og varme retter. Om aftenen holder køkkenet kun åbent fredag og lørdag. Beslutter man sig for et besøg i det tidsrum, har man mulighed for at prøve den smagsfulde specialitet porchetta (nærmest som en dansk flæskesteg) fra Ariccia. Buccone er desuden stedet, hvis man er en ynder af grappa, Italiens pendant til den danske snaps. Hos Buccone finder man grappa’er fra hele Italien, bl.a. den berømmede Grappa Torbata, ligesom man kan finde nogle af verdens fineste vodkaer. Har man derimod hang til eksotiske elementer inden for gastronomien, må man naturligvis ikke forlade Buccone uden at være blevet den lykkelige ejer af nogle glas med hhv. strudse- og kængurucreme.

2. Enoteca Casa Bleve
Via del Teatro Valle 49
Tlf. +39-06-68 65 970
Åbningstider: Lukket søndag og mandag. Tirs.-lør. kl. 10.00-15.00 og 17.00-20.00. Udelukkende frokostservering.
Web: www.casableve.it

Casa Bleve ligger blot et stenkast fra Piazza Navona, bag Senatet. Vinbaren så dagens lys i 2003 og udspringer af Bleve-familiens mangeårige erfaring fra et vinudsalg, der fortsat har hjemme i Roms jødiske ghetto. Indgangspartiet er bestemt ikke prangende, skønt Casa Bleve har lokaler i et palazzo fra det 17. århundrede. Til gengæld fornemmer man straks en særlig ånd, når man træder ind i Bleves vinhaller. I det store centrale rum, der bl.a. prydes af flere store marmorsøjler og masser af vinflasker langs væggene, er stemningen både andægtig og monumental. Den rummelige kælder gemmer på over 500 forskellige vine, hovedsageligt rødvine fra Toscana, Piemonte, Marche og Sicilien, samt hvidvine fra de norditalienske regioner. Bleve sætter vinen i højsædet, og har derfor valgt ikke at servere varme retter. Til gengæld bydes på et stort udvalg af både charcuteri-specialiteter og oste, der nærmer sig det sublime og hvis fornemmeste opgave er at fremhæve de udvalgte vines kvaliteter. Her skal særligt fremhæves det røgede gåsebryst, der serveres med pærer i en grappa- og myntelage. Bleve tilbyder sædvanligvis 10-15 forskellige vine i enkeltglas. De bedste af slagsen – Barolo, Valpolicella, Brunello samt nogle af Bordeaux’ store vine – kan nydes til 12-13 euro glasset.

3. Cul de Sac
Piazza Pasquino 73
Tlf. +39-06-68 80 10 94
Åbningstider: Dagligt fra kl. 12.00–16.00 og 19.00–00.30

Det er på Cul de Sac, tæt på Piazza Navona, at udviklingen fra simpelt vinudsalg til vinbar startede, da stedet som det første i Rom tog springet i 1977. Stedets franske navn, ”Blindgyde”, hentyder til lokalets 18 meter lange, smalle form. Ved de små firmandsborde sidder man skulder om skulder med resten af verden, for Cul de Sac er repræsenteret i et utal af gastronomiske Rom-guider. Den aktuelle vinbeholdning udgøres af 1.500 flasker, men på årsbasis har op mod 2.800 forskellige etiketter været inde at vende på stedets hylder. Der serveres dagligt 20-25 forskellige vine i enkeltglas, dvs. mindst én for hver italiensk region. Hver enkelt vin er udførligt beskrevet på vinkortet med præcis angivelse af benyttede druesorter. Der er selv sagt fokus på den italienske vinproduktion, men også Australien, Sydafrika, Chile og Frankrig har sneget sig ind på vinkortet. Selv om menuen med tiden har udviklet sig til noget nær restaurantstørrelse, indrettet køkkenet sig fortsat efter, at vinen er hovedperson. Af det gastronomiske udbud skal derfor blot nævnes stedets chokolademousse, der blandt de lokale har noget nær stjernestatus. Cul de Sac er uformel, international samt på en og samme tid klassisk og trendy.

4. Enoteca Cavour 313
Via Cavour 313
Tlf. +39-06-67 85 496
Åbningstider: Åbent dagligt fra kl. 12.30-14.45 og 19.30-0.30. Søndag kun frokoståbent.

Cavour 313, beliggende tæt ved Colosseum, er en af Roms mest kendte vinhuler. Sammen med ovennævnte Cul de Sac var Cavour 313 det første vinudsalg i Rom, der i 1977 begyndte at kombinere vin og gastronomi. Cavour 313 er ikke kun at finde i et væld af guidebøger om Roms restaurationsliv, men også i Italiens gastronomiske historiebøger, idet det var ved Cavour 313’s borde – og formentlig foran et udsøgt glas vin – at Slow Food bevægelsens berømte stifter, Carlo Petrini, fik de første ideer til det, der siden har udviklet sig til en verdensomspændende gastronomisk filosofi. Stedets bænke og interiør i mørkt træ, de lave lofter, de hundredvis af vinflasker, som man har frit udsyn til under lofterne, samt de store fotografier på væggene er alle elementer, der giver 313 både hygge og ånd. Kælderen gemmer på ca. 1.200 vine, hovedsageligt italienske – men også fra fx Israel, Frankrig og Chile – hvoraf et stort antal også kan nydes glasvis. Gastronomien er varieret og lyder på fx supper, vegetarlasagne, varme kød- og fiskeretter, samt et stort udvalg af oste og charcuterivarer, som Cavour selv betegner som ”Roms største”. Betragter man sig selv som feinschmecker inden for vinområdet, vil et besøg hos 313 ikke kun være en fornøjelse men også en pligt.

5. Enoteca Ferrara
Piazza Trilussa 41
Tlf. +39-06-58 33 39 20
Åbningstider: Vinbaren dagligt fra kl. 18.00-02.00. Restauranten åbner dog først kl. 20.00
Web: www.enotecaferrara.it

Skal det være hipt og elegant – og det skal det jo som bekendt af og til – så er Enoteca Ferrara stedet. Ferrara, der drives af de to søstre Lina og Maria Paolino, ligger i det hyggelige og karakteristiske Trastevere-kvarter, nær Ponte Sisto-broen. Stedet så dagens lys i slutningen af 1980’erne og startede som en mere low profile vinbar. Med tiden har stedet imidlertid udviklet sig til, hvad mange formentlig vil betragte mere som en restaurant end en egentlig vinbar. Når Ferrara alligevel har fundet vej til denne guide, skyldes det stedets fortsatte store fokus på vinen, der til alle tider har spillet en hovedrolle, hvilket kælderens i alt ca. 1.100 forskellige etiketter vidner om. Ved Ferraras indgang serveres i et mindre forlokale et stort udvalg af vin i enkeltglas, der kan kombineres med lette anretninger. Fortsætter man ind i restaurant-delen, vil man straks fornemme den elegante, internationale og alligevel uformelle atmosfære, der nu har været stedets varemærke gennem mange år. Det stor vinudbud går arm i arm med et elegant spisekort, der helt sikkert har ambitioner langt over middel. Skal det være elegant, så lad det være elegant og indkalkuler dermed også en regning, der ligger i den dyre ende. Tidsbestilling en god idé.

6. Wine Time
Piazza Pasquale Paoli 15
Tlf. +39-06-68 75 706
Åbningstider: Dagligt 10.00-02.00. Søndag lukket, og lørdag ved frokosttid.
Web: www.winetime.it

Wine Time, der slog dørene op for første gang i 2001, er diskret beliggende på den mindre Piazza Pasquale Paoli, skråt over for Engelsborg. Den cool musik, der som regel strømmer ud af højtalerne, den hyggelige dæmpede belysning, de originale mosaiske stengulve samt naturligvis den megen vin, der bidrager til udsmykningen fra gulv til loft, giver Wine Time en trendy men absolut sympatisk atmosfære. Vinkælderen består af ca. 700 forskellige etiketter, først og fremmest italienske vine, særligt fra Toscana. Ejeren Michele Greco fortæller, at der blandt de vine, som kan nydes glasvis også figurerer nogle af stedets absolut bedste, fx nogle af Brunellos bedste årgange. For enhver vin er angivet de benyttede druesorter. Lokalet består af to mindre sale, hvoraf den inderste er forbeholdt de spisende gæster. Menuen er afpasset efter årstidernes kommen og gåen, og dens vigtigste opgave er naturligvis at fremhæve vinens kvalitet og karakter. Dette gøres gennem et relativt stort spisekort med et væld af velvalgte forretter, hovedretter, salat- og osteanretninger samt desserter, der tilsammen udgør en kulinarisk stil, som Michele Greco beskriver som ”konkret kreativitet”. Et besøg på Wine Time kan passende afsluttes med en spadseretur langs den nærliggende Tiberen. Så bliver det næppe mere romersk.

7. Vinarium
Via dei Volsci 103
Tlf. 06-44 62 110
Åbningstider: Dagligt kl. 19.00-02.00

Roms livlige studenterkvarter San Lorenzo, beliggende bag hovedbanegården Stazione Termini, er bl.a. kendt for sit brogede udvalg af spisesteder. Her finder man eksklusive restauranter, pizzeriaer for folket, etniske madbuler samt den elegante vinbar, Vinarium, der efterhånden kan tælles blandt områdets mest hippe. Stedet åbnede i 2002 som en decideret vinbar men har med tiden udviklet spisekortet til restaurantstørrelse. Vinen har dog fortsat en hovedrolle, hvilket kantinens mere end 1.000 etiketter bevidner. Der er fokus på toskanske og piemontesiske vine, men senest er Vinarium begyndt at udbygge vinkælderens franske og tyske del. Ønsker man ikke at spendere en herregård på en hel flaske god Barolo eller Brunello di Montalcino, kan man nøjes med et glas af de gode dråber til 8-12 euro. Vinene, der tilbydes i glas, er typisk udvalgt i forhold til de retter, årstiden dikterer. Menuen tager udgangspunkt i det typiske Middelhavs-køkken, med ”nogle personlige romerske fortolkninger”, som stedets ejer, Enrico Pierri, fortæller. Han beretter ligeledes, at Vinarium selv bager de fem forskellige slags brød, der serveres, og at stedet konstant har ca. 20 forskellige slags oste, der ligeledes varierer med årstidens skiften. Kalkuler med en kuvertpris på ca. 40-50 euro, eksklusive vin.

8. Enoteca Monti
Via Lanza 93
Tlf. +39-06-48 72 696
Åbningstider: Dagligt kl. 19.00-01.00

Enoteca Monti er diskret beliggende i det multietniske Esquilino-kvarter, mellem hovedbanegård og Colosseum. Indgangspartiet ligger halvt gemt i den sparsomt oplyste Via Lanza. Har man held til at finde stedet, bliver man imidlertid rigt belønnet. Det ikke særligt store lokale emmer nemlig af ægte rustik romersk atmosfære, der udgøres af klinkegulv, dæmpet jazzmusik og ditto belysning, møblement i mørkt træ, samt, ikke mindst, de originale, hvælvede stenlofter, der har hængt og set godt ud siden slutningen af det 19. århundrede. Køkkenet er præcis som stedets atmosfære, dvs. rustikt, med inspiration fra det toskanske landkøkken. Her servers forskellige supper, en skøn grønsagslasagne, en række forskellige salamianretninger og oste samt cous-cous, der ifølge stedets ejer, Raffaella Rusciano, især er efterspurgt af stedets yngre klientel. Kælderens vine er især fra Toscana og Syditalien, men man kan også nyde kvalitetshvidvine fra fx Californien og Chile samt et stort udvalg af grappa’er. Det er stort set umuligt at støde på Enoteca Monti i gastronomiske guidebøger over Rom, hvilket de, der frekventerer stedet, formentlig er ganske begejstrede for. Der er således tale om en ”uopdaget” perle, og er man en hund efter autentiske stemninger, er Monti et glimrende bud.

Jesper Storgaard Jensen er freelance skribent og har haft fast bopæl i Rom siden 1997










 
« Previous Page » top