»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  29/6/2007

En æggeformet myte vender tilbage

Bilhistorie. ”De, der ikke nåede at køre Fiat 500 i 60erne eller 70erne, får nu en ny chance”. Efter et produktionsstop på hele 32 år er den nye Fiat 500 nu klar til at blive præsenteret for verden.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM – Den type trommehvirvel, der i cirkusverdenen markerer, at noget stort er lige for, har nu efterhånden stået på i de sidste tre måneder. Som en konstant og insisterende buldren er den udgået fra Fiats markedsføringsafdeling i Torino og har siden bredt sig til resten af Italien. På sin vej ned gennem støvlelandet har den smittet med sin begejstring. Således har landets største dagblade samt stribevis af uge- og månedsmagasiner alle bragt lange artikler med fokus på bl.a. økonomiske, historiske og sociale aspekter forud for den nært forestående verdenspremiere. Den fagre nye verdens elektroniske hjælpemidler er naturligvis også blevet taget i brug, og på den til formålet oprettede hjemmeside fiat500.com nærmer den automatiske nedtællingsmekanisme sig nu hastige tallet nul. Eller sagt med andre ord: trommehvirvelen vil meget snart nå sit klimaks, og alverdens lande- og motorveje kan således godt begynde den mentale forberedelse på atter at tage imod en firhjulet myte, der har holdt i garage i hele 32 år. Den nye Fiat 500 er på vej.

ÅRET var 1957. Den danske statsminister var socialdemokraten H.C. Hansen, den amerikanske præsident hed Eisenhower, og russerne havde netop opsendt verdens første kunstige satellit, Sputnik. I 1957 blev instruktøren Michael Andersons version af Jorden rundt i 80 dage tildelt en Oscar, franske Albert Camus fik Nobelprisen i litteratur, og i Torino gik en Fiat-ingeniør ved navn Dante Giacosa rundt og funderede over, hvorledes han kunne skabe den perfekte bil, dvs. et køretøj der matchede datidens forbrugeres ønsker og behov.
Giacosas projekt tog udgangspunkt i en tidligere Fiat-model, den såkaldte Topolino, der var blevet lanceret i 1936, og som Mussolini havde kaldt ”det ideelle økonomiske køretøj for den italienske arbejder”. Senere, i 1955, lanceredes Fiat 600-modellen, men det, Giacosa søgte, var en endnu mere enkel og endnu billigere model, der ville være i stand til at gøre en hel befolkning motoriseret, nærmest som en slags firhjulet scooter med tag. Forud for præsen-tationen af den nye Fiat 500 i 1957 havde der således været foretaget en lang række både tekniske og økonomiske overvejelser, som alle skulle bidrage til at opfylde Giacosas målsætning om at skabe et enkelt og billigt men også æstetisk køretøj.
Verdenspressen var i pole position på Sporting Club i Torino for nøjagtig 50 år siden, d. 4. juli 1957, da vidunderet omsider blev præsenteret for offentligheden. Det, de så, var et næsten 3 meter langt køretøj, med bløde og harmoniske former, to døre, to forsæder – samt to halvubekvemmelige pladser til børnene bag fører og medpassager – en 13 hestes motor, der kunne yde en topfart på 85 km/t. Prisen var 465.000 lire, hvilket dengang svarede til ca. ni månedslønninger for en almindelig italiensk arbejdstager. Bilen kunne kort beskrives som ”enkel men smuk”.
Kort efter markedsføringen viste det sig imidlertid, at Giacosa, i sin iver efter at holde prisen nede, nok havde været lidt for sparsommelig hvad angår bilens tilbehør. Motoren udviste lidt for voldsomme vibrationer, og det var end ikke muligt at rulle sidevinduerne ned. Også strategien med ikke at bruge forkromede dele for at holde bilens vægt nede viste sig at have en negativ effekt på italienernes æstetiske sans.
Beslutningen om at lancere bilen i starten af sommeren – i stedet for at benytte efterårets bilmesse i Torino – havde nok være tilskyndet af en vis utålmodighed fra Fiats side for at vise, hvad man kunne byde på af design og teknik. Set i bakspejlet viste markedsføringstidspunktet sig imidlertid at være forfejlet, idet millioner af italieneren allerede havde bundet en del af deres opsparinger i den forestående sommerferie.
Disse to negative faktorer – en for skrabet model og et forfejlet markedsføringstidspunkt – betød, at salget af den nye bil i starten gik meget trægt. Ja, det gik faktisk så dårligt, at Dante Giacosa blev ramt af et nervesammenbrud, og hans læge måtte efterfølgende udskrive en månedslang tvangsferie til ham ved den liguriske riviera.

HOS Fiat fik man imidlertid snart rettet op på de strategiske fejl, og en ny model dagens lys så hurtigt, at den kunne præsenteres blot tre måneder senere i forbindelse med den internationale bilmesse i Torino. Således fremstod den nye Fiat 500 få måneder efter sin lancering nu i to forskellige versioner, den ”billige”, der havde vist sig mindre attraktiv, og den nye model, kaldet Normale.
Den nye model havde fået tilført en række raffinementer, der gjorde den mere ”luksuriøs” i udformningen. Til trods for disse forbedringer forblev dens pris uændret, hvorimod prisen på den oprindelige model blev sat ned med 25.000 lire. Som noget ganske uhørt indvilligede Fiat i at betale de 25.000 lire tilbage til de ca. 10.000 købere, der i den forudgående periode havde erhvervet den oprindelige model. Denne markedsføringsstrategi medførte en større udskrivning fra Fiats side. Omvendt var denne beslutning guld værd for virksomhedens image.
Der skulle imidlertid gå endnu et par år, hvor der blev præsenteret yderligere forbedrede modeller af la Cinquecento – som den fortsat kaldes i italienske folkemunde – inden succesen for alvor begyndte at vise sig. I 1959 modtog Fiat 500 den såkaldte Det Gyldne Kompas-pris, Italiens højeste anerkendelse inden for industriel design, hvilket fik forbrugerne til yderligere at fokusere på bilens smukke design.
Salget var stigende, og de glade 60’ere – og dermed også det økonomiske boom – lå lige om hjørnet. Tusinder af italienske familier ville i de kommende år købe deres første bil, der for de flestes vedkommende ville blive en Fiat 500, og mange var på det tidspunkt villige til at skrive under på, hvad Fords grundlægger, Henry Ford, 30 år forinden havde udtalt: ”Det er nok at have en bil for at føle sig rig”.
Vinden havde vendt, og det gik nu ned ad bakke. En hel nation, der for alvor var ved at lægge krigens rædsler bag sig, higede nu efter frihed og luft under vingerne, og snart skulle Italiens dengang blot 520 km. motorveje og 25.000 km. landeveje opleve en sand invasion af et køretøj, der med tiden skulle vise sig at være gjort af legende-stof.

DEN italienske musiker og showmand, Renzo Arbore, der selv er den stolte ejer af en Fiat 500, har udtalt, at ”alle de italienere, der har taget kørekort i løber af 60erne, har helt sikkert været ejer af mindst én Fiat 500”, hvilket han givetvis har ret i. Hertil kan tilføjes, at i de dengang så børnerige italienske familier udgjorde de selv samme familiers bil ofte et perfekt tilflugtssted for romantiklystne ungersvende, der ønskede at værne om privatlivets fred sammen med kæresten. Det anslås således, at et betragteligt antal af dagens italienere i den tredje alder har haft deres seksuelle debut i en Fiat 500. Og det til trods for, at et hurtigt kik ind i det lille køretøjs trange cockpit burde være nok til at konstatere, at det formentlig ikke har været dér, den velkendte italienske fantasi er kommet til fuld udfoldelse.
I en nylig artikel har en anden kendt Fiat 500-ejer, forfatter og journalist ved dagbladet la Repubblica, Michele Serra, derimod beskrevet hvad der på italiensk kaldes la doppietta. Fænomenet er velkendt blandt Fiat 500-ejere og bevirkede, at det altid har været muligt at skelne mellem dilettanter og rutinerede chauffører. Da den gamle Fiat 500 ikke var udstyret med et synkront gear, var det nødvendigt inden skift til et lavere gear at lave en slags dobbelt manøvre som bestod i at aktivere koblingen to gange, give tilpas med gas og først derefter skifte gear. Mislykkedes denne manøvre, fremstod den klassiske lyd af tandhjul, der hidsigt kradser mod hinanden, hvilket sædvanligvis medførte, at alle tilstedeværende ville vende sig om og med overbærende blikke betragte den uefne chauffør.
I månederne op til lanceringen af den nye Fiat 500 har man fået talrige journalistiske eksempler på, at den kørende legende ikke kun – med rette – er omgærdet af en god portion national stolthed. Den har også spillet en ufrivillig birolle i begivenheder, der nu er en del af italiensk kriminalhistorie. I 1972, i det såkaldte Peteano-attentat ved Gorizia, mistede tre italienske politifolk således livet, da de åbnede bagsmækken på en Fiat 500, som Røde Brigade-folk havde fyldt med trotyl. Senere, i Firenze i 1992, var det atter en Fiat 500, der blev brugt som gemmested for sprængstoffer. Denne gang var attentater iværksat af mafiaen, og fem personer mistede livet.
Apropos Fiat 500 i en birolle, så skal denne betegnelse tages helt bogstaveligt, når talen falder på den seneste tegnefilmssucces, Cars, fra Walt Disney-Pixar. Her spilles den charmerende vulkanisør Luigi af en smuk gul Fiat 500, model 1959, der naturligvis taler med sprød italiensk accent.
Produktionen af Fiat 500 stod på op til 1975. Et samlet internationalt salg på næsten 3,9 mio. eksemplarer har betydet, at bilen for længst har indskrevet sig ikke kun i de internationale historiebøger om biler og bildesign men også i italienernes DNA som en del af deres nationale identitet. Bevidstheden om at være ophavsmænd til et stykke industrielt design, der rangerer fuldt på højde med andre internationale design- og salgssucceser, betyder, at italiensk presse nærmest i flæng benytter betegnelser som ”myte”, ”legende”, ”kultobjekt” og ”fænomen”, når historien om Fiat 500 fortælles.
At myten ikke kun er italiensk, er de mange Fiat 500-klubber rundt om i verden imidlertid et levende vidnesbyrd om. De findes i stort set alle klodens afkroge, og bl.a. kan nævnes lande som Danmark, Tyskland, UK, Frankrig, Holland, USA, Canada, Australien og sågar Pakistan.
Bilens popularitet toppede i 1970, hvor salgskurven røg over 350.000 solgte eksemplarer. To år senere var dette tal blevet halveret, og i 1975 viste et salg på blot 35.000, at tiden var på vej til at løbe fra den firhjulede myte. Fiat tog konsekvensen, og den hidtil sidste af de gamle Fiat 500’ere løb af samlebåndet i august 1975.
Alene af den grund er det bemærkelsesværdigt, at der ifølge italiensk presse fortsat er ca. 300.000 eksemplarer af den gamle Fiat 500 i omløb.

PROJEKTERINGEN af den nye Fiat 500 har stået på i de sidste to år. Stor blog-aktivitet på fiat500.com-hjemmesiden forud for den forestående verdenspremiere tyder på, at Fiats markedsføringsafdeling har haft held til at pirre nysgerrigheden hos den unge del af købersegmentet, og dagbladet la Repubblica har meget passende noteret: ”De, der ikke nåede at køre Fiat 500 i løbet af 60erne eller 70erne, får nu en ny chance”.
Bortset fra navnet er der ikke meget tilbage af den gamle Fiat 500. 2007-udgaven er mindre ”ægge-agtig” og betydelig mere rap i replikken rent designmæssigt. De bløde og harmoniske former er skiftet ud med et betydeligt mere friskt og sporty design, der også har et touch af retro. Motorstørrelsen bliver på henholdsvis 1,2, 1,3 og 1,4 liter, og indvendigt vil bilen være forsynet med nutidens obligatoriske teknologitilbehør, fx bluetooth, iPod-stik samt satellitkort. Derimod er det nedrullelige tag, som fandtes på den oprindelige model, forsvundet, så eventuelle fremtidige fodboldsejre må altså fejres på anden vis.
Som sandet løber gennem timeglasset, og verdenspremieren den 4. juli nærmer sig, vil alverdens repræsentanter for bilpressen begynde at søge mod Torino, hvor man venter en sand invasion af såvel journalister som fotografer. Men allerede inden denne dato vil en lille kortege på 15 Fiat 500’ere fra Klub Danmark været taget af sted sydpå. De vil bevæge sig gennem Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg, Frankrig og Schweiz for at ende i Torino på præsentationsdagen. Det anslås således, at tusindvis af eksemplarer af den gamle model vil være til stede, når den mere potente storebror bliver præsenteret.
I øvrigt bør det for en god ordens skyld nævnes, at Fiat-fabrikkerne – ikke uden et vis glimt i øjet – ikke undlader at gøre opmærksom på, at skulle der blandt potentielle fremtidige købere af den nye Fiat 500 være nogle, der, trods tilstedeværelsen af alskens moderne og sofistikeret teknologisk isenkram, hellere vil dedikere deres tid i bilen til privatlivets forskellige sysler sam-men med partneren … ja, så er det nu muligt at slå forsæderne ned til liggeposition.








 
« Previous Page » top