»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  6/7/2007

To liv på ét bræt

Skakhistorie. De voksede op med skak. De blev kendte via skak. De levede af at spille skak, og skakken har fulgt dem helt op til deres tilværelses slutspil.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

Er det muligt, at det, der startede som en psykologisk, ubarmhjertig og nærmest hadsk kamp mellem en amerikansk og en russisk stormester i skak, kan udvikle sig til et venskab mellem en fransk og en islandsk statsborger? Er man i tvivl om svaret på dette spørgsmål, kan det være formålstjenligt at tage et kik på historien om et skæbnefællesskab, om en altfortærende passion og om hvorledes to skakspilleres liv har krydset hinanden gennem nu 35 år.
Den 11. juli 1972 satte russeren Boris Spassky og amerikaneren Bobby Fischer sig på hver deres side af et skakbræt i Reykjavik. Kampen gjaldt verdensmesterskabet i skak og den internationale skakpresse havde kaldt mødet for intet mindre end ”århundredets match”. Den kolde krig var på sit højeste, og skakmatchen mellem russeren og amerikaneren sås af mange som en direkte forlængelse af de internationale spændinger mellem USA og USSR.
Og faktisk skulle den koldkrigsatmosfære, der lå som et tykt tæppe hen over mødet mellem Spassky og Fischer, udvikle sig til en slags psykologisk krig med diverse gensidige beskyldninger mellem den russiske og amerikanske lejr, efterhånden som matchen skred frem.
Atmosfæren i Reykjavik var sitrende, og forventningerne var høje, for Spassky-Fischer havde tilsyneladende alt hvad der skulle til for at blive et drama, og blev det da også. Ikke kun mens de to spillere sad ved brættet, men også mange år efter.

I en alder af seks år fik Robert James Fischer (f. 1943) og hans fem år ældre søster Joan et skakspil i gave. De lærte sig hurtigt spillets regler ved at læse instruktionerne, og i de kommende uger spillede de kun mod hinanden. Bobby, som han kaldtes, blev imidlertid hurtigt sin storesøster overlegen, og i en alder af blot syv år var han så opslugt af skak, at hans mor bekymret udtalte: ”Bobby er kun interesseret i andre børn, hvis de spiller skak, og dem er der desværre ikke ret mange af”.
I en alder af blot ti år vandt Bobby det amerikanske juniormesterskab og fire år senere, som 14-årig, det amerikanske mesterskab. I en alder af 16 år forlod han skolen – angiveligt med en IQ på 180 og en hukommelse udover det sædvanlige – for at blive professionel skakspiller.
Det blev starten på en periode, hvor Bobby i internationale turneringer rundt om i verden kom til at sidde over for en række af de bedste russiske stormestre. Det var også begyndelsen på en åbenbaring af Bobbys iltre temperament, som verden senere skulle få et indgående kendskab til. Det kom for første gang til udtryk, da han anklagede de russiske spillere, der tog del i de samme turneringer, for indbyrdes at spille nogle rolige remiser mod hinanden for derefter at bruge al deres krudt mod deres amerikanske modstander. Bobbys anklage lød med andre ord på aftalt spil mellem russerne, og i en alder af blot 18 år annoncerede Bobby, at han ville boykotte alle internationale turneringer ”så længe russerne fortsatte med at gennemføre deres aftalte partier”.
Bobbys senere vej mod skaktronen på Island var belagt med slagne modstandere. I den kvalifikationsturneringen, der skulle finde udfordreren til den siddende verdensmester, fejede han alle modstanderne af brættet med sin velkendte aggressive og nådesløse stil. Russeren Taminov blev besejret med 6-0. Samme skæbne overgik danske Bent Larsen, der i slutningen af 60erne blev betragtet som den næstbedste ikke-russiske skakspiller, og sidste hurdle var en anden russiske stormester, Petrosian, der blev besejret med 6,5-2,5. Bobby Fischer var klar til at møde den regerende verdensmester Spassky på Island.

BORIS Vasilievich Spassky (f. 1937) lærte at spille skak i en alder af fem år. Hele den russiske skakverden fik for alvor øjnene op for hans talent, da han som blot 10-årig – som én af modstanderne i en simultanmatch den russiske stormester Botvinnik spillede – til alles overraskelse besejrede sin berømte modstander. I en alder af 18 år blev han international stormester.
Spassky blev i brede kredse betragtet som en usædvanlig talentfuld spiller, hvis force var en allround stil. Hans store styrke var at forme sit eget spil efter modstanderens og at tage aggressiviteten ud af et parti. Det var bl.a. denne fleksible og kamæleonagtige spillestil, der i 1969 førte til, at Spassky besejrede landsmanden Petrosian i kampen om verdensmesterskabet.
Spasskys bløde punkt var derimod hans svage psykologiske natur. Han beskrives som ”mild og rolig af natur og aldeles ikke-aggressiv”, og efter et nederlag i en turnering havde han ofte problemer med at ”komme ovenpå” igen. Spasskys udtalte sensibilitet blev måske yderligere understreget af det faktum, at han aldrig havde det russiske skaksystems fulde opbakning, idet han havde nægtet at blive medlem af det russiske kommunistparti.
Spassky spillestil har måske aldrig været så målrettet, angrebslysten og spektakulær som Fischers. Alligevel udgør nogle af Spasskys partier vaskeægte perler, fx det der lidt kuriøst er blevet kaldt ”verdens smukkeste parti”, dvs. Spasskys kongegambit mod landsmanden Bronstein ved de russiske mesterskaber i 1960. Om dette parti, der sågar er blevet brugt i begyndelsen af James Bond-filmen fra 1963, ”From Russia with love”, har Spassky udtalt: ”Det var et meget kunstnerisk parti, selv om jeg synes, jeg har spillet partier, der var smukkere. I James Bond-filmen fjernede man imidlertid to bønder for at undgå at skulle betale rettighederne til partiet”.

DEN 11. juli 1972 blevet skakuret i Reykjavik aktiveret, selv om partiets gennemførelse indtil kort før start havde hængt i en tynd tråd. Fischer havde stillet en række krav for at ville deltage, og de islandske arrangører kunne tilsyneladende ikke honorere dem alle. Fischer truede derfor med slet ikke at komme til Island, og det siges, at når han i sidste ende alligevel lod sig overtale, skyldtes det, at præmiesummen blev hævet fra 125.000 dollars til det dobbelte.
Trods en fordelagtig position i første parti tabte Fischer efter en gigantisk brøler. Fischers irritation over nederlaget kom efterfølgende til udtryk gennem en række nye krav til arrangørerne. Krav som ikke blev efterkommet, hvorefter Fischer udeblev fra andet parti. Der var således kun gået få dage, Spassky førte 2-0, og mange frygtede, at Fischers hysteri havde sat punktum for matchen, allerede inden den for alvor var kommet i gang.
Ifølge en sejlivet skakanekdote var det et telefonopkald fra daværende præsident Kissinger, der efterfølgende havde været medvirkende til at overtale Fischer til atter at sætte sig til rette overfor den russiske modstander.
Alverdens skakinteresserede ved, at matchen sluttede den 3. september 1972 med en sejr til Fischer på 12,5-8,5. Inden det var kommet dertil, havde hele verden imidlertid været vidne til en psykologisk krig, en nærmest hysterisk adfærd (særligt fra Fischers side) samt gensidige beskyldninger på stribe, som gjorde skakdysten til noget der af og til mindede om en surrealistisk farce.
For eksempel sad Fischer dårligt på de islandske stole. Selv ”prøvesidninger” på flere forskellige stole havde ikke ført til noget positivt. Herefter fik Fischer fløjet en stor, sort læderstol til Reykjavik fra New York. Hver gang Fischer fik et krav opfyldt, fandt han på et nyt. Var det ikke det ene, der var galt, fx belysningen i spillelokalet, var det noget andet, fx pressens tilstedeværelse eller publikums afstand til der hvor Spassky og Fischer sad.
Spassky har siden fortalt, at han langsomt begyndte at irriteres over Fischers evige brokkerier, og at Fischers mange krav faktisk fik en indvirkning på matchens forløb: ”Psykologisk set begik jeg en stor fejl, da jeg forud for tredje parti accepterede Fischers krav om at spille uden publikum. Jeg gik ind på dette krav, da Fischer i forvejen havde brokket sig over lyssætning, journalister og den berømte stol. Efter nederlaget i tredje parti var det som om jeg tabte modet, og reelt forsvandt mine vinderchancer. Det var desuden efter tredje parti, at Fischer for alvor fik medvind. Han blev som en slags kreativ computer, som en menneskelig maskine”.
Det var imidlertid ikke kun Fischer, der udviste en bizar adfærd. Efter ottende parti sagde Spassky, at han havde en følelse af, at ”Fischer hypnotiserede ham”. Efter det fjortende parti skulle Spassky angiveligt have kaldt sit hold af trænere og rådgivere sammen og udtalt: ”Nogen forsøger at styre min tankevirksomhed”. Og efter femtende parti beskyldte Spassky Fischer for at bruge teknisk udstyr og kemiske medikamenter for at få Spassky til at miste sit fighterinstinkt, hvorefter Spasskys rådgivere forlangte at undersøge spillelokalet for skjult elektronisk udstyr.
Efter denne beskyldning noterede New York Times tørt: ”Nu er de begge blevet skøre”.

TABEREN Spassky måtte vende tilbage til Rusland i unåde, hvorimod Fischer med ét var blevet nationalt eje og folkehelt. Fischer-effekten viste sig hurtigt, og skakinteressen boomede overalt i USA. Mange amerikanske skakklubber kunne melde om mangedoblede medlemstal.
Med Fischers angrebslystne og ”publikumsvenlige” spillestil regnede alverdens skakeksperter nu med, at hans verdensmesterskab ville blive indledningen til en ny æra for skakken, at hans tilstedeværelse i de store turneringer og at hans skakfilosofi vil forplante sig nedad til både andre professionelle og elitespillere. Denne forudsigelse viste sig imidlertid at slå helt fejl, idet Fischer efter sin sejr trak sig fuldstændig tilbage fra skakverdenen. Han forsvandt simpelthen, stoppede med at spille konkurrenceskak fra den ene dag til den anden.
Der skulle gå hele 20 år inden Fischer atter dukkede op. Det skete i forbindelse med revanchematchen mellem ham selv og Spassky i 1992. Matchen blev spillet i Beograd, der dengang var underlagt en rigid FN-embargo, også på sportsbegivenheder.
På en pressekonference forud for matchens begyndelse viste Fischer sig fra sin mest polemiske side, idet har provokerende spyttede på et dokument fra det amerikanske udenrigsministerium, der grundet de internationale sanktioner forbød ham at spille på Balkan.
Fischer vandt også revanchematchen mod Spassky, samt en præmiesum på 3,65 mio. dollars. Da han forlod ex-Jugoslavien havde han imidlertid også en international arrestordre, som de amerikanske myndigheder havde udstedt på ham, med i bagagen.
Fischer skulle ikke siden vende tilbage til sit hjemland.
Efter Beograd-matchen forsvandt Fischer igen. Hans skakfærdigheder så man ikke mere noget til. Og dog. For spurgte man nogle år senere den britiske stormester Nigel Short, der også er en af verdens bedste hurtigskakspillere, om Fischers færdigheder tilbage i 2001, så lød svaret, at de var fuldt ud intakte. Short hævdede dengang at have spillet adskillige gange på internet mod en mystisk anonym modspiller, der var uhyre stærk. ”Det var med 99%-sikkerhed Fischer, og han var stærkere end Kasparov. Det er helt utroligt. Især når man tager i betragtning, at Fischer på tidspunktet for vore matcher har været 58 år”, skulle Short have udtalt. Fischer selv hævder imidlertid, at han aldrig har spillet skak over internet.
Efter et ophold i Budapest dukkede Fischer atter op til overfladen. Denne gang i Filippinerne. Her morede han sig bl.a. med at være radio-dj og lade sig interviewe til lokale radiostationer, hvor han sædvanligvis fik afløb for sine velkendte antiamerikanske og antisemitiske synspunkter.
Og det var netop i et radiointerview, at han for alvor viste al sit had til sin fødenation. Dagen var den 11. september 2001, og hele den amerikanske nation befandt sig i en tilstand af chok efter Twin Tower-attentatet, da Fischer samme dag satte sig til mikrofonen i et filippinsk engelsksproget radioprogram og sagde: ”Hvilken herlig nyhed. USA og Israel har foretaget massakre på palæstinenserne i årevis, og nu betaler de prisen. Jeg håber, at USA nu vågner op til dåd”.
Havde amerikaneren ikke allerede negativ fokus på Fischer, så fik de det i hvert fald efter 11. september. Det fik Fischer senere at mærke i Japan, hvor han havde opholdt sig siden 2000. Grunden til Fischers japanske ophold var hans forhold til Miyoko Watai, flerdobbelte japansk kvindemester i skak.
Den amerikanske vrede mod Fischer fik de japanske myndigheder, angiveligt på amerikansk forlangende, til at arresterer Fischer i Tokyos lufthavn den 13. juli 2004. Den officielle årsag var at han rejste på et ugyldigt amerikansk pas. USA krævede straks Fischer udleveret, og ifølge den amerikanske presse stod Fischer til op mod ti års fængsel og en større pengebøde. Billederne af en hvidskægget Fischer, der raser mod det japanske politi, da han den 10. august 2004 blev overført fra Tokyos fængsel til et fængsel i Ushiku, gik hele verden rundt.
Fischers ophold i det japanske fængsel trak ud og blev samtidig grunden til, at Fischer og Spasskys veje atter krydsede hinanden. Det skete, da Spassky, der havde fået fransk statsborgerskab i 1978, noget overraskende sendte et brev til præsident George W. Bush, hvori han anmodede om USAs nåde over for Fischer: ”Fischer er den han er: en tragisk figur. Også jeg brød embargoen mod Jugoslavien i 1992. Så USA bør også arrestere mig og anbringe mig i samme celle som Fischer. Med et skakbræt og brikker”.
Man kender ikke de amerikanske myndigheders reaktion på Spasskys noget kuriøse støtte til Fischer. Det forlyder derimod, at Fischer selv skulle have udtalt, at den eneste, han ønskede at dele celle med, skulle i givet fald være den russiske fotomodel og kvindelige stormester, Aleksandra Kosteniuk.
Otte måneder senere, den 24. marts 2005, sluttede Bobby Fischers kvaler foreløbigt. Han blev løsladt, idet lille Island vågede at trodse den amerikanske vrede ved at tilbyde Fischer statsborgerskab. Et tilbud Fischer tog imod med kyshånd.
Den islandske udmelding kom noget overraskende, efter at lande som Tyskland, Schweiz og Filippinerne i en længere periode havde været på tale som ”adoptivland”. At det i sidste ende blev Island, der sikrede sig en ny berømt statsborger, skulle angiveligt ikke have været en overraskelse for islændingene selv. En talsmand for det islandske udenrigsministerium forklarede efterfølgende: ”En hel verden holdt vejret i næsten to måneder, da Fischer og Spassky spillede århundredets match i 1972. Det betød, at det ukendte Island pludselig blev sat på verdenskortet, og alle islændingenes hjerter var fulde af stolthed. Mange islændinge føler, at de står i taknemmelighedsgæld til Fischer”.

VERDENSPRESSEN til alle tider har haft deres fokus rettet mod Fischer, først og fremmest på grund af hans iltre og utilpassede temperament og polemiske adfærd. Men hvordan er det egentlig gået Spassky?
Spassky har siden berettet, at det reelt var efter 1972-matchen mod Fischer, at hans karriere stoppede. Han fortsatte ganske vist med at spille skak, men i styrke blev han snart overgået af den kommende verdensmester Anatoli Karpov. Spasskys motivation var væk, og han nåede aldrig siden samme niveau som i årene 1969-72.
I dag er Spassky for længst gået på skakpension. Han spiller dog fortsat opvisnings- og simultanpartier og deltager i festivaler og seminarer. Det var eksempelvis tilfældet dette forår, hvor han deltog i en matematikfestival i Rom. I den forbindelse sagde han til italiensk presse: ”Jeg husker min revanchematch mod Fischer i Beograd. Den blev afviklet i en noget ejendommelig atmosfære. Vi spillede blot to kilometer fra de serbiske kanoner, der stod over for USA’s sjette flådeenhed”.
Spassky fortalte også, at han holdt meget af at spille mod både Kasparov og Fischer, hvorimod han aldrig har brudt sig om at spille mod Karpov, om hvem han har udtalt: ”Han var helt sikkert min værste modstander. Af 20 partier, vi spillede, vandt jeg kun tre og tabte 17. Karpov havde en irriterende zig-zag-agtig spillestil”.
Spørger man derimod Spassky, om hans og Fischers spor fortsat krydser hinanden, 35 år efter Reykjavik-matchen, lyder det overraskende svar: ”Jo, vi ser af og til hinanden, og vi spille skam også skak sammen, selv om jeg tror, at Fischer helst ikke vil have, at jeg taler om det. I dag betragter jeg mig som Fischers ven, selv om jeg jo godt ved, at Fischer ikke har venner”.




 
« Previous Page » top