»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Berlingske Tidende,  26/5/2007

Uhyrernes have

Et fascinerende skovområde nær den mellemitalienske by Bomarzo, hvis uhyrlige skabninger i århundreder har skræmt livet af de lokale beboere, er nu et yndet udflugtsmål.

Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen

Hvilken type mand var Pier Francesco Orsini, og hvem ved, hvilke indre dæmoner, der plagede ham? Disse spørgsmål kan være nyttige i forsøget på at finde ud af, hvordan det er gået til, at en lang række af uhyrer og figurer fra bl.a. dyrenes og mytologiens verden har fundet vej til et skovområde nær den mellemitalienske by Bomarzo. Trehovede hunde, kæmpemennesker i slagsmål, skæve huse, aggressive drager, kæmpe skildpadder, kampelefanter, der bærer slagne krigere bort, dyrekroppe med kvindehoveder, bevingede heste, en uhyrlig skovtrold med åbenstående mund og flere endnu.
Det lyder nok mest af alt som et natligt mareridt. Man skal imidlertid ikke lade sig narre af disse uhyrlige monstre – alle hugget ud i tufsten – der befinder sig i et skovområde cirka 65 km nord for Rom. Skønt de tilsammen synes at udgøre, hvad der mest af alt forekommer at være et slags dyrenes rædselskabinet, er området faktisk blevet et yndet udflugtsmål.
Om foråret danner skovens nyudsprungne ege-, bøge- og kastanietræer en idyllisk ramme om de besøgende, om sommeren er det muligt at finde svalende skyggeområder, og om efteråret viser naturens farvepalet sig fra sin allersmukkeste side. Den idyl man finder i ”Uhyrernes have” – der nok i virkeligheden mere kan betegnes som et skovområde end som en have i traditionel forstand – står således i skærende kontrast til dens mange frygtindgydende beboere.

Verdens første land art museum
Pier Francesco Orsini, der havde titel af hertug, beskrives som en dygtig soldat, en drømmer, en digter, en romantiker og en habil hærfører. I en alder af 33 år havde han allerede i 11 år tjent som officer i pavens hær, hvoraf de tre havde været tilbragt som krigsfange i et tysk fængsel.
De forskellige kriges mange rædsler havde tilsyneladende – i hvert fald hvis man skal tro historiebøgerne – haft en særdeles negativ effekt på Orsinis følsomme gemyt: for mange blodsudgydelser, for mange krigshandlinger og for megen voldsomhed.
Det fortælles således, at Orsini – formentlig for at holde sine indre dæmoner i skak – besluttede sig for at påbegynde projekteringen af den noget specielle have. Beslutningen blev taget i 1552, da han i en alder af 33 år forlod pavens hær.
Fem år senere, i 1557, mistede Orsini sin elskede hustru Giulia. Sorgen og savnet efter dette tidlige tab skulle efter sigende have været så stort, at Orsini for alvor satte fart på projekteringen af ”Uhyrernes have” for, som historiebøgerne skriver, at ”lade hjertet få afløb”. Orsinis idé til haven blev samtidig indledningen til det, som flere historikere betegner som verdens første land art museum.

Paven nysgerrig
For at iværksætte sin plan allierede Orsini sig med sin ven, arkitekten Pirro Logorio, der havde et stort navn ved det pavelige hof. Efter Michelangelos død havde Logorio færdiggjort nogle af de opgaver som Michelangelo havde påbegyndt i forbindelse med opførelsen af Roms dengang mest prestigefulde byggeprojekt: opførelsen af Peterskirken.
Logorio havde nogle år forinden, i 1550, også været arkitekt og kunstnerisk ophavsmand bag den storslåede Villa d’Este i Tivoli – den berømte have med de 500 springvand og fontæner – syd for Rom.
Således begyndte skovområdet udenfor Bomarzo by langsomt at ændre sig. Den gamle skov, der tidligere havde været et yndet jagtområde for adelsmænd, begyndte nu at blive befolket med hedenske skabninger, der i tydelig grad bar præg af den barokperiode, arkitekturen bevægede sig imod.
De underlige skabninger, ofte af mytologisk inspiration, der langsomt tog form, havde samtidig en tiltrækkende virkning på en større kreds af den tids litterære og kulturelle personligheder, der begyndte at valfarte til Bomarzo for at bese Orsinis besynderlige skabninger.
Rygtet om den særprægede have spredte sig senere til Rom og kom også pave Gregor XIII for øren. Han var efter sigende så nysgerrig, at han i 1578 lod sig fragte de 65 km. til Bomarzo for ved selvsyn at stifte bekendtskab med Orsinis uhyrer.

Langsomt forfald
Orsini brugte over 30 år af sit liv på at tegne, udbygge og færdiggøre den have, som han dedikerede til sin afdøde hustru. Han opholdt sig meget af tiden i haven, enten til fods eller på ryggen af hesten Ragazzino. I 1579 noterede han i sin dagbog: ”Jeg har ingen anden lindring end min elskede skov, og jeg velsigner de penge, jeg har brugt og fortsat bruger herpå”. Seks år senere, i en alder af blot 62 år, døde Orsini.
Måske havde familien Orsinis tilbageblevne medlemmer ikke forstået Orsinis kærlighedssmerte, eller måske var de simpelthen ikke i stand til at værdsætte det surrealistiske landskab, som han gennem 30 år havde opbygget. Faktum er, at efter Orsinis død blev hans have forladt og begyndte således langsomt at gå i forfald. Skoven sneg sig stille og roligt ind på de særprægede væsener, det grønne mos begyndte at dække uhyrerne, og den vildtvoksende vegetation tog efterhånden et livstruende kvælertag på mange af Orsinis fantasifulde kunst-værker.
Jo mere den omgivende skov voksede sig ind over stenuhyrerne, desto mere kom de til at fremstå som gigantiske bæster, der nærmest lå på lur i skoven. Det kan derfor heller ikke undre, at Orsinis skovområde omkring Bomarzo i en lang årrække – sågar i nyere tid – har været omgæret af en del overtro. De lokale beboere turde simpelthen ikke besøge området af frygt for de syn, der mødte dem i skoven.

Salvador Dalì i Bormazo
Den uhyrlige haves surrealistiske beboere har gennem tiden haft en stærk tiltrækningskraft på kunstnere af enhver art. Den første, der lod sig fascinere, var efter signende den tyske maler Bertolomeus Breenberch, der i 1626 i en række malerier skulle have lovprist havens fascinerende særpræg.
I moderne tid kom turen til ingen ringere end en ung Salvador Dalì, der angiveligt befandt sig i en inspirationskrise. Da rygterne om de fantastiske og surrealistiske monstre også havde nået Spanien, besluttede Dalì sig for at drage mod Bomarzo. Det siges, at han fik forløsning i mødet med Bomarzos uhyrer, og på hans berømte maleri ”The Temptation of Saint Anthony” fra 1946 ses intet mindre end fire langbenede elefanter, der bærer på forskellige former for konstruktioner. Også Bomarzo har sin elefant, der bærer på et tårn.
Også den verdensberømte filmskaber Michelangelo Antonioni besøgte Bomarzo på jagt efter inspiration, og i 1949 lavede han en kort dokumentarfilm om haven med den enkle titel ”Bomarzo”. Endelig skal nævnes den argentinske forfatter Manuel Mujica Lainez, der angiveligt følte sig så tiltrukket af skovens mystiske skulpturer, at han i 1958 skrev en biografi om Pier Francesco Orsini og hans uhyrlige have.

Bedrag eller kunst
Den lykkelige vending for Bomarzos uhyrlige have kom i 1951. Giovanni Bettini rejste rundt i Italien for at opkøbe land. Da han kom til Bomarzos uhyrlige have og tog en spadseretur blandt skovens uhyrer, tabte han ikke modet men derimod sit hjerte. Han købte straks Orsinis skovområde og begyndte kort efter istandsættelsen af den berømte have. Skulpturerne blev fri-gjort for skovens snærende favntag, mosset blev fjernet, stierne blev istandsat og området blev i det hele taget sat i en tilstand, der gjorde det muligt at modtage besøgende. Familien Bettinis omsorg, omhu og investeringer har med tiden vist sig at bære frugt, og områdets årlige antal besøgende er nu oppe på over 40.000.
Tilbage står fortsat spørgsmålet om, hvem Pier Francesco Orsini egentlig var. Ganske givet soldat, poet og romantiker. Og formentlig også en intellektuel drillepind, der godt kunne lide at udfordre de besøgende. I hvert fald hvis man tolker en af de sætninger, han har ladet hugger ind i en af tufklipperne i ”Uhyrernes have”: ”I, der begiver jer ind i haven her, kik grundigt på alt I ser og sig mig så, om alle disse vidundere er lavet for bedragets eller for kunstens skyld”.










 
« Previous Page » top