»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  26/10/2007

Europæiske luftspejlinger

Rejseskildring. Italienske Fabrizio Gatti er rejst tværs gennem Afrika for på egen krop at erfare, hvorfor og hvorledes flygtningestrømmen mod Europa opstår.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

”Det at altid været min drøm, at begive mig ud på denne rejse”. Således lyder Fabrizio Gattis standardsvar, når han gang på gang bliver spurgt om, hvordan i alverden en bleg europæer er havnet i det sorte Afrika, og så tilmed på den farlige strækning, der kaldes Slaveruten. En drømmerejse? Næppe. Nok snarere en dokumentationsrejse, der er startet med udgangspunkt i en personlig og professionel nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der år efter år får tusinder af afrikanere til at sætte livet på spil i en slags håbets rejse mod det forjættede land, der i al sin enkelhed bærer navnet Europa.
Gattis oplevelser er nu blevet til rejseskildringen ”Bilal – Min rejse som infiltreret på de nye slavers marked”. Bilal er det dæknavn Gatti bruger, da han ankommer til det italienske flygtningecenter på Lampedusa (beskrevet i interviewet med Fabrizio Gatti, red.).
Hans rejse starter i Senegals hovedstad Dakar. Herfra går ruten via Malis hovedstad Bamako og videre ind i Niger. Fra hovedstaden Niamey mod Agadez og dernæst Dirkou og endelig Madama. Bynavne, der er ukendte for de fleste europæere, men som for de afrikanere, der har begivet sig ud på håbets rejse, alle er synonymer med strabadser, pinsler, voldelige og korrupte politifolk, sult og tørst. For ikke så få ender rejsen, når døden indtræffer.
Første opdagelse er blot en bekræftelse af, hvad Gatti i forvejen vidste. Søgningen af flygtninge fra Afrika mod især de sydeuropæiske lande er langt større end disse landes mulighed for absorbering. For mange afrikanske landes vedkommende dækker antallet af de arbejdsvisa, der blev udstedt, blot en brøkdel af den samlede efterspørgsel.
Det får store dele af de afrikanske befolkninger til at sætte sig i bevægelse mod nord. Væk fra fattigdommen, væk fra den daglige sult og fra et liv uden fremtidsudsigter. Deres myte er det Europa de bl.a. har set i BBC’s tv-udsendelser. Mange af de afrikanske landes myndigheder lukker desuden mindst ét øje for den ulovlige immigration. Fx modtager Mali hvert år 92 mio. euro i pengeforsendelser fra egne statsborgere, der befinder sig i udlandet. Et beløb, der er særdeles vigtig for landets skrantende økonomi.
Det er netop på turens etape gennem Mali, mod Nigers hovedstad, Niamey, at Gattis rejse ændrer karakter. Dokumentationsrejsen bliver en lidelsesrejse, da Gatti bliver syg med høj feber. Det er dog ikke malaria som først frygtet. Samtidig begynder han at støde på mange forskellige skæbner, der alle har hver deres lidelseshistorie at fortælle. Fælles for dem alle er, at deres mål hedder Europa. Som Gatti siger: ”Europa er som en besættelse”. Mange af de afrikanere, som Gatti møder undervejs på sin rejse, gør hvad de kan for at hægte sig på italieneren i håbet om på den måde at kunne lette rejsen mod det forjættede land. Selv flere af de lokale kvinder, som Gatti stifter bekendtskab med, tilbyder åbenlyst seksuelle ydelser i bytte for at blive taget med til Europa. En af Gattis rejsefæller forklarer, at ”et familiemedlem i Euro-pa er som en forsikring for den resterende tilbageblevne familie, grundet de penge som den pågældende sender hjem til familien”.
Transporten fra sted til sted foregår oftest om bord på kæmpemæssige lastvogne, hvor hundreder af passagerer stuves sammes. Alle med hver deres vanddunk, der er alfa og omega på turen gennem de forskellige ørkenstrækninger. Der berettes om lastvogne fulde af flygtning, der er gået i stykker i ørkenen uden kontakt til omverdenen. Når vandbeholdningen er sluppet op, er der ofte kun tørstedøden tilbage. Det skete for nylig for en lastvogn med 32 flygtninge. De for vild i ørkenen. Motoren gik i stykker, og vandbeholdningen slap op. Som en af Gattis rejsekammerater siger: ”I ørkenen kan du være millionær. Det betyder intet. Hvis du ikke har vand, er du ingen”.
Det går efterhånden op for Gatti, hvor meget der spekuleres i immigranternes drømme og håb. Alt koster. En information fra en lokal meddeler om, hvorfra lastbilerne kører mod nord, koster. Og ikke mindst det lokale politis selvbestaltede kontrol af flygtningene koster. Det oplever Gatti gang på gang. Grundet hans europæiske herkomst slipper han med at betale små ”afgifter”. Lige så let går det ikke for mange af hans rejsefælder, når mafiøse medlemmer af de forskellige landes grænsepoliti udbeder sig betaling for at lade immigranterne fortsætte deres rejse. Unge mænd, der nægter at betale, eller som ikke har tilstrækkeligt med midler til bestikkelse, blive banket sønder og sammen, inden de får lov til at fortsætte deres rejse. Politiets filosofi er klar: ”Når du kommer til Europa, vil du være i stand til at tjene en afrikansk årsløn på no time. Vi giver dig lov til at tage af sted, og har derfor ret til en told”.
Efter tusindvis af kilometers rejse gennem Senegal, Mali og Niger må Gatti stoppe ved grænsen til Libyen, hvortil han ikke har kunnet få visum. Turen går derefter med fly fra Niger til Tunesien, hvor han sammen med rejsekammeraten Youssef får indblik i den ulovlige trafik af illegale bådflygtninge fra Nordafrika mod den italienske ø Lampedusa. En plads i en speedbåd, der i nattens mulm og mørke racer mod Italien med illegale flygtning, koster ca. 1.500 euro. Den ene halvdel går til de professionelle menneskesmuglere, den anden halvdel er nødvendig for at få de lokale politifolk til at kikke i den modsatte retning.
Gattis rejseskildring rummer mange overvejelser om de afrikanske befolkningers kår, og flere sandheder står især helt skarpt i Gattis rejsekammeraters ofte helt uromantiske konstateringer, som når Youssef fx siger: ”En illegal indvandrer, der arbejder i Italien som ufaglært murer, tjener mere end en universitetsprofessor i Ægypten. Det er derfor, at vi er villige til at risikere livet under rejsen mod Europa. Vi afrikanere er født i den forkerte halvdel af verden. Hvis ikke vi risikerer noget, får vi intet ud af dette liv”.

Fabrizio Gatti. ”Bilal – Il mio viaggio da infiltrato nel mercato dei nuovi schiavi”. Forlaget Riz-zoli. Udkommer d. 25. oktober 2007.


 
« Previous Page » top