»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Børsen Weekend,  20/7/2007

På café i fortiden

Firenzes historiske og litterære cafeer er fulde af antik atmosfære og udgør samtidig et storslået vidnesbyrd om en svunden tid.

Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen

De, der har besøgt Firenze, er formentlig ikke et øjeblik overraskede over, at det kendte britiske rejsemagasin Condé Nast Travellers læsere i 2006 valgte den toskanske hovedstad som verdens 8. bedste rejsedestination, sågar foran populære byer som Madrid, Prag og Amsterdam.
Når man åbner en guide over Firenze, risikerer man at miste pusten, allerede inden man har forladt hotellet. Firenze er uden tvivl den italienske by med den allerstørste koncentration af renæssancekunst inden for et ganske begrænset område. Storslåede museer som Gli Uffizi, La Galleria dell’Accademia, Il Bargello og Palazzo Pitti kæmper dagligt en indædt kamp om de besøgendes opmærksomhed og gunst.
Hvor end man vender og drejer sig, vil man kunne se håndgribelige arkitektoniske beviser på byens stolte fortid: Domkirken Santa Maria del Fiore’s mageløse kuppel, som arkitekten Brunelleschi startede opførelsen af i 1296, kirkerne San Lorenzo og Santa Maria Novella, Piazza Signoria med Firenzes rådhus, Palazzo Vecchio, som den centrale bygning samt Ponte Vecchio, byens ældste bro fra 1345.
Byen emmer af atmosfære, tradition og historie. Det er imidlertid ikke kun på gader og stræder samt på de mange museer, at den besøgende har mulighed for at lade sig hensætte til en fjern fortid. Også på Firenzes fire berømte såkaldte historiske cafeer – Giubbe Rosse, Gilli, Paszkowski og Rivoire – er der en god mulighed for at hvile ud med stil og elegance efter museumsbesøgene og samtidig få en følelse af, at tiden - måske - har stået stille.

Giubbe Rosse fra 1890
Giubbe Rosse, de Røde Jakker, er den yngste af de fire cafeer og formentlig også den mest moderne i stil og indretning. Stedet, der oprindeligt hed Reinighaus og var en form for ølstue, blev drevet af to tyske brødre. Det karakteristiske ved ølstuen var, at dens tjenere alle bar flotte røde uniformer i bedste Wiener-stil. De stilfulde jakker holdt ved, da stedet senere skiftede ejer, hvilket altså gav cafeen dens nye navn. Giubbe Rosse er især kendt for at have været stedet, hvor de ypperste medlemmer af den italienske futurisme trådte deres barnesko. Her kom nogle af datidens allerstørste kulturpersonligheder og diskuterede kultur og politik, og det gik ikke stille for sig. Historiebøgerne beretter, at livlige diskussioner ofte først udviklede sig til smædeord og højlydte skænderier og siden til kollektive slagsmål, når futuristerne mødtes for at diskutere ideer og tanker. I tiden efter 2. Verdenskrig var cafeen bl.a. frekventeret af flere af Firenzes store forfattere, fx Elio Vittorini og Eugenio Montale. Med tidens gang er både futurister og lokale intellektuelle en saga blot. Cafeen prøver imidlertid at holde den kulturelle fane højt, og lokale kunstnere har således mulighed for at udstille i cafeens lokaler, ligesom Giubbe Rosse ofte arrangerer bogpræsentationer og –oplæsninger, kulturelle debatter og mindre koncerter. Cafeens berømmelse har for længst spredt sig ud over Italiens grænser, hvilket betyder, at de Røde Jakker er hyppigt frekventeret af turister.

Caffè Pasticceria Gilli fra 1733
Gilli, som cafeen kaldes i daglig tale, er både Firenzes ældste og mest elegante. Søger man at træde ind i en fjern tidsæra, er Gilli absolut stedet, og man må i den forbindelse ikke glemme at kaste et blik på uret, der hænger i dørpartiet, som deler cafeens to lokaler. Det siges at være blandt Firenzes ældste. Gilli oser af atmosfære. De tykke tæpper, de prangende Murano-lysekroner, tjenernes alvorlige miner samt den til tider næsten højtidelige stemning giver én en følelse af at være kommet til et sted, hvor selvbevidsthed og tradition er omtrent lige store. Foruden at have været et populært tilhørssted for en lang række af Firenzes intellektuelle, har Gilli altid været anset som det florentinske borgerskabs hyggestue. Et stykke fotografisk historie har siden medvirket til at gøre Gilli yderligere kendt. Det drejer sig om Ruth Orkins berømte foto fra 1951 ”American Girl in Italy”, på hvilket en amerikansk pige overbeglos af hele 15 italienske mænd. Caffè Gilli danner baggrund på fotoet. På cafeens spisekort finder man især en række lokale konditorispecialiteter samt et stort udbud af kaffe. Køkkenet byder imidlertid også på varme retter.

Paszkowski fra 1846
Paszkowski ligger skulder ved skulder med Gilli. Begge cafeer ejes i dag af Valenza-familien. Paszkowski startede imidlertid sin eksistens som ølstue, hvis ejere var en polsk familie, der gav stedet navn. I starten af det 20. århundrede fik Paszkowsky ry af litterær café, idet den dannede mødested for en lille gruppe af Italiens allermest kendte forfattere, bl.a. Gabriele D’Annunzio, Montale, Umberto Saba samt Vasco Pratolini, der er forfatter til den berømte roman ”Pigerne fra San Frediano”. Under 2. Verdenskrig tiltrak cafeen sig ofte negativ opmærksomhed fra besættelsesmagtens side, idet den ofte var tilflugtssted for florentinske modstandsfolk. Det førte ofte til hårdhændede razziaer. I dag fremstår cafeen som en elegant og stilig mødested, der henvender sig til et mere modent klientel, som om sommeren kan lade sig underholde af udendørs klassisk klaverspil. Initioeret er klassisk og en anelse tungt med art déco på væggene og tjenere i deres stiveste puds. Kaffekortet er langt, og køkkenet er ganske udmærket. At Paszkowsky virkelige har noget at have sin historie i, fik cafeen bevis på i 1991, da den fik den italienske stats kulturelle kvalitetsstempel ”del af Italiens kulturarv”.

Rivoire fra 1872
Er man en slikmund med hang til søde sager, er Rivoire uden tvivl stedet. Da Rivoire i 1872 udstedte sin første faktura stod der Chokoladefabrik Enrico Rivoire som beløbsmodtager. Siden blev fabrikken til café, men chokoladespecialiteten forblev intakt og har holdt helt op til vore dage. Rivoire går da også for at servere Firenzes bedste kop varme chokolade, ligesom stedet også tilbyder et udsædvanligt stort assortiment af forskellige former for chokolade. Med en af Firenzes mest centrale og eksklusive adresser, med frit udsyn til Piazza della Signoria, foran byens rådhus og blot en stenkast fra det berømte Uffizi-museum, må cafeen dagligt lægge bl.a. gulv og bardisk til en sand invasion af globale turister. Cafeens stil er både elegant og atmosfærefuld, og træpanelerne i den hyggelige ”dagligstue” har været med helt fra starten. Til trods for den massive turistinvasion et stedets charme således forblevet intakt.

Praktisk info. vedr. Firenzes historiske cafeer:

1. Gran Caffè Giubbe Rosse - 1890
Piazza della Repubblica 13/14 R
50123 Firenze
Tlf. +39-055-21 22 80
Web: www.giubberosse.it

2. Caffè Pasticceria Gilli - 1733
Via Roma 1/R
50123 Firenze
Tlf. +39-055-21 38 96
Web: www.gilli.it

3. Caffè Paszkowski – 1846
Piazza della Repubblica 6
50123 Firenze
Tlf. +39-055-21 02 36
Web: www.paszkowski.it

4. Caffè Rivoire – 1882
Via Vacchereccia 4 R
50122 Firenze
Tlf. +39-055-21 44 12










 
« Previous Page » top