»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Politiken,  19/8/2008

Ind i fremtiden med et baglæns flop

Historien om højdespringsteknikken Fosbury Flop er samtidig beretningen om, hvorledes en tilfældighed kan føre til en revolutionerende og vedvarende nyhed.

Af Jesper Storgaard Jensen

Når verdens bedste mandlige højdespringere d. 19. august indleder højdespringsfinalen ved de 29. Olympiske Lege i Beijing, vil samtlige springere uden tvivl være udøvere af springstilen Fosbury Flop. En springstil hvor overliggeren passeres med ryggen vendt nedad efter at springeren har lavet en halv rotation med kroppen.
Men hvordan er denne springstil egentlig opstået? Og hvem var denne Fosbury, der har lagt navn til et spring, som først blev opfattet som både latterligt og farligt, men som siden hen har sendt de to eksisterende højdespringsteknikker, saksespringet og væltespringet, på pension?

Et besynderligt spring
Richard Douglas Fosbury (f. 1947) – kendt som Dick Fosbury eller blandt venner simpelthen bare Fos – var en nørdet enspændertype, der som 16-årig havde sin daglige gang på atletikanlægget i Medford, Oregon. Her trænede han dagligt sammen med byens øvrige atletikudøvere. Dick var bidt af atletik, og siden drengeårene havde han især haft en forkærlighed for højdespring. Attraktionen var så stor, at det fortælles, at han i hjembyen ofte morede sig med at springe saksespring over villakvarterets mange stakitter. Dick havde åbenlyse evner, og hans første træner, Berny Wagner, har en gang udtalt: ”Da jeg første gang så Dick, bemærkede jeg hans helt utroligt naturlige måde at springe på”.
Dicks nørdede ry på træningsanlægget i Medford havde han fået på grund af et besynderligt spring, han gik og øvede sig på. Et spring som for iagttagerne lignede et saksespring med et afsluttende underligt drej med kroppen, der ikke tidligere havde været set. En springteknik der resulterede i, at Dick forcerede overliggeren halvt oprejst og halvt liggende.
Da Wagner siden blev Dicks træner, forsøgte han at overtale Dick til at benytte den almindeligt brugte væltespringsteknik. Wagner mente, at kun med vælgespringet ville Dick kunne få fuldt udbytte af sit talent. Dicks forhold til væltespringet blev dog aldrig idyllisk. Han forstod simpelthen ikke springet, han fandt aldrig den rigtige rytme i springets udførelse. I sin frustration over den manglende udvikling i højdespringsdisciplinen, forsøgte Dick sig en overgang på 100-meter-løb, og selvom han var hurtigere end de fleste, lagde han ikke rigtig hjerte i træningen. Wagner forslog sågar, at Dick skulle starte på trespring. Et forslag som dog ikke faldt i god jord hos Dick.

Fra drøm til virkelighed
Vendepunktet for Dick kom to år senere. Det småregnede den dag i Medford, og træningsanlægget var ved at lukke. ”Natten forinden havde jeg drømt om en slags omvendt spring”, har Dick siden fortalt. Dagen efter omsatte han drømmen til virkelighed.
Den dag havde han gået og lavet en del saksespring. Og det var dér, at han havde bemærket, at jo mere han havde hævet overliggeren, desto mere var disse saksespring gået over i noget der lignede et halvt liggende spring. Dette nye spring havde nærmest udfladiget hans krop, således at han nu passerede overliggende halvt liggende, næsten med ryggen vendt mod overliggeren. Han havde samtidig bemærket, at denne nye bevægelse med kroppen i springøjeblikket gav ham en positiv følelse.
Hans tanke havde derefter været: hvorfor ikke gøre denne udfladigelse af kroppen total? Dicks idé var, med andre ord, at udføre et omvendt spring i forhold til det klassiske væltespring – hvor overliggeren passeres med maven vendt nedad – med hvilket de bedste højdespringere for længst havde oversteget de to meter.
Dick prøvede igen og igen – et halvcirkulært tilløb, en kropslig drejning med uret i springøjeblikket, et ryk opad med armene for at passere overliggeren ”liggende” med ryggen vendt nedad –, og lige inden træningsanlægget lukkede den dag, havde han slået sin egen personlige rekord med et spring på 1,68 m.
Dick var tilfreds, og han havde formentlig været endnu mere tilfreds, hvis han havde vidst, at dagens eksperimenter senere skulle føre til en revolution, som verdenspressen skulle komme til at døbe ”et baglæns spring ind i fremtiden”.

Udtagelse til OL i Mexico
De brede og hånende smil, som Dick i lang tid havde været udsat for i Medford, var efterhånden stivnet i takt med, at han nu begyndte at springe højere og højere. Og var der fortsat nogle spottefugle tilbage, blev de for alvor sat på plads, da Dick i 1966, i en alder af 19 år, vandt de amerikanske ungdomsmesterskaber i højdespring.
Men selvom Dick begyndte at modtage flere og flere komplimenter, fortsatte en del trænere dog med at udtrykke stærk skepsis over for hans spring: ”Flot, sjovt og underholdende. Men udenfor et cirkus kommer du altså ikke langt med det spring”, lød en af kommentarerne.
Dick selv har siden berettet: ”Det var en mærkelig tid. Folk kom hen til mig og stillede spørgsmål om min springstil. Så gik de væk og stillede sig så op og betragtede mig, mens jeg sprang. Det hele virkede noget latterligt, og tit mistede jeg koncentrationen, hvilket gjorde mig virkelig gal”.
Rygtet om Dicks mystiske spring – der havde fået navnet Fosbury Flop af en lokal Medford-sportsjournalist – var begyndt at sprede sig over det ganske land, og i 1967 troppede en funktionær fra det amerikanske atletikforbund op på Medfords træningsanlæg. Han filmede Dick, mens han svævede over højden 2,20 m., hvilket var tilstrækkeligt til at kvalificere Dick til de olympiske lege i Mexico året efter. Udtagelsen til OL satte for alvor fart på det nye springs berømmelse. Ved atletikstævner, på de mest prestigefulde universitetscampus og i diverse træningslejre talte man nu kun om Dick besynderlige selvopfundne spring.

Gennembruddet
Dick var klar til OL i Mexico City i 1968, og hele verden var klar til at blive præsenteret for den nye springstil. På dagen for højdespringsfinalens afvikling havde langt størstedelen af tilskuerne
på Mexico Citys propfyldte olympiske stadion aldrig tidligere set det nye spring. Dick har siden fortalt: ”Der var 80.000 tilskuere på stadion den dag, og da jeg første gang begyndte at lave de klassiske rokkebevægelse frem og tilbage som den psykologiske indledning til mit tilløb, kunne man høre en knappenål falde til jorden”.
Dick passerede samtlige højder til og med 2,22 m. i første forsøg, og mens flere udenlandske trænere angiveligt skulle have rystet på hovedet over Dicks spring, var de mexicanske tilskuere derimod ellevilde. Det fortælles, at hver gang Dick røg over overliggeren, brød 80.000 tilskuere ud i et øredøvende ”Olé”.
På højden 2,24 m. var Dick eneste springer tilbage i konkurrencen. I de to første forsøg rev han ned på højden, men i tredje og sidste forsøg røg han over, hvilket afstedkom tumultagtige jubelscener blandt publikum. Springet indbragte ham både den olympiske og amerikanske rekord, og det olympiske guld sikrede samtidig Dick en permanent plads i atletikkens historiebøger.  
Efter Dicks OL-triumf voksede hans popularitet til umådelige højder. Han var blevet en levende legende, én der med opfindsomhed og intuition havde opfundet et spring, der nu blev så indgående beskrevet, at man næsten skulle tro, der var tale om en videnskab mere end om en sport. Og på plakaterne til de atletikstævner, hvor Dick deltog, kunne man nu læse ”Kom og beundr den olympiske mester Dick Fosburys springstil”.

Kritikken
Trods Dicks olympiske guldmedalje og hans store folkelige popularitet var der fortsat mange tvivlere og skeptikere inden for den amerikanske atletikverden. Mange af disse mente ikke, at Dicks spring for alvor ville revolutionere højdespringsdisciplinen. De var derimod overbevist om, at Dicks opfindelse var en døgnflue, og at den snart vil gå i glemmebogen.
Mange af de tvivlende såkaldte eksperter og atletiktrænere mente desuden, at springets landing – ofte på den øverste del af ryggen grænsende til nakkepartiet – ville have en skadelig  indvirkning på den øvre del af springerens ryg. Den holdning blev bl.a. tilkendegivet af den kendt atletiktræner Payton Jordan, der udtalte: ”De unge efterligner vinderne. Hvis de forsøger at efterligne Fosbury, vil han udrydde en hel generation af højdespringere, der vil få deres nakkehvirvler smadret”.
Og Jordan fik faktisk videnskabelig støtte for sit synspunkt. I en artikel i det videnskabelig tidsskrift Virginia Medical Monthly skrev dr. J.T. O’Hanlan bl.a., at ”den gennemsnitlige unge højdespringer, der forsøger sig med Fosbury Flop-springet, vil med stor sandsynlighed få alvorlige skader på nakkehvirvlerne”.
Som om det ikke kun være nok med alle eksperternes kritik, så meldte massevis af amerikanske forældre sig nu pludselig også til gruppen af skeptikere. De beklagede sig over, at ”hjemmesporten” blandt tusindvis af børn nu var blevet at springe baglæns over hjemmets sofarygge. Naturligvis med en del uheld – på såvel de unges rygge som på hjemmets møblement – til følge.
Tidens gang har imidlertid vist, at samtlige tvivlere – emsige eksperter, trodsige trænere og forfærdede forældre – er blevet gjort godt og grundigt til skamme. Dicks flop gik aldrig i glemmebogen. Tværtimod. Ved OL-finalen i højdespring i 1980 benyttede 13 af de 16 finalister sig af Fosbury Floppet, og med tiden har springet fuldstændig udkonkurreret væltespringet, der ikke længere benyttes af springere på topniveau.
Andre tophøjdespringere har med tiden videreudviklet springet. Således opererer man i dag med forskellige versioner af Fosbury Floppet, nemlig Speed-Flop og Power-Flop, der henholdsvis baserer sig på fart og styrke.

Den korte karriere
Er historien om Dicks revolutionerende spring noget ud over det sædvanlige, kan man med sindsro betegne hans atletikkarriere på samme måde. Trods Dicks erobring af det olympiske guld i 1968, i en alder af blot 21 år, formåede han end ikke at kvalificere sig til legene i München fire år senere. Om den manglende kvalifikation har han udtalt: ”Jeg var egentlig sikker på, at jeg ville have holdt længere i topatletik. I stedet viste det sig, at den olympiske guldmedalje fuldstændig havde tømt mig. Til trods for at jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at kvalificere mig til OL i München, følte jeg mig helt tom, nærmest som slukket”.
I sin aktive karriere nåede Dick heller ikke den ære at kunne skrive verdensrekordholder på sit visitkort, idet russeren Valery Brumel allerede tilbage i 1963 havde sprunget verdensrekordhøjden 2,28 m.
Dick kom måske ikke til at smykke sig med titel af verdensrekordholder. I stedet kan han trøste sig med at have været ”mentalt til stede”, da alle tiders superspringer, den cubanske Javier Sotomayor, i 1993 – naturligvis i storartet Fosbury-stil – røg over overliggeren i en den fænomenale højde 2,45 m. Denne verdensrekord har stået lige siden. Af de 24 bedste spring nogensinde, har Sotomayor stået for de 17 af disse, ligesom han er den springer, der flere gange end nogen anden har klaret højden 2,40 m., altid som udøver af Fosburys springteknik.  
Dick Fosbury er i dag 61 år. Han arbejder som civilingeniør og byplanlægger ved en privat virksomhed i byen Ketchum, Idaho. Af og til er han sportskommentator på atletikbegivenheder, og mon ikke han også vil kikke med, når verdens bedste højdespringere d. 19. august begynder deres halvcirkulære tilløb, for i springøjeblikket at foretage en kropslig drejning og et ryk opad med armene for at passere overliggeren ”liggende” med ryggen vendt nedad?




 
« Previous Page » top