»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Politiken,  30/6/2009

Berlusconi bruger sin krop som politisk magtmiddel

I en af forårets mange bøger om Berlusconi analyseres den selviscenesættelse, der har præget hele hans politiske karriere.

Af Jesper Storgaard Jensen

Sig navnet Silvio Berlusconi til en italiener, og du vil være sikker på at vække stærke følelser.

Den ene halvdel af nationen elsker ham, og den anden halvdel elsker at hade ham.

Den berømte gyldne middelvej er stort set ikke til stede.

Og netop i disse dage synes Silvio at være på alle italieneres læber, dels på grund af hans ikke helt klare forhold til en 18-årig napolitansk skønhed, dels på grund af en frisk dom for korruption, som han naturligvis tilbageviser som løgn og latin med sædvanlig teatralsk forargelse.

Silvio er her, der og alle vegne, og til trods for sit naturlige talent for diplomatiske bommerter synes han at have Italiens politiske liv fuldstændig i sin hule hånd.

Intellektuel fetich
Berlusconi er ikke kun et politisk fænomen, men i lige så høj grad et kulturelt ditto, hvis lige formentlig ikke findes i noget andet land.

Og fænomenet Silvio Berlusconi fortsætter da også med at fascinere en lang række af forfattere, sociologer, journalister m.v.

Et besøg i en italiensk boghandel afslører således hurtigt, at Silvio Berlusconi på det nærmeste er blevet et intellektuelt fetichobjekt, for inden for det sidste års tid er vel omkring 15-20 titler, der alle har Berlusconi som direkte eller indirekte hovedperson, strømmet ud på det italienske bogmarked. Og strømmen fortsætter.

Nationens tilfangetager
Alene kort før disse linjer skrives, har to nye bøger – ’Il Sultanato’ (Sultandømmet) af politolog Giovanni Sartori og ’La Sindrome di Arcore’ (Arcore-syndromet) af Giovanni Valentini – set dagens lys.

Arcore er den lille norditalienske by, hvor en af Silvio Berlusconis gigantiske boliger, Villa San Martino, befinder sig, og titlen er en raffineret henvisning til Stockholm-syndromet, det vil sige det psykologiske fænomen, der medfører, at en fange udvikler hengivenhed for sin fangevogter.

Således har en stor del af den italienske befolkning, ifølge Valentini, med tiden udviklet positive følelser over for nationens tilfangetager, Silvio Berlusconi.

Altid fotogen
En anden af forårets interessante Berlusconi-bøger er skrevet af forfatter og journalist Marco Belpoliti.

I essayet ’Il Corpo del Capo’ (Lederens krop) analyserer han, hvorledes Berlusconi som den første politiker siden Mussolini har brugt sin krop aktivt i kampen for at nå den politiske magt – og holde fast på den.

Det er særligt fotografiet, der har haft Berlusconis interesse, faktisk længe før han gik ind i politik. Belpolitis tese er, at Berlusconis krop – og ikke mindste den måde, den er blevet fremstillet på gennem de sidste 15 år i italiensk politik – er en af årsagerne til hans politiske succes.

For lederen er altid fotogen, altid smilende, altid klar til at fortælle jokes og lave stunts på det internationale diplomatis bonede gulve for således at bevise, at han først og fremmest er folkets mand.

Narcissistiske tendenser
Bevidstheden om, hvor meget et godt fotografisk image tæller, har fået Berlusconi til at sende sin trofast assistent, Mity Simonetto, rundt i Italien for finkæmme arkiver for de fotos, der ville kunne skade chefen.

Visse fotos er dog forbigået hendes opmærksomhed, bl.a. et fra 1980 hvor en 42-årig Silvio er fotograferet med Borsellino-hat, en tændt cigaret hængende i mundvigen og en sej gangsterattitude.

Lige netop det foto illustrerer ganske godt Berlusconis store lyst til at dyrke den selviscenesættelse, der har været en rød tråd gennem hele hans politiske karriere.

Det fascinerende ved Belpolitis bog om lederens krop er bl.a., at Berlusconi gang på gang selv bekræfter tesen om sine narcissistiske tendenser, som for eksempel da han for nyligt blev fotograferet kort før en tale for italienske virksomhedsledere.

I det papirlommetørklæde, som Berlusconi fingerede at tørre sveden af pande og næse med, havde han skjult en lille bomuldstampon, hvormed han glattede endnu et lag pudder ud over ansigtet!

Det ungdomsfikserede Italien

I en berlusconisk filosofi er ungdommens mønt naturligvis den, der klinger højest, så derfor er det også naturligt, at Berlusconis egne sladderblade (dem er han naturligvis også ejer af!) gennem årene har brugt en god del ressourcer på, via computerteknik, at give lederen mere hår og retouchere rynker væk.

Men efter den forfængelige leders ansigtsløftninger og hårtransplantation har hans magasiner muligvis kunnet spare en del på udgiftsposten
Lederens krop er et ganske godt billede af dagens hedonistiske og ungdomsfikserede Italien og samtidig et underholdende – og lidt skræmmende – essayistisk fotografi af, hvorledes behagesyge, narcissisme og en banal freudiansk dødsangst er samlet i en leder og hans krop.


 
« Previous Page » top