»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Politiken,  3/8/2012

Det perfekte spring

To mænd, to spring og to rekorder. En olympisk rekord og en verdensrekord. Historien om de amerikanske længdespringere, Bob Beamon og Mike Powell, udgør et af atletik- og OL-historiens mest fascinerende kapitler.

Af Jesper Storgaard Jensen

 

Der findes dage, hvor alt synes perfekt. Vejr, vind og ens egne mentale klimatiske forhold. Der findes dage, hvor koncentrationen kan være så stor, at ens omgivelser forekommer fuldstændig at forsvinde. Der findes dage, hvor hele verden synes at være imod én, men hvor du alligevel formår at finde styrke fra et fjernt hjørne af dit forpint sind.

Nøjagtigt sådan havde den amerikanske længdespringer Bob Beamon det, da han den 18. oktober 1968 befandt sig i længdespringsfinalen, 2.248 meter over havets overflade, i Mexico City. Den dag hang skyerne lavt over Mexico City. Regnen truede. Og også den unge Beamons privatliv havde gennem længere tid været fuld af sorte skyer.

Bob Beamon voksede op i New Yorks Jamaica-kvarter. Han lærte aldrig sin alkoholiserede far at kende, og moderen døde af tuberkolose i en ung alder. Bob voksede op i en del af New Yorks betændte miljø sammen med sin bedstemor. Han blev hurtigt indlemmet i en af de lokale bander, og senere blev han smidt ud af skolen, efter at han havde tævet en af sine lærere.

Problemerne klæbede sig ofte til Bob i hans ungdom. Blot fire måneder før OL i Mexico var han fx blevet frataget et atletiklegat, fordi han havde nægtet at konkurrere med en gruppe mormoner. "De er rascister", lød hans begrundelse.

I perioden forud for OL i Mexico var alt kaos for Bob. Hans kone havde forladt ham, privatøkonomien var mildest talt dårlig, og dagen forinden den længdespringsfinale, han kun med nød og næppe havde kvalificeret sig til, var både humør og moral på nulpunktet. "I kvalifikationsrunden sprang jeg elendigt, og det var først i sidste spring, at jeg sikrede mig en billet til finalen. Aftenen før finalen var jeg virkelig nede. Jeg tog på en bar, fik for meget tequila og blev halvfuld. Jeg mødte en pige, vi havde sex, og på det tidspunkt var jeg sikker på, at jeg virkelig havde fucked up", har Beamon siden fortalt.

På morgenen for finaldagen var det imidlertid som om, alle aftenens bekymringer sammen med tequila-promillerne var forsvundet som dug for den mexikanske sol. Hans mentale tilstand havde ændret sig, som han fortæller i et You Tube-interview: "Jeg følte mig fuldstændig afslappet, i harmoni med mig selv. Jeg var ekstremt fokuseret, da jeg skulle springe første gang, og da jeg begyndte at løbe ned mod springgraven var alt omkring mig stilhed".

Syv sekunder. Så lang tid gik der fra Beamon startede sit tilløb, til han landede i det olympiske sand. Seks sekunders tilløb og et sekund hvor Beamon "løb gennem luften". Syv sekunder skulle der til for at udføre det, der siden er blevet kaldt "århundredts spring". Tilløbet var perfekt. Beamons arme bevægede sig som elektriske som save, der skærer sig vej gennem luften, og under springet havde han næsten bøjet hovedet ned mellem sin knæ. Det var et fuldstændig vildt spring. Surrealistisk. Drømmeagtigt. Uforståeligt. Et af disse spring du præsterer once in a lifetime, og så aldrig mere.

Efter sit spring kan man se en tydelig veltilfreds Bob, der med nummer 254 på brystet og typiske afroamerikanske lemmedaskeragtige bevægelser småløber rundt om springgraven i en utålmodig venten på resultatet. Men resultatet, det kom ikke. Der gik fem minutter, der gik ti minutter. Stadig intet resultat. Beamons spring var længere end den distance, det elektroniske måleudstyr kunne registrere.

"Jeg spurgte mig selv, hvorfor der gik så lang tid med den måling. Måske havde jeg slået den bestående rekord med et par centimeter, og de ville være sikre på målingen. Det var, hvad jeg tænkte. Men så sagde min holdkammerat Ralph Boston til mig: 'Nej, dit spring er meget længere'", har Beamon fortalt.

Der måtte en manuel måling til, og først ca. 15 minutter efter springet kom resultatet op på lystavlen: 8,90 meter. En forbedring af den bestående rekord med utrolige 55 centimeter!

Beamon, der var vant til at måle sine spring i fod og tommer, forstod ikke straks hvad 8,90 meter ville sige. Han kikkede sig uforstående omkring. Folk jublede, men hvorfor? Det var først, da han fik at vide, at han havde sprunget 29 fod og to tommer, at han blev klar over, hvad han havde præsteret. På det tidspunkt begyndte det at regne i Mexico City. Det var som en slags meteologisk forløsning, som også blev Beamons egen fysiske forløsning. Da han i en tilstand af overrumplende glæde omfavnede en af sine holdkammerater fra det amerikanske olympiske mandskab, forsvandt benene under ham. Lægerne beskrev det senere som et "emotionelt kollaps".

Efter Beamons rekordspring var den olympiske finale reelt forbi. Den regerende olympiske mester i længdespring, britten Lynn Davies, sagde til Ralph Boston: "Hvorfor fortsætte med at springe. Det er jo nyttesløst", og samme Davies havde efter finalen sagt til Beamon, som en slags kompliment: "Du har jo fundstændig smadret denne disciplin".

Beamons superspring blev både hans personlige klimaks og antiklimaks. Efter at have sprunget sig ind i atletikkens historiebøger lå følelsen af det store intet på lur. Bob følte sig rastløs og tom. Han købte syv fjernsyn, 32 par sko og en lyserød Cadillac. Men hans spring blev aldrig siden det samme. Han kunne ikke koncentrere sig. Springet fungerede ikke længere. Han trænede stadig men nåede paradoksalt nok ikke ud over de 8 meter og blev end ikke udtaget til det amerikanske hold til OL i München i 1972.

Det kendte amerikanske sportsmagasin Sports Illustrated har siden sat Beamons rekordspring på en liste over "De fem største sportsøjeblikke i det 20. århundrede". Selv har Beamon udtalt: "Mit spring i Mexico og min datters fødsel har været de to største begivenheder i mit liv".

 

Den evige to'er

Det største navn på plakaten ved VM i atletik i Tokyo , i august 1991, var uden tvivl supersprinteren Carl Lewis. Han var både smuk og lige så velbygget som en perfekt udhugget græsk statue og desuden medaljesluger i både 100 meter- og 200 meterløb samt længdespring. Han var en slags Mr. Perfect og et mareridt for de topatleter, der bl.a. havde længdespring som deres favoritdisciplin.

En af dem var den mindre kendte Mike Powell, for hvem Carl Lewis var blevet en slags besættelse. Powells specialitet var netop længdespring, og gennem otte bitre år havde han tabt 15 vigtige længdespringskonkurrencer til den uovervindelige Lewis. Over ti år havde Lewis vundet i alle de længdespringskonkurrencer, han havde deltaget i: 65 sejre på stribe!

"Jeg levede kun med det mål at slå Lewis. Jeg trænede hver eneste dag. Med vægte og med svømning. Jeg havde omdannet en garage til et slags træningslaboratorium. Jeg blev fuldt af diverse trænere, kiropraktorer, fysioterapeuter og sågar en psykolog, der hjælp mig med den mentale del af træningen. Carl var en mest af alt en sprinter og deltog vel kun i 3-4 længdespringskonkurrencer om året. Som han altid vandt. Jeg var kun springer og deltog ofte i op til 22 konkurrencer på årsbasis", har Powell fortalt.

I Tokyo var Lewis således storfavorit og lagde da også ud med et flot spring på 8,68 meter. Powells første forsøg lød på et skuffende 7,85 meter. I andet forsøg gik det bedre med 8,54 meter, som dog stadig var langt dårligere end Lewis, der i sit andet hop fløj helt ud paa formidable 8,83 meter. I tredje forsøg sprang Lewis sågar 8,91 meter, altså en centimeter længere end Bob Beamon. Springet kunne imidlerdig ikke anerkendes som rekord idet medvinden var for stærk, 2,9 sekundmeter.

Efter det spring følte Lewis sig sikker på sejren. Han lagde sig ned og kikkede ubekymret op i Tokyos himmel, mens konkurrenterne én efter én måtte tage til takke med langt mere middelmådige resultater.

Men Powell havde ét forsøg tilbage. Som han står dér inden sit spring og kikker i retning af springgraven, kan man tydeligt se, hvordan et mix af koncentration og vrede lyser ud af hans øjne. Han tager et par skridt inden det egentlige tilløb, og sætter så i et løb hvis hastighed stiger gradvist inden afsættet. I den klassike såkaldte running off-stil, hvor det ser ud som om han tager 3-4 skridt i luften, og med et forpint "ahhhh" flyver Powell ud i nærheden af 9 meter-mærket. Han føler straks, at der er noget stort i luften. Medvinden er på blot 0,3 sekundmeter, altså indenfor den tilladte grænse på 2,0. Han klapper utålmodigt i hænderne, mens han kikker hen mod lystavlen. Der går blot ti sekunder inden resultatet bliver givet sammen med et glædesbrøl fra publikum: 8,95 meter! En utrolig verdensrekord sat af den evige to’er, hele 22 år og 316 dage efter Bob Beamons superspring.

Men Carl Lewis har stadig ét spring tilbage. Hele Tokyos atletikstadion holder vejret. Det forekommer at være en længdespringsfinale skrevet af Hitchcock himself. Lewis står klar til sit spring med en 100% koncentreret attitude. Powell har sat sig på knæ med en hånd på hjertet. Lewis begynder at løbe ned mod springgraven i et mix af kraft og ynde. Hans afsæt er perfekt, og han flyver. Langt. Men ikke langt nok ... trods et superspring på 8,84 meter.

Powell sprang op i vild lykke. Han begyndte at løbe rundt på Tokyos atletikstadion, omfavnede alle og i sin glædesrus løftede han sågar en overrasket japansk dommer. Lewis skulle efter sigende været gået grædende mod omklædningsrummet efter at have præsteret sin bedste springserie nogensinde.

Pudsigt nok begyndte det at regne i Tokyo umiddelbart efter Powells verdensrekord, akkurat som det skete i Mexico City lige efter at Beamon dengang havde skrevet historie. Også Powell var nu en del af den samme historie.

Klokken tre om natten, kort efter Powells nye verdensrekord, blev Bob Beamon vækket af et telefonopkald i sit hjem: "Bob, det er forbi. Powell har sprunget 8,95". Sådan loed den korte besked fra en ven.

Efter Powells verdensrekord gik også hans springpræstationer langsomt på hæld. Ved OL i Barcelona i 1992 tabte han finalen med tre centimeter til ... Carl Lewis. Siden trak han sig tilbage.

21 år efter Mike Powells Tokyo-spring står hans rekord stadig. I et interview publiceret i det amerikanske atletikmagasin Track & Field har Powell siden udtalt: "Inden mit sidste spring i Tokyo følte jeg en uforståelig form for klarhed. En fornemmelse af, at jeg ville slå verdensrekorden. Jeg havde en følelse af, at 'nu sker det'. Det var en utrolig fornemmelse. Et sådant øjeblik af klarhed har jeg aldrig siden oplevet".

Korte historiske facts om længdespring

Ved de første olympiske lege i Athen i 1896 blev USA-springeren Ellery Clark den første olympiske mester i længespring med et spring på 6,35 m. Han vandt også højdespring med 1,81 m.

Ved OL i Berlin i 1936 vandt den farvede amerikaner Jesse Ownes længdespringskonkurrencen med et spring på 8,06 m.

I 1987 sprang armeneren Robert Emmiyan hele 8,86 m. Hans spring er det fjerdebedste nogensinde.

I 1995 sprang cubaneren Ivan Pedroso 8,96 m. ved en konkurrence i Sestriere, Italien. Springet blev dog ikke anerkendt som rekord, idet en dommer stod foran vindmåleren, hvorfor der var usikkerhed om vindhastigheden.

Den danske rekord i længdespring tilhører Morten Jensen fra IF Sparta. I 2005 sprang han 8,25 m.

Photo credit: IOC




 
« Previous Page » top