»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Alt for Damerne,  23/5/2001

Kvinder - kun til pynt

På italiensk tv vrimler det med letbenede shows, varieteer, skønhedskonkurrencer, quizzer og
fodboldudsendelser. Fælles for dem alle er de dansende, smilende og sædvanligvis halvnøgne signorina’er, hvis primære opgave er at vise ben, baller og bryster, fortæller Jesper Storgaard Jensen, der bor og arbejder i Italien.

Af JESPER STORGAARD JENSEN
FOTO: SEBASTIANO STRINGOLA/MASTER PHOTO M.FL.


Det er mandag aften, og familien Italien er klar til at indtage pastaen og et godt glas vin. Det sker ofte i selskab med et af de prime-time tv-programmer, der strømmer ud af det evigt kørende tv, som næsten er en lige så fast bestanddel i italienske køkkener som køleskabet.
Valget falder ofte på det uhyre populære satireprogram “Striscia la notizia”, der hver aften ruller hen over skærmen på mediemogul og politiker Silvio Berlusconis Canale 5. Konceptet er enkelt: To friskfyrsagtige studieværter tager gas på bl.a. det politiske etablissement gennem eksempelvis små episoder med skjult kamera.
Programmets virkelige trækplaster er dog de to dansepiger Maddalena Corvaglia og Elisabetta Canalis, der er blevet valgt til “Striscia” blandt tusindvis af ansøgere. Den ene er blond og 20 år, den anden er mørk og 22, og begge er de - naturligvis - særdeles velskabte. Iført høje hæle, en kropsnær overdel og hot-pants, der er mindst to numre for små, indleder de programmet ved æggende at danse hen over de to studieværters bord.
Deres mimen til den ofte engelsksprogede musik, der ledsager deres sexede dansetrin, er ikke altid helt synkron. Men det gør ikke noget, når blot de opretstående samlejebevægelser, der indgår i den indøvede koreografi, udføres med en tilpas blanding af elegance og fingeret seksuel ophidselse.
En gang i løbet af den halve time programmet varer, er Maddalena og Elisabetta hovedpersonerne i et fast reklamespot for alt lige fra sko til halspastiller. Men bortset fra det er deres vigtigste opgave, 3-4 gange i løbet af udsendelsen, at danse forførende og frækt for seerne mens de viser deres egne varer behørigt frem.
Og succesen er uomtvistelig - programmet er blevet ren kult, og ses hver aften af op til 14 mio. italienere.

TV for mænd, lavet af mænd

Efter en zappe-tur rundt på de italienske tv-kanaler opdager man hurtigt, at kvindens vigtigste - og ofte eneste - rolle er at være smægtende sexobjekt, der skal tiltrække så mange mandlige seere som muligt.
I de mange varieteer, skønheds- og musikkonkurrencer, quizzer, fodboldudsendelser samt tårefremkaldende shows, hvor stridbare familier bliver genforenet efter års adskillelse, er dansepigerne, soubretterne, the showgirls, le valette - og hvad de nu ellers kaldes - et fast indslag.
De danser, de smiler, de synger og ser rigtig frække og forførende ud i deres bikinier eller mikroskopiske kostumer, der ikke overlader meget til fantasien. Dette tv-orgie af ben, baller og bryster, der kun sløres af minutiøse klædestykker, samt silikone-læber, der omgiver uendelige skinnende tandrækker, smækkes i hovedet på seerne fra morgen til aften. Skønheden og brystmålet er vigtig. Alt andet kommer i anden række.
Om den måde kvinden fremstilles i italiensk tv siger Liliana Madeo, journalist og forfatter til flere bøger om italienske kvinders situation:
“Italien er et mandsdomineret samfund. Det er et samfund skabt af manden, hvor manden har dikteret reglerne på arbejdsmarkedet, inden for sexlivet og den generelle adfærd i øvrigt. De kvinder man fra morgen til aften ser på tv, kun iført trusser og bh, er den type kvinde den italienske mand drømmer om. Det er en utrolig mandschauvinistisk figur, der afspejler den italienske mands erotiske fantasier. Gamle og bedrøvelige fantasier, der udelukkende opfatter kvinden som sexobjekt. Det er tv for mænd, lavet af mænd”.

Fodbold og sex

Når man siger tv for mænd, ledes tankerne automatisk hen på den
uendelige række af fodboldtransmissioner, der løber hen over de italienske tv-skærme på alle ugens syv dage. Her er det kvindelige islæt af åbenlyse grunde et must. Tag nu f.eks. den private kanal Telemontecarlos populære og landsdækkende udsendelse Il Processo di Biscardi (Biscardis proces). Her sidder et panel på otte mænd, der alle har en eller anden forbindelse til fodboldens verden, og skriger sig gasblå i hovederne af raseri over et frispark, der ikke blev dømt i en af søndagens kampe eller over en træner, der havde placeret deres yndlingsspiller på udskiftningsbænken.
Og midt i denne barbariske horde af ophidsede, småfede og selvbestaltede “fodboldprofessorer” sidder Federica Fontana. Hun er 23 år, model og blond (hvilket formentlig ikke er tilfældigt, når man kender de italienske mænds blondine-præference!).
Stående foran panelets medlemmer byder hun seerne velkommen til to timers fodbold-skænderier. Samtidig indbyder kameramanden seerne på en omgang tv-fetich: Han starter med at filme Federicas højhælede sko, glider så langsomt op ad hendes velformede ben, dvæler ved den sædvanligvis generøst udstillede barm, der ofte er pakket ind i gennemsigtige blonder, for til sidst at panorere ind på hendes yndige model-ansigt, der er indstillet på to timers konstant smil.
I “Processen” er Federicas opgave at præsentere panelet af fodboldeksperter, annoncere reklameindslag og så se godt ud. Og specielt det sidste gør hun godt. Det er formentlig ikke tilfældigt, at hun et par gange under transmissionen skal op at stå for at præsentere udsendelsens sponsor. Det giver et bedre udsyn til hendes frodige former, der ofte kun er skødesløst tilsløret af lette stoffer. Således skal eventuelle henslumrende mandlige seere nok vågne op til dåd.
Under hele udsendelsen har Federica meget begrænset taletid. Men hvad gør det? En mandlig tv-anmelder har allerede givet hende et “OK” og rost hende for det dejlige smil!
Også i fodbold-transmissionen “Goleada” trækkes der store erotiske veksler på den mandlige studievært Massimo Caputis valetta. Hun hedder Carolina Marconi, er en mørklødet venezuelansk/italiensk skønhed på 22 år.
Allerede før efterårets udgave af “Goleada” gik på vingerne, havde Carolina opnået en vis berømmelse. Hun var nemlig blevet valgt til “rollen” bl.a. på bekostning af den i Italien berømte pornostjerne Selen.
Og “Goleadas” mandlige seere venter sig helt sikkert meget af Carolina, når man tænker på hendes forgængers popularitet. Det var den tyske show-girl Ela Weber, der uge efter uge, i overlegen foroverbøjet stil, gav seerne næsten frit udsyn til en hårdtpumpet kavalergang.
Og kameramanden var naturligvis med på spøgen og panorerede elegant hen over Ela Weber for at filme hende ned i udskæringen. Således fik de mandlige seere et ekstra kick ... uden bold.
Om Carolina er med på samme leg, vil kun de kommende Goleada-transmissioner vise. Indtil videre forsøger hun at finde ud af, hvad fodbold egentlig går ud på. Til uge-magasinet “Sette” fortæller hun, at hendes favorithold er Roma, “fordi de spiller i rødt og gult, ligesom Venezuelas flag, der mangler kun blåt”. Hun hár skam set en fodboldkamp live, men betror, at hun var ved at falde i søvn “på grund af den der bold, der hele tiden røg fra højre til venstre og tilbage igen”!

Undertrykt seksualitet

På italiensk tv springer det substansløse, det overfladiske og den sexistiske brug af kvinden som blikfang konstant i øjnene. Hele molevitten serveres med en så overraskende selvfølgelighed, at det i en nordeuropæer ikke kan undgå at fremprovokere en sær blandingsfølelse af fascination og afsky.
Indrømmet, som mandlig seer er der virkelig noget for øjnene. Den ene mere sexede latinske bocconcino, godbid, afløser den anden, og de flirter lystigt med kameraet. I det lange løb bliver det dog hurtigt ret trivielt. Specielt når man ved, at de mange dansepiger og starletters gøren sig til og tilsyneladende frigjorthed er ren og skær distanceblænderi. Deres udfordrende løssluppenhed står nemlig i skærende kontrast til den virkelige verden. Her skal der virkelig slides sko, hvis man vil gøre sin hoser grønne hos støvlelandets signorina’er. Det er helt normalt, at man først går ud med hendes venner og veninder 3-4 gange, inden man får chancen for at komme på tomandshånd med den skønne. Italienske piger har en langt mere knibsk og af og til jomfruelig holdning, i forhold til den man kender fra de frigjorte nordiske piger, hvilket forklarer hvorfor nordiske piger stadig er en myte hos italienske mænd.
Liliana Madeo mener, at den italiensk kvinde i dag har det dårligere end for bare 10-20 år siden.
“Italien er et katolsk samfund, hvor sex var tabu helt op til 1970’erne. Blandt andet på grund af kirken har italienerne aldrig haft et afslappet forhold til sex. Der har altid været en undertrykkende moral i forhold til sex og i forhold til kvinden. I 1950’erne var bikinien eksempelvis forbudt, og på strandene gik der politifolk rundt med centimetermål og målte størrelsen på kvindernes badetøj. I Italien har den kvindelige seksualitet altid været undertrykt. Det er ikke mange år siden, at man i visse kredse forventede, at kvinden giftede sig som jomfru, ligesom nogle kvinder rent ud sagt er blevet smidt i fængsel på grund af utroskab. I de sidste 20-30 år er kvinden kommet ud på arbejdsmarkedet, og der er sket en utrolig forandring, men kvinderne har ikke fået lov til at give deres besyv med. Nu danser de rundt på tv og spiller frigjorte, men det er ikke frigjorthed. Det er blot endnu et eksempel på, at kvinden er tvunget til at bruge de eneste våben hun har i forhold til manden, nemlig underkastelse, list, bedrag og sin krop”, siger hun.

Tv’s dumme gæs - en succes

En smule selvransagelse kan man dog en gang imellem spore i de italienske medier. Aviserne bringer med jævne mellemrum artikler om fenomenet “tv-spazzatura” (affalds-tv), der bl.a. fokuserer på de afklædte showgirls. Man taler om, at nu skal standarden højnes, men indtil videre er det blevet ved snakken.
En af de kristiske røster er Curzio Maltese, journalist ved Italiens største avis “la Repubblica” og samfundsrevsende klummeskriver på ugemagasinet “il Venerdì”. Om de italienske mediers ensidige fokuseren på kvindens fysiske fortrin skriver han:
“Mænd bliver interviewet, hvis de har udført noget bemærkelsesværdigt, kvinder hvis de kan fremvise noget bemærkelsesværdigt”.
Om italiensk tv generelt siger han, at det er så ringe, at selv hans hund har fået forbud mod at se det. Også de halvnøgne dansepiger har flere gange fået en hilsen med på vejen i hans klummer:
“I dag er dansepigerne et eftertragteligt forbillede. Lige fra morgenstunden toner de fra på skærmen, flirtende med seerne bliver de behandlet af de mandlige studieværter som var de et stykke udskåret oksekød. De udgør billedet af den typiske kvinde i italienernes kollektive bevidsthed: En halvnøgen, dum og dybest set masochistisk gås, der er villig til at gøre alt for at opnå succes. En succes, der består i at være en halvnøgen og dum gås på tv i så lang tid på muligt”!
Og faktisk var den teori om tv-masochisme, som Maltese nævner, det, der lå først for, da RAI-2 sidste år sendte 12 afsnit af udsendelsen “Libero” (Fri). Her ringede endnu en friskfyrsagtig studievært, Teo Mammucari, rundt og tog gas på institutioner og privatpersoner. Hans bord var en glasmontre, der stod i midten af, hvad der mindede om en cirkusmanege. Rundt om manegen sad et talstærkt publikum. I denne glasmontre skiftevis sad og lå - for der var ikke meget plads - den lyshårede model Flavia Vento. Hun blev hverken interviewet eller introduceret, hun var blot en del af konceptet. Af og til zoomede kameraet ind på hende, hvorefter hun smilede og vinkede som på bestilling.
Frk. Vento er endnu et bevis på, at tv åbner alle døre, selv for de personer, der repræsenterer den ypperste substansløshed. I tiden efter “Libero” har der virkelig været rift om Flavia. Hun har ryddet forsider, er blevet inviteret til talk-shows og interviewet til aviserne. Her har hun bl.a. fortalt, hvor spændende det har været at arbejde (!) i Libero, og at hendes største ønske naturligvis er at indspille en film i Hollywood.
Liliana Madeo er ikke overrasket over denne succes.
“Italien er et samfund, hvor f.eks. det at du får adgang til tv-mediet ved at ligge i en glasmontre bliver anerkendt som noget af værdi. Disse to ting, samfundet og pigen, spejler sig så at sige i hinanden. Blandt publikum og den brede offentlighed er der konsensus. Det betragtes som noget positivt. Alt, der drejer omkring tv- og filmverdenen, er utrolig eftertragtet. “Libero” er endnu et bevis på tv’s magt og på overfladiskhedens triumf”, siger hun.

Miss Italia

Når man taler om skønhed og tv, må man endelig ikke glemme den årlige Miss Italia-konkurrence, der løber af stabelen i den italienske kurby Salso Maggiore. Dette tv-show, der såmænd blot varer i fire dage, er det helt store tilløbsstykke.
Grovsorteringen af de 100 skønheder sker på showets første dag. På anden- og tredjedagen reduceres flokken yderligere, og på finaleaftenen sidder på imod 15 mio. italienere klistret til skærmen. Her er alle med på en kikker, når de 12 finaldeltagere med vuggende hofter og gyngende barme viser sig frem i skiftevis badedragter og aftenkjoler.
Det er et erotisk crescendo i pavens hjemland, maskeret af uskyldige pigeansigter.
Skulle man som italiensk kvinde have forpasset chancen for en Miss Italia-titel i sine unge dage, er der dog håb forude. Hver torsdag aften disker RAI-2 nemlig op med udsendelsen “Fantastica Italiana”. Her dyster modne italienske kvinder om at blive aftenens Fantastiske Italienerinde. De gennemgår forskellige prøver, bl.a. skjult kamera, udføre et syngenummer og går muligvis mannequin sammen med rigtige modeller. Udsendelsen afsluttes med, at en jury vælger den mest sympatiske og charmerende af deltagerne til aftenens Fantastica Italiana.
Ind imellem de forskellige indslag ryger danserpigerne naturligvis på. Seerne skulle jo nødigt snydes for kvindelig skønhed. Så de danser løs og smiler og er rigtig frække i deres små kostumer. Men de siger ikke noget, for de er kun til pynt.


Faktuelle oplysninger vedr. italienske kvinder og ligestilling

Politik:

1. Af Italiens i alt 25 ministerier blev de fire - kultur, ligestilling, social solidaritet og regeringens forhold til Parlamentet - ledet af kvindelige ministre (16%). Danmark har for øjeblikket ni kvindelige ministre ud af 20 (45%).

2. Den første kvindelige italienske minister var Tina Anselmi, der i 1976 bliver udnævnte til minister for arbejdsmarkedet og den sociale forsorg. Den første danske minister var Nina Bang, der i 1924 blev undervisningsminister.

3. Af Italiens 20 regionspræsidenter er de to kvinder, og af i alt 945 folkevalgte parlamentarikere fordelt på Senatet og Deputeretkammeret var der indtil valget i 1998 98 kvinder (10,4%). I det danske Folketing er 38% kvinder (68 ud af 179 medlemmer).

4. Blot 6,4% af alle italienske borgmestre er kvinder, og endnu lavere - 5,8 pct. - er valgt til præsident for en provins.

5. Hvor danske kvinder fik stemmeret i 1915, har de italienske måttet væbne sig med tålmodighed. Først i 1945 fik de lov til at sætte kryds.

Arbejdsmarkedet:

1. Italienske kvinder har en bundplacering i EU, når det gælder tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. 44% af italienske kvinder mellem 15-64 år er på arbejdsmarkedet. Danmark er på førstepladsen med 75%.

2. I 1999 udgjorde de italienske kvinder 38,3% af den samlede arbejdsstyrke i Italien.

3. I 1999 var ledigheden i Italien på 11,4%. Ledigheden fordelte sig på 15,7% for kvinderne og 8,8% for mændene.

Karrieremuligheder:

1. Ud af 1.000 piger i den italienske folkeskole bliver 177 senere kandidater ved et italiensk universitet. Kun 112 drenge når så vidt.

2. Bevæger man sig højere op i universitetsverdenen, står det sløjt til med ligestillingen. Sølle 3,1% af universitetsrektorerne kvinder. De kvindelige dekaner er 7,3% af det samlede antal.

3. Inden for industrien og servicesektoren er 4% af lederne kvinder. 11,5% af virksomhedsejerne eller de administrerende direktører er kvinder.

4. Hvis man som kvinde vil til tops i Italien, er det ikke nogen god idé at søge ind i diplomatiet. Italien har ikke udnævnt én eneste kvindelig ambassadør.

Kilder: Istat, Censis, Folketinget, Jyllands-Posten.










 
« Previous Page » top