»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Bryllupsmagasinet,  2/2001

Syditaliensk bryllup

Bryllupper i Italien er ofte det helt store udstyrsstykke. Hundredvis af gæster inviteres til fest i smukke omgivelser, og strømmen af mad og drikker synes ikke at have nogen ende. Pierpaolo og Giulias sensommerbryllup i den fascinerende syditalienske by Matera var ingen undtagelse.

Af Jesper Storgaard Jensen



"Skal vi virkelig have slips på i dag?", stønnede min italienske kammerat Mario og tørrede den sved af panden, der konstant piblede frem i den tryggende eftermiddagsvarme. “Ka’ vi ikke bare putte det i lommen og så tage det på om 3-4 timer?”, spurgte han på denne her opgivende måde, man spørger på, når svaret er givet på forhånd.
Og svaret vár faktisk givet. Der var ingen vej udenom. Den dekorative men snærende halsbeklædning skulle på, til trods for at kviksølvet den dag i Matera havde lagt sig til rette omkring de 32 grader. Det var nemlig den dag vor fælles kammerat Pierpaolo havde valgt at sige “sì” til sin brud med det smukt klingende navn Giulia Venezia.
Efter en hyggelig - og svedig - spadseretur gennem Materas idylliske centrum ankom Mario (med slips!) og jeg til den lille barokkirke San Francesco fra 1700, hvor vielsen skulle finde sted. Gradvist dukkede bryllupsgæsterne op, og lidt efter at de cirka 170 inviterede havde taget plads i kirken, ankom den smukke Giulia, arm i arm med sin far. Festen kunne begynde.

Præsten, der tidligere havde konfirmeret Pierpaolo, var ualmindelig veloplagt, og han leverede en personlig, entusiastisk og især lang tale til brudeparret. Ja, faktisk så lang, at Pierpaolo på et tidspunkt signalerede, at nu måtte han altså godt sætte punktum, hvorefter præsten drillende sagde, “forstår du, hvad jeg mener, Pierpaolo?”, til stor morskab for gæsterne, der grinede så det rungede i kirkens hvælvinger.

Da Pierpaolo og Giulia havde udvekslet ringe, og cerimonien dermed var ovre, sluttede præsten sin muntre prædiken med ordene: “Nu må du godt kysse din brud, Pierpaolo, så kan gæsterne klappe ad jer imens. Det vil Herren ikke blive forarget over, thi der er ikke noget så smukt som et kys mellem mand og kone”.

I lære som ægtepar. Forud for brylluppet havde Giulia og Pierpaolo deltaget i et såkaldt førægteskabeligt kursus, der er obligatorisk for alle de italienske par, som ønsker at blive viet i kirken. En gang om ugen i tre måneder var de bl.a. blevet undervist i forholdet mellem mand og kvinde og i familiens trivsel. Under kurset havde der også været ‘gæsteforlæsninger’ af ægtepar, der havde flere års samliv bag sig.
Der er, med andre ord, tale om et kursus, der skal forberede de kommende nygifte på det ægteskabelige samliv og på at løse de problemer, der måtte komme. Endvidere forsikrer præsten sig om, at de kommende ægtefolk nu også har valgt hinanden af egen frie vilje.

Lidt overraskende kan italienske bryllupper virke noget tamme i forhold til de danske. Familie-forfattede sange med versefødder, der bedst synges efter tre-fire glas rødvin, som danske bryllupsgæster traditionelt udsættes for - af og til i den helt store stil - er et ukendt fænomen i Italien. Man ser heller ikke italienske bryllupsgæster, der, lalleglade og halvberusede, sidder og slå kniven imod glasset for at se de nygifte stige op på hver deres stol og kysse hinanden. Og hvis gommen under festen føler trang til at træde af på naturens vegne, er det absolut en dårlig idé at styrte op og begynde at kysse bruden. Dette kan især frarådes, hvis hun er fra en siciliansk familie og har mange brødre! Endelig kan det forekomme lidt trist, at man til italienske bryllupper snydes for de taler, der i Danmark ofte giver hjertebanken og fugtige øjne.

Udstyrsstykke. Derimod kan italienske bryllupper tit forekomme at være det helt store udstyrsstykke, når man betragter gæstelistens ofte ret betragtelige længde. 200 inviterede gæster er bestemt ikke ualmindeligt. Disse trecifrede tal bliver mulige, når gæstelisten bl.a. indeholder gommens mors grandfætter, brudens onkels morbror samt en fjern kammerats søster.
Oprindeligt havde Pierpaolo og Giulia ‘kun’ inviteret 170 gæster, men, som Pierpaolo fortalte dagen før brylluppet, “det endelige deltagerantal kommer op på omtrent 180, da et lille dusin bekendte, der ad omveje havde hørt om brylluppet, ringede og inviterede sig selv. Det var lidt svært at sige nej”.
Derfor kan det heller ikke overraske, at alene udgifterne til mad og drikke til Giulia og Pierpaolos bryllup løb op i ca. kr. 70.000.

Hvis man tror, at brudeparrets gavebord bugnende af gaver fra de mange gæster, tager man dog fejl. Der var nemlig slet ikke noget gavebord! Pierpaolo og Giulia havde udarbejdet en bryllupsliste i samarbejde med en lokal forretning, der forhandler ting til hjemmet. Denne fremgangsmåde er efterhånden kutyme ved langt de fleste bryllupper i Italien. Således begiver gæsterne sig til den pågældende forretning inden brylluppet, vælger en gave på listen, der herefter leveres til de nygifte.

Bryllupper i Italien er, præcis som i Danmark, lig med traditioner, som dog kan være forskellige fra region til region. I Pierpaolo og Giulias tilfælde havde Pierpaolos mor købt Giulias brudekjole, og Giulias mor sin kommende svigersøns bryllupsskjorte.

Stadigt færre bryllupper. Skønt italienerne fortsat er et folkefærd, for hvem familien har en overordentlig stor betydning, har der i de sidste 20 år fundet en markant nedgang af indgåede ægteskaber sted. I starten af 1980’erne lå dette tal på ca. 320.000. I 1993 var tallet faldet til 302.230, og i 1998 til 276.570. Der har dog fundet en beskeden stigning sted i de sidste par år.

Også i Italien, præcis som i Danmark, er brylluppet en smuk og vigtig fest, men for Pierpaolo og især Giulia var det “bare en fest, der skulle overståes”, som Giulia sagde. De glædede sig først og fremmest til den periode, der begyndte efter brylluppet: at bo og have et liv sammen, godt nok i samme by som deres respektive forældre, men dog ikke under samme tag, som det har været tilfældet for dem begge indtil brylluppet.
Det kan muligvis lyde paradoksalt i danske øren, at man gifter sig og flytter sammen uden først at have afprøvet om bofællesskabets skude kan holde vand. Men sådan er det nu engang i særligt det sydlige Italien, hvor det ikke altid er lige acceptabelt at leve sammen på polsk uden at have papirerne i orden. Desforuden findes der i Italien ikke det samme sociale sikkerhedsnet som i Danmark. Danske velfærdsforanstaltninger som eksempelvis SU, dagpenge og arbejdsløshedsunderstøttelse er stort set ukendte i Italien. Her udgør familien det sociale sikkerhedsnet, og det er derfor fortsat helt normalt og accepteret, at brud og gom flytter sammen direkte fra deres respektive familier.

Mad i stride strømme. Efter vielsen sivede gæsterne langsomt ud af kirken og videre til fods gennem Matera op mod “la Cattedrale”, byens gråbrune domkirke fra 1270. Fra piazza’en foran kirken gjorde mange af gæsterne holdt for at nyde den enestående udsigt ud over Materas gamle og pittoreske bydel “i Sassi”, hvis grå og hvide huse udelukkende er bygget af tufblokke. Solen havde i mellemtiden mistet noget af sin styrke, temperaturen var faldet og Mario så lige pludselig ikke så medtaget ud længere.

Da gæsterne lidt senere trådte ind i festlokalerne, blev de mødt af sprøde jazz-toner fra et lille ensemble, af tjenere med farvestrålende longdrinks og af et overdådigt buffet-arrangement. Det var startskuddet til en sand kulinarisk tour de force, der absolut intet havde at gøre med det danske “suppe, steg og is-koncept”.
Buffeten bestod bl.a. af små pizza-stykker, varme pandekager, små crostini- og bruschetta-brød med tomat-, oliven-, artiskok- og laksefyld, benløse fugle med auberginer, skinke og ananas på spid. Alt sammen ledsaget af rød- og hvidvin samt husets aperitif.
Efter buffeten, hvor gæsterne bestemt ikke holdt sig tilbage, ville den italienske ‘fest-logik’, at det nu var tid til at sætte sig til bordet!

Jo, buffeten havde faktisk kun den funktion at stoppe de største huller. Først herefter startede den rigtige middag. Vi startede med to forretter: Risotto med rejer og asparges og ravioli med boscaiola-kødfyld. Herefter fulgte hovedretten i “første afdeling”, nemlig tre forskellige fiskeanretninger. Herefter skulle munden skylles med en Limoncello (citronlikør), der er en napolitansk specialitet.

Under middagen fik jeg øjnkontakt med Mario, der sad ved nabobordet. Han signalerede udmattet, at han for længst havde nået den kulinariske smertegrænse. Pausen varede dog kort, og snart klirede bestikket atter.
Anden afdeling startede med benløse fugle ‘alla tirolese’. Herefter fulgte den romerske saltimbocca, der er tynde skiver kalvekød i en hvidvinssauce, som havde fået selskab af grillerede auberginer.
Herefter var det frugternes tur. Først i form af den dejlige Macedonia-frugtsalat. Dernæst skovbær og is, der blev serveret i en kurv af glasseret dej. Så fulgte likør og kaffe, inden aftenens clou var nået: skæring af bryllupskagen, der foregik i et hav af blitz-lys.

Efter at have smagt på bryllupskagen blev der stillet omkring 200 “bombonieri” frem på et bord. Dette er en lille bryllupsgave, som italienske brudepar giver gæsterne. I Giulia og Pierpaolos tilfælde var gaven en lille keramik-skål med låg. Så hen mod slutningen af festen sås den velkendte “bombonieri-kø”, i hvilken gæsterne stillede sig op for at modtage deres gave, inden luften kort herefter fyldtes med kindkysselyde og ciao’er.
Og så var der naturligvis også foretaget en helgardering over for de gæster, der evt. skulle gå sultne fra bordet. Som rosinen i pølseenden blev der derfor stillet en lækker buffet an, der bugnede med “paste”, de små søde italienske kager i forskellige former og med forskellige typer frugtsmag og cremer.
Til min store forbløffelse blev disse kager fortæret i et ganske betragteligt antal!

Den kulinariske kraftanstrengelse havde nået sin ende, klokken var blevet omkring 2.30, Mario så rimelig “kogt” ud, så vi tog afsted. Udenfor var det mørkt, varmt og helt stille.
“Jeg har spist for meget”, konstaterede Mario med en forpint mine, mens han løsnede sit slips. Så vandrede vi gennem Materas tomme, tavse og svagt oplyste gader, glade for at Pierpaolo havde fået sin Giulia, trætte og især ... mætte!


 
« Previous Page » top