»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Politiken,  31/1/2003

Italiensk for viderekomne

Den italienske filminstruktør Nanni Morettis filmunivers består af lige dele underholdende neuroser, politisk engagement og poetisk dokumentarisme. Hans seneste film, Sønnens værelse, har premiere i dag.

Premiereinterview
Af Jesper Storgaard Jensen


Rom - Umiddelbart lyder det som utopi, at der skulle findes en sammenhæng mellem italiensk film og østrigsk konditorkunst. At det rent faktisk er tilfældet, kan man få beviset for i udkanten af Roms idylliske Trasteverekvarter. Her ligger den lille biograf Nuovo Sacher, hvis ejer, den italienske filminstruktør Nanni Moretti, i navngivningen af biografen har ønsket at hylde Wiens berømte kaloriebombe, Sachertorten.
Jeg møder Moretti på en solbeskinnet januardag for at tale om film og politisk engagement. Moretti tager imod med hæs stemme efter et netop overstået græsrodspolitisk møde i Firenze. Han er bl.a. iført den for ham så karakteristiske ternede skjorte. En af de få gange den ternede har været udskiftet med en hvid af slagsen, var da Moretti i Cannes i 2001 blev hyldet som vinder af de gyldne palmer for filmen “Sønnens værelse”.
I filmen, hvor Moretti selv spiller hovedrollen som psykoanalytikeren Giovanni, følger man en velfungerende kernefamilie fra den italienske middelklasse. Tragedien indtræffer, da Andrea, familiens søn, mister livet i en drukneulykke. Dernæst følger en krise med mismod, bebrejdelser og markant forskellig sorgbearbejdning.
Om ideen til “Sønnens værelse” fortæller Moretti:
"Jeg begyndte at tænke på denne film allerede inden forgængeren “April”. Med tidens gang mærkede jeg, hvordan visse følelser i mig tog til i intensitet. Det sker bl.a., når personer, der er vigtige for dig, dør. Og så havde jeg i en del år haft lyst til at spille rollen som en psykoanalytiker, der bliver stillet over for en stor sorg. Ikke sine patienters sorg, som han har et professionelt forhold til, men sin egen. Jeg var nysgerrig efter at se, hvordan han ville reagere".

Smerten, der adskiller
Historien om Giovanni og hans familie skulle senere vise sig at gennemhulle myten om, hvad smerten gør ved folk.
"Filmen rammer en pæl igennem den gamle floskel om, at smerten forener. I filmen adskiller den de personer, der holder af hinanden. Det var ikke noget, jeg havde undersøgt inden filmen, men efterfølgende har jeg fundet ud af, at det i virkeligheden ofte er det, der sker", fortæller Moretti, mens han tegner kruseduller på et stykke papir.
På spørgsmålet om døden ikke er et farligt og forfærdelig alvorligt emne at kaste sig over, siger Moretti:
"En af de sikre ting i livet er jo, at vi skal dø. Og jeg vil godt understrege, at det ikke er en film, der får folk til at lide. Det vil være tåbeligt at være bange for min film. Det er en film, der bevæger og frigør de følelser vi har inden i os. Ganske vist handler den om et alvorligt emne, men den handler allermest om livet".

Neuroser og skøre indfald
Skal man lave en grov beskrivelse af Morettis stil, kunne man kalde ham en kloning mellem Erik Clausens politiske engagement og
Woody Allens underholdende neuroser.
Det, der forekommer at være Morettis egne neuroser, udgør sammen hans halvskøre indfald og en kuriøs og ofte påtaget, naiv filosoferen over livets store og små hændelser, hans humoristiske univers. Hele molevitten iscenesættes med den for Moretti så typiske underspillede og minimalistiske ironi, der har gjort ham til folkeeje i Italien og givet ham kultstatus hos tusindvis af både italienske og udenlandske Moretti-aficinados.
De mange pudsige indfald og manier har siden starten af Morettis karriere været et fast indslag i hans film. Som tilbagevendende elementer kan bl.a. nævnes hans fascination af huse og sko, de pudsige danseoptrin, hans evindelige trang til cappuccino og søde sager samt hans besættelse af ideen - i “Kære dagbog” og “April” - om at lave en musical om en trotskistisk konditor i 1950’ernes Italien.
Om disse gags fortæller Moretti:
"Alle de her tics og manier og min intolerance over for mange forskellige ting er især en del af mine første film. I film efter film morede jeg mig med at skabe personen Michele Apicella, der er en slags alter ego. Selv om de pudsige indfald virker improviserede, er det ikke tilfældet. De bliver altid til under skriveprocessen. “Sønnens værelse” indeholder dog færre gags, bl.a. på grund af filmens emne".
Alligevel vil den opmærksomme biografgænger bemærke, at den røde tråd mellem ”Sønnens værelse” og Morettis filmfortid er intakt. Moretti har ikke kunnet nære sig for at give sin sko- og husmani en nærmest umærkelig birolle i sin seneste film.

Bidende sarkasme
Morettis subtile løjer er dog ikke kun humor for det gode grins skyld. Det er også en humor, han bruger til at aflevere sine mange små filosofiske perler samt de ofte bidende replikker. Det sidste har en af venstrefløjens nuværende ledere og tidligere premierminister, Massimo D’Alema, måttet sande. I en scene i “April” har Moretti benyttet et klip fra et af italiensk tv’s politiske debatprogrammer. Her ser man en D’Alema, der er hårdt presset af Berlusconi i en debat om den italienske dommerstand. Hjemme i sin dagligstue foran tv’et råber en fortvivlet Moretti:
"Kom nu, D’Alema, gør noget. Reagér. Forsvar venstrefløjen. Så gør dog noget".
Morettis opfordring til D’Alema om at forsvare venstrefløjen er formentlig italiensk films mest berømte replik gennem de seneste år. Massimo D’Alema har for nylig bekendt over for italiensk presse, at Morettis opfordring faktisk har forfulgt ham på stort set alle de offentlige vælgermøder, han siden har deltaget i!
Men hvorfor er den venstreorienterede Moretti egentlig så hård ved sine egne på venstrefløjen?
"Det har jeg altid været. I mine film laver jeg grin med mig selv, med mit eget sociale miljø, jeg har lavet grin med min kræftsygdom (i “Kære dagbog”, red.), så hvorfor skulle jeg ikke også kunne lave grin med venstrefløjen?", spørger Moretti og slår ud med armene.

Lussingen fra Piazza Navona
Skulle det være forbigået nogen italieners opmærksomhed, at der under Morettis ternede skjorter banker et politisk bevidst hjerte, blev alle i hvert fald klar over det sidste år.
Under et offentligt politisk møde på Roms Piazza Navona i februar befandt Moretti sig pludseligt og helt uforudsigeligt - også for ham selv - med en mikrofon i hånden.
"Med venstrefløjens ledere, der ikke dur til andet end at skændes indbyrdes, har vi ingen chance mod Berlusconi. Der vil gå 3-4 generationer, inden venstrefløjen atter kommer til magten", tordnede han ud til 5.000 tilhørere.
Morettis harske svada var en præcis fortolkning af det venstreorienterede vælgerkorps’ frustrationer. De ønskede en hårdere og mere sammentømret opposition mod Berlusconi-regeringen.
Morettis græsrodspolitiske engagement nåede det foreløbige højdepunkt, da han sammen med en håndfuld venner og hjælpere fra Runddans-bevægelsen i september sidste år organiserede den største folkelige demonstration - dvs. uden praktiske eller økonomiske bidrag fra hverken politiske partier eller fagforeningerne - der har fundet sted på italiensk jord i efterkrigstiden.
Omkring en halv mio. mennesker mødte op i Rom for at deltage i Moretti og Runddans-bevægelsens protest mod Berlusconi-regeringens politik på det retlige område.
Da jeg lidt drillende spørger Moretti, hvad der er galt med Berlusconi-regeringen, giver han mig omtrent samme forklaring, som den han råbte ud til folkemasserne i Rom nogle måneder tidligere:
"Berlusconi-regeringen er værre end de værste forudsigelser. Mange af dens love har kun det formål at beskytte Berlusconi og hans venner. De er endnu mere uduelige og arrogante end de var i deres første regeringsperiode i 1994".
Man fornemmer, at det ikke er tilfældigt, at Morettis Nuovo Sacher-biograf her i midten af januar, mens disse linier skrives, spiller den gamle Chaplin-film “The Great Dictator”!
Morettis papir med kruseduller er ved at være fuldt, og mens han drikker den cappuccino, hans sekretær har bragt ham, tilføjer han:
"Og husk lige at forklare de danske læsere, at Runddans-bevægelsen er opstået uden for partierne, og at den ikke stiler mod at blive et politisk parti. Det giver os mulighed for at angribe Berlusconi-regeringen frontalt og samtidig kritisere venstrefløjens dispositioner".
Det være hermed gjort.


Nanni Moretti
Nanni Moretti er født i den norditalienske by Brunico den 19. august 1953. Moretti har skrevet manuskript til og spiller selv hovedrollen i alle sine film, som han også selv instruerer og co-producerer.

Filmografi
Io sono un autarchico (1976) - Deltager i Berlin-festivalen 1978
Michele, hvis kone har forladt ham, begynder sammen med en gruppe venner at organisere avantguarde-teater.

Ecce bombo (1978) - Deltager i Cannes-festivalen 1978
En gruppe mandlige venner bestemmer sig for gennemføre en form for kollektiv “mandlig selvbevidsthed”. Denne selvbevidsthed går imidlertid til grunde i takt med, at sommeren springer ud.

Sogni d’oro (1981) - Juryens specialpræmie, Venedig 1981
Filminstruktøren Michele Apicella forbereder filmen “Freuds mor”. Michele har en drøm, der går igen: Han underviser italiensk på et gymnasium og forelsker sig i en af sine elever.

Bianca (1984) - Deltager i Montreal filmfestival 1984
Michele, matematiklærer, får arbejde på Marilyn Monroe-gymnasiet, hvor der undervises i historie gennem brugen af sange fra 60’erne. I filmen tegnes et råt portræt af instruktørens egen generation.

La messa è finita (1985) - Vinder af sølvbjørnen, Berlin 1986
Den unge præst don Giulio vender tilbage til Rom, hvor han har fået tildelt et sogn. Han genser sin familie og gamle venner. Intet er dog som tidligere, og don Giulio føler sig stadig mere ude af stand til at hjælpe andre. Hans krise eksplodere med moderens selvmord.

Palombella rossa (1989) - Deltager i filmfestivalen i Venedig 1989
En vandpolokamp udgør en metafor for at beskrive det italienske kommunistpartis forandring. Under kampen forsøger hovedpersonen Michele desuden at stykke sin identitet sammen, bl.a. gennem sin barndomserindringer.

La cosa (1990) - Deltager i Berlin-festivalen 1991
Brudstykker af en debat internt i det italienske kommunistparti. Partiets politiske aktivister fra regionen Piemonte i nord til Sicilien i syd deltager i debatten.

Kære dagbog (1993) - Bedste iscenesættelse Cannes-festivalen 1994
Moretti er sig selv i filmen, der er opdelt i tre dele. Tænkende højt kører han rundt på sin Vespa i et mennesketomt Rom i august måned. Dernæst besøger han en række syditalienske øer i et forgæves forsøg på at finde arbejdsro. I filmens sidste del besøger han en række læger for at søge råd mod en voldsom hudkløe.

April (1998) - Deltager i Cannes-festivalen 1998
Filmen er i store dele dokumentarisk og selvbiografisk. Moretti drømmer om at lave en musical om trotskistisk konditor i 1960’erne men ender i stedet med at lave et politisk manifest. Samtidig følger man hans søn Pietros fødsel i april.

Sønnens værelse (2001) - De gyldne palmer i Cannes 2001
En middelklassefamilie bestående af far, mor og to teenagebørn rystes af sønnens død. Over for døden viser familien tegn på svaghed. Faderen, moderen og datteren fjerner sig fra hinanden i deres sorg.






 
« Previous Page » top