»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Spejlet,  1/2000

Italienske hårkunster

Når man går til frisør i Italien, skal man være beredt på lidt af hvert.

Af JESPER STORGAARD JENSEN
Freelance journalist


Rom - De fleste kender til de situationer, der på én og samme tid vækker modsatrettede følelser i os. Denne følelsesmæssige tvetydighed vil eksempelvis manifestere sig, før man begiver sig afsted på en date, der tegner til at blive rigtig spændende: på den ene side en sitrende forventningens glæde, og på den anden en mavesammentrækkende følelse, der gør det ud for mindst to måltider.
Omtrent sådan har jeg i lang tid haft det med besøg hos italienske frisører. På den ene side en glæde over at skulle have forvandlet en Beatles- eller buskagtig frisure til noget mere præsentabelt, og på den anden en frygt for hvad den pågældende frisør nu finder på af hårkunster. Det er nemlig ikke altid, at mine ellers så nøjagtige klippe-anvisninger er blevet fulgt.

Firenze
Første gang jeg konstaterede, at italienerne klipper hår på samme måde som de fører motoriserede køretøjer - dvs. med en god del fantasi og en snert af anarki - var i Firenze for nu ti år siden.
Jeg havde netop haft min debut i stolen hos kvarterets frisør, og var sluppet heldigt fra det. Troede jeg. For efter nogen tid i mit florentinske bofællesskab mumlede en af mine bofæller henkastet, at jeg da vist “var blevet klippet skævt i nakken”.
“Skævt?”, udbrød jeg vantro og stod - efter at jeg med et lille håndspejl ved selvsyn havde konstateret eksistensen af en underlig asymmetrisk hårgevækst i min nakke - kort efter en med bøs attitude hos den frisør, jeg netop havde forladt. På mit spørgsmål om meningen med den lille hårtots eksistens forklarede frisøren med en overbærende mine, at det sørme da ville blive et hit i sommeren ‘89.
Hit eller ej, jeg følte mig som en anarkistisk rod med bz’er-tilbøjeligheder, og hårtottens levetid blev derfor kortvarig.

Milano
Nogle år senere, i Milano, var den gal igen. Jeg skulle klippes og havde i længere tid været på udkig efter en egnet frisør. En dag i centrum kom jeg forbi en salon. En pige stod i døråbningen og så ud til at kede sig bravt. Jeg gik indenfor, og efter at jeg var blevet vist til rette, spurgte pigen, om jeg ønskede manicure. Jeg afslog høfligt, hvorefter hun forsvandt om bag et forhæng.
Et øjeblik senere dukkede en lille, firskåren herre på omkring de 60 op bag samme forhæng. I højre hånd holdt han en hårsaks, med hvilken han uafbrudt udførte hidsige saksebevægelser, allerede inden selve klipningen var begyndt.
Jeg forklarede omhyggeligt, hvordan jeg ønskede den forestående klipnig afviklet, og med en energisk attitude, der signalerede, at nu skulle der rigtigt tyndes ud, gik han igang.
Og tyndet ud, det blev der. Efter endt klipning havde overtegnedes afklippede lokker lagt sig i en kunstfærdig hårmosaik på salonnens gulv i en radius på cirka en meter fra frisørstolen. Da jeg atter stod på gaden og forsigtigt kørte en hånd hen over den mere end almindeligt sparsomt tilbageblevne hårpragt, kunne jeg konstatere, at jeg ikke havde været så korthåret, siden jeg som 4-årig startede i børnehaven med plyshår.

Rom
Jeg ankom til Rom i september 1997 med vaskeægte hyperkort, dansk sommerhår, efter at en hedebølge det år havde skyllet ind over det danske sommerland. Efter nogle måneder var jeg dog atter på vej til at ligne én, der havde glemt, at 70’erne var forbi. Der var ingen vej udenom, saksen skulle i gang.
På vej gennem Rom i en af byens mange sporvogne fik jeg en dag øje på en salon. Jeg hoppede af sporvognen og gik i retning af “Il Barbiere”. Udenfor tøvede jeg et øjeblik, tog en dyb mental indånding og gik så indenfor for at bestille tid til dagen efter. Så kunne jeg jo altid hoppe fra, hvis modet svigtede, tænkte jeg.
“Jamen, De kan da komme til med det samme”, fik jeg at vide af en herre i midten af 40’eren, der i sin lysebrune kittel lignede en brugsuddeler. I et hjørne af salonen sad to ældre avislæsende mænd, der stirrede som paralyserede på den unge lyshårede fyr, der netop havde spurgt om noget så kuriøst som en tidsbestilling. Ved siden af dem sad en ung romer skjult bag den lokal sportsavis Corriere dello Sport. Han udvekslede flittigt kommentarer med brugsuddeleren om weekendens kampe, mens sidstnævnte gjorde klar til de indledende manøvre.
Der var tale om en ægte gammeldags barbersalon, som man sandsynligvis så dem i Danmark i 1960’erne. Interiøret var tungt, farverne mørke, barberstolen naturligvis pedalbetjent og de to ældre mænd havde formentlig haft deres faste pladser i de sidste tyve år. På bordet foran mig stod små flasker og flakoner med væsker i hidsige farver, bl.a. en lille plastbeholder med påskriften “Talkum Champagne”.
Efter en kort ordudveksling om hvordan jeg gerne ville klippes, fortsatte fodbolddiskussionen. De to forboldentusiaster var tydeligvis utilfredse med det romerske hold Lazios præstation, hvilket man tydeligt kunne se på min frisørs temperamentsfulde gestikuleren. Han svingede faretruende med en kam i den ene hånd og en spids hårsaks i den anden, mens han højlydt kritiserede midtbanens utilgiveligt ringe indsats. Jeg stirrede stift ind i spejlet klar til at undvige saksen i den gestikulerende hånd.
Klipningen skred fremad, de to ældre herrer sad nu og småsov og frisøren virkede koncentreret, efter at han have raset ud over resten af Lazios hold og trænerstab. Efter endt klipning blev jeg dustet med en underlig parfumeret væske, og som prikken over i’et fik jeg klasket to nævefulde fed, blå gele i håret. Da jeg forlod “Il Barbiere”, 64 kr. fattigere, har jeg sandsynligvis lignet en lovende, ung bogholder og dufter som en danseskolelærer!
Efter at have eksperimenteret med en del nyskabende frisurer rundt omkring i den italienske hovedstad er det nu lykkedes mig at finde en lille salon i Roms gamle Esquilin-kvarter, hvor jeg tilfældigvis også bor. Her laver Giovanni og hans assistent ingen hårkunster. Så nu sætter jeg mig trygt til rette i barberstolen, og når han spørger, “Come l’ultima volta?” - “Lige som sidste gang?” - smiler jeg blot og siger “Sì, grazie”!


 
« Previous Page » top