»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Samvirke,  7/1999

Jagten på La Bella Figura

Italienerne elsker at klæde sig smukt på og at tage sig godt ud ved enhver lejlighed. Social accept, æstetisk sans og en søgen efter selvsikkerhed er nogle af kodeordene, der indgår i deres selviscenesættelse. Og den er skam politisk korrekt...

Tekst: Jesper Storgaard Jensen.
Foto Søren Rud


GÅR MAN TUR ad Roms lange, centrale forretningsgade Via del Corso på en hvilken som helst lørdag, vil man året rundt kunne iagttage italienerne i noget af det, de er allerbedst til: at føre sig frem for fuld udblæsning.
Her ser man elegante herrer, iført ufejlbarlige jakkesæt, slips og blankpolerede sko, skride afsted med umiskendelige verdensmandsattituder. De er sædvanligvis ledsaget af guddommeligt smukke kvinder, hvis påklædning heller ikke just kan siges at være overladt til tilfældighederne. Alt - lige fra Jackie Kennedy-solbrillerne i håret, over den elegante spadseredragt og guldsmykkerne, til de omhyggeligt udvalgte sko - signalerer smag, stil og økonomisk formåen.
På Corso’en, som gaden kaldes i folkemunde, møder man også forstædernes unge, lapsede mænd med pomadeindsmurt hår. I små grupper spankulerer de selvbevidste afsted, og af og til må forbipasserende piger finde sig i mere eller mindre smigrende tilråb.
Men pigerne er vant til det. Med attituder, der er en blanding af fingeret blufærdighed og iscenesat koketteri, tager de del i legen. I deres ofte minutiøse nederdele, høje sko og overdrevent tunge makeup, udstråler de et fascinerende miks af luderens vulgaritet og Madonnaens uskyldighed.
Alle er de en del af dette “gadens teater”, hvor enhver gør sig umage for at fare una bella figura - gøre en god figur eller et godt indtryk.

SÅDAN KALDER ITALIENERNE denne tilbøjelighed til altid at ville tage sig godt ud. La bella figura forklarer italienernes besættelse af eget udseende, deres jagt på skønhed og ønsket om at give omgivelserne en illusion om selvsikkerhed og succes.
La bella figura-mentaliteten leder tankerne hen på den arabiske verden, hvor det er vigtigt ikke at afsløre, hvad der er bag maskerne - eller bag italienernes obligatoriske solbriller - specielt når disse dækker over overfladiskhed og mangel på reel substans.
“La bella figura” var fx grunden til, at Mussolini, på vejen ind til Rom, lod malede papfacader af skønne villaer opstille for at narre Hitler til at tror, at Italien var rigere end tilfældet var.

ITALIENERNES HANG TIL at ville tage sig godt ud og nyde livet til fulde er ikke af nyere dato, forklarer Maria Maciotti, der er professor og docent i sociologi ved Roms La Sapienza-universitet, “I Italien har der altid været en stærk tradition for at lægge vægt på det ydre. For eksempel må man huske på, at Italien tidligere i lange perioder har været under spansk herredømme, hvor pomp og pragt sammen med udseende havde en overordentlig stor betydning”.
Ifølge Maciotti skal en endnu vigtigere årsag til italienernes bella figura-mentalitet dog findes i deres tro, “Sociologiske studier har vist en direkte sammenhæng mellem på den ene side protestantisme og økonomisk soliditet, og på den anden, katolicisme og en mere ødsel holdning. I de protestantiske lande i Nordeuropa finder man en mere puritansk mentalitet, der bygger på mådehold, nøjsomhed og hårdt arbejde. At ødsle med pengene er bestemt ikke god tone”.
Nordeuropas puritanske mentalitet ligger dog fjernt fra det livsnydende og skønhedselskende Italien, hvor fx en stor bil og flotte klæder udgør nogle af komponenterne i det distanceblænderi, der ofte er nøglen til social accept. “At klæde sig smukt og dyrt, at vise man har penge og dermed succes, kan være en af måderne til at kravle op af den sociale rangstige på”, forklarer Maciotti, der endvidere fremhæver, at denne mentalitet for det meste ses hos folk i en vis alder, “Folk over 40 år har muligvis gjort karriere og ønsker at vise det gennem brugen af statussymboler. Eller også har disse mennesker tværtimod ikke haft held i karrieren og ønsker så at skjule det gennem købet af de samme materielle goder.
Det ses altså tydeligt, at det sociologiske begreb om ‘den synlige ødslen med pengene’, fx til køb af tøj, har den funktion, at den giver mulighed for at skelne personer fra forskellige samfundslag. Hvis jeg viser omgivelserne, at jeg kan tillade mig at have visse udgifter, vil min person - eller mit image - blive styrket hos de mennesker, jeg kommer i kontakt med”.

ITALIENERNE ER SÆRDELES bevidste om, at klæder skaber folk, kan man få vished for blot ved at betragte støvlelandets elegante indbyggere.
Om vinteren i Italien får man fx let det indtryk, at enhver italiensk kvinde med respekt for sig selv - lige fra vaskeriejerens kone til den flinke dame, der sælger grøntsager på torvet - er den lykkelige ejer af mindst én kostbar pels. Fra november til marts går alle disse pelsklædte kvinder fra vidt forskellige samfundsklasser så rundt og ligner overklasse-hustruer til succesfulde børsmæglere og bankdirektører!

MODENS UBØNHØRLIGE KRAV om fornyelse, elegance og skønhed bliver fulgt med stor opmærksomhed i Italien, hvor landets største aviser dagligt bringer helsidesannoncer fra de berømte modehuse, og hvor en velkonsolideret håndværksmæssig tradition inden for områder som sko og tøj er en vigtig del af den italienske kulturarv.
Hvad enten man bevæger sig i Rom, Milano, Palermo eller Firenze, fornemmer man en stor lyst hos italienerne til at dykke dybt i spenderbuksernes lommer. Når italienerne ikke er i færd med at erhverve sig et nyt beklædningsstykke, elsker de simpelthen at tale om tøj, sko, mønstre, modeller og stoffer. Og mændene holder sig bestemt ikke tilbage!
Når italienerne brænder de store liresedler af på forfængelighedens bål, kan det naturligvis aflæses af
statistikkerne. I jagten på skønhed og omgivelsernes anerkendelse er italienerne (sammen med Portugal) på en klar førsteplads blandt de 15 EU-lande hvad angår udgifter til køb af tøj og sko. Hele 9,1% af deres samlede forbrug går til at tilfredsstille den æstetiske sans, hvilket er næsten dobbelt så meget som de 5,2% danskerne bruger.
I Italien er religiøse begivenheder en glimrende anledning til at gøre en rigtig god figur. “Ofte vil de personer, der er med til at arrangere fx den religiøse fest for deres bys helgen, være villige til mere eller mindre at lægge deres økonomi i ruiner. Det bliver faktisk anset som en stor ære. Det er en tendens man især ser i mindre landsbyer i landlige områder og som var endnu stærkere før i tiden”, beretter Maciotti.

"SAMME TENDENS så man tidligere i forbindelse med storslåede komfirmationsfester, der ofte var en stor økonomisk byrde for familien. På et tidspunkt blev kirken klar over problemet, og gjorde opmærksom på, at en konfirmation var en religiøs begivenhed og ikke en mondæn".
Nu om dage er det især meddelelsen om et forestående giftemål, der kan give bankrådgiveren til den vordende bruds familie nervøse trækninger og svedige håndflader.
I specielt Syditalien er det ikke ualmindeligt, at man inviterer til en overdådig fest, hvor 150-200 gæster spiser sig gennem tre pastaretter, adskellige fiske- og kødretter, årstidens grøntsager og salat, is, kage, frugt samt forskellige vine og likører. Som prikken over i’et får hver af gæsterne udleveret den obligatoriske bomboniera, en slags bryllupsgave!
" Fra brudens families side er det en demonstration af, hvad familien kan tillade sig rent økonomisk, og af familiens vigtighed. Og denne demonstration er især henvendt til gommens familie: “pas på, I er nu en del af en familie, der kan tillade sig visse økonomiske privilegier", siger Maciotti.

OGSÅ EN LILLE GRUPPE af de helt tunge drenge fra italiensk erhvervsliv har forlængst opdaget værdien af at kunne imponere rosset med en sublim god figur.
Når Ferrari-sportsvogne og lystyachter er blevet halvkedsommelige hverdagstrivialitetet, er det godt, man kan ty til det ultimative statussymbol: at eje sit eget serie-A-fodboldhold.
Fiat-bossen Agnelli og forretningsmanden og pseudo-politikeren Berlusconi har som ejere af henholdsvis Juventus og Milan gjort en overdådig figur i lang tid.
Nu har de fået selskab af Roms konserves-konge Cragnotti, der netop har fået sit succesfulde Lazio-hold børsnoteret i London, og af Milanos oliemagnat Moratti, der er den lykkelige ejer af en sværm af verdensklassespillere, som tilsammen udgør superholdet Inter.
Også den stenrige florentinske filmmand Cecchi Gori er hoppet med på vognen. Når hans hold Fiorentina spiller, er han søndag efter søndag at finde i VIP-logen på forskellige stadioner. Kun når han er på en ubelejlig forretningsrejse til USA - som det skete for nylig - må han nøjes med, kort før kampens start, at sætte sig i telefonisk forbindelse med stadion for over højtaleranlægget at opildne sine spillere til sejr. Se, dét er bella figura så det batter!

SIDEN 1939 HAR DET én gang om året været særdeles vigtigt for en lille gruppe piger at gøre - i bogstaveligste forstand - en god figur. Det er tilfældet når Miss Italia-konkurrencen hvert år løber af stabelen i den italienske kurby Salsomaggiore.
Men jagten på kvindelig skønhed går faktisk endnu længere tilbage. “Allerede fra starten af dette århundrede kårede man, i forbindelse med den religiøse fest for San Giovanni, en skønhedsdronning. Og det var en vigtig begivenhed, der forbandt det religiøse og det mondæne”, forklare Maciotti.
I de sidste mange år har kåringen af Miss Italia været det helt store tilløbsstykke. Grovsorteringen af de cirka 60 deltagende skønheder sker på showets første dag. På andendagen reduceres flokken yderligere, og på den tredje dag sidder op imod 15 mio. italienere klæbet til skærmen for at se de 12 finaledeltageres vuggende hofter og gyngende barme, der skiftevis er pakket ind i badedragter og aftenkjoler.
Det er et erotisk crescendo, maskeret af uskydige pigeansigter i pavens hjemland!

NÅR KÅRINGEN af nationens angiveligt smukkeste unge dame løber stabelen, skorter det ikke på polemik. Hvis det ikke er de konkurrerende piger, der sender hinanden verbale giftpile, er det som regel de ledsagende og ofte stridslystne mamma’er. I kulisserne er de utrættelige i forsøget på at tiltrække sig pressens opmærksomhed for at lovprise datterens skønhed.
I et samfund som det italienske hvor medierne konstant fokuserer på ofte uopnåelige skønhedsidealer - supermodeller, miss’er og de evindeligt lårsvingende dansepiger med silikonestruttende barme og læber, som det vrimler med i italienske tv-programmer - er bivirkningerne i de seneste år begyndt at dukke op til overfladen.
Således kan dagbladet la Repubblica berette om jagten på skønhed: Hvert år får cirka 20.000 italienske piger mellem 15 og 20 år foretaget en plastisk operation af æstetiske grunde. Ifølge avisen er det operationer som fedtsugning, retning af næser, kindben og ører, der står øverst på pigernes ønskeseddel. For blot ti år siden var dette fænomen stort set ukendt.

DET SIGER næsten sig selv, at la bella figura er politisk korrekt i Italien. Selv hos de mest rabbiate venstrefløjspolitikere. Til tv-transmitterede politiske diskussioner er de lige så ulasteligt velkældt som deres politiske modstandere på den modsatte fløj.
Og når Fausto Bertinotti, lederen af kommunistpartiet Rifondazione, ankommer til parlamentet for at udføre den daglige politiske dont, er det naturligvis standsmæssigt. Det vil sige, avislæsende og, i bogstavligste forstand, med høj cigarføring på bagsædet af en Alfa Romeo med privatchauffør.
Led mig uden om arbejderklassesolidaritet men giv mig i stedet min daglige bella figura - Amen!

Jesper Storgaard Jensen er cand.ling.merc. i italiensk og bor i Rom.










 
« Previous Page » top