»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Samvirke,  7/2001

Stop verden - jeg vil af!

Der er langt fra tidligere tiders stereotype billede af den mandolinspillende, ubekymrede italiener til dagens gennemsnitlige repræsentant for støvlelandet. Tid er blevet italienernes nye statussymbol.

Tekst: Jesper Storgaard Jensen.
Illustration: Søren Rud


ANTI-STRESS. Tiderne skifter og bringer ny livsførelse og nye statussymboler med sig. I den italienske instruktør Vittorio De Sicas filmmesterværk “Cykeltyvene” fra 1948 skildres hvor meget en cykel betød for en familie for at kunne tjene til dagen og vejen. Få år senere dukkede den berømte Vespa op, og gjorde den nemme mobilitet til indbegrebet af luksus. Dernæst kom den legendariske Fiat 600 ind på scenen. At have et eksemplar af denne firhjulede legende var et utvetydigt tegn på, at man tilhørte eliten.
Senere har det været nødvendigt med et stadigt stigende antal vrinskende hestekræfter under motorhjelmen for fortsat at kunne gøre indtryk på pøblen.
Men i dag har mange italienere kun ligegyldige skuldertræk til overs for brølende motorer, tonede ruder og justerbare soltage. Støvlelandets nye statussymbol skal findes i en helt anden boldgade. Det hævder i hvert fald en af Italiens mest kendte sociologer, Domenico De Masi, der i sin bog “Kreativ lediggang” beskæftiger sig med fænomenet:
“Tidligere betragtede man den materielle rigdom, f.eks. smykker, pelse og store biler, som statussymboler. Sådan er det ikke længere i dagens Italien. Hvis man går ud fra princippet om, at statussymboler er alt det, der er knaphed af, består dagens luksus først og fremmest i at have tid til sig selv, at være sin egen herre arbejdsmæssigt, at leve i et sundt miljø med ro og stilhed og at have adgang til skønhed”.

TID ER LUKSUS. Betragter man den senere tids trends og tendenser i Italien, vil man hurtigt erfare, at De Masi har ramt plet.
Italienske blade og aviser bringer med jævne mellemrum
temaartikler om, hvordan man bekæmper stress, hvad man kan gøre for at arbejde mindre uden at gå ned i løn, om folk, der har valgt at stå af ræset, om vigtigheden af at tilberede sin mad stille og roligt og med de rigtige råvarer og om, hvor vigtigt det er at få tiltrækkeligt med søvn.
At beskrive tiden som en næsten håndgribelig luksus, og hvad man skal bruge den til for at få mest muligt ud af den, forekommer nærmest at være blevet en nationalsport blandt journalister, sociologer og andre intellektuelle.

SLOW FOOD. Langsomt er smukt. Det mener i hvert fald Carlo Petrini, der er formand for den italienske Slow Food-bevægelse, som så dagens lys i 1986. I 1989 stiftede bevægelsen sit internationale hovedkontor i Paris, og i de seneste år har den haft kraftigt vokseværk. Bevægelsens formål er en søgen efter et liv langt væk fra overhalingsbanen, med tid - masser af tid - til reflektion, og til at genfinde de gamle traditioner inden for gastronomien, til at dyrke de rigtige råvarer og til nydelse af bl.a. mad og vine.
Om italienernes higen efter en mere langsom livsstil siger Petrini:
“Det økologiske landbrug er på vej frem i Italien, og et stadigt større antal kantiner benytter sig nu udelukkende af hormon- og pesticidefri produkter. Antallet af vegetarer er stigende, særligt efter udbredelsen af BSE. Og specielt i det nordlige Italien vinder cykelfolket terræn. Disse tendenser indicerer helt tydeligt, at italienerne længes efter et liv i en mere menneskelig rytme. Slow Food-bevægelsen er et modsvar på fast food-konceptet. Der skal være tid til reflektion og til at gå på opdagelse”.
Slow Food-bevægelsen har ugebladet Lo Specchio som talerør. Hver uge bringer bladet et 10-siders tema om en udvalgt egn. Her kan man eksempelvis læse om, hvordan et lille familie-firma i Piemonte producerer Fontina-ost efter traditionelle metoder, hvordan man finder de bedste råvarer på Palermos berømte og stemningsfulde Vucciria-marked, eller hvordan det berømte brød fra Altamura i Puglia-regionen produceres, naturligvis i overensstemmelse med århundredegamle opskrifter.
Desuden bringer bladet hver uge tips om den pågældende egns vine og særlige gastronomiske specialiteter, ligesom det angiver og anmelder de spisesteder, der holder de gamle traditioner i hævd.

LANGSOMME BYER. Med udgangspunkt i Slow Food-bevæglelsen gik 30 mindre italienske kommuner i juli sidste år sammen og dannede foreningen Città Slow (langsomme byer), som en understregning af, at hastværk, mere end nogensinde tidligere, er lastværk.
Målsætningen for de 30 kommuner er at bekæmpe stress, støj, trafik samt at fremme bioarkitektur, produktionen af lokale produkter uden kemiske tilsætningsstoffer, beskytte de lokale traditioner og små butikker med gamle håndværksmæssige traditioner.
Et krav for at blive optaget i Città Slow-foreningen er bl.a., at en vis del af byernes historiske centrum skal være total bilfri, at børnene i de lokale skoler skal modtage undervisning, der skal gøre dem i stand til at “sætte pris på det æstetiske”, samt at man tilstræber en særlig gæstfrihed over for turister. Desuden er der forbud mod neon-skiltning, hvorimod flere cykelstier er et must.
Det var borgmester Paolo Saturini fra den lille toscanske by Greve in Chianti, der, med udgangspunkt i Slow Food-successen, fik ideen til Città Slow. Han startede med at kontakte kolleger i andre italienske kommuner, hvor han på forhånd vidste, at man forkaster tanken om en hurtig og stresset livsstil, og ganske langsomt tog projektet form. Saturini lægger ikke skjul på, hvad det er, italieneren forsøger at beskytte sig imod:
“Den amerikanske model har invaderet Italien, og vi risikerer, at de italienske byer med tiden alle kommer til at ligne hinanden. Der må sættes en stopper for den koloniaseringsproces. Vi afviser den hurtige livsstil, hvor man løber med flokken uden at vide, hvor man egentlig er på vej hen, og vi nægter at tage del i det moderne livs overdrevne hastighed, der gør det umuligt at tænke”.

SMÅT ER GODT. At småt nu virkelig er godt i Italien, får man også et fingerpeg om ved at læse den årlige publikation fra ISTAT, Italiens statistiske kontor.
Den generelle tendens til, at i forvejen store byer bliver endnu større, har ikke overraskende modsat fortegn i Italien. Således mistede de største italienske byer sidste år over en halv procent af deres indbyggere, og denne tendens har faktisk stået på i de sidste ti år.
Skurken hedder i mange tilfælde bilen, og mange italienske byboere er simpelthen dødtrætte af dens overherredømme. Tallene fra ISTAT afslører fx, at 63,4% af byboeren i de store byer mener, at luften i deres by er forurenet i forhold til et nationalt gennemsnit på 37,1%, og 48,7% af beboerne i de store byer klager over støj fra bilerne mod kun 34,7% af dem, der bor i byer af mere beskedne dimensioner.
Disse tal kommer ikke som den store overraskelse for dem, der kender til italienerens forkærlighed for alt, der har fire hjul og en motor. Bilen er som et lille hus, hvor bl.a. en tredjedel af alle unge italienere gør deres første seksuelle erfaringer, og skal man 300 meter ned ad gaden for at købe en avis, tager man helst la macchina.

STØV OG STØJ. Det siger sig selv, at luften i de største italienske byer ikke ligefrem giver én en ubændig lyst til dybe indåndinger.
Undersøgelser foretaget af den italienske miljøorganisation Legambiente har vist, at Italiens otte største byer alle har forureningsværdier, der, næsten i bogstaveligste forstand, råber mod himlen/kan få enhver lunge til at se sort. Undersøgelsen viser, at i alt 3.472 dødsfald af voksne over 30 år i 1998 kunne tilskrives sygdomme som følge af skadeligt udstødningsos.
Eller hvad med oplysningen om, at en napolitaner i gennemsnit tilbringer 140 min. i sin bil ... om dagen! Romerne kommer ind på en “flot” andenplads med 135 min. Det siger sig selv, at det absolut intet har at gøre med livskvalitet, heller ikke en gang for dem, der tilbringer tiden i en fiks BMW Z3!
Det vil være synd at sige, at byboernes ører har det bedre end deres lunger. Målinger har vist, at støjen i mange italienske byer ligger omkring 70 db, også om natten, og det anslåes, at omkring 18 mio. italienere på den konto mister en halv times søvn hver dag, eller i alt 22 dage om året.
Helt i overensstemmelse med italienernes søgen efter et liv i sneglefart uden støj og stress, opfordrede det italienske miljøministerium sidste år kommunerne til at afholde én bilfri søndag hver tredje måned. Det blev en så stor succes, at ideen i dette forår er blevet gentaget, og udvidet til en bilfri søndag om måneden.
Miljøorganistioner og -tilhængere arbejder nu hen mod, at det skal blive muligt at afholde én økologisk weekend om måneden. Og de arrangerende kommuner af de bilfri søndage gør sig umage med at tiltrække sig de livsnydende italieneres opmærksomhed. I Rom har man på de bilfri søndage kunnet leje masser af cykler og elektriske scootere, i Torino har over 100 restauranter givet 10% rabat til de kunder, der kunne fremvise en busbillet, og overalt i Italien på byernes største pladser har der været gratis uddeling
af økologisk brød, æbler, lune retter og vin.

STØV PÅ MANDOLINEN. Til de få, der endnu bærer rundt på en hårdhudet forestilling om, at den klassiske italiener er en ubekymret, mandolinspillende, lystig fætter, er der kun en ting at sige: Glem det!
Mandolinen har i de sidste mange år stået og samlet støv på loftet, og smilet er formentlig stivnet en del, siden danskerne i 1970’erne for alvor begyndte at rejse til støvlelandet.
I januar måned i år afholdt sammenslutningen af italienske psykologer og psykoanalytikere deres årlige kongres i Rom. Kongressens konklusion var mere en blot almindelig tankevækkende, idet man her kunne læse, at otte ud af hundrede italienere modtager en eller anden form for behandling - medicinsk eller psykologisk - som følge af stress, eller det som de italienske psykologer kalder “non-stop bekymringer”.
Hertil kommer, at et endnu højere antal italienere lider i stilhed uden at søge behandling. Det samlede resultat: Hver femte italiener lider af stress!
Årsagerne række lige fra seksuel præstationsangst over frygt for ikke at slå til arbejdsmæssigt til angst for den nye teknologi, mobiltelefoner og internet. Symptomerne kan fx være irritation, rastløshed, muskelspændiger, hedeture og søvnløshed.


KREATIV INEFFEKTIVITET. Problemet bliver faktisk taget så alvorligt, at det italienske sundhedsministerium ved samme lejlighed præsenterede et nyt antidepressivt lægemiddel, der snart vil være i handelen.
Piller eller ej. Mange italienere er ikke i tvivl: Den rette medicin mod stress, bekymringer og andre af det moderne samfunds dårligdomme er et lavere gear, tid til reflektion og til selvforkælelse.
Og for dem, der skulle have svært ved at geare ned, skorte det ikke på gode råd og praktiske instruktioner. Den italienske forlagsbranche har nemlig for længst opfanget trenden, og bøger med titler som Kunsten at holde siesta, Om den gode brug af langsommelighed, Retten til dovenskab samt Kunsten at lave ingenting bliver langet over boghandlernes diske i stor stil.
I sidstnævnte bog af Veronique Vienne kan man bl.a. læse, at Isaac Newton fandt frem til tyngdeloven, mens han hvilede sig under et træ, Benjamin Franklin fik ideen til lynaflederen, mens han satte en drage op, og Albert Einstein mediterede ofte over universets mysterier med en kat i skødet.
Der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at begynde at drive den godt og grundigt af.

Jesper Storgaard Jensen er cand.ling.merc. i italiensk og bor i Rom.










 
« Previous Page » top