»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Samvirke,  3/2002

Ridderen og det delte land

Italien regeringsleder, den stenrige forretningsmand og tv-magnat Silvio Berlusconi, skaber splid helt ind i hverdags- og privatlivet.

Af Jesper Storgaard Jensen.
Foto: Scanpix, Søren Rud


POPULÆR OG FORHADT. Italien har delt sig i to lejre: For eller imod Berlusconi, landets rigeste mand, der sidste forår blev valgt som regeringsleder, og hans parlamentariske hof, der for en stor dels vedkommende består af personlige advokater, politiske medløbere og ja-sigere.
Italienerne enten afskyr eller forguder ham. Det er sort eller hvidt. Enten eller, og der er sjældent plads til gyldne middelveje.
Ved en bryllupsfest hos en nær ven faldt snakken på et tidspunkt på politik. Min borddame, en pige omkring 30 år, betroede mig, at der var problemer på hjemmefronten. Hun havde stemt på et parti til venstre for midten. Hendes kæreste havde derimod stemt på Berlusconi højreorienterede Forza Italia, hvilket i den efterfølgende tid havde givet anledning til ikke så få hidsige diskussioner. Adskillige gange havde kæresten måttet holde flyttedag - fra dobbeltsengen til sofaen i stuen - for som hun sagde:
“Siden Berlusconi er blevet valgt, har vi skændtes en del. Min kæreste forstår simpelthen ikke, at jeg ikke kan snuppe den der arrogance, som Berlusconi og hans folk repræsenterer”.
“Jamen, Berlusconi har banket en kæmpe virksomhed op. Det er sådan en type, Italien har brug for. Og er han aldrig blevet fundet skyldig i korruptionsanklagerne”, forsvarede den sofalogerende kæreste sig.
Historien giver et ganske godt billede af tingens tilstand i Italien under Berlusconi. Der er absolut ingen amoriner i luften mellem højre og venstre.

KONTROVERSIEL. Berlusconi ejer nationens tre største, private tv-stationer, det succesfulde fodboldhold Milan, flere aviser og ugeblade, bogforlag, reklamebureauer og forsikringsselskaber. Den evigt smilende mand er således også indehaver af en interessekonflikt, der er omtrent lige så stor som hans personlige formue.
Men i Italien, hvor det at løbe med strømmen og holde med den stærkeste og mest succesfulde til tider kan virke som en nationalsport, gav hverken Berlusconis interessekonflikt eller det faktum, at han er indblandet i flere retssager om regnskabsfusk og kurruption af dommere, tilsyneladende anledning til nævneværdige bekymringer hos en stor del af vælgerkorpset. De higede efter forandringer og fremgang, og så måtte indviklede spørgsmål som moral, politisk etik og sammenblanding af politiske og private interesser komme i anden række.
Således gik det til, at il Cavaliere, ridderen - en titel Berlusconi har fået for sin indsats i italiensk erhvervsliv - også fik prædikatet “ny konge” i italiensk politik. Og det til trods for at hans interessekonflikt, verserende retssager, personlige stil samt flere spektakulære love alle er brikker i et puslespil, der viser et billede af en stadig mere kontroversiel person. Både venstrefløjen og mere moderate spørger sig selv og hinanden:
“Hvordan i alverden kunne de andre dog stemme på Berlusconi? Hvordan kunne de tilsidesætte al moral?”

FRONTERNE TRUKKET OP. Venstrefløjen ser ham som en korrupt forretningsmand, der sidder på regeringsmagten for at mele sin egen kage og undgå retsforfølgelse. De ser ham som en arrogant kejser, der har slæbt hobevis af personlige advokater og venner med i parlamentet.
Højrefløjen derimod ser Berlusconi som en frelser, som en dygtig og begavet forretningsmand, hvis driftighed han nu vil overføre til det politiske liv. Al snak om korruption og regnskabsfusk tilbagevises med Berlusconis egen forklaring om, at han forfølges af kommunistiske dommere.
Fronterne er trukket skarpt op, og knivskarpe politiske opdeling mellem højre og venstre slår også igennem i italienernes sociale relationer. Ikke sjældent hører man fx venstreorienterede tage afstand fra ellers sympatiske nye bekendtskaber, hvis det viser sig, at de har stemt på Berlusconi.
Tendensen fremgår også af en undersøgelse foretaget af analyseinstuttet Doxa. Den angiver Berlusconi som Italiens mest “populære person”, foran bl.a. nationalklenodier som Oscar-vinderen (filmen Livet er smukt) Roberto Benigni og den populære landsholdsspiller Alessandro Del Piero. Samtidig må Signor Berlusconi dog finde sig i også at være på førstepladsen på listen over mest “forhadte personer”, endda foran selveste Bin Laden.

ET FORVARSEL. Men hvad er der egentlig sket i Italien, siden Berlusconi er kommet til magten, og har dagligdagen ændret sig? Disse spørgsmål har Samvirke stillet Giorgio Bocca, historiker, forfatter til en række bøger om Italiens historie og samfund og en af italiensk journalistiks grand old men. Bocca, der blandt andet er kendt for at have holdt sig fri af partipolitiske interesser, siger indledningsvis:
“Berlusconi-regeringen repræsenterer ikke blot en politisk forandring, men også en lang række fuldstændigt ukendte personers indtræden i italiensk politik. Personer, der er fuldstændig blottet for en politisk ideologi, men som udelukkende er drevet af profit. Husk på, at mange af de valgte fra Forza Italia er Berlusconis personlige advokater og reklamefolk fra hans reklamebureau. De har en mentalitet, der er typisk for Berlusconi. En anmasende og arrogant holdning og en overbevisning om, at folk blot skal overtales til at skifte standpunkt. Det er en slags tæppesælger-mentalitet”.
I august måned sidste år, omtrent halvanden måned efter Berlusconi-regeringens tiltrædelse, fandt det G(-topmøde sted i Genova, som udviklede sig til katastrofale voldsscener meller 15.000 politifolk og 150.000 demonstranter. Det var muligvis ved den lejlighed, at italienerne første gang fik færten af, at et eller andet havde ændret sig, siden ridderen var kommet til magten.
Bocca er ikke i tvivl om symbolværdien af G8-begivenhederne:
“Sammenstødet mellem anarkisterne og politiet bredte sig til de fredelige demonstranter, der fik sig en vaskeægte skræklektion af politiet. Det, der skete i Genova, var et frygteligt forvarsel til det italienske samfund om, at vi er på vej mod et nyt autoritært styre. Det er ikke fascisme, men det ligner. Det er nærmest et nyt regime. Genova viste, at det indebærer store fysiske risici at modsætte sig, at gå imod strømmen, og det er præcis derfor, man næsten må kalde styreformen sådan”.

DEB RIGE MAND. Bocca mener dog ikke, at italienerne som under 2. verdenskrig er fascinerede af den stærke mand:
“Nej, italienerne længes ikke efter en Mussolini-type. Værdierne har ændret sig. Under fascismen var den fysiske styrke og magt et ideal. Nu er det nye ideal derimod rigdom, og i den henseende er Berlusconi den perfekte inkarnation af italienernes drøm. Historien i italiensk presse om, at Berlusconi har købt jord for seks mia. lire (ca. 24 mio. kr.) ved siden af sin villa på Sardinien, for at ingen skulle bygge dér, gør et stort indtryk på mange italienere”.
Om italienernes fascination af vinderen, den stærke, siger Bocca:
“I perioden 1992-94, da Operation Rene Hænder (mod korruption helt op i landets øverste kredse) var på sit højeste, stod italieneren last og brast om dommerne, fordi de var overbeviste om, at dommerne ville vinde slaget. Nu da italienerne har set, at Berlusconi har vundet, holder de med ham. Det er den stærkes lov. Kun få tør vove skindet, og alle vil have en plads i hans hof. Jeg kender adskillige journalister, der tidligere var kritiske over for Berlusconi, og som nu er hoppet med på vinderens vogn. Det gælder også for mange aviser. De fleste af Italiens store aviser er efterhånden ‘gået over til Berlusconi’. Det fornemmer én som jeg, der kender faget indefra, gennem nogle helt klare signaler. Poleret skrivestil selv når der gives kritik, større titler og flottere fotos af Berlusconi. Jeg betragter mig som fri og dermed også priviligeret, men hvis Berlusconi en dag skulle købe avisen, jeg skriver for, er det slut med mig som medarbejder”.

YDMYGELSE OG AFMAGT. Kun få måneder efter Berlusconi-regeringens indsættelse vedtog den flere spektakulære love, der nærmest fik den italienske venstrefløj til at gå ud af sit gode skin af raseri og afmagt, og som medførte ikke så få løftede øjebryn rundt om i Europa. Som fx at regnskabsfusk kun kan give anledning til frihedsstraf, såfremt der eksisteret en forurettet part, der beviseligt har tabt penge. Hvis det ikke er tilfældet kan regnskabsfusk kun straffes med bøde. Og indviklede bureaukratiske procedurer ved udveksling af retsakter mellem Italien og Schweiz, som medfører, at en stor mængde allerede indsamlet bevismateriale nu er blevet ugyldig, bl.a. fordi loven har tilbagevirkende kraft.
På spørgsmålet om Berlusconi-regeringens nye love trækker Bocca opgivende på skuldrene.
“Jeg har aldrig i italiensk politik set en sådan sammenblanding af politik og private interesser. Berlusconi bruger sin politiske magt til at pleje sin virksomheds og sine personlige interesser. At være vidne til dette give mange italienere en følelse af ydmygelse og afmagt. Ydmygelse fordi de værdier, vi er vokset op med, ikke længere er noget værd, og afmagt fordi vi i det politiske spil har været vant til helt andre regler”.
Bocca hentyder til, at Berlusconis holdingselskab Fininvest er anklaget i flere sager om regnskabsfusk, og at Berlusconi selv sammen med parlamentsmedlem Cesare Previti, der samtidig er en af ridderens nærmeste personlige advokater, i to tilfælde er tiltalt for korruption af dommere i retssager, hvor en del af bevismaterialet består af udskrifter fra schweiziske bankkonti.
På den baggrund har en del italieneren en mistanke om, at politikeren Berlusconi forsøger at holde en beskyttende hånd over privatpersonen Berlusconi.

DRØMMEN OM AMERIKA. Sidste efterår fik man endvidere et bevis på, at også de demonstrerende italienere har delt sig i to grupper.
Den 10. november travede ca. 100.000 demonstranter med bannere og flag gennem byen om sang Bella Ciao som en protest mod Italiens deltagelse i krigen.
Samtidig, på Piazza del Popolo i Roms hjerte, havde Berlusconi organiseret en storslået USA-day som solidaritet med ofrene for terrorangrebene i USA. Foran ca. 40.000 mennesker og med en sådan højtidelig, at selv de fire løver, der er en del af Piazza del Popolos egyptiske obelisk, må have krummet poter af lutter forlegenhed, sagde Berlusconi:
“Ligesom Kennedy sagde Ich bin ein berliner, siger jeg, Jeg er newyorker, vi er alle newyorkere.
Bocca er ikke i tvivl om Berluconis talent som kommunikator:
“Han ved præcis, hvad folk vil høre. Med sin tv-kanaler har han været dygtig til at blande nyhedsformidling, underholdning, reklamer og politiske slogans. Også begivenheden på Piazza del Popolo var et show i bedste amerikanske stil. Han har, om man så må sige, givet italienerne Amerika”.

AFKLÆDT PROTEST. Skønt den politiske satire har fået betydeligt sværere vilkår under Berlusconi, der nu sidder på ca. 90% af italiensk tv’s sendeflade, er der trods alt stadig plads til komikken.
Det beviser komikeren Sabina Guzzanti, der er eminent til at imitere Berlusconis højtravende demagogiske stil, og som betegner sig selv som “klart imod alt, hvad Berlusconi står for”.
I forbindelse med færdiggørelsen af sin første film fortæller hun til ugemagasinet L’Espresso:
“Filmen handler om en talentløs og arrogant skuespilleinde og folde-ud-pige, og som er en bidende kritik af Berlusconis Italien”.
For at promovere sin film har Guzzanti lavet, hvad hun kalder en anti-Berlusconi-kalender, der vil blive uddelt i biograferne, når filmen efter planen får premiere i denne måned.
Om hendes film og kalender bliver en succes, vil den kommende tid vise. Indtil videre har hun reddet sig en prestigefuld i det prestigefulde magasin L’Espresso.
Og formentlig en god diskussion i familien. Hendes far, Paolo Guzzanti, er en af Berlusconis trofaste støtter i det italienske parlament.

Jesper Storgaard Jensen er cand.ling.merc. i italiensk og bor i Rom.






 
« Previous Page » top