»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Samvirke,  2/2003

Det gode skud ... for enhver pris

Efter Lady Dianas død fordømte alle paparazzi-fotografer. Alligevel er der i dag et blomstrende marked for blade, der benytter deres fotos.

Af Jesper Storgaard Jensen.
Foto: Søren Berg, All Over press og Scanpix


TRAGISK DØD. Paris, august 1997. En luksuriøs Mercedes i høj fart gennem byen. På bilens bagsæde sad Lady Diana og hendes elsker Dodi Al Fayed. Historien om deres tragiske dødsulykke har været fortalt tusindvis af gange i hele verdenspressen.
I kølvandet på den forulykkede Mercedes fulgte en gruppe paparazzi-fotografer, hvis hunger efter det gode skud i kassen var mindst lige så betragtelig, som bilernes fart.
Disse skandalefotografer fik skurkerollen. Det var dem, der fremprovokerede ulykken, mente mange, og ironisk nok selv havnede i mediernes nysgerrige søgelys, der ellers var tiltænkt andre. De var de skyldige, dem som blev fordømt.
Med ét var denne kategori af skandalefotografer på alles læber. Hvem var de, hvordan var denne genre opstået, og hvorfra kom udtrykket paparazzi-fotografer?

SKANDALER. Den 15. august 1958 er en brandvarm dag i Rom. Den italienske fotograf Tazio Secchiaroli mødes med en lille gruppe kolleger i Roms centrum. Varmen har gjort dem dovne og apatiske, og de driver rundt på må og få i området omkring Via Veneto og Den Spanske Trappe i forventning om, at noget skal ske.
Roms filmby Cinecittà’s lave produktionsomkostninger havde på det tidspunkt gjort den italienske hovedstad til Europas svar på Hollywood. I byen flokkedes alverdens filmstjerner, forfattere, andre skabende kunstnere samt kendte ansigter fra Italiens showbusiness og aristokrati. Slentrede man blot en kort aftentur langs Via Veneto, var man sikker på at støde ind i indtil flere berømtheder.
Og det var hvad lige nøjagtig, hvad Secchiaroli og hans kolleger gør. På et tidspunkt går de forbi den dengang så berømte Café de Paris, hvor de får øje på Egyptens tidligere konge, Farouk, i selskab med to iøjnefaldende skønheder. Secchiaroli nærmer sig trekløveret og fyrer hurtigt et par billeder af. Det bekommer ikke Farouk vel. Han griber fat i Secchiaroli og løfter ham truende i vejret. En af Secchiaroli kolleger har imidlertid held til at bringe de afslørende billeder i sikkerhed.

BERØMTHEDER. Fotograferne fortsætter deres færd i den romerske nat og opsnapper lidt senere nyheden om, at Ava Gardner og skuespilleren Anthony Franciosa befinder sig på en natklub i nærheden. Det lykkes Secchiaroli og hans kolleger at snige et miniblitz med ind i natklubben, hvor fotografer ellers på det strengeste var forment adgang. Franciosa, hvis hustru befinder sig i USA, bliver edderspændt rasende, da hans lille hemmelige flirt pludselig bades i fotografernes blitzlys. Han farer op og sender en af fotograferne i gulvet med en lige højre. Imens er de afslørende billeder blevet fjernet fra gerningsstedet.
På vej hjem støder Secchiaroli og hans kolleger ved et tilfælde ind i et par andre berømtheder: Anita Ekberg og hendes daværende ægtemand, Anthony Steel. Han har fået, så hatten passer og bliver så irriteret over fotografernes blitzlys, at han sætter i løb efter Secchiaroli ned ad Via Veneto. Hans alkoholprocent er dog betydelig større end benenes formåen, og snart ligger han på langs hen ad asfalten ... oplyst af fotografernes blitzlys.

EN NY GENRE. Den nats dramatiske begivenheder havnede hurtigt på ugebladenes forsider. Afsløringerne havde fundet sted, skandalerne havde set dagens lys og salgstallet røg i vejret.
Den nat havde Secchiaroli og hans kolleger ikke kun fordrevet tiden med at dokumentere det søde romerske nattelivs frivole slåen sig løs. De havde også skabt kimen til en ny og kontroversiel genre: fotojournalistikken.
Det var første gang i Italien - og for den sags skyld i resten af verden - at det traditionelle fotografi med den rette lyssætning og posering blev “udfordret” af en ny fotografisk stil.
Fotojournalistikken frigjorde sig fra enhver form for kunstnerisk kriterium. Det væsentlige var reportagen, at dokumentere virkeligheden i billeder.
Denne helt nye måde at rapportere fra Roms søde natteliv på var helt i tråd med byens kosmopolitiske atmosfære, befolkningens hunger efter sensationer og den sociale frivolitet, der så småt var begyndt at vinde indpas i Italien.
Efter efterkrigsårene og første halvdel af 1950’ernes armod fremstod skandalefotografernes billeder som en forfriskende dokumentation af en gryende mondænitet, som den menige italiener slubrede i sig med stor lyst.
De romerske fotografer udarbejdede hurtigt en sand jagtstrategi. Den gik i al sin enkelthed ud på, at flere fotografer sammen forsøgte at opstøve berømtheder i Roms livlige natteliv. Herefter provokerede fotograferne deres ofre for at få dem til at blamere sig - hvilket tit lykkedes - for at få så mange gode, og især pinagtige, billeder i kassen som muligt.
Og fotografernes færdigheder og fantasi voksede i takt med de ofte betydelige beløb ugebladsredaktørerne var villige til at betale for de afslørende billeder. Intuition, hurtighed og især en evne til at forudse pirrende begivenheder takket være tip fra taxichauffører og hotelportierer var de vigtigste forudsætninger for at være på rette sted på rette tid.

FELLINI-FILM. Federico Fellini var ikke blot Italiens mest berømte filminstruktør i 1950’erne, han var også en skarpsindig og nysgerrig iagttager af forandringerne i det italienske samfund. Og skandalefotografernes afslørende dokumentation af et løssluppent romersk natteliv fascinerede Fellini så meget, at han fandt inspiration til sin nok mest berømte film, La Dolce Vita (Det søde liv).
Her fortælles historien om en frustreret og livstræt journalist, Marcello, - spillet af en ung, smart Marcello Mastroianni - der med højt hår, ulastelige jakkesæt og åbenstående sportsvogn drøner gennem Roms dekadente natteliv.
En anden af filmens hovedpersoner er en ung fotograf, der følger Marcello i tykt og tyndt. Fellini havde imidlertid store problemer med at finde et passende navn til denne figur. Han søgte et navn, der skulle gøre fotografen levende. Samtidig skulle dette navns fonetiske komposition - dvs. navnets lyd - sige noget om personens psykologiske natur.
Først da Fellini ved et tilfælde læser en roman, hvori han støder på en syditaliensk hotelejer med et komiske og noget ejendommeligt efternavn, går det op for ham, at dette navn er perfekt: Paparazzo (flertal “paparazzi”).

JAGTEN PÅ SUCCES. Fellinis film gjorde med ét slag parapazzi-fotograferne verdensberømte. Fænomenet bredte sig, og deres arbejdsmetoder bed sig fast. Nogle foretrak Via Veneto som “jagtmarked”. Andre modtog deres “ofre” - ofte udenlandske berømtheder - i Roms lufthavn og fulgte dem rundt i hele Italien.
Og det skortede bestemt ikke på dramatik. Biljagter, træklatring, lang tid tilbragt med at vente og tørre tæsk hørte med, når det god skud skulle i kassen. Det kan Italiens måske mest berømte og fortsat aktive paparazzo, Rino Barillari, tale med om. I løbet af de mere end 35 år han har ernæret sig ved at stikke næsen - og sit kameras telelinse - i kendte menneskers privatliv, har det kostet ham 76 smadrede fotografiapparater, 11 brækkede ribben og 58 besøg på diverse skadestuer.
Roms mondæne udendørs dagligstue mistede dog relativt hurtigt sin glans. Den store succes Fellinis film opnåede, tiltrak så mange turister, at paparazziernes foretrukne jagtplads blot få år senere var blevet omdannet til et tarveligt Mekka for turister, der valfartede til byen for at opleve det mondæne aften- og natteliv.

GENREN LEVER VIDERE. Roms søde liv døde hen, men den nye fotografiske genre levede videre.
Nu om dage tilhører bladene Novella 2000, Eva 3000 og Chi den italienske damefrisør-litteraturs superliga. Her gøres der flittigt brug af paparazziernes fotos, og læserne kan typiske læse (dvs. se!) samfundsrelevante reportager om sportsstjerners strandflirter, gravide studieværtinder og Berlusconi-familiens mange medlemmers gøren og laden.
Typisk betaler de italienske sladderblade ca. 4.500 kr. for et godt billede og op til 20.000 kr. for et scoop.
Det er dog intet at regne i forhold til verdens efter sigende bedste betalte paparazzi-foto. Det tog den italienske paparazzo Mario Brenna af Lady Di og Dodi Al Fayed - i et øjeblik hvor de kyssede hinanden - blot 20 dage før deres død. Billedet gik verden rundt, og Branna indkasserede efter sigende ca. 3,7 mio. kr.

SE & HØR. Paparazzi-begrebet har for længst nået danske breddegrader. Og ikke altid med lige heldige resultater. Det har Se & Hør måttet sande. Det blev modtaget udpræget negativt, da bladet i forsommeren 2002 udloddede en dusør på 10.000 kr. til den, der kunne levere et billede af Kronprins Frederik i selskab med den nye kæreste Mary.
Normalt giver Se & Hør 700-800 kr. for et foto, men hvis der er tale om et rigtig godt foto - fx. af kronprinsen og hans kæreste hvor man kan se, “at de er glade for hinanden” - kan prisen gå op til 2-3.000 kr.
Umiddelbart efter prinsesse Dianas død udtalte Se & Hør’s daværende direktør Niels Smidt Jensen, at nu var det slut med brugen af paparazzi-fotos.
Den udtalelse blev dog hurtigt glemt, da efterfølgeren Peter Salskov kom til. Han indførte et 12-14 siders tillæg i bladet, der fik navnet Paparazzi. Det forsvandt sammen med Peter Salskov i forsommeren.

HVEM DRÆBTE? Jo, paparazzierne har altid - både dengang og i dag - været omgæret af et negativt skær, hvilket Fellini trods sin fascination udemærket var klar over. I en scene i sin film lader han en fortvivlet og desperat kvinde, der er omringet af paparazzier, råbe “I har ikke respekt for noget som helst”.
Efter Lady Dianas død steg foragten for paparazzierne til uanede højder. Men i dag er markedet for de letbenede ugeblade, der bruger paparazziernes fotos og som bringer spaltevis af sladder om de rige, de kendte og de smukke, blomstrende som aldrig før. Både i Danmark og Italien kommer der jævnligt nye blade til.
Reklamefotograf Oliviero Toscani - kendt for sin provokerende reklamekampagne for det italienske tøjfirma Benetton - siger:
“Det var i virkeligheden Fru Mariuccia fra naboejendommen, som råber skændsel efter paparazzi’erne, der dræbte prinsessen. Uden læsere af de blade, der bringer paparazziernes fotos, ville Lady Di og Dodi Al Fayed fortsat være i live”.

Jesper Storgaard Jensen er cand.ling.merc i italiensk og bor i Rom.






 
« Previous Page » top