»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  17/10/1997

Lummert efterår i Italien

Italien. Umberto Bossi, lederen af protestpartiet Lega Nord, står i spidsen for tusindvis af utilfredse norditalienere, der kræver et selvstændigt Padanien. Hans politiske kolleger fordømmer ham og diskuterer, hvordan han kan stoppes. Imens rykker datoen for “valget” til Bossis selvbestaltede og forfatningsstridige parlament nærmere.

Af JESPER STORGAARD JENSEN


ROM - I Italien er l’autunno caldo, det varme efterår, en kendt faktor i den indenrigspolitiske terminologi. Udtrykket referer til 1969, hvor millioner af industriarbejdere over hele landet strejkede som følge af sammenbrudte overenskomstforhandlinger mellem fagforeningerne og metalindustrien.
At også efteråret i 1997-udgaven tegner til at blive en særdeles hed affære, skyldes hovedsageligt Umberto Bossi. Med sine planer om at løsrive Padanien fra Italien, fortsætter han med at tirre den etablerede politiske elite i Rom.
Den uendelige række af provokationer fra Bossis side vil formentlig nå det foreløbige højdepunkt den 26. oktober, når valget til Padaniens forfatningsstridige parlament løber af stablen. Dette valg udgør endnu et skridt på vejen mod den selvstændighed, der er Bossi og hans grønskjorte-klædte tilhængeres erklærede mål.

Skotsk forbillede
Lega’ens mål har altid været Padaniens selvstændighed. Ved partiets tilsynekomst hen mod slutningen af 70’erne var det især beskyttelsen af sproglige og kulturelle værdier, specielt for regionen Lombardiet, der var på partiprogrammet. Senere, i anden halvdel af 80’erne, var et af temaerne blandt andet hadet mod “de fremmede” og mod de, ifølge Bossi, dovne syditalienere, der i stor stil loppede den af i den ineffektive, offentlige administration.
I starten af 90’erne skiftede Bossi så atter taktik. Nu var det ikke kun “bonderøvene”, som Bossi kaldte sine landsmænd syd for Rom, og indvandrerne, der var mål for hans mange verbale bredsider, men især en centralistisk og, efter Bossis mening, tyvagtig stat, et uoverskueligt bureaukrati, et højt skattetryk og en flok korrupte politikere og partier, der nærmest mekanisk delte de forskellige politiske embeder og topposter mellem sig.
Efter et dårligt valgresultat i 1993, og grundet de følgende års politiske begivenheder, var partiet på det nærmeste tvunget til endnu en gang at ændre målsætning. Som protestparti stod det over for det “klassiske dilemma”: Det havde ikke haft held til at slå igennem på landsplan, og repræsenterede heller ikke noget seriøst regeringsalternativ - hverken alene eller i koalition med de tidligere regeringspartnere Forza Italia og nyfascisterne (AN). Partiet måtte derfor forny sig, inden de højtråbende protester ville fortage sig som ligegyldige ekkoer i det fjerne.
Nyheden kom i form af planerne om selvstændighed, og sidste efterår dannede Bossi og hans partifælder således Il Parlamento del Nord, Det norditalienske Parlament. Ved en højtidelig begivenhed proklamerede Bossi, at det pengestærke Norditalien nu havde fået nok af regeringens evindelige snak om føderalisme. Nu ville man se handling.
Som belæg for sit krav om føderalisme har Bossi søgt hjælp i historiebøgerne, og han henholder sig til, at Padanien tidligere var et selvstændigt folk med eget sprog og egen kultur - en påstand, der frembyder store smil hos italienske historikere - og at området, hvor der bor 26 mio. italienere, således har ret til selvstyre. Ingen - heller ikke Bossi selv, lader det til - kan med sikkerhed sig, hvor Padanien bør have sin grænse mod syd. Nogle hævder Bologna, andre trækker grænsen ved Po-floden.
Bossi der Skotland som Padaniens forbillede, og selv det faktum, at de to områder har vidt forskellige historisk og politiske baggrund, betyder intet for Lega’ens leder, der efter skotternes nyligt afholdte folkeafstemning udtalte: “I dag begynder den lange vej mod friheden. Skotterne har kæmpet for den i 700 år. Nu starter Padaniens kamp”.

Symbolerne genopdaget
At Italien har behov for en form for føderalisme er der dog bred politiske enighed om. Derfor har regeringen nedsat en parlamentskommission - bestående af medlemmer fra begge kamre - der siden februar 1997 har diskuteret forfatningsmæssige reformer, herunder øget regionalt selvstyre baseret på en mere føderal statsform.
Kommissionens leder, Massimo D’Alema fra Det demokratiske Venstreparti (PDS), vil dog ikke høre tale om en folkeafstemning om fuld norditaliensk autonomi efter den skotske model, sådan som Lega’en har ønsket det, da en sådan klart vil være i strid med Italiens forfatning.
Bossi synes dog fast besluttet på at føre sit projekt ud i livet, med eller uden Roms blåstempling. På et-årsdagen for dannelsen af Norditaliens parlament, i midten af september, afsluttede han Lega’ens 3-dages møde ved højtideligt at hælde en flakon med vand fra Po-floden ud i Venedigs lagune. Herefter, foran 25.000 begejstrede tilhørere, erklærede han:
“Ceremonien er slut, men jeg vil ikke sige: Gå med fred. Ceremonien er slut, men nu kan festen begynde. Vi ses i kamp. Om det bliver en demokratisk kamp, eller en anden form for kamp, det kommer an på Rom”.
At Bossis populistiske retorik er fuldt intakt beviste han i overflod i sine mange udfald mod sine kolleger i Rom: “Padanien er blevet frarøvet frihed og sin kultur. Vi har mistet vores rødder på grund af svinene i Rom”. Også en veneziansk dame, der i en stille protest havde hængt det italienske trikoloreflag neden for sit vindue, fik en hilsen med på vejen:
“I kan hænge trikoloren, hvor I har lyst. Der er ingen kærlighed over for trikoloren længere, den har mistet sin værdi. For min skyld, frue, kan De hænge trikoloren ud på lokummet”!
I en tid hvor venstrefløjen klamrer sig til de få nationale symboler Italien har tilbage, var en sådan udtalelse naturligvis med til at sætte sindene i kog. Reaktionen udeblev da heller ikke, og få dage senere kunne Bossi læse i de italienske aviser, at han ville blive anklaget for krænkelse af det italienske flag, hvilket kan give fra 1-3 års fængsel efter den italienske straffelov.
Det er dog ikke kun det italienske flag, venstrefløjen har fundet frem fra støvede loftskamre som et symbol på et samlet Italien. Også nationalmelodien “Mamelis hymne” oplever i disse måneder en sand renæssance. Under et kæmpe “antiløsrivelses-arrangement” - arrangeret af de tre største fagforeninger - med ca. en mio. deltagere fordelt på Milano og Venedig, stemte deltagerne i med “Mamelis hymne”, muligvis som et modsvar til Verdis “Va pensiero”, som synges af Bossi og hans grønskjorter. I koret befandt sig bl.a. Dario Fo, som til avisen la Repubblica udtalte: “Jeg finder det paradoksalt, at venstrefløjen efter så mange års klassekamp nu befinder sig her for at forsvare det italienske flag. Vi har altid været sarkastiske over for brugen af flaget, der blev udøvet af dem, som bag trikolorens retorik blot ragede til sig. I dag er vi endda tvunget til at synge denne absurde nationalsang”.

Alle mod én
Selv om il Senatùr, som den italienske presse har døbt Bossi, og hans følgesvende fortsat er en minoritetsgruppe, bliver de alligevel taget endog særdeles alvorligt. Blandt andet fordi størstedelen af den italienske befolkning faktiske er af den overbevisning, at den centralistiske stat skal reformeres, og at det gerne snart må ske. Mange deler således også Bossis skepsis over det almægtige statsapparat, om end den kommer til udtryk på en mere moderat måde.
Blandt den store skare af politikere, der gerne vil stikke en kæp i Lega’ens forhjul, er der dog stor uenighed om, hvordan dette skal gøres. Italiens præsident, Oscar Luigi Scalfaro, kalder Bossis parlamentsvalg “forfatningsstridigt” og tilføjer, at “hvis ikke fornuften til sidst sejrer, så må sagen overdrages til domstolene”. Også ministerpræsident Prodi følger op på den hårde linje, og selv paven - som Bossi respektløst kalder for “polakken” - har givet sit besyv med. I Vatikanstatens avis Osservatore Romano kritiserer han skarpt de politikere, der undervurderer faren for Norditaliens løsrivelse og udtaler, at “Italien skal forblive ét land med en katolsk sjæl”.
Gianfranco Fini, lederen af nyfascisterne (AN), maner dog til besindighed. Han advarer mod at gøre en politisk klovn, som han kalder Bossi, til en martyr. Også Giampaolo Pansa, journalist ved ugebladet L’Espresso, er på linje med Fini: “Bossi har gennem sin politiske karriere altid ernæret sig ved martyrrollen. Et hvilket som helst forbud, et hvilket som helst knippelslag og et hvilket som helst skridt mod at forhindre valget den 26. oktober ville blot styrke Bossis martyrstatus, og dermed også hans politiske levedygtighed”.
I løbet af oktober vil parlamentskommissionen afslutte sit arbejde med en række reformforslag. Disse forslag skal herefter drøftes i såvel Senatet og Deputeretkammeret, og her regner man med en behandlingstid på omtrent et år. Men det har Bossi ikke tid til at vente på. Han vil se handling og udtaler: “Når medlemmerne af Padaniens parlament er blevet valgt, vil vi bruge et halvt på at lave en forfatning. Herefter er Padanien en realitet. Med eller uden Roms godkendelse”.
Ved de mange politiske møde i Norditalien i dette efterår har der adskillige gange været optræk til fysiske sammenstød mellem Lega’ens medlemmer og grupper af “nationale italienere”, og korporlighederne er kun blevet undgået på grund af ordensmagtens indgriben. Ingen ved, hvilken rolle den selv samme ordensmagt kommer til at spille i forbindelse med afviklingen af valget den 26. oktober, og mange frygter for kaotiske tilstande ved valgstederne.
Mens lummerheden så småt har forladt Italien efter den hedeste september i over 200 år, vil kviksølvet i den indenrigspolitiske temperaturmåler sandsynligvis indicere, at endnu et varmt efterår er i vente.

Jesper Storgaard Jensen er freelance-journalist bosiddende i Rom.


 
« Previous Page » top