»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  13/2/1998

Italiensk charmeoffensiv

Italien. I begyndelsen af maj besluttes det, hvilke lande der kommer med i euroen fra 1. januar 1999. I Italien vil der udbryde landesorg, hvis man ikke får adgang til “Det Forjættede Land”.

Af JESPER STORGAARD JENSEN
Weekendavisens korrespondent


ROM - “Jeg ville ikke have haft fred i sjælen, hvis vi ikke havde nået de mål, vi havde sat os for 1997. Nu er arbejdet udført, og vi har nået de ønskede resultater. Nu skal vi ud og fortælle om dem. Tænk, hvilken skam det ville være, hvis vi ikke kom med i euroen, ikke på grund af en dårlig økonomi, men som følge af dårlig markedsføring”.
Ordene er den italienske økonomiminister Ciampis, og de illustrerer den charmeoffensiv, han har gjort sig til talsmand for.
Ciampi har allerede givet interviews til Wall Street Journal, Süddeutsche Zeitung og en række andre internationale aviser, og i sidste uge tog han så selv til Tyskland. To af de hårdeste kritikere af italienske økonomi, Tysklands økonomiminister Theo Waigel og nationalbankdirektør Hans Tietmeyer skulle overbevises om, at Italien nationaløkonomiske kvantespring hverken skyldes mirakler eller sminkede regnskaber, men derimod en fornuftig og veltilrettelagt økonomisk politik.
Ciampi mener, at der er på tide, at de mest skeptiske og mistænksomme EU-partnere - Tyskland og Holland - sletter billedet af Italien som inflationens og den dårlige økonomis hjemland.
Det er særligt tyskerne, med nationalbankdirektør Tietmeyer i spidsen, der i lang tid har været en torn i øjet på de EU-forhippede italienere. Eksempelvis har italienske medier peget på den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, der gentagne gange har bragt en utvetydig kritik af Italien:
“Ministerpræsident Prodi tager imod flygtningene med åbne arme, hvorefter de begiver sig til Tyskland for at bebyrde statens budget”, skrev avisen i forbindelse med de kurdiske flygtninge i Italien. Avisens opfattelse af italienernes retsbevidsthed er også blevet luftet af samme avis: “De, der overholder loven i Italien, opfattes som tåber. Hvorfor skulle man følge reglerne, når man kan slippe af sted med at snyde sig forrest i køen, smide affald på gaden og overhale højre om?”
Det er den type kritik, som irriterer italienerne, der anstrenger sig meget for at mane de stereotype fordomme om “spaghetti og mafia” i jorden.
Tyskerne er dog ikke alene om deres kritik. Senest skulle Hollands skatteminister Gerrit Zalm, ifølge den hollandske avis Nrc Handelsblad, have udtalt, at han vil trække sig tilbage, såfremt Italien kommer med i ØMU’ens tredje fase. Zalms kritik var rettet mod Italien skyhøje statsgæld, der er på hele 122 procent af bruttonationalproduktet, mens kriteriet for medlemskab kun tillader 60 procent. Denne gældspost til ifølge Zalm øge risikoen for, at den stærke hollandske gylden bliver skiftet ud med en svag euro, hvilket risikerer at medføre stigende inflation og rente.
Udtalelsen havde en svidende effekt på de følsomme italienere og skabte en del diplomatisk turbulens mellem de to lande, indtil første det hollandske skatteministerium og siden premierminister Wim Kok dementerede udtalelsen.

Økonomisk roadshow
Italienerne har fået styr på deres budgetunderskud, der i 1998 ventes at lægge sig til rette omkring 2,8 procent af BNP, og der er det netop den høje statsgæld, der udgør stenen i skoen i deres march mod euroen. Selv om regeringen er fuldt beviste om, at Italien på dette punkt falder klokkeklart uden for Maastrichts konvergenskriterier, virker både ministerpræsident Prodi, økonomiminister Ciampi og udenrigsminister Dini ganske optimistiske, når de gang på gang gentager, at “Italien har papirerne i orden”.
I et nyligt publiceret interview i avisen la Repubblica udtalte Dini eksempelvis: “Når det gælder forholdet mellem statsgælden og BNP er traktater helt entydig. Den kræver, at der er en faldende tendens, sådan som det netop er tilfældet i Italien”. Her refererer Dini til det ene procentpoint, som statsgælden forventes at falde med i 1998.
Det italienske ministertriumvirat, med supereuropæeren Ciampi i spidsen, prøver ihærdigt at tage brodden af den hårdeste kritik. Således har man nu udarbejdet en økonomisk plan, der skal bringe statsgælden ned på Maastricht-traktatens foreskrevne 60 procent af BNP. Den vil blive fremlagt og forklaret af økonomiske eksperter fra nationalbanken og økonomiministeriet, som i den kommende tid besøger Haag, London, Bonn, Paris, Bruxelles, Madrid og Lissabon. Målet med dette “økonomiske roadshow” er at overbevise især tyskerne om den grundighed og seriøsitet, der ligger bag de kommende års økonomiske manøvrer.
Af planen fremgår det bl.a., at Italien - hovedsageligt gennem de fortsat privatisering af de mange statsejede virksomhedskolosser samt en reformering af bl.a. pensionssystemet - vil bringe statsgælden ned på 100 procent i år 2002 og videre ned på de magiske 60 procent i år 2009.
Ciampi har desuden fremskyndet offentliggørelsen af regeringens økonomiske plan for perioden 1999-2001. Den vil nu blive fremlagt allerede i begyndelsen af april, en måned før den endelige dom over de lande, der vil være med i ØMU’en fra 1. januar 1999. Således håber han at stække vingerne på dem, der hævder, at Italiensk økonomiske politik er kortsigtet.

Fornuftsægteskab
Italiens bestræbelser på at gøre sine hoser grønne hos EU-partnerne foregår dog ikke kun uden for landets grænser. For nylig dannede Rom ramme om et møde mellem ministerpræsident Prodi og den tyske kansler Helmut Kohl. Dagen før Kohls besøg havde EU’s økonomiministre godkendt Italiens finanslov for 1998. Det var derfor en veltilfreds Prodi, der tog imod sin “tyske storebror”. På baggrund af dels den netop godkendte finanslov, dels de seneste års økonomiske fremgang - der trods alt aftvinger oprigtig beundring hos EU-partnerne - havde italienerne håbet på, at Kohl tog en adgangsbillet til ØMU’en med i bagagen.
Det gjorde han ikke, og da italienerne spurgte Kohl direkte, svarede han, at “karakterbøgerne vil blive uddelt til maj. I den mellemliggende tid skal alle, både Italien og Tyskland, være flittige med at få lavet deres opgaver”.
Kohl kunne næsten ikke have svaret anderledes, når man tænker på en nyligt offentliggjort tysk opinionsundersøgelse, der viser, at hele 42 procent af tyskerne synes, at det vil være en dårlig idé at lade Italien være blandt de første lande i ØMU’en den 1. januar 1999.
Og med tysk valg til efteråret er Kohl presset. En rekordhøj arbejdsløshed på 4,8 millioner har medvirket til et alvorligt indhug i Kohls popularitet, og han ønsker naturligvis ikke at forværre sin situation ved at bytte en stærk D-mark ud med en svag euro. Italienerne frygter derfor, at liren vil blive ofret for at tilgodese tyske indenrigspolitiske interesser.
Som tiden nærmer sig “ØMU-dag” i begyndelsen af maj, er den italienske presse nu også begyndt at beskæftige sig med, hvad der vil ske, hvis Italien ikke er blandt de lande, der får lov til at deltage i søsætningen af euroen.
På den politiske arena vil situationen blive alt andet end stabil, hvis de værste dommedagsprofetier bliver til virkelighed. Her forudser iagttagere, at regeringen må gå af, at Senatet og Deputeretkammeret må opløses, og at de anti-tyske følelser blusser op sammen med styrkede løsrivelsesbevægelser, som for eksempel det norditalienske protestparti Lega Nord.
Den 25. marts vil EU-Kommissionen offentliggøre navnene på de lande, man anbefaler til ØMU’ens første bølge. På baggrund af dette dokument og en rapport fra Det Europæiske Monetære Institut vil EU’s ministerråd den 2. maj afsløre navnene på de deltagende lande.
Først da vil italienerne vide, om de seneste års økonomiske hestekur og den efterfølgende charmeoffensiv har båret frugt.


 
« Previous Page » top