»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  8/4/1998

Gidsel ved lov

Italien. Italienerne bliver stadig kidnappet på stribe. Det har sat fokus på en omdiskuteret lov, der forhindrer pårørende til den kidnappede i at udbetale løsepenge.

Af JESPER STORGAARD JENSEN
Weekendavisens korrespondent


ROM - Hvordan gik det til, at Giuseppe Soffiantini, en 62-årig, hovedrig forretningsmand fra Norditalien, i sidste måned uventet dukkede op i udkanten af Firenze efter at have været adskilt fra sin familie i næsten otte måneder? En kold aften stod den normalt så distingverede Soffiantini pludselige dér ved en af Firenzes mange indfladsveje - beskidt, langskægget, vagabondagtigt påklædt og med snitsår i begge ører - og bad tilfældige forbipasserende om hjælp.
Soffiantini var netop blevet løsladt af sardiske kidnappere efter 237 dages fangenskab. Dermed havde han udspillet sin rolle i en dramatisk historie om drab, makabre lemlæstelser og en lov, der sætter den kidnappedes liv på spil.
Giuseppe Soffiantinis mareridt begyndte den 17. juni sidste år, da fire maskerede mænd trænger ind i hans hjem i den norditalienske by Manerbio og fører ham bort som gidsel. Tre dage senere retter en af Soffiantinis ssønner en appel til kidnapperne:
“Min far har fået foretaget en by-pass-operation. Han har brug for sin daglige medicin”. Dagen denne appel beslaglægger de lokale, retslige myndigheder familien Soffiantinis formuegoder for at forhindre betaling af løsepenge til kidnapperne. Loven om beslaglæggelse af formuegoder så dagen lys i 1991. I kølvandet på en lang række kidnapningssager op gennem 1980’erne tog den daværende regering skridt til udformningen af en lov, der skulle have en stærk præventiv virkning. Man ville sende et klart signal til den del af den italienske underverden, der excellerer i denne barbariske form for kriminalitet: Der er ingen penge at komme efter!
Hvis man betragter tallene, er der faktisk noget, der tyder på, at loven har reduceret antallet af kidnapninger. I perioden 1969 til 1991 blev i alt 631 personer kidnappet i Italien, hvilket giver et årligt gennemsnit på hele 29 personer. Efter lovens indførelse i 1991 og frem til i dag har “kun” 35 personer fået deres personlige frihed berøvet.
Skønt resultaterne, efter lovens ikrafttræden, forekommer åbentlyse, møder den hård modstand på grund af dens umenneskelige holdning over for den kidnappede. I flere tilfælde har det nemlig vist sig, at fangeskabet af den kidnappede ofte trækker i langdrag - op til over et år - da familien ikke har mulighed for at skaffe penge til løsesummen. Efter Italiens seneste to kidnapningssager, der varede henholdsvis syv og otte måneder, spørger mange nu, om det er etisk og moralsk forsvarligt at “ofre” et individ for at tage modet fra eventuelle kidnappere. Om det er etisk forsvarligt, at staten forhindrer en familie i at betale for at få deres familiemedlem tilbage i god behold.
Disse spørgsmål er der stadig flere, der svarer nej til. Blandt andre senator Ombretta Fumagalli Carulli, der siger til Weekendavisen:
“Efter min mening har loven fra 1991 ikke fungeret særlig godt. Loven er amoralsk, idet den forlænger et pinefuldt fangenskab og således skaber store problemer, ikke blot for den kidnappede, men også internt i den kidnappedes familie. Hvis man i Soffiantini-sagen ikke havde blokeret familiens formuegoder, ville han helt sikkert være blevet løsladt meget tidligere”.
Selv om loven kraftigt indsnævrer familiens finansielle manøvremuligheder - den blokerer alle likvide midler, lige fra bankkonti til eventuelle udestående tilgodehavender - har det alligevel vist sig, at den ofte er blevet omgået.
“Hvis ikke familien betaler med egne midler, låner den ofte pengene andetsteds. Vi ved, at disse lån ofte optages hos ågerkarle, og familien udsættes således for en dobbelt straf”, forklarer Fumagalli Carulli og henviser til, at straframmen for at forbryde sig mod denne lov er fængsel op til fem år.
På spørgsmålet om hvorvidt loven vitterligt ikke har reduceret kidnapningerne i Italien, siger hun: “Denne udlægning af tallene er et eksempel på fejlagtig fortolkning. Allerede i anden halvdel af 1980erne var antallet af kidnapninger på vej ned, altså før loven blev vedtaget. Denne tendens fortsatte ind i dette årti. Kidnapninger i 1990erne har vist sig at være mindre indbringende i forhold til den risiko, kidnapperne løber. I dag beskæftiger den organiserede kriminalitet sig snarere med narkotikasalg, handel med våben samt renvaskning af sorte penge”.

Makaber hilsen
To uger efter kidnapningen giver kidnapperne lyd fra sig for første gang. Deres krav for at lade Soffiantini gå lyder på 80 millioner kroner, hvilket familien umuligt kan honorere. Tre måneder senere, efter forhandlinger mellem den sardiske bande og familiens advokat, meddeler familien dog, at den, trods beslaglæggelsen af alle finansielle midler, har haft held til at samle den del af løsesummen. Det italienske politis specialenhed mod organiseret kriminalitet er nu blevet inddraget i kampen mod kidnapperne, og den iværksætter en aktion i forbindelse med overdragelsen af pengene. Aktionen slår dog fejl. I en skudduel mellem politiet og banden bliver en politimand og én af kidnapperne dræbt. Soffiantini forbliver i banditternes varetægt, nu på fjerde måned.
En måned senere, i slutningen af november, forekommer den sardiske bande at have mistet tålmodigheden. Den sender et ultimatum til familien Soffiantini: Hvis I ikke betaler inden den 20. december, bliver Soffiantini dræbt. Vedlagt brevet finder familien en makaber hilsen i form af en lille plastikpose med en flig skåret af Soffiantinis ene øre.
Et par uger senere, hen under jul, meddeler familien gennem pressen, at den nu er parat til at betale kidnapperne. Brevet som kidnapperne herefter sender til Soffiantini-familien men anvisning om, hvordan udvekslingen af penge og gidsel skal foregå, bliver dog forsinket i det italienske postvæsen, og når således ikke familien tids nok til at denne udveksling kan finde sted.
Herefter går der endnu fire uger, og hen mod slutningen af januar modtager familien endnu et dramatisk brev, denne gang skrevet af Soffiantini selv, hvori han meddeler, at han ikke har fået sin hjertemedicin siden jul. Og for anden gang sender kidnapperne en bizar hilsen i form af afskåret stykke af Soffiantinis andet øre.
To uger senere, den 9. februar, afbrydes udsendelserne i den bedste sendetid på de tre italienske, statslige TV-kanaler for at bringe en ekstra nyhedsudsendelse: Soffiantini er netop blevet frigivet efter betalingen af en løsesum på 20 millioner kroner.

Ændring af lov
Trods betalingen af løsesummer undgår familien Soffiantini at blive retsforfulgt. Dommeren i Brescia havde nemlig taget en af lovens sjældent brugte paragraffer i brug. Den siger, at der kan dispenseres for betaling af løsesummen, når det fremmer politiets efterforskning.
Efter Soffiantinis løsladelse udtale justitsminister Flick og indenrigsminister Napolitano, at loven ikke vil blive ændret, da den virker efter hensigten. De to ministre erklærede desuden, at Soffiantinis løsladelse var en sejr for staten. Det er dog et synspunkt, de ikke deler med ret mange. I en sag, hvis foreløbige resultat lyder på to dræbte, en udbetalt løsesum og en sardisk bande på fri fod, har en stort set enig presse ironiseret over de to ministres udlægning af sagsforløbet, og en øget opmærksomhed i den italienske befolkning over for dette problem synes nu at føre til en ændring af den omdiskuterede lov.
Senator Fumagalli Carulli oplyser til Weekendavisen, at hun sammen med en række senator-kolleger har fremsat et lovforslag om at oprette en parlamenstskommission, der skal udarbejde en række ændringsforslag til den bestående lov.
“Vi har stillet forslag om, at familiens formuegoder kun beslaglægges i det tilfælde, den nægter at samarbejde med politiet og de retlige myndigheder. Desuden er det vigtigt, at denne form for kriminalitet ikke længere klassificeres som en berigelsesforbrydelse men derimod som en forbrydelse mod selve personen og dennes integritet. Dette vil tvinge staten til at handle anderledes, og det vil automatisk medføre hårdere straffe”, siger Fumagalli Carulli.
Det er muligt, at Italien er et hyperproduktivt og højteknologisk samfund, der regnes blandt verdens syv “økonomiske stormagter”. Tre kidnapninger inden for de seneste ti måneder vidner dog om, at man endnu ikke har løst et problem, der af mange betegnes som en vanære for et moderne samfund. Blandt dem er Francesco Merlo, politisk kommentator ved ugebladet Sette, der i en leder skriver: “Det er en skandale, at Italien, på tærsklen til et nyt årtudinse, fortsat er ramt af en forbrydelse, der normalt kun kendetegner et civilt, økonomisk og moralsk tilbagestående samfund”.


 
« Previous Page » top