»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  20/5/1998

Italiensk landbrug på smalkost

Italien. Italienerne har Europarekorden i EU-entusiasme. Undtagelsen er landbrugets repræsentanter. De frygter for, hvad Unionens udvidelse mod Øst vil medføre.

Af JESPER STORGAARD JENSEN
Weekendavisens korrespondent


ROM - Det, som de fleste italienere for blot to år siden anså for at være urealistisk ønsketænkning, viste sig i begyndelsen af denne måned at blive til skinbarlig virkelighed: Støvlelandet fik sig sparket ind blandt de 11 lande, der fra årsskiftet tager hul på ØMU’ens tredje fase, og jubelen ville næsten ingen ende tage.
Efter offentliggørelsen af de 11 deltagerlande talte en stolt og veltilfreds Romano Prodi til nationen: “Italien har taget et stort skridt ind i fremtiden. Det fulde medlemskab af Unionen betyder stabilitet og en øget mulighed for at sanere vore politiske institutioner”. Han takkede desuden italienerne for at have bragt betydelige økonomiske ofre, særligt i form af den såkaldte Euroskat.
Også det italienske erhvervsliv er henrykt. Der er bred enighed om, at var den stramme finanspolitiske kurs, som Italien har fulgt i de sidste to år, ikke blevet “dikteret” fra Bruxelles, ville den italienske skude formentlig have drevet omkring uden mål og med.
Udover åbenlyse økonomiske motiver ligger der en bred vifte af bevæggrunde - sociologiske såvel som historiske - til grund for italienernes årelange EU-forelskelse. For blot at nævne ét eksempel kan man pege på deres legendariske mistro og had til egne politikere. I et interview i ugemagasinet Sette satte italiensk journalistiks grand old man, Indro Montanelli, fokus på en del af den italienske folkekarakter med følgende bidende kommentar: “Omsider vil vi blive regeret fra Bruxelles!”

Bekymrede landmænd
Skønt italiensk erhvervsliv jubler efter Italiens “forfremmelse”, er der i hvert fald én gruppe, der ikke har det samme lyserøde syn på de kommende år: Landbruget. Eksempelvis påpeger det italienske landbrugs arbejdsgiverorganisation, Confagricoltura, at den udsvingsmargin på 15 pct., der er fastsat mellem Euro’en og valutaerne for de fire udeblevne lande - Storbritannien, Sverige, Grækenland og Danmark - kan vise sig at blive skadelig for italienske landbrug.
“I tilfælde af en stærk euro vil de fire udenforstående lande have betydelige eksportfordele”, siger Cesae Tabacchini fra organisationen. Han frygter især konkurrencen fra Grækenland og Danmark. “Med en stærk euro vil Grækenland ikke alene have en stor mulighed for at eksportere sin produktion af frugter, grøntsager og olivenolie til Italien. Grækerne vil også blive en frygtet konkurrent på Italiens traditionelle eksportmarkeder”, forklarer han.
Også truslen fra Danmark - hvorfra Italien importerer store mængder af svinekød, mælk og andre mælkeprodukter - skal tages alvorligt.
“Danmark vil, i tilfælde af valutaøkonomiske fordele, blive en stærk konkurrent på det italienske hjemmemarked”, advarer Tabacchini.
Truslen om en øget konkurrence fra de fire udeblevne lande er dog på ingen måde hovedårsagen til rynkerne i panden hos det italienske landbrug. Det er derimod Unionens planlagte udvidelse med CEØ-landene - de central- og østeuropæiske lande. Udvidelsen vil rykke det europæiske landbrugs tyngdepunkt ganske betydeligt mod øst.
Den mest iøjefaldende problematik ved CEØ-landenes indtræden i EU, set med italiensk landbrugs øjne, er disse landes lave samfundsøkonomiske niveau i forhold til EU. CEØ-gruppens to rigeste lande, Tjekkiet og Slovenien, præsterede i 1996 en indtjening pr. indbygger, der var på omkring halvdelen af EU’s gennemsnit, mens Ungarn og Polen lå på 30 pct. Dette betyder, at stigningen i EU’s samlede bruttonationalprodukt kun vil blive på 4 pct. Denne beskedne vækst i Unionens BNP skal ses i forbold til tal fra det italienske landbrugsministeriums forskningsinstitut, INEA, der viser, at udvidelsen med de ti CEØ-lande vil betyde en stigning i Unionens samlede landbrugsareal på hele 50 pct., ligesom antallet af beskæftigede inden for landbruget vil fordobles.
Med andre betyder det, at de nye EU-lande vil blive tilgodeset med en uforholdsmæssig stor del af Unionens garanti- og strukturfonde. Beregninger foretaget af det italienske landbrugs organisationer viser således, at over en 6-årig periode vil Italien miste, hvad der svarer til 12 mia. kr. i støtte fra EU’s strukturfonde.

Skærpet konkurrence
Det er dog ikke kun den dystre udsigt til en radikal ændring af fordelingsnøglen, for så vidt angår strukturfondene, der vækker bekymring hos det italienske landbrug. Også risikoen for en skærpet konkurrence fra CEØ-landene er blevet analyseret. Augusto Bocchini, formand for Confagricoltura, lægger ikke skjul på, at landbrugsreformen i EU’s budgetudkast, Agenda 2000, for perioden 2000-2006 på ingen måde er faldet i god jord hos det italienske landbrug. Til Weekendavisen siger han:
“Sådan som landbrugsreformen foreligger på nuværende tidspunkt, vil den være en katastrofe for italiensk landbrug. Selv om 8-0 år vil forskellen på levestandarden mellem EU og CEØ-landene være så markant, at disse ansøgerlande vil være i stand til at producere mange af de samme landbrugsprodukter, der produceres i Italien, til langt lavere priser. Det vil udhule vores konkurrenceevne betydeligt. Rundt omkring i de italienske regioner sidder der folk, der ikke aner, hvad Agenda 2000 vil medføre, og de vil få et chok, når realiteterne går op for dem. Vi vil kæmpe med næb og kløer for at få ændret det nuværende udkast landbrugsreformen”.
Og nylige undersøgelser peger faktiske på, at CEØ-landene vil have konkurrencemæssige fordele på landbrugsområdet. Selv i den svære periode med en gradvis overgang fra plan- til markedsøkonomi, har landbruget i CEØ-landene i modsætning til en del andre sektorer vist sig at kunne såt distancen i forhold til konkurrence fra de internationale markeder. Og det endda uden statslig støtte. Konkurrenceevnen vil blive yderligere skærpet, når EU’s strukturfondskasse bliver åbnet, og når man betragter de væsentlig lavere produktionsomkostninger, som disse lande opererer med.
Bocchini erkender dog, at en udvidelse med CEØ-landene er nødvendig ud fra et politisk synspunkt. Han pointerer samtidig, at integrationen af Østlandene forhåbentlig endda kan være medvirkende til at give et ekstra skub til de politiske reformer, der er nødvendige i Italien - dels for at tilføre landet den hårdt savnede politiske stabilitet, dels for at igangsætte en modernisering af institutionerne. De positive bivirkninger til trods er Bocchini dog stadig udpræget skeptisk.
Også Mino Galli, norditaliensk landmand fra Cremona med en besætning på 450 stykker malkekvæg, udtrykker bekymring. Til Weekendavisen siger han:
“Det er ikke kun det italienske landbrug, der vil blive ramt af udvidelsen, men også det europæiske. Jeg har besøgt mange af Østlandene og har set deres produktion. For os vil det være totalt umuligt at konkurrere med disse landes lave produktionsomkostninger. Hvis man ikke styrker den del af Agenda 2000, der gradvis, men fuldt ud, skal bringe CEØ-landenes levefod op på EU-niveau, vil fremtiden se sort ud for mange italienske landmænd”.
På spørgsmålet om, hvorvidt italiensk landbrugs produkter af den velkendte høje kvalitet kan blive et vægtigt konkurrenceparameter i forhold til Østlandenes, svarer Galli:
“For visse nicheprodukter, der er kendetegnet ved en usædvanlig høj kvalitet - fx. ost som Parmigiano Reggiano og Grana Padana samt Barolo-vin - vil man altid kunne konkurrere på kvaliteten. Men for de landmænd, der producerer majs, sojabønner eller mælk vil der ikke være samme mulighed, Naturligvis kan man forbedre kvaliteten, men kun til en vis grænse”.
Et forsigtigt bud lyder på, at EU vil indlede det, der tegner til at blive en lang og trang optagelsesproces med gruppe-1-landene - Ungarn, Tjekkiet, Polen, Estland, Slovenien samt Cypern - i første halvdel af det kommende årti. Inden man når så langt, skal Kommissionens landbrugspakke dog først forhandles på plads. Og meget tyder på, at der er lagt i kakkelovnen til gevaldige budgetmæssige slagsmål inden Agenda 2000 bliver endeligt vedtaget, formentlig en gang i foråret 1999. Italienerne vil helt sikkert tage del i dette slagsmål for at undgå, at budgetperioden 2000-2006 udvikler sig til seks magre år.


 
« Previous Page » top