»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  3/7/1998

Reformarbejde i ruiner

Italien. Den italienske forfatningskommission må nu sande, at femten måneders arbejde er spildt. Berlusconis Forza Italia stemte imod de reformforslag, partiet selv havde været med til at udarbejde. Det har forvirret den menige italienske vælger.

Af JESPER STORGAARD JENSEN
Weekendavisens korrespondent


ROM - “At korrigere en forfatning er ikke mindre krævende ende at udarbejde den for første gang”. Således sagde den græske filosof Aristoteles for omtrent 2350 år siden, og for nylig måtte italienerne modvilligt sande, at tidens tand ingenlunde har slidt på disse ords sandhedsværdi.
Det stod klart den 9. juni, da den parlamentskommission, der siden januar 1997 havde udtænkt en lang række reformforslag til den bestående forfatning, måtte konstatere, at der ikke kunne samles flertal for forslagene.
Kommissionens formand Massimo D’Alema havde set de sørgelige kendsgerninger i øjnene, da han tog ordet i Deputeretkammeret og med tydelig adresse til Berlusconi sagde: “Vi må tage afsked med kommissionen. Det er uforståeligt, og jeg kan ikke se hvilke fordele visse partier kan have i at se reformarbejdet gå op i røg. Det er et stort nederlag for hele det parlamentariske system, og et stort skridt tilbage mod det gamle system, ingen længere ønsker”.
Det gamle politiske system, D’Alema hentydede til, var totalt domineret af de Kristelige Demokrater. Partiet var fra starten af efterkrigstiden og frem til 1992 ved magten i en uafbrudt række på mere end 50 regeringer, støttet af skiftende mindre partier. Dette partivælde udmøntede sig i en nærmest mekanisk ragen til sig af topposter og politiske embeder inden for den offentlige administration, og har i årernes løb ført til omfattende korruption blandt politikere, embedsmænd og erhvervsfolk.
Med Berlinmurens fald i 1989 - og dermed afslutningen på Den Kolde Krig - forsvandt de Kristelige Demokraters vigtigste eksistensberettigelse som bastion mod kommunisterne. Og da et hold milanesiske undersøgelsesdommere i 1992 med Operation Rene Hænder afslørede den omfattende og systematiske korruption i den offentlige administration, var det blandt andre de Kristelige Demokrater, der blev ramt af en lang række skandaler. Italiens største og mest indflydelsesrige parti gik snart i opløsning, og hovedaktørerne på den politiske scene blev skiftet ud med nye ansigter.

Enighed om reformer
Efter sammenbruddet af det gamle politiske system og med begyndelsen på en ny politiske æra - der er blevet døbt “den anden republik” - er der bred politisk enighed om, at forfatningen skal reformeres. Det skal blandt andet ske for at komme væk fra det gamle korrupte partivælde og i stedet, via manøvredygtige regeringer, give Italien den hårdt savnede politiske stabilitet.
I erkendelse af, at denne manøvredygtighed bedst opnås i et system med to politiske poler - centrum-venstre og centrum-højre, som man eksempelvis kender det fra England - har en ændring af valgsystemet været et vigtigt punkt på kommissionens dagsorden. En anden grund til, at reformerne er bydende nødvendige, er et stadigt stigende krav fra store dele af den italienske befolkning - specielt norditalienerne - om, at Rom skal afgive noget af sin magt til regionerne.
Efter det mislykkede reformarbejde har en række politikere - blandt andet den tidligere undersøgelsesdommer Antonio Di Pietro - sat sig det mål at indsamle tilstrækkeligt med stemmer til at kunne sende valgloven til folkeafstemning. De ønsker at ophæve den del af valgloven, der foreskriver, at 25 pct. af Deputeretkammerets medlemmer vælges ved forholdstalsvalg og i stedet indføre 100 pct. flertalsvalg. Dette skulle luge ud i den underskov af mindre partier, der muliggør dannelsen af flere forskellige koalitioner og således forhindrer det bipolære system.
Ud over valgloven har det især været emner som føderalisme, retsvæsen samt præsidentens beføjelser, der har været diskuteret. Det er en ganske betydelige del af den bestående forfatning og har da også vist sig som et problem. Federico Petrangeli, forsker i forfatningsret ved Napolis universitet og medforfatter til en bog om kommissionens reformarbejde, siger til Weekendavisen:
“Et af kommissionens mange problemer har været, at hele reformarbejdet var alt for ambitiøst. At ville ændre hele forfatningens anden del, d.v.s. statens, regionernes, retsvæsenets og præsidentens beføjelser viste sig at være en alt for stor mundfuld. De mange forskellige områder blev holdt op mod hinanden, således at forstå, at partierne nærmest foretog indbyrdes forhandlinger: Hvis du giver mig lidt på det område, får du noget på et andet. Som arbejdet skred frem i kommissionen, blev det mere og mere tydeligt, at mange kompromiser blev indgået for at tilgodese de enkelte partiers interesse i stedet for landets”.
Alarmklokkerne har dog lydt længe. Allerede for et år siden, umiddelbart efter offentliggørelsen af en del af kommissionens arbejde protesterede flere politiske iagttagere - som for eksempel historiker og politisk kommentator Sergio Romano. I ugemagasinet Panorama skrev han den 10. juli sidste år:
“I stedet for at skabe et grundlag for stabile og manøvredygtige regeringer har parlamentskommissionen udelukkende koncentreret sig om at undgå en fremtidig stærk, ansvarlig og handlekraftig leder. I stedet for at bekymre sig om at skabe et Italien, der kan regeres, har hver af de politiske polers største ønske været at forhindre at modstanderne fik nogen indflydelse”.

Forvirring
Kommissionens triste endelige er endnu et bevis på, at Italiens politiske system tilsyneladende er ude af stand til at reformere sig selv ved at opstille nye regler og udarbejde forbedringer. Det var hele tredje gang, at en parlamentskommission, der havde fået til opgave at reformere forfatningen, går i opløsning.
Skønt de italienske medier har beskæftiget sig meget med kommissionens arbejde, har der i befolkningen hersket en del forvirring om reformarbejdet, blandt andet fordi de forskellige emner har været både uforståelige og tekniske. Det virker ubegribeligt på den menige italiener, at 15 måneders reformarbejde nu er gået op i vasken, og italienernes i forvejen ret beskedne tiltro til deres folkevalgtes formåen er blevet banket endnu længere ned under en imaginær troværdighedsgrænse.
Efter kommissionens skibbrud har politiske kommentatorer som sædvanligt måtte træde til for at give den forvirrede italienske vælger en forklaring på, hvorfor Silvio Berlusconis Forza Italia stemte imod de reformforslag, partiet selv havde været med til at udarbejde.
Angelo Panebianco fra dagbladet Corriere Della Sera forklarer det således: “Der var især problemer med at nå til enighed om retsvæsenet. Da forhandlingerne begyndte, var kommissionsformand D’Alema indstillet på at støtte den sigtedes rettigheder. Hårdt presset af den mere rabiate del af retsvæsenet gik han dog langsomt væk fra dette standpunkt, hvilket også fik Berlusconi til at skifte holdning”.
Også Petrangeli har en forklaring på de uforståelige træk, der har været foretaget på det politiske skakbræt og siger til Weekendavisen:
“Berlusconis motiv til at stemme imod egne forslag er helt sikkert en del af en politiske strategi. Ikke kun i spørgsmålet om retsvæsenet foretog han en kovending, men også i spørgsmålet om den fremtidige præsidents magtbeføjelser”. Petrangeli forklarer, at de reformerede fascister, Nationalalliancen - der er Berlusconis vigtigste partner i centrum-højre koalitionen Frihedspolen - med tiden har opnet en stigende popularitet, hvilet har rykket koalitionens politiske tyngdepunkt mod højre, væk fra den politiske midte, som Berlusconi søger mod. Samtidig skulle Nationalalliancens leder Gianfranco Fini angiveligt have dannet et hemmeligt parløb med kommissionens formand D’Alema i visse centrale reformspørgsmål, der ville have gået imod Berlusconis interesser.
“Berlusconi ønskede at fjerne sig fra Fini, og da flere af de små katolske midterpartier samtidigt gik frem ved kommunalvalgene i starten af denne måned, stod det klart, at han ville søge mod midten. Da han samtidig indså, at han gennem reformerne ikke ville kunne opnå oprejsning i forhold til det hold af dommere fra Milano, der nu har rejst hele fem sager imod ham, var der kun tilbage at give reformerne det endelige nådestød”, siger Petrangeli.
Efter kommissionens forlis har der været isnende kold luft mellem Berlusconi og D’Alema, og for en sjælden gangs skyld tog kommissionens normalt så flegmatiske formand bladet fra munden og sagde: “Sikken en fejl, Berlusconi. Vi har flertallet, og vi vil være ved magten i de næste tre år. Og når vi har vundet det næste valg, vil vi regere i endnu fem år. Sikken en fejl, Berlusconi”.
Det tyder dog ikke på, at vælgerne vil “straffe” Berlusconi. I weekenden efter, at det stod klart, at reformerne ikke kunne reddes, stemte italienerne til kommunalvalget i 16 kommuner. Med sejr i to af valgkredsene fremstod Berlusconi som valgets store vinder, hvilket fik ham til at tordne mod D’Alema og regeringskoalitionen Oliventræet:
“Vælgerne har fældet en hård dom over D’Alema og hans kommission og bevist, at Forza Italia har valgt den rette vej. Nu er det slut med at yde førstehjælp til en døende regering”.

Næste gang
Reformerne skal dog udarbejdes, der er alle enige om. Men der stopper enigheden også. Frihedspolen med Berlusconi i spidsen foreslår, at der oprettes en såkaldt grundlovgivende forsamling, der får til opgave at redigere store dele af forfatningen. Dette forslag har dog ikke flertal i parlamentet. Det har derimod regeringskoalitionen Oliventræet og kommunisternes ønske om at ville sende de forskellige reformforslag til separate afstemninger via forfatningens paragraf 138. Den foreskriver, at nye forfatningslove skal godkendes i begge de italienske kamre ved en dobbelt afstemningsrunde.
Indtil videre vil italienerne derfor fortsat skulle trækkes med ustabile mindretalsregeringer, et magtfuldt Rom samt en præsident, der reelt kun er en kransekagefigur.
Uanset hvilken vej man vælger til nye reformer, vil det betyde, at der formentlig vil gå to-tre år, før det næste gang vil vise sig, om de italienske politikere har held til at byde Aristoteles’ ord trods.


 
« Previous Page » top