»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  10/7/1998

Sydeuropas strejkende stork

Bambini. Italien er det land i verden, hvor kvinderne føder færrest børn. Hvis udviklingen fortsætter, kan det få katastrofale følger for landets kommende generationer.

Af JESPER STORGAARD JENSEN
Weekendavisens korrespondent


Rom - Familien Italien er samlet omkring spisebordet til aftensmaden: Der er familiens svedglinsende patriark, iført beskidt netundertrøje og med daggamle skægstubbe. Så er der la mamma, der øser op på tallerkenerne fra en stor gryde med spaghetti og kødsovs, og videre rundt omkring bordet sidder et imponerende kuld af sultne, larmende og flabede unger i forskellige aldre. Sådan ser den italienske gennemsnitsfamilie ud. I hvert fald hvis den skal leve op til de mest sejlivede og stereotype fordomme om et børnerigt Sydeuropa.
I dag stiller tingene sig dog noget anderledes. I mere end 25 år har fødselskurven været styrtdykkende i Italien. Dette tal er nu det laveste i verden - 1,2 barn pr. kvinde i den fødedygtige alder. Og noget kunne tyde på, at italienske kvinder ikke har i sinde at lade rekorden som de mindst fødende af alle glide sig af hænde. Tallet er nemlig fortsat faldende.
Denne udvikling har i de seneste år vakt bekymring hos både demografer og sociologer. Begge grupper af forskere advarer om, at denne tendens på lang sigt vil medføre betydelige samfundsøkonomiske problemer. Specielt når det faldende fødselstal sammenholdes med en gennemsnitlig levealder, der konstant rykker opad.
Tallene taler deres tydelige sprog: Italien var det første land i verden, hvor den ældre del - de over 65-årige - udgjorde en større del af befolkningen end de under 15-årige. Forholdet mellem de helt unge og de helt gamle vil i de kommende år blive stadig mere uligevægtigt. Hvis den nuværende udvikling med faldende fødselstal og stigende levealder fortsætter, vil der om 50 år være 4,9 millioner italienere over 80 år og 1,5 millioner børn under fem år.
Det store spørgsmål er altså, hvorfra pengene skal komme, så italienerne kan opretholde et velfærdssamfund af en rimelig standard? På baggrund af de dystre demografiske fremtidsudsigter kan det ikke undre, at forskerne på det nærmeste står i kø for at løfte den advarende pegefinger.
“Hvis denne udvikling fortsætter, vil den italienske befolkning uddø inden 200 år”, siger f.eks. den kendte amerikanske demograf Ben Wattenberg. Skal man tro de samfundsøkonomiske specialister, vil det faldende fødselstal ikke medføre mange fordele. I stedet vil resultatet af en generel mangel på unge være en manglende dynamik i økonomien, hvilket vil have en negativ afsmitning på blandt andet arbejdsløsheden. Desuden vil italienerne i de kommende år formentlig være nødsaget til gradvis at hæve pensionsalderen for at opveje den ringe tilstrømning af ny arbejdskraft.
Selv om der altså synes at være god grund til at lytte til alarmklokkerne, lader det dog ikke til, at disse grumme spådomme har nogen særlig effekt på de italienske kvinder. De har været indehavere af rekorden som de mindst fødende siden slutningen af 1980’erne, og tendensen ser ud til at fortsætte. Fødselstallet har været konstant faldende siden 1970.

Egoistiske unge
Hvordan er det gået til i det katolske Italien, der er så kendt for sine børnerige familier, at så mange vugger står og samler støv?
Det er nogle af de spørgsmål forskere, såvel italienske om internationale, har beskæftiget sig med siden slutningen af 1980’erne, de dette demografiske fænomen for alvor blev tydeligt. Den mest nærliggende forklaring ville være, at et stadigt større antal italienske kvinder i de sidste 25-30 år er strømmet ud på arbejdsmarkedet, og at de derfor ikke har tid til at hellige sig familiens pleje. En lignende udvikling på arbejdsmarkedet har man dog set i andre europæiske lande, uden at man af den grund har kunnet konstatere den samme tendens til faldende børnetal.
Som eksempel kan nævnes Frankrig, hvor fødselstallet fra 1993 og frem til i dag er steget fra 1,6 til 1,7. Også Sverige, hvor kvinderne som bekendte udgør en stor den af den samlede arbejdsstyrke, afkræfter denne teori. Her var tallet stigende mod slutningen af 1980’erne og nåede endda o på 2,14 i 1990. Det samme gør sig gældende for Danmark, hvor tallet fra 1990 til 1995 er steget fra 1,69 til 1,81.
Visse grupper af iagttagere har derimod peget på det, de kalder “nyhedonisme” blandt mange unge italienske kvinder - og mænd for den sags skyld. Det gælder eksempelvis Giuseppe De Rita, direktør i den italienske arbejdsmarkedsstyrelse, der angiver unge italienske pars egoisme og higen efter selvrealisering som en betydelig årsag til det lave fødselstal. Han bemærker, at mange af de såkaldte Dinks-par (Double Income No Kids) foretrækker at bruge tid og penge på at rejse og more sig. Han mener, at denne livsstil er et tydelige tegn på, at de traditionelle værdier, især lysten til at stifte familie, er i dyb krise.
Også Silvia Vegetti-Finzi, psykolog og forfatter til en bog om “den nye moderrolle”, udtrykker skepsis over for unge italienske pars modenhed:
“Italien mangler en moderskabskultur. At få et barn i dag opfattes ikke så positivt som tidligere. Man kan blot se reklamerne, hvor den foretrukne skabelon er karrierekvinden, der er fri til at gøre, hvad hun har lyst til”.
Også antropologerne har søgt efter årsagen til det faldende børnetal, og det forekommer, at en bestemt teori langsomt vinder terræn: At kvindens ønsker om at få børn ikke er medfødt, men derimod noget samfundet pålægger dem. Tidligere, da grænsen mellem mænds og kvinders rolle var skarpt optrukket, fik kvinder børn for ikke at blive udstødt af et samfund, der ikke havde andet at tilbyde dem. Moderskabet var så at sige en social værdi. Sådan er det ikke i dag, hvor moderrollen langtfra er det eneste mål, den moderne kvinde kan stile efter. Ønsket om at få børn kommer ofte efter økonomisk uafhængighed og selvrealisering på arbejdsmarkedet, således at beslutningen om at få børn får en lavere prioritering og derfor ofte udskydes.

Bor hos mor
Som bekendt indgår der to personer i det fællesskab, der af og til fører til familieforøgelse. Det kan derfor heller ikke overraske, at de italienske mænd må bære deres del af skylden for det faldende børnetal. Hvis man skal tro de forskellige grupper af forskere, kunne de romantiske men ofte umodne italienske mænd nemlig godt tage ved lære af deres mere pragmatiske, skandinaviske kønsfæller.
Undersøgelser i Italien har vist, at omkring 55 pct. af ugifte mænd i alderen 25-29 år bor hjemme hos familien. Og det er vel at mærke ofte en familie, hvor de flere gange daglig er vant til at få den velsmagende pasta serveret af en pligtopfyldende mamma, der desuden står for alle de huslige gøremål. Der er med andre ord ikke tale om mænd, der er vant til at jonglere med støvsuger, strygejern og stoppenål, når de gifter sig og flytter samme med deres nybagte kone.
Chiara Valentin, der netop har udgivet bogen “De skræmmende kvinder”, skriver, at “i Nordeuropa ser man en stigende tendens til, at man deles om arbejdet i hjemmet. I Italien er det derimod stadig kvindens anliggende i langt størstedelen af tilfældene”. Dette bekræftes af en nylig offentliggjort undersøgelse, udarbejdet af det italienske socialforskningsinstitut. Af den fremgår det, at hvert barn medfører en ekstra times arbejde i hjemmet, og at denne time næsten altid falder kvinden til byrde.
Arbejdsfordelingen i hjemmet er noget italienske par taler meget om, men når det kommer til stykket, er det sjældent de italienske mænd, der skifter ble på den lille. Det er altså kvinderne, der må få arbejde, barn, indkøb, mand og husarbejde til at gå op i en højere enhed med det resultat, at færre kvinder orker at sætte barn nummer to i verden.
Når den væsentligste årsag til det lave børnetal skal findes, er det dog ofte den italienske samfundsstruktur, der må stå for skud. Det kan lyde paradoksalt, men det italienske samfund i dets nuværende form synes simpelthen ikke gearet til små børn og småbørnsfamilier. Det er et synspunkt, der sikkert vil stå i kontrakt til den herskende opfattelse af det børneglade Italien.
Det er dog et faktum, at politikerne ikke har formået at modernisere de regler, der skal beskytte familien, i takt med de betydelige ændringer på arbejdsmarkedet.
Blandt dem, der kritiserer politikerne, finder man sociologen Chiara Saracena, som kritiserer dem for at modvirke familiens trivsel:
“I vort land har man altid talt om familien med megen retorik, men helt konkret har man gjort alt for lidt for familien som institution. Den del af lovgivningen i Italien, der skal tilgodese familien, har altid taget - og tager - for givet, at der internt i familien er en person, der på fuld tid søger for de øvrige medlemmer, nemlig kvinden”.
Saracena påpeger, at man i forsøget på at skabe et velfærdssamfund hovedsageligt har brugt penge på overførselsindkomster - særligt i form af pensioner - i stedet for at eksempelvis at give familien gode pasningsordninger i form af vuggetuer, børnehaver og fritidshjem. “Det mest eklatante eksempel er vuggestuerne, som kun dækker fem pct. af det samlede behov, og selv i byer som Torino og Bologna, der begge er ret udviklede på dette område, er der lange ventelister”.
Det er ikke kun mangelfulde pasningsordninger for de små, der udpeges som et problem. Også den italienske plejehjemssektor lader meget tilbage at ønske. Det betyder, at “bedsteforældre-generationen” ofte bor hos familien, hvilket medfører, at ikke kun de små, men også de ældste, skal passes og plejes. En ekstra “tjans”, der typisk tilfalder kvinden.
I et samfund, hvor man taler leget om velfærd, har den italienske familie i hele efterkrigstiden udgjort det sikkerhedsnet, som staten aldrig har formået at spænde ud under den enkelte borger. Resultatet er, at der er blevet trukket store veksler på familiens enkelte medlemmer, og specielt på kvinden.

Regeringen vågner
Noget kunne dog tyde på, at den alarmerende lave fødselsrate nu har fået alarmklokkerne til at ringe så højt, at de italienske politikere omsider er vågnet op til død og har indset behovet for at give småbørnsfamilierne bedre vilkår. Prodi-regeringen har således udarbejdet en række lovforslag for dette område. Nogle af dem betragtes, som en mindre revolution.
Hvis det eksempelvis tidligere kun var den italienske kvinde, der kunne tage barselsorlov, skal faderen nu også have denne mulighed, samtidig med at orloven bliver forlænget. Den nuværende lovgivning tillader seks måneders barselsorlov til kvinden i løbet af barnets første år. Denne periode vil nu blive udvidet således, at forældrene skal kunne spare i alt ti måneders barselsorlov sammen inden barnet fylder otte. Som noget helt nyt indføres nu også barselsorlov til adoptivforældre.
Også fra et økonomisk synspunkt indeholder lovforslaget forbedringer. På nuværende tidspunkt kan der i perioden med barselsorlov udbetales 30 pct. af lønnen i barnets første år. Det nye lovforslag lægger derimod op til, at denne periode udvides til barnets tredje år og for mindrebemidlede familier helt op til det ottende år. Satsen vil dog fortsat ligge på beskedne 30 pct.
For så vidt angår de sparsomme pasningsordninger er der også gode nyheder på vej. Her oplyser social- og familieminister Livia Turco, at en lov fra 1976, der omhandler vuggestuen som institution, vil blive revurderet. Det betyder, at det nuværende antal vuggestuer vil stige, og at udgiften til børnepasning mindskes drastisk. “Den nye lov vil opmuntre de italienske kvinder til atter at få børn”, siger Turco.




 
« Previous Page » top