»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» My Travel - web site,  10/2003

En oase midt i storbyen

Piazza Navona, Den spanske Trappe, Pantheon og Colosseum er alle navne, der lyder som sød musik i enhver Rom-entusiasts øren. Men hvor går man egentlig hen, hvis man vil finde idyl, stilhed og sjælelise i den italienske hovedstad?

Af Jesper Storgaard Jensen / Foto: Pierluigi Properzi

Luften flænses af skrattende scootere, brummende busser og koleriske bilisters mere eller mindre anarkistiske kørsel, der gør enhver krydsning af en vej til fods til et vaskeægte vovestykke. Trafikkens hidsige hvæsen blander sig med lydene fra snakkende menneskemængder, der begiver sig fra et sted til et andet for at tage del i den evige stads overflødigshorn af turistgodter, og på gader og stræder ser man med jævne mellemrum tiggende subsistensløse og sigøjnerkvinder sidde med fremstrakte hænder.
Den ofte intense bilos blander sig med duften af fortovsrestauranternes frisklavede pastaretter og barernes espresso-brygning. Samtidig kæmper plaskende fontæner, overdådige kirke, stovte søjler og prægtige bygningsværker i al almindelighed om at gøre det største indtryk på den besøgendes synsnerve.

Storbyens oase
Den lille Colle Oppio-park ligger i den sydlige del af et af Roms gamle kvarterer, Esquilin. Der er indgang fra Via Labicana eller Viale della Domus Aurea. Begge veje forbinder desuden parken med de to berømte naboer: Colosseum, der nedenfor blot ligger et godt stenkast derfra og Neros Gyldne Hus, som sidste år blev genåbnet efter en gennemgribende istandsættelse. I Colle Oppio kan man desuden finde rester af Titus' og Trajans Bade.
Den virkelige attraktion for trætte fødder og tørre halse er dog den lille grønne pavillon-kiosk, der gemmer sig i et hjørne af parken, i ly af akacier, cypresser og fyrretræer. Hver morgen, sommer og vinter, i de sidste 37 år har Annunziata Mercuris - blandt de lokale blot kaldte Signora Nunzia - rullet skodderne på sin lille grønne pavillon-kiosk op, sat borde og stole frem og klargjort kaffemaskinen til dagens cappuccino- og espresso-brygning.

Her mødes kvarterets matroner og hjemmegående husmødre for at tale om børn og børnebørn, mens poderne spæner af sted for at fange duer. Ældre mænd diskuterer politik og fodbold, kærestepar fletter fingre og misser med øjnene mod solen, og omkring et bord samler skak-interessen sig om en kompliceret slutspil.

I morgentimerne kan man se unge arbejdsløse og studerende læse den kommunistiske avis Il Manifesto. Omkring middagstid får de selskab af funktionærer fra nærliggende offentlige kontorer og nydelige midaldrende herrer, der sædvanligvis gennemgår dagens nyheder i den moderat konservative Corriere della Sera.

I weekenderne er formiddagene som regel travle. Her sætter mange af Esquilins familier hinanden stævne i Colle Oppio. Så kører pavillonens kaffemaskine på højtryk, alt imens Alberto, Nunzias trofaste tjener, med vanlig elegance og et imponerende overskæg, svæver rundt mellem borde og besøgende. Når klokken nærmer sig 13.00, tømmes oasen som ved et trylleslag. Den rituelle indtagelse af middagens pasta og et godt glas vin, efterfulgt af to timers obligatorisk slåen mave, er omtrent lige så hellig som Madonnaen i den katolske kirke.
I dette tidsrum, når kviksølvet i den italienske hovedstad i sommermånederne har lagt sig til rette omkring de 35 grader, kan man finde skygge under akacietræernes tykke kroner og Ro med stort “r” hos Nunzia. Og så midt i Rom. Det er et lille mirakel!

Børnefamiliernes forsvinden tiltrækker nu unge intellektuelle og bohemer og ældre mænd og kvinder med tykke bøger og læsebriller. Med jævne mellemrum dukker også udenlandske turister op, der får en kold forfriskning samtidig med, at de tjekker næste turistmål og eventuelle smertende vabler.
På lørdage er Nunzias hjørne hyppigt besøgt af unge brudepar, der netop er blevet foreviget med Colosseum som en pompøs baggrundskulisse. Med en emsig fotograf, lysfolk og brudepiger vimsende omkring sig, poserer de unge par ofte ved et af bordene i selskab med en knaldrød Campari.
Hvis man er opmærksom, kan man i sommermånederne mærke “Il ponentino”, en frisk og mild vestenvind, der, fra midt på eftermiddagen, blæser kærtegnende hen over ansigtet på pavillonens gæster og gennem akacietræernes blade.
Visse af Nunzias stamkunder hævder, at den blot blæser i et par timers tid og så forsvinder igen imellem kl. 16 og 17.00. Det samme gør de intellektuelle, bohemerne og de andre læseheste, efter at den åndelige føde, og hvad Alberto nu ellers har serveret, er blevet indtaget.
Herefter dukker matronerne, de hjemmegående husmødre og børnefamilierne atter op. Luften fyldes med snak og latter, børnene spiller fodbold (på behørig afstand), og de forskellige borde råber deres bestilling til Alberto.
Efter en tiltrængt forfriskning bryder turisterne atter op. Hvis de allerede har besøgt Colosseum og Neros Gyldne Hus, kan de passende begive sig mod Esquilins store og smukke basilika Santa Maria Maggiore for at beundre dens smukke mosaikker.
Hen mod 21-tiden om aftenen er det blevet lukketid for oasen i Colle Oppio. Nunzia sætter borde og stole ind og ruller skodderne ned. De sidste besøgende bryder op, og mørket og stilheden falder på.
Næste morgen vil Nunzia atter sætte gang i kaffemaskinen. Der skal jo også være noget til ganen, for at man rigtig kan nyde roen i Rom.




 
« Previous Page » top