»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  15/8/2003

Et såret dyr

Enigma. Kun få kender pseudonymforfatteren bag sidste års store italienske succes, der nu kommer på dansk. Weekendavisen har fået et sjældent interview med den gådefulde forfatter.

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM - Den ansete litteraturanmelder på ugemagasinet Sette, Antonio D’Orrico, var åbenlyst ramt af Elena Ferrantes litterære pile, da han i marts sidste år satte sig til tastaturet for at anmelde hendes på det tidspunkt netop udkomne roman “Forladte dage”.I starten af sin anmeldelse skrev D’Orrico: “Elena Ferrante skriver som et såret dyr, der mister blod. Næsten ingen ved, hvem hun er. Der eksisterer ingen fotos af hende. Også de biografiske data er mangelfulde. Hun har boet i Napoli, i Grækenland og nu i Torino”. Anmeldelsen sluttede med ordene: “Dette er en roman, hvor ingen følelse går ram forbi. Ferrante skriver, mens hun løber bort, som et jaget dyr”. I sin anmeldelse dristede D’Orrico sig endog til at kalde Ferrante “den største kvindelige forfatter siden Elsa Morante”.

Ferrantes “Forladte dage” fortæller historien om den ca. 40-årige Olga, oversætter og mor til to børn, der bliver forladt af sin mand, Mario, som har fundet en langt yngre kvinde. Olga står fuldstændig uforstående over for sin mands svigt. Hendes desperation over at blive forladt fører til en følelse af ydmygelse, der stiger i takt med at hendes selvværd styrtdykker.

Ferrantes fortælling beretter om et menneskeligt og emotionelt skibbrud, hvor hovedpersonen gennemløber et stormvejr af forskellige følelser: desperation, tristesse, eufori, irritation, afmagt og aggressivitet.

Det er svært ikke at give D’Orrico ret. Ferrante skriver som et såret dyr. Hun beskriver smerten med en sjælden intensitet, nærmest smager på den. Hendes lidelser virker autentiske, hvilket på visse steder gør romanen nærmest glødende mellem læserens hænder.

D’Orricos “udnævnelse” af Ferrante som den største kvindelige italienske forfatter siden navnkundige Elsa Morante gav genlyd, og “Forladte dage” røg snart til tops på den italienske bestsellerliste for skønlitteratur. Samtidig steg offentlighedens nysgerrighed efter at finde ud af, hvem der gemte sig bag pseudonymet Elena Ferrante.

D’Orricos efterfølgende anstrengelser i rollen som litterær detektiv gav imidlertid ikke noget endegyldigt svar. En af hans teorier var, at der bag pseudonymet Ferrante gemmer sig den mandlige journalist, Goffredo Fofi, fra det romerske dagblad Il Messaggero. Fofi var den første, der - angiveligt per korrespondance - interviewede Ferrante i forbindelse med udgivelsen af hendes første roman “Den besværlige kærlighed” i 1992. Det var, ifølge D’Orrico, simpelthen Fofi, der havde interviewet sig selv. Teorien om den mandlige forfatter med det kvindelige pseudonym blev bakket op af flere af Ferrantes læsere, der fremførte, at “sådan skriver en kvinde ikke”.

En anden af D’Orricos teorier gik ud på, at Ferrante er den kvindelige napolitanske forfatter Fabrizia Ramondino. Denne tese byggede bl.a. på det faktum, at Ferrante i sin første roman beskriver en række napolitanske miljøer.

Da jeg mødes med Elena Ferrantes romerske forlægger, Sandro Ferri, i et naivt forsøg på at komme sandheden nærmere, fejer han grinende alle D’Orricos teorier til side: “Ferrante er en smuk, mørk kvinde omkring de 50 år, med et typisk italiensk udseende. Hun er græsk gift og mor til to børn. Mere kan jeg desværre ikke oplyse”.

Ferri forklarer, at Ferrante oprindeligt valgte at være anonym som følge af, at der i hendes første roman var et betydeligt selvbiografisk aspekt.

Blot et år efter udgivelsen i Italien af “Forladte dage” har den solgt ikke mindre end 50.000 eksemplarer. Oversættelsesrettighederne er blevet solgt til syv forskellige europæiske lande, og filmatiseringen af bogen starter om få måneder.

Mere vil Ferri ikke ud med. Til gengæld har han været behjælpelig med at formidle kontakten til Elena Ferrante, der har indvilliget i følgende e-mail-interview til Weekendavisen - blot det tredje af slagsen på ti år - i anledning af “Forladte dages” danske udgivelse.

- Med den succes “Forladte dage” har opnået, har De haft mulighed for at nå den berømthed som mange stræber efter. Hvorfor insisterer De på opretholde Deres anonymitet?
“I ‘Totem og tabu’ fortæller Freud historien om en kvinde, der beslutter sig for ikke at skrive sit navn. Hun frygtede, at nogen ville kunne bruge det til at gøre sig til herre over hendes personlighed. Senere holder hun helt op med at skrive. Dertil er jeg ikke nået. Jeg skriver og ønsker at blive ved med at skrive. Men jeg må samtidig indrømme, at dette sygdomstilfælde, som Freud berette om, forekommer mig ret sigende. Det, jeg vælger at ‘sætte uden for mig selv’, må og skal ikke blive en magnet, der suger alt fra mig. Jeg mener ikke, at en forfatter har behov for at tilføje noget af betydning til det, han har skrevet. Jeg betragter det færdige værk som en selvtilstrækkelig organisme, der er bærer af alle spørgsmål og alle svar. En forfatters salgsfremmende aktiviteter tenderer derimod til at udvande hans bog og nødvendigheden af at læse den. Ofte sker der det, at en forfatters navn, hans image og hans holdninger bliver mere kendte end de bøger, han har skrevet. Dette fænomen gælder ikke kun for samtidige forfattere, men desværre også for klassikerne. Endelig kan jeg tilføje, at jeg er ganske tilfreds med både den private og offentlige del af mit liv. Jeg har ikke behov for at finde en ny balance mellem de to. Jeg ønsker samtidig, at mit skrivehjørne forbliver et hemmeligt sted, hvor jeg kan være i fred uden nogen form for overvågning eller hast”.

- Hvordan er ideen til bogens handling opstået?
“Det startede helt sikkert med en schæferhund, som jeg holdt meget af. Resten af historien er kommet lidt efter lidt gennem årerne”.

- I bogen beskrives Olgas følelser af selvfornedrelse og afsky for bl.a. sex på en meget nærværende og effektiv måde. Er disse oplevelser selvbiografiske?
“Der findes ingen historie, der ikke har rødder i de følelser forfatteren oplever i sit eget liv. Jo mere disse følelser indgår i fortællingen og i fortællingens personer, jo mere vil historien antage en form af skærende sandhed”.

- “Forladte dage” er en fortælling, der indeholder stærke følelser. Hvilken skrivemetode bruger De for at opnå en så tilstrækkelig “ren” form til at kunne beskrive disse følelser?
“Jeg arbejder med kontraster: en klar beskrivelse af historiens hændelser og en langsom emotionel reaktion på den ene side overfor en form for indre storm, en nærmest febril skrivemåde på den anden. Disse kontraster skal dog ikke holdes adskilte. Jeg stiler mod, at lade dem glide ind i hinanden”.

- Er det vigtigt nu om dage at være i stand til at videregivere stærke følelser for at være i stand til at sælge bøger?
“En forfatter søger først og fremmest at finde en udtryksform for sin egen indre, private verden, der endnu ikke er offentlig, eller kun er det i begrænset omfang. Det “at udgive en bog” vil derfor også være en beslutning om, på den mest hensigtsmæssige måde, at tilbyde læseren det, der er en intim del af dig selv. At spørge sig selv om, hvad det er, læseren ønsker (stærke eller svage følelser eller noget helt andet) forekommer mig at gå i en helt anden retning. I det tilfælde er det ikke længere min egen verden, jeg beskriver gennem en historie. I stedet er det et forsøg på at tilfredsstille offentlighedens krav om konsum, der præger mig og min skrivning. Jeg siger ikke, at det er forkert at arbejde på den måde, for der findes mange måde, hvormed en god bog kan skrives. Det er dog ikke den måde, jeg ser den kreative proces på”.

- Hvad er det, De ønskede at udforske gennem de hændelser Olga kommer ud for?
“Jeg ville fortælle en historie om en følelsesmæssig deroute. Den, der tager kærligheden fra os, nedbryder den kulturelle opbygning, vi har arbejdet på gennem hele livet, og fratager os det Paradis som indtil det øjeblik havde fået os til at fremstå som uskyldige og elskelige. På en vis måde er fjernelse af kærligheden den hændelse, der mest minder om myten om forvisningen fra det jordiske paradis. Det er den voldsomme afslutning på en illusion om, at vi er i besiddelse af en himmelsk krop, og opdagelsen af vor egen uessentialitet og fordærvelighed”.

- Vil De definere “Forladte dage” som en feministisk roman?
“Ja på den ene side, for den får næring gennem en meget kvindelig måde at reagere på over for det at blive forladt, lige fra Medea og Didone og videre fremefter. Og nej på den anden side, fordi den hverken søger at redegøre for den moderne kvindes teoretiske og praktiske korrekte reaktion over for det at blive forladt af den hun elsker, ligesom bogen heller ikke søger at fremstille den mandlige adfærd som infam”.

- Fra Deres første bog i 1992 til den seneste er der gået ti år. Er De perfektionist?
“Nej. Jeg skriver, når jeg har lyst, og jeg udgiver, når jeg ikke skammer mig for meget over resultatet. Hvis jeg havde følt, at de bøger, jeg har skrevet i de sidste ti år, havde været egnet til udgivelse, ville jeg uden problemer havde udgivet en bog hvert halve år. Men sådan er det ikke gået”.

- Glæder det Dem, at visse kritikere betragter Dem som “den største kvindelige forfatter siden Elsa Morante”?
“Det gør det da helt sikkert, selv om jeg udmærket ved, at der er tale om en journalistisk overdrivelse”.

- Bogens originale, italienske forside prydes af Christoffer Eckersbergs nøgne kvinde foran spejl fra 1837. I bogen rejser Olgas mand, Mario, på et tidspunkt på en forretningsrejse til Danmark. Her De nogen forbindelse til Danmark?
“Jeg har kun været i Danmark få gange. Til gengæld holdt jeg som lille meget af H.C. Andersens eventyr, og som voksen af Karen Blixens fortællinger. De stærke bånd, jeg har til visse steder, har jeg som oftest gennem de bøger, jeg har læst om de pågældende steder”.

Jesper Storgaard Jensen er freelance journalist med bopæl i Rom.




 
« Previous Page » top