»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» My Travel - web site,  28/4/2004

Sejltur på Tiberen

Tiberen er blevet åbent for flodsejlads. Under den ca. tre kvarter lange sejltur tager storbyen sig ud fra en helt ny og afslappende vinkel.

Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen


Nyheden sidste forår var så stor, at romerne ikke rigtig troede deres egne øjne. I lang tid kikkede de nysgerrigt ud af nedrullede bilruder, eller vendte sig forbløffede om i de bybusser, der har rute langs Tiberen. Fodgængere standsede overraskede op på broerne over den Evige Stads flod for at betragte nyskabelsen, og indtil flere halvdøsige lystfiskere langs Tiberens bred har sikkert fået sig en brat opvågning.
Men den var god nok! Efter et stykke tid var de alle overbevist: Tiberen er blevet åbent, og siden april sidste år har der været daglig organiseret flodsejlads op og ned ad Roms gamle flod.
Sejlturen frem og tilbage mellem broen Ponte Duca D’Aosta (ud for Roms olympiske stadion) og punktet Calata Anguillara (ved Tiber-øen) varer blot tre kvarter. Alligevel er der tale om intet mindre end en lille perle. Når man står til søs, opdager man nemlig den italienske hovedstad fra en helt nye og ”hemmelige” side, der står i skarp kontrast til den alle Rom-farende i forvejen kender.

En by – to ansigter og to befolkningsgrupper
På den ene side har man Rom foroven: En by, der kører i et nærmest konstant, neurotisk gear med foden nervøst trykkende på gaspedalen. En by indhyllet i smog og støj fra tusindvis af biler på vej fra et sted til et andet, og gående mennesker, der snakker med hinanden eller i mobiltelefon.
På den anden side finder man Rom forneden: Byens lyde når bådens passagerer i afdæmpet form efter at have krydset Tiberens over 125 år gamle murværk, og den konstante brummen fra bådens motor giver én en følelse af behagelig dovenskab og velvære.
Også adskillelsen af byens befolkningsgrupper er skarp:
Ovenfor: De fortravlede, der følger byens dunkende pulsslag.
Nedenfor: De afslappede, der under sejladsen har mulighed for at hilse på grupper af gråænder eller vinke til kanoroere og joggere, der motionerer langs Tiberens bred. Men også med muligheden for at se Rom fra en helt ny og ukendt vinkel. Når man roligt glider gennem Tiberens grågrønne vandspejl, har man eksempelvis mulighed for at nyde udsigten til nogle af de smukke okkerfarvede bygninger, der ligger på Lungotevere, vejen der løber langs med Tiberen. Og pludselig, halvvejs på ruten, dukker Skt. Petersborg op og bagved Peters-kirken med sin majestætiske kuppel.

Hyppige oversvømmelser
Med beslutningen om at åbne Tiberen for organiseret flodsejlads, skrives et nyt kapitel i den grågrønne flods lange liv.
Gennem alle tider har Tiberens lunefulde tendens til at gå over sine bredder voldt både Rom og romerne ikke så få problemer. Den første oversvømmelse, der omtales i historiebøgerne, går tilbage til år 214 f.Kr. Siden er Tiberen gået over sine bredder intet mindre end 52 gange, senest i 1937.
I 1870 blev store dele af Rom hærget af en alvorlig oversvømmelse, da Tiberens vandmasser fossede ind i flere af den italienske hovedstads gader og stræder. Det fik den daværende kong Vittorio Emanuele II til at tage beslutning om, at noget måtte gøres, for at undersåtterne kunne færdes tørskoede i Rom. Og seks år senere rejstes de 17 meter høje mure, der siden med held har dæmmet op for vandmasserne.
Før anden verdenskrig foregik en del af det romerske liv omkring Tiberen. Ved broen Ponte Garibaldi lå en berømt badeanstalt, og i 1939 - hvor Tiberens vand endnu var så rent, at man kunne bade i det - afholdtes den sidste svømmekonkurrence i floden.
Også broen Ponte Milvio var i den periode et populært tilholdssted for både unge og gamle vandhunde. Herfra hoppede de i vandet, og de mest veltrænede svømmede de ca. 2,5 km mod Tiber-øen.

Ensom tilværelse
Efter anden verdenskrig har Tiberen fristet en noget ensom tilværelse. I halvfjerdserne havde den mest selskab af vagabonder, der boede under broerne, folk der hoppede i floden for at tage sig af dage i det kolde vand samt undervandsarkæologer.
Siden da er der - om man så må sige - løbet en del vand under broerne og, ifølge den lokale presse, også en betragtelig mængde affald. Faktisk så meget, at Roms kommune måtte fjerne intet mindre end 38 tons fra Tiberen, inden projekt flodsejlads kunne søsættes.
Anstrengelserne har imidlertid båret frugt, og åbningen af Tiberen betegnes som en stor succes. Siden Roms borgmester Walther Veltroni i april sidste år indviede ruten, har ca. 170.000 personer indløst billet til en maritim oplevelse.
Det har nu tilskyndet Roms kommune til at åbne endnu et stykke af Tiberen, nemlig fra broen Ponte Marconi (ved Tiber-øen) og ud mod Italiens vestkyst til Ostia Antica - en sejltur på 20 km. der varer to timer. Det er samtidig planen også at gøre den tredje og sidste del af Tiberen sejlbar, således at man fra næste sommer skal kunne sejle fra Roms centrum og helt ud til Det tyrrhenske Hav.
Efter mange års isolation er Tiberen således blevet givet tilbage til Rom, og romerne – og for den sags skyld resten af verden – har igen fået mulighed for at opleve den italienske hovedstad ”fra søsiden”.


Flodsejlads på Tiberen - praktiske oplysninger

Der findes flere forskellige måder at prøve flodsejlads på Tiberen på:

1. Kommenteret tur (varighed 1 t. og 15 min.)
Start- og slutsted: Ponte Sant’Angelo, kl. 9.00 - 10.30 - 15.00 - 16.30
Pris: 10 euro

2. Kombineret sejltur + guided tur i minibusStart- og slutsted: Ponte Sant’Angelo, kl. 9.00 - 10.30 - 15.00 - 16.30
Pris: 32 euro (reservation kræves)

3. Sejlads med middagStart- og slutsted: Ponte Sant’Angelo, kl. 19.30
Pris: 43 euro (reservation kræves)

4. Enkelttur uden guide (varighed ca. 45 min., jf. artikel)
Start: fx. Ponte Duca D’Aosta (ved det olympiske stadion) eller ved Calata Anguillara (ved Tiber-øen), ti afgange om dagen i hver retning i små åbne både i tidsrummet kl. 8-19.00. Intervaller på ca. en time. Pause i tidsrummet kl. 13-16.00. Tidsplanen hænger ved de i alt seks anløbssteder. Man kan stå af og på ved broerne Ponte Risorgimento, Ponte Cavour, Ponte Sant’Angelo og Ponte Sisto.
Pris: 1 euro for én sejltur

5. Fra Ponte Marconi (ved Tiber-øen) mod Ostia Antica
Start: Fre., lør. og søn. (samt tirs., ons. og tors. ved reservation) kl. 9.15 (varighed to timer)
Pris: 10 euro for én sejltur

Reservation: tlf. +39-06-67 89 361
Information: info@battellidiroma.it
Web: www.battellidiroma.it






 
« Previous Page » top