»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Nordjyske Stiftstidende,  11/7/2004

Kongens klassiske klæder

FØDSELSDAG: Italiens modeskaber nr. 1, Giorgio Armani, runder i dag de 70, men har ingen planer om at geare ned. Tværtimod.
Af Jesper Storgaard Jensen

”Nu jeg har indtaget kejsernes Rom, kan I jo passende begynde at kalde mig Kejseren”, sagde en spøgende og imødekommende Giorgio Armani med et glimt i øjet, da han i Rom i begyndelsen af maj tog imod den lokale presse. Anledningen var åbningen af Armanis retrospektive udstilling, hvor 500 af mesterens kreationer gennem de sidste tre årtier er smukt udstillet i Kejser Dioclezianos overdådige termer i Roms centrum, og Armanis drillende opfordring til pressen om at udstyre ham med titel af kejser blev naturligvis leveret med indforstået henvisning til den selv samme presse, der i en blanding af respekt, anerkendelse og ærefrygt sædvanligvis blot omtaler ham som Kong Giorgio.
Men selv for en konge går tiden, og i dag kan Armani, verdens måske mest kendte nulevende modeskaber, fejre 70-års fødselsdag. En betragtelig alder for en mand, der står alene i spidsen for et efterhånden gigantisk modeimperium og som er kendt for at være en usædvanlig arbejdsbi. Man skal imidlertid ikke forledes til at tro, at alderen trykker Armani. Tværtimod forekommer det ”kongelige aktivitetsniveau” at ville gå i samme retning som Armani-koncernens kreative og finansielle succes gennem de senere år. Det vil sige opad.
I 2003 lukkede Armani regnskabsbøgerne med en omsætning på over 9 mia. kr. og et overskud på en rund milliard kr. Samtidig er Armani, hvis modekoncern tæller 4.700 ansatte, 13 producerende fabrikker og et utal af butikker i 33 forskellige lande, netop indgået i partnerskab med en stor Dubai-virksomhed om opførelsen af 14 luksushoteller inden for de næste syv år. Den samlede investering lyder på over syv mia. kroner.

Præget af krigen
Giorgio Armani blev født i 1934 i Piacenza syd for Milano. Han voksede op i en familie med to søskende, hvor der lige var til dagen og vejen. Krigens skræmmende nærhed var en integreret del af hverdagen, og bl.a. derfor beskriver Armani sin barndom som ”ikke specielt lykkelig”. To af hans kammerater blev dræbt i et granatangreb, og med sin søster oplevede han en gang at måtte kaste sig i ly for at undgå maskingeværsalver fra angribende fly.
Armani husker den unge Giorgio som ”meget fornuftig, måske lidt naiv og i hvert fald en drømmer”. Moderen var den stærke i familien, faren var kærlig men også noget fraværende.
Trods familiens beskedne kår er Armani bevidst om, at det var den, eller rettere hans mor, der var hans første og måske især største inspirationskilde til det der senere skulle blive til en verdensomspændende succes:
”Selvom vi ikke havde mange penge, havde min mor en medfødt sans for stil. En meget personlig stil. Før krigen klædte hun sig ofte i grå nuancer, på en meget enkel måde. Hun overdrev aldrig, fx gik hun aldrig med hat. I bakspejlet kan jeg se, at hendes måde at klæde sig på fuldstændig matchede hendes temperament. Hun afviste overfladiskhed, lysten til at stille sig til skue og enhver form for karikatur. Disse egenskaber har helt sikkert haft stor indflydelse på den måde mit syn på kvinder senere kom til udtryk i min mode”.

Begyndte på medicin
Familien flyttede til Milano, da Giorgio var teenager, og efter endt skolegang startede han på et medicinstudium ved Milanos universitet. Det blev dog afbrudt efter to år, da værnepligten kaldte. Efter endt militærtjeneste blev medicinstudiet for alvor afbrudt til fordel for et job hos stormagasinet La Rinascente, først som vinduesdekoratør og siden som indkøber.
Erfaringen fra La Rinascente blev i 1964 et springbræt til et job hos stilisten Nino Cerruti, hvor der i den fuldstændig selvlærte Armani langsomt begyndte at forme sig ideer og tanker om, hvad mode var. Armanis første store opgave hos Cerruti var den såkaldte ”Hitman-kollektion”, der opnåede stor succes.
Efter seks år hos Cerruti havde Armani cementeret sit navn som en talentfuld designer. Med den voksende anerkendelse havde han samtidig lagt den ungdommelige usikkerhed bag sig, hvilket han mindes således:
”Jeg kom tit daskende ind på kontoret op ad formiddagen. Jeg havde købt en brugt Porsche. Jeg var velklædt, godt betalt, havde langt 70’er-hår og havde min hund, en boxer, med mig overalt”.

Den første revolution
Som 36-årig forlod Armani Cerruti springet til selvstændighed som freelance-designer, og fem år senere, i 1975, lagde Armani og vennen, Sergio Galeotti, deres spareskillinger sammen, solgte deres bil og stiftede Giorgio Armani A/S. De havde studie i Milanos centrum i to værelser, og Armani mindes, at han var ”hunderæd for, hvordan det skulle gå”.
Det var inden for herremoden, at Armani lancerede sin første ”revolution”. Det skete med den såkaldte ”ustrukturerede jakke”, dvs. en jakke uden pasform. På det tidspunkt dikterede den amerikanske industri fuldstændig herremoden. Alle mænd klædte sig ulasteligt ens. Der var næsten tale om et Mao-syndrom inden for herrekonfektion. Armanis nøgleord var derimod individualisme. Jakken skulle frigives, gøres personlig og nærmest falde ned over en mands krop for at fremhæve hans fysik. Som en slags ekstra hud. Samtidig skulle den give plads til sensualitet, frihed, bevægelse og til den skødesløse elegance.
Jakken var imidlertid ikke kun en jakke. Den var også – og især – en sociologisk afspejling af et samfund, der for alvor var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved sociale og interpersonelle skikke, sædvaner og omgangsformer, der i stadig stigende grad blev oplevet som værende både for stive og formelle.
Armanis jakke uden strukturer blev hurtigt et stort hit, og i dag anses den af modefolk for en lige så stor revolution som Mary Quants mininederdel og Christian Diors ”New Look”, dvs. mixet af elegance og anvendelighed. Samtidig gav jakken Armani prædikatet ”den første post-moderne stilist” på lige fod med designere inden for fx arkitektur og andre kunstformer. Jakken har da også vist sig at være både så tids- og stilmæssigt holdbar, at den i dag produceres i mange forskellige versioner, og den blev, ifølge Armani selv, ”et stilmæssigt udgangspunktet til alt, hvad der siden fulgte efter”.

Elegante kvinder
Til trods for at det er alverdens mænd, der stadig lægger krop til Armanis største revolution, er det inden for kvindemoden, at Armanis navn er blevet synonym med elegance, stil og tidløshed.
Grundlæggelsen af Armanis virksomhed i midten af 70’erne faldt tidsmæssigt sammen med fremkomsten af en ny generation af feminisme. For Armani var det klart, at kvinderne havde brug for ”en uniform”, der passede til den nye mentalitet de var i færd med at erobre. Med andre ord skulle kvindens nye klæder matche den frihed kvindekønnet bevægede sig imod. Afstanden mellem mand og kvinde, hvis respektive sociale adfærd i stigende grad nærmede sig hinanden, skulle reduceres.
Armani ignorerede fuldstændig den klassiske Pin-Up-model og koncentrerede sig i stedet om den androgyne kvinde, dvs. ”uden former”. Den klassiske spadseredragt røg ud af garderobeskabet med fynd og klem, og endnu en gang blev den ustrukturerede jakke bannerfører for en mere ”maskulin stil”, som dog samtidig fremhævede individualisme, sensualitet, klassiske elegance og en subtil – men aldrig vulgær – form for erotisme. Armani-kvinden bliver simpelthen indbegrebet af en elegant og sofistikeret casual elegance, hvilket flere af stilistkollegerne til fulde erkendte. Som fx nu afdøde Gianni Versace, der under et modeshow på Den Spanske Trappe i Roms centrum en gang hviskede Armani i øret:
”De kvinder, du klæder på, er elegante og sofistikerede. Mine kvinder er luderagtige!”.
Armanis klassiske stil er gennem tiden blevet understreget af hans farvevalg. De douchede farver, de såkaldte ”udefinerbare farver” (på italiensk ”non colori”), blandingen af hvid, beige, grå, grøn og brun m.fl., der sågar har ført til ”Armani-farven” greige (en blanding af ordene grå og beige).
Gennem tre årtier har Armani, formentlig som ingen anden designer, formået at lade de skiftende sociale tendenser afspejle sig i sit design, lige fra de vulgære 80’eres opulente stil, over 90’ernes minimalisme til det nye årtusindes flirt med etniske afsmitninger. Og gennem hele forløbet har Armanis filosofi været indeholdt i en af mesterens mange læresætninger:
”Elegance er ikke at blive lagt mærke til, men at blive husket”.

Richard Gere i Armani
Armanis flirt med Hollywood er kendt, og har i mange år været til gensidig glæde. Den filmglade Armani har aldrig lagt skjul på, at han ofte har ladet sig inspirere af det store hvide lærred. Omvendt har Hollywood adskillige gange henvendt sig direkte til Kongen, når der skulle designes filmkostumer. Første gang var i 1980 da Armanis elegante klæder fuldender en adonisagtig Richard Gere i ”American gigolo”. Sekvensen, hvor Gere omhyggeligt vælger beklædningsgenstande fra et garderobeskab fuld af Armani-tøj, er legendarisk og udgjorde Armanis første skridt mod hvad der siden er blevet til vaskeægte Hollywood-stardom.
Siden fulgte Brian De Palmas ”De urørlige” fra 1987, hvor det er Armanis fortjeneste, at Sean Connery, Kevin Costner og Andy Garcia i 1920’ernes gangsterhærgede Chicago i det mindste dør en elegant død iført Armani-designertøj fra A til Z.
Flere film, hvor Armani har leveret kostumerne, er flugt efter i en lind strøm – senest ”The Lovely” om Cole Porters liv – og flirten med Hollywood har med årene udviklet sig til en sand kærlighedshistorie. Blandt de faste kunder finder man bl.a. Michelle Pfeiffer, Samuel L. Jackson, Jodie Foster, John Travolta, George Clooney og mange flere.

På Time’s forside
Listen over Armanis meriter og de priser, han er blevet tildelt, er efterhånden alenlang. En flot anerkendelse fik han i 1982, da det berømte amerikanske Time Magazine placerede ham på den prestigefulde forside. Det var den officielle kroning af Armani som italiensk modes førstemand over there. Siden er hæderen fortsat med bl.a. den italienske republiks fornemste riddertitel i 1987 og prisen til Giorgio Armani A/S som årets virksomhed i Italien i 1998. For slet ikke at tale om rækken af designerpriser.
Intet under at den italienske presses respekt for deres verdensberømte landsmand er så stor, at Armani nærmest betragtes som en slags ”modens hellige ko”, der behandles med fløjlshandsker. Vel at mærke af den slags, der går helt op til albuerne.
End ikke det faktum, at Armani for længst har bekendt seksuel kulør, synes at have slået skår i hans store popularitet. I 2000 sagde han i et interview med det amerikanske Vanity Fair:
”Jeg har elsket både mænd og kvinder. Mine forhold til kvinder har ofte været problematiske. I mit arbejde som stilist er det vigtigt hele tiden at kunne tænke klart. Ofte har man ikke tid til at beskæftige sig med andre. Og en kvinde har behov for megen opmærksomhed. Særligt da jeg var ung, skulle man bruge meget tid på at kurtisere”.
I stedet har Armani betroet, at hans livsledsager – såvel i forretnings- som i følelseslivet – var den tidligere kompagnon Sergio Galeotti, som Armani mødte i 1966 og som døde af kræft i 1985:
”At kalde det kærlighed vil være en begrænsning. Sergio havde samme livsfilosofi som jeg, og vi betragtede verden på nøjagtig samme måde. Alt, jeg har udrettet i mit arbejde, har jeg gjort for ham, og det samme gjaldt for Sergio”.
Skal man partout finde en skønhedsplet på en karriere, der før eller siden ikke kan undgå Hollywoods hunger efter en god og gribende historie, må det blive Armanis problemer med det italienske skattevæsen i 1994, da Operation Rene Hænder kørte på sit højeste. Tiltalen lød på skattesvindel. Armani valgte at indgå en aftale med de juridiske myndigheder, og indrømmede dermed indirekte sin skyld. Det er imidlertid en detalje den italienske presse ofte forbigår i ærbødig tavshed, når Kongens meriter beskrives.

Stopper i tide
På tærsklen til Armanis fyldte 70. år forekommer der at være fuld fart på som aldrig før. Armani, der betragter sig selv som 50% stilist og 50% forretningsmand, udtaler, at ”han elsker nye udfordringer, for de udgør ren adrenalin”. Han har netop åbnet to megastores i Shanghai, der skal tiltrække en god del af Kinas anslåede 100 mio. nyrige, og var personligt i Kina for at tilrettelægge to modeshows i Shanghai og Hong Kong, der blev transmitteret til i alt 400 mio. kinesere.
Fremtiden er ifølge Armani det spørgsmål han nu oftest bliver stillet over for.
”Jeg har ingen planer om at trække mig tilbage, jeg ønsker ikke at give afkald på det jeg holder allermest af i livet. Da jeg samtidig ikke ønsker at fremstå som hverken grotesk eller latterlig, skal jeg nok finde ud af at sige stop i tide. Formentlig i 2007. Når tidspunktet kommer, hvor der skal gøres regnskab, kan jeg ikke udelukke, at jeg vil skrive en autobiografi. Det er den ypperste form for narcissisme, og da vi stilister jo er narcissister, så hvorfor ikke”, siger han med et glimt i øjet mod slutningen af pressekonferencen.
Armanis retrospektive udstilling startede på Guggenheim Museet i New York i 2000 og har efterfølgende været i Bilbao, Berlin, London og nu altså Rom (i endnu tre uger). Næste og sidste etape er Tokyo.
Om udstillingen siger Armani:
”Jeg ønsker ikke, at mine kreationer skal gå i fordærv under cellofan et eller andet tilfældigt sted. Jeg stod og betragtede dem før. De ser ud til at være lavede i går, de er smukke. Min idé er at give dem en fast endestation, at skænke dem til et museum i Milano, den by der har givet mig så meget”.










 
« Previous Page » top