»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Tipsbladet,  11/6/2004

Europas fodboldtosser

Når Danmark går på banen i Portugal i den første kamp mod Italien d. 14. juni, vil omkring 15 mio. fodboldbegejstrede italienerne sidde klinet til skærmene rundt omkring i støvlelandet. Men trods den massive opbakning kradser krisen i italiensk fodbold. ”For megen business, for høje spillerlønninger og for mange skandaler”, lyder dommen fra den menige italiener. Kun en sejr ved EM i Portugal tæller for Italien, hvis der i Italien skal rettes op på fodboldens dårlige renomme. TIPS-bladet har taget temperaturen på Europas måske mest fodboldentusiastiske nation inden opgøret mod Danmark.

em-modstander

Af Jesper Storgaard Jensen

TIPS-bladet I ROM
EM i Portugal står for døren og dermed også Danmarks åbningskamp mod Italien d. 14. juni. Med en sand vrimmel af stjernespillere fra de bedste italienske klubber må Italien på papiret regnes blandt favoritterne til EM-titlen. Skulle gli azzuri, de blåtrøjede, ikke nå til tops på sejrsskamlen i Portugal, kan de mange skuffede italienske fodboldtilhængere imidlertid fortsat varme sig ved en uofficiel titel, der vil være mere end almindelig svær at fravriste Italien: Titlen som Europas mest fodboldtossede nation!

Brød og skuespil
Man behøver ikke at have opholdt sig i Italien i vanvittig lang tid for at komme til den erkendelse, at den forgangne kejserlige tradition for brød og skuespil, som så storslået udspillede sig i Colosseum for omtrent 2.000 år siden, er fuldt intakt i dagens Italien. Læderklatten er som en smertestillende opium, der bedøver folket, og uden den og dens aktører, ville Italien formentlig risikere intet mindre end en moderne revolution. Fodboldhysteriet kører konstant i højeste gear, og pressen – både den skrevne og den elektroniske - har mindst en str. 45 med i spillet.
Italien har som eneste land i Europa – ja, efter sigende i hele verden! – hele tre dagblade, der skrive om fodbold: La Gazzetta dello Sport (den berømte lyserøde avis fra Milano), Corriere dello Sport (Rom) og Tutto Sport (Torino). De tre dagblade har daglige oplag på hhv. 570.000, 425.000 og 200.000 eksemplarer. På mandage ryger Gazzetta dello Sport imidlertid helt op på omkring 785.000 eksemplarer og bliver dermed Italiens tredjemest solgte avis! Da en eller flere af de tre aviser ofte ligger til fri afbenyttelse på mange af landets barer, anslår man imidlertid, at det samlede antal daglige læsere er på intet mindre end 5,7 mio.!
For fodboldelskere udgør de tre aviser et sandt ”litterært fodboldparadis”. Her er alt hvad hjertet kan begære af informationer fra fodboldens mangfoldige verden: optagtsartikler til weekendens kampe, kampanalyser, spillervurderinger (samtlige spillere i serie A, B og C får karakter efter hver kamp!), fokus på spillermarkedet, bedømmelser af dommernes præstationer og af trænernes taktiske dispositioner samt portrætter af fx klubber eller klubpræsidenter.
Som en kuriosum kan nævnes, at Gazzetta dello Sport hver lørdag udkommer med et patineret tillæg, hvori andre sportsgrene behandles, men hvor der også lige har ”indsneget” sig et par artikler om … fodbold!

Hysteri på højt niveau
For blot en måned siden fik man som avislæser i Italien et fint eksempel på, hvorledes fodboldhysteriet i den skrevne presse kan nå ”sublime højder”. Det sket i forbindelse med lokalderbyet på Roms olympiske stadion mellem Lazio og Roma. Blot to minutter inde i anden halvleg lykkedes det et betragteligt antal Roma-tifosi at invadere banen. Kampen blev stoppet. Årsag: En af politiets biler havde angiveligt påkørt og dræbt en Roma-fan foran stadion umiddelbart før kampen (en historie der senere skulle vise sig at være det pureste opspind). Kampen blev fløjtet af af sikkerhedsmæssige grunde.
Dagen efter gik pressen – ikke kun de nævnte sportsaviser, men også landets største dagblade - i noget, der lignede et ”massepsykotisk selvsving”. Side op og side ned med beretninger, forklaringer, øjenvidner, udtalelser fra spillere, dommeren, trænerne, formænd for fanklubberne, klubpræsidenter m.fl. Men det sluttede ikke her. De følgende dage var historien fortsat forsidestof i de mest læste dagblade, side om side med den seneste udvikling i Irak. I samme periode kunne man ikke sætte sine ben i en café i Rom uden at været tvunget til at få den pågældende bartenders teori om, hvad der var hændt og især hvorfor. Højdepunktet blev nået, da den italienske beskæftigelsesminister udtalte - så vidt vides i ramme alvor - at tilskuernes invasion af banen angiveligt var del af et komplot mod regeringen!

Bold og babes
Det er imidlertid ikke kun den skrevne presse, der kan tilskrives æren for det intense fodboldhysteri. Også TV giver sit bidrag, og det kan på ingen måde kaldes beskedent.
Alle syv landsdækkende TV-kanaler har sine sportstransmissioner, der mindst én gang om ugen tager temperaturen på fodbold-Italien. Disse programmer er små perler for ”udenlandske iagttagere”, der ønsker en større indsigt i den italienske folkesjæl.
Bortset fra den sædvanligvis elegant klædte studievært kan seerne møde horder af paneldeltagere. Især brillerer de utallige ”fodboldprofessorer” – typisk journalister, forfattere, skuespillere, ja sågar parlamentsmedlemmer og andre kendte navne fra kulturverdenen – der, med alvorlige kenderminer og verdensmandsmanerer, slår teatralsk ud med armene, når de udtaler sig om en off side, der ikke blev fløjtet for, eller en oplagt målchance, der blev brændt.
Alle disse selvhøjtidelige kommentatorer har naturligvis også selskab af en kvindelig ”medvært”, hvis opgave kort kan beskrives som ”blikfang”. Typisk drejer det sig om en yndig blondine i 20’erne, barmfager, pænt nedringet og med en flirtende og trutmundet attitude. Ca. hver 20. minut får hun lov til at sige ”…og nu til reklamerne”, hvilket ofte afstedkommer et om muligt endnu større smil af selvtilfredshed hos yndigheden.
Og disse ”studieværtinder” er skam populære. Ikke kun hos kameramanden - der ofte starter præsentationen af hende med close-up billeder af den højhælede sko, derefter langsomt glidende op ad benet og hen over barmen for til sidst at ende ved det smukke ansigt – men også hos pressen, der ofte bringer interviews med og protrætter af hende, hvor hun eksempelvis tilkendegiver: ” …. jeg har ikke forstand på fodbold, men jeg kan godt li’, når der bliver sparket mål”!

National identitet
Fodbold i Italien er ikke kun en vigtig del af den nationale identitet. Fodbold og især forholdet til en klub (det at være tilhænger) er, specielt for et betragteligt antal af støvlelandets mandlige indbyggere, i høj grad et forhold som deres personlige identitet er bygget op omkring. Har eksempelvis Roma tabt søndagens kamp, er der for alvor dømt ”bedemandsansigt” blandt de kolleger og mandlige bekendte, der bekender sig til dette hold.
Spørger man en person fra den ældre generation, om vedkommende har et favorithold, vil man ofte få fortalt en lidenskabelig historie om, hvorledes han i 1967 forelskede sig i Inter, ligesom man risikerer at spendere de næste 20 minutter af sit liv på at skulle lytte til fortællinger om gamle Inter-holdopstillinger og –stjernespillere.
Ifølge de seneste undersøgelser interesserer ca. 42 mio. italienere sig for fodbold på et eller andet niveau. Intet mindre end 30 mio. har et favorithold, som de følger, og 9 mio. går regelmæssigt på stadion for at se ”heltene”, hvilket illustreres ganske godt i en af nationens folkekære sange, hvor en kvinde med klagende stemme synger: ”… hvorfor skal jeg altid være alene om søndagen”!

Krisen kradser
Til trods for den intense interesse for det som italienerne så poetisk kalder ”verdens smukkeste spil”, er fodbolden kommet i noget der ligner miskredit hos den menige italiener. Spørger man manden på gaden, hvad han mener om fodbold, er det sandsynligt, at man får svaret ”Mi fa schifo!” (Det er modbydeligt!). Og her hentyder han ikke til spillets æstetik men derimod til hele det ”cirkus”, der eksisterer uden om selve spillet.
Italiens tidligere landstræner Enzo Bearzot har meget rammende udtalt i et nyligt interview: ”Fodbold blev til som en leg, så blev legen til sport, og nu må der gribes ind, inden sporten udvikler sig til cool business”.
Den efterhånden så berømte Bosman-dom fra 1995, der åbnede op for fri cirkulation af spillere inden for EU, ligner mere og mere det isbjerg, der med tiden risikerer at medføre adskillige italienske klubbers økonomiske forlis, dybt forgældede som de er. Bosman-affæren har eksempelvis medført en markant stigning i spillerlønningerne. For at kunne følge med på grønsværen er klubberne simpelthen tvunget ud i et overdrevent lønkapløb. Hele 72% af italienske klubbers indtægter går til spillerlønninger (62% i den engelske liga og 50% i den franske), og spillere som fx Christian Vieri (Inter) og landsholdsanfører Francesco Totti (Roma) hæver en fast årsløn på hhv. 90 mio. og 82 mio. kr.!
Disse tal er efterhånden blevet for meget for den menige italienere, der ikke længere er bange for at betegne disse tal som ”skandaløse”. Ja, selv Vatikanstaten, der ikke just er kendt for sin sportsinteresse, har opfordret italienske spillere til at gå ned i løn.
Det kan således ikke undre, at de fleste italienske Serie A-klubber er dybt forgældede. Tilsammen har de 18 klubber en gæld på hele 13 mia. kr, hvoraf den italienske skattefar har et betragteligt beløb til gode.

Kun sejr tæller
Men hvad gør det? The show must go on, bolden er rund og konceptet om brød og skuespil skal tages dødens alvorligt, hvilket formentlig var den væsentligste årsag til, at Berlusconis regering i foråret puslede med planer om en lov, der skulle yde økonomisk statsstøtte til de mest forgældede klubber (bl.a. Berlusconis egen Milan, der i 2003 havde en gæld på 1,29 mia. kr.!). Den folkelige modstand mod fidusen var imidlertid for stor, og selv om Berlusconis plan blev droppet, har en del af offentlighedens harme lagt sig som en tung dyne hen over nationalsporten.
Hver sæson i italiensk fodbold har sine skandaler: Klubpræsidenters dyre gaver til udvalgte dommere, falske pas til udenlandske spiller, fordækte spillerkøb, klubpræsidenternes offentlige indbyrdes skænderier og gensidige beskyldninger om ditten og datten samt denne sæsons nylige skandale vedr. visse Serie A-spilleres påståede ledtog med den napolitanske mafia for at ”justere” visse kampe.
Samtidig har italiensk fodbold haft en rigtig dårlig sæson internationalt, idet ingen af de traditionsrige klubber nåede en af de store finaler, og heller ingen var tæt på.
På den baggrund hviler der et særdeles tungt ansvar på det italienske landsholds skuldre. Kun et EU-trofæ af fineste karat tæller, og kun et sådant trofæ vil være i stand til at trække italiensk fodbold ud af dens nuværende tilstand af dyb krise.
Nogle af landsholdets mest trofaste støtter må i den forbindelse formodes at kunne findes blandt regeringens medlemmer, vel at mærke med premierminister Berlusconi i spidsen. En EM-sejr vil for en stund kunne fjerne opmærksomheden fra Italiens stigende økonomiske problemer, regeringens dårlige meningsmålinger og dens interne stridigheder.
Så mon ikke den fodboldglade og kommunistforskrækkede Berlusconi vil betragte de rødblusede danskere som en flok boldspillende venstrefløjsaktivister, der blot udgør en lille forhindring på det italienske holds vej mod den endelige succes?
Hvorom alting er … vinca la squadra migliore … må det bedste hold vinde!








 
« Previous Page » top