»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Spejlet,  1/6/2004

I børnenes tjeneste

I Roms nordlige del ligger Leonardo Nardonis frisørsalon. Hertil strømmer romerske familier, der skal have deres børn klippet. Og det har de for øvrigt gjort i de sidste 35 år.

Tekst og foto: Jesper Storgaard Jensen
Freelance journalist

Rom - Der findes, som bekendt, en første gang for alt her i livet. Også for at blive klippet. Det måtte min lille søn, Emil, erkende, da han i begyndelsen af dette år havde nået den betragtelige alder af otte måneder. Det fine dunhår han havde ved sin fødsel - mørkt som sin italienske mors - havde i de forløbne måneder ikke blot ændret farve i retning af en typisk nordisk blond. Det var også, særligt efter tredje måned, begyndt at vokse i noget nær raketfart. I takt med månedernes gang var Emils stadigt længere hår begyndt at krølle lystigt, og det fænomen man i fagsproget vist nok kalder “tagrender over ørerne” var blevet så udtalt, at den lille purk efterhånden lignede en mini-rebel, der var kommet 36 år for sent til 68-oprøret. Noget med kam og saks måtte gøres!
Men hvad gør man egentlig, når sådan en “lille størrelse” skal have klippet hår, spurgte jeg naivt Emils mor, mens jeg i min egen mentale film så mig selv som improviseret frisør, der på kejtet vis klippede løs af min søns gyldne lokker - til stor fare for både Emils udseende i de efterfølgende måneder og for egne fingre?
Svaret fik vi nogle dage senere, da jeg forelagde den delikate familiære situation for en kollega, der også har et mindre barn: “I ta’r da bare hen til Leonardo ved siden af Piazza Mazzini. Han klipper kun børn. Han er alle tiders!”.

Lyden af larmende legetøj
Som sagt, så gjort. Den følgende lørdag sad vi i bilen i retning af Piazza Mazzini i Roms nordlige del, blot et stenkast fra Tiberen, og, indrømmet, ikke uden en vis nervøsitet. Denne nervøsitet forsvandt imidlertid som dug for den romerske vintersol, da vi trådte ind i Leonardos frisørsalon for børn.
Her var liv og glade dage. Lyden af larmende legetøj, gråd fra børn, der ikke brød sig om klippeseancen, opmuntrende ord fra de forældre hvis barn derimod befandt sig godt under Signor Leonardos klipning og sidst - men ikke mindst - et ihærdigt og sikkert også hårdt stykke “underholdnings- og distraktionsarbejde” udført af Leonardos kone, Isabella, med brugen af byggeklodser, balloner og basunkinder foran de børn, der “sad i stolen”. Alle disse parallelle seancer udgjorde tilsammen et vidunderligt børneunivers, der ramte os småbørnsforældre lige i det sentimentale mellemgulv. Man følte sig straks hjemme.
Det gjaldt formentlig også Emil, da han tog plads i stolen med hestehovedet. Han var tydeligvis så betaget af og befippet over fru Isabellas ballonnumre - også for ballonnumre er der en første gang her i livet! - at han ikke så ud til at registrer, at frisør Leonardo med snilde og erfarent håndelag langsomt men sikkert gjorde ham korthåret igen.
Vi forældre var både begejstrede for klippeseancen og for miljøet i Leonardos salon, og da vi ved betaling hørte, at man i Leonardos salon havde klippet børnehår i de sidste 35 år, besluttede den, der skriver disse linier, sig for at vende tilbage og undersøge, hvilken historie der ligger til grund for beslutningen om, at vie hele sit professionelle liv til børneklipning.

Sprælskhed ingen hindring
Leonardo har beredvilligt indvilliget i et interview og fortæller:
“Jeg stod i lære hos en frisør, der udelukkende klippede damer. Det var en ret stor salon, og vi var 11 ansatte. Når en mor kom ind ad døren med sit barn, var det som om, de andre ansatte lod som om, de ikke så barnet. Det gjorde jeg derimod, og lidt efter lidt fandt jeg ud af, at det faktisk var sjovere at klippe børnenes hår end de voksnes. Det var med andre ord et tilfælde, at jeg ‘opdagede’ børneklipningen”.
Leonardo arbejdede i ”damernes salon” i otte år. I den periode blev hans kærlighed til børnene for alvor konsolideret. Om en af grundene hertil siger han: ”Med børn kan man lave sjov og grine, og man kan spørge dem om de mest banale ting uden frygt for, at man kommer til at fremstå som dum”.
Herefter besluttede Leonardo at åbne sin egen salon, og det skulle naturligvis være en salon i børnenes tjeneste. ”Jeg ville gerne vise min familie, at jeg selv kunne drive en salon, så jeg tog springet fra ansat til selvstændig. Væk med fædrene, væk med mødrene, og frem med børnene”, siger han og smiler tilfreds.
Leonardo fortæller, at han aldrig har ladet sig afskrække af børnenes sprælskhed: ”Nej, det er faktisk omvendt. Jo mere sprælske de er, desto mere morer jeg mig, og udfordringer bliver jo også større”.

Erfaring er alt
Ifølge Leonardo betyder erfaring alt. Han husker stadig den første tid, hvor han modtog forældre, der troppede op med børn, der nærmest ikke kunne se ud af øjnene pga. langt hår: ”Af og til måtte der to personer til at holde børnene fast, mens jeg klippede. Det var ret anstrengende. Men med erfaringen lærer man jo meget. Jeg fandt snart ud af, at en af mine vigtigste opgaver var at få børnene til at føle sig godt tilpas, at vinde deres tillid og få dem til at slappe af”.
En salon med meget lys, en bandlysning af hvide kitler, der ”smager for meget af læge” samt levende farver i salonen er nogle af de ingredienser der ifølge Leonardo er medvirkende til at få børnene til at føle sig godt tilpas. Og så naturligvis al legetøjet, for slet ikke at tale om det store forbrug at balloner, der gives til hvert barn som en præmie efter endt klipning. De blæses naturligvis op i salonens ene hjørne ved hjælp af en vaskeægte ”ballonopblæser”.
Leonardo lægger ikke skjul på, at en vigtig del af salonens teamwork udføres af hans kone og den ansatte assistent, Pamela. Begge udfører de afledningsmanøvre for børnene, og der spares ikke på fantasien: Der viftes med balloner, bygges med legeklodser og læses højt af børnebøger, alt imens Leonardo lister sig til at lette i børnenes hårpagt. ”Det er simpelthen nødvendigt med en person, der tiltrækker børnenes opmærksomhed gennem forskellige kunstner, historiefortælling, lege mv., mens jeg klipper”, siger Leonardo og slår ud med armene.
Leonardo fortælle, at han og hans kone, et år efter at de havde giftet sig, blev enige om, at hun skulle indtræde som ”underholder” for at spare en lønning i salonen. Hun havde på det tidspunkt et andet job, som hun fik orlov fra i seks måneder. Efter endt orlov syntes hun imidlertid så godt om opgaven med at underholde børnene, at hun siden har været ansvarlig for salonens ”underholdningsafdeling”.
Således har både Leonardo og Isabella på sin vis viet deres liv til børnene. Som Leonardo siger: ”Det er umuligt ikke at holde af børn. Det er et job uden afsavn. Spørgsmålet er derimod, om man har tilstrækkelig med tålmodighed. Er det ikke tilfældet, kan denne del af ens karakter imidlertid optrænes”.

Ydmyghed og tålmod
Med sin lange erfaring har Leonardo naturligvis også en forklaring på, hvorfor mange børn græder, når de bliver klippet: ”Børn er jo først og fremmest instinktive. Og så må man huske på, at jeg jo er fremmed for dem. Ikke alle børn er villige til at lade sig nærme endsige røre af en fremmed. Sådan ser det ud fra barnets synsvinkel. Det er derfor man skal gøre sig ihærdig for at vinde barnets tillid”.
Skønt Leonardos salon er tilegnet børnene og deres hår, findes der alligevel en lidt afsides voksen-afdeling, som jeg spørger nysgerrigt til: ”Ja, jeg klipper jo stadig de børn, som med tidens gang er blevet voksne. Nogle er mine voksne klienter startede jeg med at klippe for 30 år siden. De holder ved, hvilket naturligvis smigrer mig meget. Visse romerske familier har jeg kendt i de sidste 40 år, fordi jeg har klippet familiens hår i flere generationer. Jeg er næsten en del af familien”, siger han med et stolt smil.
Afslutningsvis spørger jeg Leonardo, om han kan give et godt råd, til fremtidige kolleger, der ønsker at arbejde med børn. Uden betænkningstid udbryder han: ”Først og fremmest skal man udvise stor ydmyghed. Dernæst masser af tålmodighed. Det siger endvidere sig selv, at man skal tale pænt til børnene og aldrig vise, at man i visse situationer kan føle sig anspændt. Og så består vanskelighederne i dette job ikke kun i at klippe børnenes hår, men også i at administrere forholdet til forældrene. Særligt visse mødre kan være overdrevent bekymrede for deres børn under klipningen”.

Samfundsnyttig
Leonardo har vel efterhånden nået den alder, hvor han med god samvittighed kunne lukke biksen og sige, ”Ok, slut med hår og balloner og børneklip. Nu skal pensionisttilværelsen nydes”. Om dette siger han grinende: ”Jeg håber, at min skytsengel vil være med mig i et stykke tid endnu, så jeg kan bevare mit gode helbred. Jeg holder meget af mit arbejde, og nyder følelsen af at kunne udrette noget for samfundet, så jeg har ingen planer om at stoppe lige med det samme”.
Når Leonardo engang lægger saksen på hylden, kan han imidlertid trøste sig med, at han ikke bliver fuldstændig arbejdsløs. Sammen med sin kone har han to børn og tre børnebørn – Benedetta, Alessandro og Patrizio – på hhv. fem, tre og to år. Leonardo står for klipningen af alle fem hoveder, så der skulle være hår nok til, at saksen også i et fremtidigt otium vil kunne svinges med jævne mellemrum.






 
« Previous Page » top