»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Litteraturmagasinet Standart,  12/2004

Hukommelsens Eco

Umberto Eco har i sin seneste roman taget 30’erne og 40’ernes Italien under behandling. Resultat: En nyskabende multimedieroman.

Af Jesper Storgaard Jensen

“Jeg hader den bog”. Således lagde Umberto Eco ud, da han i 2002 forestod præsentationen af den kendte italienske historiker og litteraturkritiker Alberto Asor Rosas bog “L’alba di un mondo nuovo” (En ny verdens daggry).


Forfatteren selv sad på første række, og det fortælles, at det gav et synligt gib i ham, da Eco fyrede sin indgangsreplik af. Derefter tilføjede Eco imidlertid: “Jeg hader den bog, for den er forbandet godt skrevet, og den omhandler en tidsperiode - 30’erne og 40’erne - og en række emner som barndom og opdragelse, fascisme, krig og modstandsbevægelse, som jeg selv har lyst til at skrive om”.


Herefter havde Eco rettet blikket direkte mod Asor Rosa og tilføjet: “Men jeg lover dig, at jeg før eller siden vil skrive en lignende bog”.

En rejse tilbage i tiden

Eco holdt ord, og den 16. juni 2004 udkom “La misteriosa fiamma della Regina Loana” (Dronning Loanas mystiske flamme), der er noget så sjældent som en illustreret roman. Romanen har taget navn efter en italiensk tegneserie fra 1936.


Handlingen er henlagt til Piemonte i 1991, hvor hovedpersonen, antikvarboghandleren Giambattista Bodoni (samme navn som den berømte italienske typograf og opfinder af skrifttyper!), kaldet Yambo, efter en ikke nærmere defineret ulykke har mistet hukommelsen. Vel at mærke den del af hukommelsen, der vedrører personlige forhold og facts. Glemt er alle detaljer vedr. konen, Paola, Yambos to døtre og tre børnebørn samt gamle elskerinder, som han i ny og næ møder på gaden. Ligeledes ligger Yambos minder om forældre og barndom indhyllet i en tyk uigennemtrængelig mental tåge. Kun den såkaldte semantiske hukommelse er forblevet intakt, dvs. evnen til bl.a. at huske historiske facts.


Paola sender derfor sin mand til familiens gamle landsted i landsbyen Solara i håbet om, at hukommelsens tåger vil lette efter Yambos gensyn med det sted, hvor han tilbragte en stor del af sin barn- og ungdom.


På et stort og tilstøvet loftsrum i familieejendommen begynder Yambo således sin rejse tilbage i tiden. Her genser han for første gang i mange år sin barndoms tegneserier (italienske såvel som udenlandske), opdager gamle skolehæfter, genhører musik, der for længst var gået i glemmebogen, samt læser sine ungdomsdigte.


Langsomt og omstændeligt kommer hver tegneserie, hvert digt og hver barndomssang og -melodi, som Yambo støder på, til at udgøre en lille sten i en mindemosaik, der næsten umærkeligt begynder at tage form at et liv.


Minderne begynder at dukke op af tågen: Skolegang under fascismen, hovedrollen i skoleteatret, en chokerende oplevelse med en italiensk modstandsgruppe under den tyske besættelse, der sætter en brat stopper for ungdom og uskyld samt, ikke mindst, ungdommens første forelskelse.

Koma og genvundet hukommelse

Yambos “opdagelsesrejse” tager imidlertid en brat drejning. I lutter befippelse over at have opdaget en ægte og særdeles værdifuld Shakespeare-bog i folioformat fra 1623, sender et i forvejen for højt blodtryk Yambo i koma. Skæbnens bizarre ironi medfører imidlertid, at komaen indtræder i samme periode, som Yambos hukommelser langsomt er ved at vende tilbage.


Pacificeret og ubevægelig, men med tankevirksomheden intakt, fortsætter Yambo med at søge de sidste brikker til sine minders mosaik, de brikker, der skal åbenbare Lilas - hans ungdomsforelskelse - smukke og harmoniske ansigt.


I et spændings- og følelsesmæssigt crescendo - hvor hele romanens persongalleri effektfuldt defilerer ned ad en trappe i gymnasiets forhal - ser Yambo som i et drømmesyn sig selv stå og vente neden for trappen for at gense det ansigt, han siden har søgt i både konen Paola og elskerinden Sibilla. Denne åbenbaring, dette åsyn, der for altid skal give ham fred i sindet.


Kvindeansigtet, der skulle komme til syne, når imidlertid aldrig frem. De sidste rester af tåge bliver hængende. Mosaikken forbliver ufærdig.

Fascinerende og svært tilgængelig

Ecos femte skønlitterære publikation indeholder et stort antal af smukke og fint tekstunderbyggende illustrationer, som fx. forsider af gamle rejsemagasiner, Sherlock Homes i hyggelig samtale med Watson, et ark med billeder af 30 diabolske torturmetoder, en plakat med små sortskjortede fascistdrenge, der vokser op og bliver til rigtige soldater, sirligt ordnede frimærker, Mussolini i en drømmecollage, italienske avisforsider fra 2. verdenskrig, en halvnøgen Josephine Baker samt - især - masser af tegneserieforsider og -illustrationer (lige fra Anders And over Buffalo Bill til Flash Gordon).


Illustrationerne udgøres samtidig af tekstark af 30’erne og 40’ernes folkelige, italienske sange og melodier, samt fascistiske sange og hymner fra samme tid. Og som om det ikke kunne være nok, har der også hist og her indsneget sig digte og poetiske tekststykker.


Der er dermed næsten tale om en “multimedieroman”, der mixer flere forskellige genrer. Som en italiensk anmelder noterer: “Jeg har ikke kun læst Ecos roman. Jeg har også set den og sunget den, til stor forundring for de, der befandt sig omkring mig”.


Ja, sågar kærlighedshistorien har sneget sig med ind på Ecos livsboblende sider. Bl.a. lader han hukommelsesproblematikken omfavne kærligheden i udsagnet om, at “det smukke ved at have elsket, består i mindet om at have gjort det”. Kærlighedshistorien – vel at mærke den ulykkelige af slagsen – tager udgangspunkt i hovedpersonens første ungdomsforelskelse, den der pr. definition varer hele livet uden nogen sinde rigtigt at begynde. Hovedpersonens forelskelseslidelser er så fint beskrevet, at et godt gæt går på, at disse langt hen ad vejen er selvbiografiske.


Nok er Eco blevet 72 år, men han virker på ingen måde gammel. Livsglæde, passion og nysgerrighed kommer rigt til udtryk i ”Dronning Loana”. Det samme gør ”legebarnet” Eco, når han fx siger: ”Det gode ved hukommelsestab er, at man møder en masse nye mennesker hver dag!”.

Tegneserielidenskab

I “Dronning Loana” har Eco forkælet sig selv, idet han på det nærmeste giver frit løb for sin store tegneseriepassion, der som bekendt blot af én af hans mange intellektuelle sysler. Ecos kærlighed til den del af litteraturen fremstår i romanen som en slet skjult kærlighedserklæring og subtil livline til såvel barndommens fantasi og virkelighedsflugt som til barn- og ungdommen selv.


Ecos roman er både lige så velskrevet, fascinerende, fængslende og tankevækkende som den over visse passager er svært tilgængelig, hvilket ikke er synderligt overraskende, når man har “den store italieners” betydelige intellektuelle kaliber in mente.


Der er, som altid med Eco, hyppige referencer til verdenslitteraturen, pænt med italienske ordlege, en del citater og indskud på bl.a. fransk og latin samt mange kulturelle referencer til 30’erne og 40’ernes Italien og til en fascistisk kontekst.


Alligevel benægter Eco, at der skulle være tale om en generationsroman. Han har tværtimod udtalt, at han med romanen også har ønsket at videregive et vidnesbyrd om en bestemt periode af Italiens historie til et yngre publikum.


Dronning Loana indeholder ikke så få selvbiografiske træk. Yambo har samme alder som Eco, og handlingen er som nævnt ovenfor henlagt til Piemonte, hvor Eco selv voksede op. Eco har imidlertid høfligt men bestemt understreget, at der ikke er tale om en selvbiografi. Han har så at sige “lånt sine erindringer ud” til den hukommelsesplagede hovedperson, hvilket er et kløgtigt fortælleteknisk greb: Jeg skriver ikke om mig selv, men begrænser mig til at låne mine egne erindringer ud, hvorved jeg undgår at “involvere mig 100%”. Altså selvbiografi og prosa i skøn forening.


Præcist hvilke dele af romanen, der er mere eller mindre selvbiografisk, er det selv sagt vanskeligt at gisne om, selv om de italienske anmeldere i sommerens løb lystigt har gættet løs.

Svært oversættelig

Der er ikke tvivl om, at Eco har skrevet en meget “italiensk roman”, hvilket han også selv understreger. I et interview i forbindelse med romanens udgivelse siger han: “Allerede på et tidligt tidspunkt sagde jeg til min forlægger: ‘Den her roman bliver uoversættelig. Den er alt for italiensk. Jeg bliver på ingen måde fornærmet, hvis den ikke bliver oversat’. Alligevel har flere lande købt rettighederne. Stakkels oversættere. De vil bl.a. skulle oversætte folkeviser fra 30’erne, der på deres eget sprog skal beholde den samme lethed, samtidig med at oversættelsen skal bære præg af at udspringe af et italiensk miljø”.


Trods Ecos “advarsel” har Forlaget Forum meldt sig på banen, og der venter således Ecos danske oversætter, Thomas Harder, en betragtelig opgave inden den forventede danske udgivelse i april 2005.


Da Eco i 1981 – i en alder af 49 år - skrev sin første roman, “Rosens navn”, der som bekendt blev en verdenssucces, forklarede han over for en journalist: “Som 50-årig stikker man enten af med en ung danserinde, eller også skriver man en bestseller”.


Ikke meget tyder på, at Ecos lyst til sentimental eskapisme er steget – hvis den vel at mærke nogensinde har eksisteret – i de seneste 23 år. Derimod bekræfter Ecos roman tesen om, at der i en forfatter omkring de 70 år ofte viser sig en uimodståelig lyst til litterært “at gå i barndom”.


Eco er med “Dronning Loana” på ingen måde stukket af. Han er snarere gået tilbage i eget spor for at mindes barndommen, krigen og kærligheden. Og, hvem ved, muligvis også for at minde sig selv om døden. Således fortsætter livet. I et smukt og rungende ekko af hukommelse.

Umberto Eco: ”La misteriosa fiamma della Regina Loana”, 451 sider. Bompiani.




 
« Previous Page » top