»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  1/4/2005

Kunsten at samle kunst

Udstilling. Solomon og Peggy Guggenheims rivalitet som kunstsamlere har ført til en af verdens største private kollektioner med over 10.000 kunstværker. 83 af disse kan i denne tid ses i Rom.

Kunsten at samle kunst

Af JESPER STORGAARD JENSEN

ROM – Ubegrænsede finansielle midler, kunst som altoverskyggende lidenskab, ambitiøs mæcenvirksomhed, manisk samlerinteresse, avantgardesmag og en ulastelig evne til at finde nye talenter. Disse er blot nogle få kodeord, der kan hægtes på den amerikansk-schweiziske Guggenheim-families to mest kendte – og meget forskellige – medlemmer Solomon og Peggy, hhv. onkel og niece.
Han: Mangemilliardær, kunstmæcen og lidenskabelig tilhænger af Kandinskij. Hun: Rebelsk gøgeunge, seksuel frigjort og med et hedt forhold til både surrealismen og dens udøvere.
Historien om den stenrige Guggenheim-families to lidenskabelige kunstsamlere er samtidig beretningen om, hvorledes en næsten patologisk symbiose med den moderne kunst har ført til en af verdens største private samlinger af kunstværker.
I Solomon og Peggys samleriver og indbyrdes forsøg på at overgå hinanden har de indtil videre beriget verden med Guggenheim-museer i New York, Venedig, Bilbao, Berlin og Las Vegas, hvis udstillingsfaciliteter og depoter tilsammen siges at indeholde over 10.000 værker.
83 af disse fra de tre førstnævnte byer kan i disse måneder ses i Rom på den stort anlagte udstilling “Guggenheims mesterværker - Den store samlermani fra Renoir til Warhol”. Værker af Kandinskij, Miró, Matisse, Chagall, Picasso, Cézanne, van Gogh, Dalí, Giacometti, Ernst, Renoir, Klee, Warhol m.fl. har fundet vej til udstillingen, hvis danske islæt udgøres af Asger Jorns ubetitlede farveeksplosion fra 1956-57, der normalt er en del af Venedigs Guggenheim-museum.

SOLOMON R. GUGGENHEIM (1861-1949) blev født i Philadelphia i en borgerlig amerikansk familie med schweiziske rødder. Familien havde tjent formuer inden for den ameri-kanske mineindustri, og sammen med hustruen Irene Rothschild begynder Solomon ligesom mange andre familier fra det bedre amerikanske borgerskab at samle på kunst. Kunstkøbene foretages dog uden nogen synderlig rød tråd.
Vendepunktet kommer i 1927, da Irene bestiller et portræt af sin mand hos den tyske maler Hilla Rebay, der samme år var flyttet til New York. Rebay var en overbevist tilhænger - både æstetisk og filosofisk - af “non-objektiv kunst”, en form for abstrakt kunst, der udsprang af østrigske Rudolf Steiners teosofi-tanker, som allerede havde inspireret Kandinskij.
Rebay bliver snart Solomons personlige kunstkonsulent, og i 1929 ledsager hun for første gang ægteparret Guggenheim/Rotschild til Europa, hvor de besøger en række kunstatelier. Målet med denne rejse er bl.a. et besøg hos netop Rebays yndling, den russiske mester Kandinskij, af hvem Solomon køber “Composition 8”. Netop Kandinskij er det mest åbenlyse eksempel på, hvor stor kunstnerisk indflydelse Hilla Rebay får på Solomon, der gennem årene køber intet mindre en 150 Kandinskij-værker.
Solomons oprindelige idé var at opkøbe kunstværker, som han på et senere tidspunkt ville donere til Metropolitan Museum of Art. Han skifter imidlertid mening - formentlig under Rebays påvirkning - og beslutter sig i stedet for at stifte sit eget museum. I 1937 stifter han således The Solomon R. Guggenheim Foundation, og i 1939 ser Museum of Non-objektive Painting dagens lys i udstillingslokaler, der tidligere havde huset en biludstilling.
I 1943 tager Solomon og Hilla Rebay sammen initiativ til konstruktionen af det storslåede Guggenheim-museum, der bliver indviet i New York i 1959, ti år efter Solomons død.

PEGGY GUGGENHEIM (1898-1979) var datter af Solomons bror, Benjamin Guggenheim, og født i et hjem, hvor interessen for kunst var stor. Faktisk så stor at en anekdote om Benjamin fortæller, at han, da Titanic gik ned med mus og mand natten mellem den 14. og 15. april 1912, stod fredsfyldt og uanfægtet i en af det kæmpestore skibs rygersaloner og betragtede et maleri, mens alt omkring ham var skræk og rædsel.
Peggy var familiens rebel og aldeles allergisk over for det borgerlige liv. Hun nærmest flygter til Paris, hvor hun i 1920’erne og 30’erne bliver en personlighed i byens kunst- og kulturliv. Samtidig indleder hun sin egen samling af kunstværker under kyndig vejledning af den franske dadaist Marcel Duchamp.
Peggy var ligeledes et livstykke, der ikke gjorde noget for at lægge bånd på sig selv. I sin selvbiografi har hun uden omsvøb berettet om de glade pariserdage: “Jeg var absolut frigjort. Både finansielt, følelsesmæssigt, intellektuelt og seksuelt”. Denne beruselse af frigjorthed, der gav Peggy en aura af skandaløs lethed, førte til en række kærlighedsforhold til fremtrædende kunstnere, og i korte perioder var hun således gift med surrealisterne Yves Tanguy og Max Ernst.
I 1938 åbner hun galleriet Guggenheim Jeune i London, som hun imidlertid bliver tvunget til at lukke allerede året efter pga. Anden Verdenskrigs komme. Turen går atter tilbage til Paris, hvor hun fortsætter med at øge sin samling af kunstværker efter det storskrydende motto, der gik ud på “at købe et værk om dagen”.
I starten af 1940’erne var Paris imidlertid ikke noget sikkert sted for jøden Peggy, der derfor rejser tilbage til USA, hvor hun ufortrødent fortsætter med at udbygge sin kunstsamling.
I 1949 rykker Peggy atter teltpælene op og flytter til Venedig, og kærligheden til lagunebyen vokser sig med tiden så stor, at hun bliver dér til sin død i 1979.

ET vigtigt kodeord i historien om Guggenheim’erne er rivalitet. En rivalitet, der er en del af et anspændt forhold mellem onkel og niece, som ikke blev bedre af, at Peggy og Hilla Rebay ikke kunne udstå hinanden, eksponenter som de var for både forskellige kunstretninger og livsstil. Rebay beskyldte eksempelvis Peggy for at bruge Guggenheim-navnet til at antyde, at hun var Solomons datter og ikke niece.
På sin side valgte Peggy det lidet beskedne navn “Art of This Century” til sit New York-galleri i 1942. Et navn der godt og grundigt skulle overtrumfe den avantgarde-udstilling som farbror Solomon og hans kunstmuse Hilla tre år tidligere havde kaldt “Art of tomorrow”.
Til trods for mange års ihærdige forsøg på at overgå hinanden får historien om Solomon og Peggys rivalitet alligevel en happy end. Peggys kærlighed til Venedig var angiveligt så stor, at hun i 1976 fremsatte ønske om at donere hele sin formidable kollektion til den italienske stat. Såvel lokale som nationale italienske politikere satte sig imidlertid imod, idet den italienske stats konsulenter vurderede, at Peggys kollektion mere eller mindre var til at køre på lossepladsen. Det har senere vist sig som en af kunsthistoriens største og mest absurde fejlskøn, idet værdien af Venedigs overdådige Guggenheim-kollektion, smukt beliggende i Palazzo Venier dei Leoni ud mod Canal Grande, i dag er fastsat til et milliardbeløb i dollars.
Peggys efterfølgende beslutning om at donere hele herligheden til sin afdøde farbror Solomons Guggenheim Foundation bekræfter altså endnu en gang, at blod trods alt er tykkere end vand, selv det vand, der skulper dovent rundt i Venedigs idylliske kanaler.
De to rivalers ”posthume genforening” er fint illustreret i Rom, idet Solomon og Peggys værdifulde værker for første gang nogensinde hænger skulder ved skulder i de samme udstillingslokaler, fra 1880’ernes impressionisme til 1980’ernes Pop Art.

Scuderie del Quirinale
Capolavori del Guggenheim – Il grande collezionismo da Renoir a Warhol
Fra 3. marts til 5. juni 2005






 
« Previous Page » top