»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Weekendavisen,  27/5/2005

Erindringens Eco

Interview. ”Jeg er født i tåge, og i tåge befinder jeg mig godt, nærmest som om jeg i en tilstand af tåge var tilbage i livmoderen”. Bogaktuelle Umberto Eco om at have fascistiske sange i hovedet og genopbygge hele sin frimærkesamling.


Af JESPER STORGAARD JENSEN



ROM – Tegneserier, tæt tåge og tab af hukommelse. Multimedia, modstandsbevægelse og Mussolini-minder. Forelskelse, fascisme og fatalitet. Eller sagt med andre ord: Umberto Eco – forfatter i verdenslitteraturens superliga, professor ved Bologna Universitet, æresdoktor ved 31 universiteter verden over, semiotiker, klummeskriver, samfundsrevser, politisk debattør, litterært legebarn, intellektuel alt-mulig-mand, cyberspaceekspert, Internet-freak og meget, meget andet – er tilbage med den nye roman Dronning Loanas mystiske flamme. Og i en alder 72 år forekommer han fortsat at være i storform.
Handlingen i Ecos femte skønlitterære udspil er henlagt til Piemonte (Ecos egen hjemegn) i 1991. Her har den ca. 60-årige antikvarboghandler Giambattista Bodoni – samme navn som den berømte italienske typograf og opfinder af skrifttyper –, kaldet Yambo, mistet hukommelsen efter en ikke nærmere defineret ulykke. Vel at mærke den del af hukommelsen, der vedrører personlige følelser og erfaringer. Han husker fx intet om sin kone, Paola, eller om sine to døtre og børnebørn. Også hans personlige erindringer om egen barn- og ungdom ligger indhyllet i en tæt mental og nærmest uigennemtrængelig tåge. Kun den såkaldte semantiske hukommelse – dvs. den del af hukommelsen der fx husker historiske og faktuelle begivenheder – er i behold.
I et forsøg på at generindre sig sin jordiske eksistens’ forløb søger Yambo til familiens gamle landsted i byen Solara, hvor han tilbragte en stor del af sin barn- og ungdom. Her, på et stort og støvet loftsrum, hvor mange af Yambos ejendele fra ungdommen – skolehæfter, tegneserier, grammofonplader, ungdomsdigte samt diverse objekter – har ligger uberørt i mange år, starter hans hukommelsesrejse tilbage i tiden.
Ganske langsomt og med stor mental møjsommelighed forsøger Yambo at stykke sit livs mosaik sammen gennem gensynet med barndommens objekter. Og et efter et dukker minderne frem af tågen: Skolegang under fascismen, hovedrollen i skoleteatret, en chokerende oplevelse med en italiensk modstandsgruppe under den tyske besættelse samt ungdommens første forelskelse.
I takt med at det langsomt lykkes Yambo at få adgang til sin fortid, stiger fortællingens intensitet. Afslutningen, som naturligvis ikke skal afsløres her, er alt andet end forudsigelig.


Da romanen udkom i Italien i forsommeren sidste år, gav den anledning til en del anmeldergætterier om hvorvidt, Eco måske for første gang havde skrevet et selvbiografisk værk. Noget Eco kategorisk afviser.
Ligeledes var der en del fokus på det nyskabende i, at Eco havde skrevet noget så kuriøst som en illustreret roman, som han selv har kaldt ”en multimedieroman”. I alt ca. 200 illustrationer har fundet vej til romanens ca. 450 sider. Eksempelvis masser af illustrationer fra gamle tegneserier, en billedserie med Sherlock Holmes og Dr. Watson i hyggelig samtale, fascistiske hymner og populære italienske slagere fra 30’erne og 40’erne mv. Herom noterede en italiensk anmelder: ”Jeg har ikke kun læst Ecos nye roman. Jeg har også set den og sunget den, til stor forundring for dem, der befandt sig nær mig”.


Hvis man ikke vidste, at Eco er en travl herre, finder man ud af det, når man anmoder hans sekretær om et interview i forbindelse med bogens danske udgivelse. Det høflige men bestemte standardsvar lyder: ”Beklager. Professoren er optaget. Vær venlig at prøve igen om tre måneder”. Men, har man tid nok – helt præcist ca. otte måneder – og held til at anslå en tone i sine henvendelser, der befinder sig et sted mellem det ydmyge og det insisterende, kan det munde ud i et e-mail-interview, som Weekendavisen her bringer:
- Hvorledes opstod ideen til denne bog?
”Sådan lidt polemisk kunne jeg jo svare: ’ud fra de samme bevæggrunde der fik Homer til at skrive Odyssé’! Sandheden er derimod, at jeg i længere tid har villet skrive en erindringsroman. Desværre kom min gode ven Alberto Asor Rosa (italiensk historiker og litteraturkritiker, red.) mig i forkøbet med L’alba di un mondo nuovo (En ny verdens daggry).
Først nogen tid senere, da jeg sammen med en ven sad på en bar og fik en aperitif, dukkede ideen op. Min kammerat havde sagt et bestemt ord – måske ’hukommelse’, eller ’sygdom’, jeg husker det ikke med sikkerhed. Men i hvert fald holdt jeg op med at lytte til ham og begyndte derimod at tænke på, at min roman skulle handle om én, der mister hukommelsen og efterfølgende forsøger at genkalde sig erindringerne fra sin barndom. Dog ikke på baggrund af egen hukommelse – hvilket Proust allerede har gjort – men derimod på baggrund af en ’mineraliseret’ hukommelse, dvs. en objektiv og kollektiv hukommelse, der er sammensat af læsning af bøger, aviser og blade, lytning til ungdommens plader samt gennem gensynet med barndommens objekter, fx æsker og legetøj. Straks herefter gik jeg i gang med min efterforskning”.
- Som noget nyt har De lavet noget så udsædvanligt som en illustreret roman med hundredvis af illustrationer fra 1930’ernes og 40’ernes Italien. Hvorfor dette valg og er der ikke risiko for, at billeddelen ”stjæler” læserens opmærksomhed på bekostning af tekstdelen? ”Nej, det mener jeg ikke. Man skal bemærke, at alle illustrationerne, på nær ganske få tilfælde, ikke er medtaget for at understrege noget tekstuelt. De viser derimod det, som ordene ikke siger, det som er omkring ordene, dvs. de har samme funktion som et ’etcetera’.
I bogen har jeg medtaget ca. 200 illustrationer, men jeg har samlet i alt omkring 1.000. Størstedelen af dette materiale har jeg fundet i mit eget bibliotek, idet jeg opbevarer mange bøger og blade fra min barndom. Andre publikationer har jeg været heldig at finde på forskellige brugtbørser, og også hos antikvarboghandlere og via Internet har jeg fundet en del materiale.
Ja, jeg tror faktisk, at jeg har haft held til at genopbygge hele min frimærkesamling fra da jeg var 13 år gennem de mange forskellige frimærkekataloger på Internet. Jeg har moret mig kolossalt med denne efterforskning. Men jeg indså på et tidspunkt, at jeg blev nødt til så hurtigt som muligt at gøre Dronning Loana færdig. Jeg vågnede om morgenen med fascistiske sange i hovedet, jeg kunne bruge dagevis på at finde et objekt fra barndommen, jeg brugte oceaner af tid på at genlæse min barndoms tegneserier og alle Mussolinis taler. Bogprojektet var blevet en slags besættelse for mig, en yderst fascinerende besættelse, men en besættelse med alt hvad det indebærer. Jeg måtte sætte punktum”.
- Hovedpersonen mister den del af hukommelsen, der vedrører ham selv, men har bevaret den semantiske hukommelse. Dvs. han husker fortsat hvem Napoleon er, eller hvor Tokyo ligger. Men er dette i det hele taget muligt?
”Ja, det er det. Jeg har studeret mange af sådanne kliniske tilfælde. Samtidig har jeg fået en amerikansk kollega, der arbejder med folk som lider af hjernelæsioner, til at læse bogen. Dette aspekt er altså ikke en tåbelig opfindelse, selvom jeg i romanen har givet min hovedperson en bestemt adfærd. Fx har jeg i den videnskabelige litteratur ikke kunnet finde et eksempel på en mandlig person med hukommelsestab, der føler sig tiltrukket af en kvinde, men som ikke husker om han har haft et forhold til hende, og som heller ikke har mod til at spørge hende om det. Men ved at følge en logik, jeg har fra andre kliniske tilfælde, finder jeg ikke, at denne tænkte situation er umulig. Hvorom alting er så gav den mig også mulighed for at fortælle en ret anderledes kærlighedshistorie”.
- Romanen indeholder visse paralleller – geografiske, årstalsbestemte mv. – til Deres eget liv. Alligevel holder De hårdnakket på, at romanen ikke er selvbiografisk. Er De sikker?
”Ja. Jeg må endnu en gang gentage, at jeg ikke har villet skrive en selvbiografisk roman, men derimod en biografi for min generation. Selvfølgelig har jeg berettet om mine egne erindringer, om de ting jeg selv har læst, med referencer til de billeder jeg har på nethinden fra min egen barndom. Alt dette har jeg kunnet gøre gennem en næsten eidetisk hukommelse (dvs. gennem usædvanligt tydelige erindringsbilleder, red.), forstået således, at jeg fx efter tres år genfandt et eksemplar af et blad, som min mor holdt meget af at læse i, og til min store overraskelse var dette blad, præcist som jeg huskede det.
Jeg har dog skabt en hovedperson, der er meget forskellig fra mig. Han har et andet erhverv end mig, og han har aldrig skrevet en linie i sit liv. Han har ikke nogen synderlig politisk sensibilitet, og han har haft nogle personlige traumer og oplevelser i sit liv, som jeg ikke har haft. Alle disse ting er medtaget i romanen ikke for at fortælle om mit eget liv men for at berette om en tidsperiode”.
- Det vil med andre ord sige, at heller ikke en af romanens mest fængslende passager – den skæbnesvangre nat i Vallone i 1944 (om en italiensk modstandsgruppes opgør mod tyske soldater, red.) – er selvbiografisk?
”Nej, heldigvis ikke. Det er mere eller mindre den historie, jeg engang fik fortalt af en fyr, der så vidt jeg husker var lidt halvberuset. Han fortalte mig ikke, hvem denne skæbne var overgået. Siden har jeg tit spekuleret på, om det mon ikke var hans egen oplevelse, og på hvor meget en person kan blive mærket for livet af sådanne erfaringer. Derudover har jeg ikke gjort andet end at tilføje en god portion tåge”.
- Ja, tågen. Hvorfor al den tåge?
”Vi kan jo sige, fordi der er meget tåge, dér hvor jeg stammer fra (byen Alessandria i Piemonte, red), endnu mere end i London. Jeg er født i tåge, og i tåge befinder jeg mig godt, nærmest som om jeg i en tilstand af tåge var tilbage i livmoderen.
Der var også tåge i mine forrige romaner. I et kapitel i Rosens navn, der var tåge i Foucaults pendul, der var masser af tåge i Baudolino. Faktisk så meget at Baudolinos tyske forlægger foreslog mig at skrive en bog om tåge. Jeg kunne ikke bestemme mig for, hvordan et sådant projekt skulle gribes an. Min første tanke var en form for antologi om tåge fra Homer og op til vor tid, og i mere end et år har jeg samlet litteratur fra hele verden om emnet. Det er noget af den litteratur, som hovedpersonen i Dronning Loana flere gange citerer i sin halvdøsige eller bevidstløse tilstand.
Endelig kan jeg tilføje, at tågen i Dronning Loana ikke kun udgør virkelighedens tåge i Piemonte, men at den også er en metafor for tabet af hukommelse”.
- I Italien er anmeldernes gætterier også gået på, om der ikke var noget selvbiografisk i romanens kærlighedshistorie.
”Vi har alle oplevet en ungdomskærlighed, og næsten alle ungdomsforelskelser ligner hinanden. Romanens hovedperson husker imidlertid ikke sin ungdomskærligheds ansigt. Det gør jeg derimod, men det holder jeg for mig selv”.


- Romanen fortæller også historien om en ungdom under fascismen. Hvordan var den?


”Det var en ungdom i skizofreniens tegn. På den ene side blev vi i skolen opdraget til at dyrke det heroiske i fascismen, fx gennem de fascistiske hymner vi sang, og på den anden side sang vi populære sange uden for skolen, der gjorde grin med fascismen. Det nazistiske diktatur var benhård. Ingen amerikanske film eller tegneserier slap igennem censuren.
Det fascistiske diktatur var derimod fuld af huller. I skolen lærte vi, at det var smukt at dø for fædrelandet, og om aftenen hørt vi sange som ”Livet er smukt” i radioen. Samtidig med at den fascistiske propagandamaskine viste film om de heroiske italienske soldater, så vi film med Fred Astair og Ginger Rogers, der viste os livet i USA. Denne skizofreni har været til gavn for nogle af os, og til skade for andre, der den dag i dag sidder i regeringen. Bogens illustrationer er også medbragt for at understrege denne skizofreni”.


- Hvorfor har De givet hovedpersonen samme navn som den berømte italienske opfinder af skrifttyper, Giambattista Bodoni?


”Valget af navne til mine hovedpersoner beror aldrig på tilfældigheder. Hovedpersonens tilnavn, Yambo, er det samme som forfatteren til en af datidens tegneserier om drengen Ciuffettino (”Hårtot”, red). Derimod har jeg valgt navnet på en berømt typograf, Bodoni, til hovedpersonen, da han er antikvarboghandler.


Da jeg havde bestemt mig for, at hovedpersonen i Rosens navn skulle hedde Guglielmo fra Baskerville, havde jeg haft Arthur Conan Doyles roman Hunden fra Baskerville i tankerne. Efterfølgende var jeg imidlertid blevet gjort opmærksom på, at Baskerville også var en skrifttype. Også i Foucaults pendul har jeg valgt navnet på en anden skrifttype, Garamond, til bogens hovedperson, idet denne arbejder som forlægger. Efter min mening må man nødvendigvis vælge navne til sine hovedpersoner ved at følger et eller andet kriterium, ellers kunne hovedpersonerne i alle romaner lige så godt hedde Pinocchio”.
- De blev først for alvor verdenskendt, da De i 1980, i en alder af 49 år, fik Rosens navn publiceret. Har De altid villet skrive?
”Jeg begyndte at skrive små fortællinger og mindre romaner, da jeg var otte år gammel. Det blev jeg ved med indtil jeg var 15, så stoppede jeg, hvorefter jeg først genoptog denne aktivitet, da jeg startede på at skrive Rosens navn. Før denne ’eksplosion af moden ublufærdighed’ måtte jeg igennem 30 års blufærdighed, hvis man kan kalde det sådan.
Som helt ung startede jeg min romanaktivitet således: Jeg tog en blok papir og skrev så titelbladet. Titlen ville typisk være inspireret af Emilio Salgari (og af Jules Verne, Louis Boussenard og Louis Jacolliot), for de var mine referencer. Nederst på siden skrev jeg så det navn, jeg fandt på til forlaget, fx Forlaget Matenna (hybrid mellem de italienske ord ”matita” (blyant) og ”penna” (kuglepen), red).
Så fortsatte jeg med på omtrent hver tiende side at lave en illustration, sådan som jeg havde set i Salgari og Vernes romaner. Valget af illustrationer var vigtigt, for det var dem historien efterfølgende skulle bygges op omkring. Herefter begyndte jeg at skrive første kapitel. Med den procedure var det klart, at jeg snart mistede interessen for at skrive. I den periode var jeg således forfatter til en række store men ufærdige værker!
- Romanens hovedperson synes ikke at have haft den lykkeligste barndom? Hvad med Dem selv?
”Nej, det har han muligvis ikke. Men det har jeg. Jeg husker fortsat den søde periode med mørklægning, de nætter vi måtte tilbring i beskyttelsesrummet under bombningerne og den klidgrød, vi måtte spise, fordi der ikke var andet …”.


Jesper Storgaard Jensen er freelance journalist med bopæl i Rom.




 
« Previous Page » top