»  Homepage
» Artikler på dansk
» Artikler på italiensk
» Artikler på engelsk
» Jespers interviews
» En ny serie storbyguides
» Foredrag om Italien
» Kontakt
» Intro française
» Svenska intro
» Введение на русском языке
» Versione italiana
» English version
« Previous Page
» Min By – Rom

Vatikanstaten: Oplevelse – En tur med Linie 19

Hvis det er rigtigt, som et populært mundheld siger, at ”de gratis glæder er de bedste”, ja, så udgør en sporvognstur med Roms legendariske Linie 19 en glimrende mulighed i den henseende. Gratis er den naturligvis ikke, men næsten. Blot 2 euro koster de to billetter (tur/retur), som du kan købe i en Tabacchi-kiosk, inden du hopper ombord på Piazza del Risorgimento. Linie 19 har siden 1974 kørt den ca. 15 km. lange – Roms længste – rute, der ikke kun bringer dig gennem en række historisk og socialt vidt forskellige kvarterer men som også giver dig mulighed for at foretage sightseeing undervejs. Efter afgang krydses Tiberen ved Ponte Matteotti-broen, og få minutter senere kommer du til det kendte og prestigefulde Etrusker-museum. Nogle hundrede meter længere fremme dukker Museet for Moderne Kunst op. Det er i øvrigt ved samme stoppested, at du kan stå af, hvis du vil tage en spadseretur i Villa Borghese eller besøge Roms Zoologiske Have, Il Bioparco. Turen går videre op gennem Roms velhaverkvarter Parioli, og næste spændende stop er på Piazza Buenos Aires, hvor det drømme- og fantasiagtige Coppedè-kvarter – opkaldt efter arkitekten Gino Coppedè – ligger. Turen fortsætter videre forbi La Sapienza-universitetet og gennem det livlige studenterkvarter, San Lorenzo, der byder på et utal af cafeer og spisesteder af enhver type. I 2001 udgav den italienske forfatter Edoardo Albinato romanen ”19”, efter at han i et års tid havde kørt jævnligt frem og tilbage med den legendariske sporvogn. Mindre kan naturligvis også gøre det. God tur!

Nærmeste metro: Ottaviano – Linie A


« Previous Page » top